Mor-/barn-profil for Paula og Emilie
 |
Mor: Paula, 51 år ( |
|
5/8). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Jeg havde en hurtig og nem fødsel - 5 timer fra den første spæde ve, og jeg som var SKRÆKSLAGEN for at føde! :-)
Kl. 21 besluttede vi at gå i seng for at se en film, men jeg havde svært ved at finde ro. Jeg troede, at jeg skulle på toilettet hele tiden, men der skete bare ikke noget - til gengæld havde jeg småondt i ryggen.
Jeg sagde til Claus, at jeg MÅSKE var begyndt at få veer, men jeg var ikke sikker. Ret hurtigt gjorde det meget ondt i ryggen med regelmæssige mellemrum. Jeg kunne kun stå op og mine ben begyndte at ryste under mig.
Claus begyndte at tage tid på veerne, men vi var ikke helt sikker på, om vi gjorde det rigtigt - for der kun 5-8 min. imellem, og det var ret tæt på hinanden.
Jeg ringede til fødegangen men måtte smide telefonen fra mig, da det gjorde for ondt til at tale. Claus tog den - og de grinede lidt sammen og blev enige om, at det nok ville tage mange timer endnu, da jeg jo var førstegangs fødende, men at vi selvfølgelig bare skulle komme ud, hvis vi ikke kunne holde det ud længere.
Kl. 23:30 sagde jeg til Claus, at nu ville jeg på hospitalet. Samtidig syntes jeg, at det var PINLIGT, hvis de skulle sende os hjem igen, fordi jeg ikke havde udvidet mig nok. Jeg er ret pylret og ikke god til smerter, så jeg var sikker på, at det ikke gjorde ondt nok. Samtidig havde jeg så ondt, at jeg ikke selv kunne få tøj på, og jeg troede aldrig, at jeg skulle komme ned fra 3. sal til bilen uden at vække hele opgangen.
Claus var sikker på, at der ville gå laaang tid endnu, og at det var mig, der var lidt pylret. Så da jeg sagde, at jeg ikke kunne gå ned af trappen, sagde han, at nu måtte jeg "klemme balderne sammen og komme afsted mellem to veer". Det gjorde jeg så. :-)
Vi var på Hvidovre hospital kl. 00:30, og jeg bad straks om en epidural og alt muligt andet smertestillende. Jordemoderen undersøgte mig, og jeg var åbnet 8 cm, så jeg kom i karbad og andet smertestillende fik jeg ikke.
Kl. 1:30 kom jeg op af badet og fik lov til at presse (selv om jeg først nægtede, da jeg var sikker på, at det ville gøre for ondt!). Det var de vildeste smerter, men heldigvis varede det ikke så længe.
Kl. 1:50 kom min dejlige prinsesse, og det var en vidunderlig følelse. Jeg følte, at jeg kunne klare hele verden - og samtidig var det så uvirkeligt alt sammen. Hun lå på min mave og var det skønneste, mest perfekte væsen, der kiggede rundt med sine store, nysgerrige øjne.
(Bagefter mistede jeg blod og måtte på operationsbordet....men det er en anden historie!)
Søskende på babylisten:
Emilie har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 12/4-2004
> Slet profil <