Mor-/barn-profil for Tina Sandager og Emilia Mathilde Sandager
+x(200)) Emilia - 5 måneder slet |
Mor: Tina Sandager, 50 år ( |
+x(200)) os! slet |
8/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
den 10.11.2003 kl 14.47 kom vores smukke Emilia til verden. Hun vejede 3960 gram og var 52 cm lang. En stor! pige...Hun har mørkeblå øjne og lidt brunt fint hår - og så er hun jo selvfølgelig i vores øjne - verdens smukkeste baby!!
Jeg havde natten mellem søndag og mandag en hel del plukkeveer og tegnblødning, men der skete ikke mere end det. Så mandag kl 8.15 mødte vi op på Hvidovre til igangsættelse, da jeg jo var gået 16 dage over termin på dette tidspunkt. Jeg var nervøs - men på den anden side regnede jeg ikke rigtig med, at det ville begynde allerede mandag, for mange reagerer jo ikke rigtig i starten på stikpillerne.
Nå, men jeg blev undersøget og havde stadig lidt livmoderhals og var kun lidt åben, så jeg fik kørt en strimmel og fik lagt en stikpille op kl 9.15.
kl. 11.15 var der stadig ikke sket noget som helst, efter timers traven op og ned af gangene på hospitalet - havde jeg ikke engang haft en plukve siden morgenstunden. Så vi fik en tid til kl 9 næste morgen og kørte ud for at handle - jeg havde det jo fint. Vi nåede lige ud af butikken før mit underliv "vågnede".... og jeg ville HJEM! I bilen bemærkede jeg, at jeg kiggede på uret første gang kl. 11.45 ved en ve og allerede igen 11.47 ved næste ve - men jeg var sikker på at intensiteten ville aftage - jeg mener, jeg var jo første gangs fødende, og vi skal jo regne med, at der går lllllaaaannng tid fra første ve til fødsel...der blev jeg klogere
Der hjemme kunne jeg ingen hvile finde for veerne kom med 2 minutters mellemrum og varede ca 45 sekunder...jeg kartede rundt i stuen og prøvede at finde en stilling, der kunne holdes ud. I mellemtiden ringede min mand til hospitalet, der sagde, at det var bedst at vi blev hjemme så længe som muligt for stikpillen kunne sagtens forårsage hyppige små veer, som ville aftage. Min mand gentog flere gange, at veerne altså varede 45 sek. hver gang, men rådet var helt klart, at vi skulle blive hjemme. Jeg blev mere og mere fra den, for jeg fik ingen hvile mellem veerne, og de gjorde efterhånden VILDT ondt. Mit "trick" var at tælle mine åndedrag for sådan cirka at vide, hvor mange "drag" der var, til veen holdt op igen. Men til sidst blev det til mere AAVVV end tal. Der gik ca. en halv time på denne måde, og så spurgte min mand om ikke han skulle ringe igen - på det tidspunkt kunne jeg ærlig talt ikke rigtig overskue noget som helst, så mit svar at det måtte han selvom.... De gentog at det var bedst at blive hjemme, men hvis vi var utrygge, kunne vi godt komme ind.
SMERTESTILLENDE var min eneste tanke efterhånden - jeg blev ved at jamre, at det kunne sku ikke være rigtig, at jeg have veer HELE TIDEN!! Så egentlig ikke fordi det var gået op for mig, at det kunne være tæt på at jeg skulle føde - men mere med tanke om at de på hospitalet måtte "give mig et eller andet", besluttede vi os for at køre. På vej derhen begyndte jeg efterhånden ikke rigtig at kunne holde styr på vejrtrækningen, fordi veerne blev længere og gjorde mere ondt.....og så fik jeg egentlig og en smule lyst til at presse.......
Da vi ankom kl. 13.45 til hospitalet kunne jeg bare stå op og tælle og jamre - hvorefter jordemoderen bad mig tage plads i opholdsstuen, til der kunne komme en og kigge på mig??? Opholdsstuen?? No way!!! - det gjorde bare for ondt til at jeg skulle sidde nogen steder, så jeg blev stående/hængende hen over en tilfældig seng på gangen og talte og jamrede - og efterhånden var jeg ikke i tvivl - jeg havde en hel specifik lyst til at presse....det fik min mand til at løbe ned og sige til dem, at jeg altså stod og sagde at jeg havde lyst til at presse....så kom jordemoderen! Op og blive undersøgt - jeg havde åbnet mig 6 cm, og var som hun så fint konkluderede "i fødsel".
Jeg blev kørt ind på fødestuen, hvor jeg bare havde en tanke -GIV MIG NOGET SMERTESTILLENDE!! - jeg ville bare have en pause... men jordemoderen sagde, at det kunne de simpelthen ikke nå - jeg ville føde ganske snart.... der var jordemoder skift og "min" søde, håndfaste og kompetente jordemoder kom ind. På det tidspunkt kunne jeg ikke længere styre vejrtrækningen, og jeg følte mig som en der er ved at drukne - jeg skulle bare have en til at hjælpe mig med at holde styr på...ja på mig generelt og på min vejrtrækning og det gjorde jordemoderen og den søde sygehjælper der også var der vildt godt, de gjorde mig trods veerne sikker på, at der var "styr på det".
Jeg havde efterhånden vildt pressetrang, men jeg var "kun" 8 cm åben, så jeg skulle gispe....det er fandme svært!! Jeg fik to sug af lattergassen, men den gjorde mig egentlig bare endnu mere konfus....Nøjjj hvor gjorde presseveer ONDT!! Imens lå jeg og råbte af jordemoderen, at jeg kunne altså ikke føde - og hun forklarede mig blidt, at jeg jo faktisk VAR ved at føde, og at det gik fint..... Temmelig hurtigt efter var jeg fuldt åben og kl. 14.30 måtte jeg presse med og efter to pres gik fostervandet.....ALTSÅ siger jeg bare - den følelse af baby mod mit underliv var nærmest surrealistisk - jeg kan huske, jeg tænkte, at "det der kæmpe noget nede mellem mine ben, kunne da ikke komme ud den vej, ligemeget hvor meget jeg pressede???"
Jeg fik ilt mellem veerne for babys hjertelyd dykkede og ville kun rette sig langsomt op - så en læge blev tilkaldt, og jordemoderen forklarede mig, at hun blev nød til at klippe for mit mellemkød var alt for stramt, og baby var ved at få stress - KLIP DU BARE!!! Hvis det betød, at smerterne ville holde op, var jeg stort set villig til hvad som helst....jeg blev klippet - hvilket jeg faktisk ikke kunne mærke, og så kom hovedet ud i næste ve, og i veen efter kom hele resten af vores baby! Da var kl. 14.47 - ca tre timer efter første ve, og jeg var bare så ved siden af mig selv - det hele var uvirkeligt, og det eneste jeg kunne sige, da jeg så vores baby var, " hun er vel nok grå!", hvilket hun gudskelov ikke blev ved at være.
Jeg er sååååååå forelsket i min lille guldklump, der elsker at sove på min mave, og ellers er forholdsvis nem og vågen. Og amningen går så fint! Alle mine betænkeligheder er blevet gjort til skamme - jeg synes det er helt vildt hyggeligt og intimt at amme - og jeg kan godt abstrahere fra at det er mine ellers så sarte bryster, der står for skud, for det er så vildt, at de kan betyde så stor trøst og hygge for vores lille pige.
Søskende på babylisten:
Emilia Mathilde Sandager har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 11/7-2004
> Slet profil <