Mor-/barn-profil for Mette Junge Mortensen og Anne
+x(200)) Anne 6 mdr slet |
Mor: Mette Junge Mortensen, 53 år ( |
+x(200)) Mette slet |
10/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Annes fødsel
Jeg havde termin den 22. juli, men var meget overbevist om, at den i hvert fald ikke vilde blive brugt som terminsdag! Jeg kunne jo knapt præstere en plukkeve undervejs i graviditeten, så jeg forventede at gå langt over\x{2026}
Fredag den 18. var jeg hos lægen, som sagde, jeg havde åbnet mig 1cm. og livmoderhalsen var halvt væk. Lørdag morgen, den 19., gik slimproppen, og jeg tænkte bare \x{201D}Nå ja, hvad så?\x{201D} Den skulle jo ud før eller siden.
Så blev det tirsdag den 22. Jeg sad som sædvanligt bænket foran computeren og \x{201D}min\x{201D} MSN-gruppe \x{201D}Julibørn 2003\x{201D}. Ved 15-tiden lagde jeg mærke til, hvad jeg troede var plukkeveer. De var ikke regelmæssige, men de var der. Jeg snakkede med min søster i Danmark, som ringede og drillende spurgte, om jeg ikke havde veer? Tjah, det vidste jeg jo ikke\x{2026} Få øjeblikke senere ringede min far med samme spørgsmål\x{2026} Nej, jeg havde altså ikke veer!
Da min mand, Henrik, kom hjem fra arbejde ved 19.30-tiden, spurgte han som altid, hvordan det gik? Tjoooh\x{2026}.. \x{201D}Har du veer?!\x{201D} Jeg måtte svare, at det vidste jeg ikke rigtig, men der var i alt fald gang i et eller andet. Vi spiste aftensmad og gik i seng i håbet om at få lidt søvn, hvis det nu var fødslen, som var i gang.
Jeg fik selvfølgelig ikke sovet! Veerne tog til natten igennem, ret regelmæssige med først 7-8 minutter imellem, senere, henimod morgenstunden, 5-6 minutter imellem. Da vi stod op ved 9-tiden var jeg stadig ikke sikker på, at det var \x{201D}rigtige veer\x{201D}, så jeg smurte madpakke til Henrik og sagde \x{201D}Gå du bare på arbejde, jeg kan jo altid ringe efter dig!\x{201D} Men under morgenmaden kunne jeg godt mærke, at han nok skulle blive hjemme alligevel.
Ved middagstid ringede jeg til fødegangen og fortalte, at veerne var regelmæssige med 5 minutter imellem og havde været det nogle timer. Om jeg skulle komme? Altså, nu var det sådan, at de ikke lige havde ledige fødestuer, så hvis jeg kunne vente et par timer, ville det nok være godt\x{2026} Men ellers skulle jeg da bare komme, så ville de finde en plads til mig. Vi ventede til kl. 15 og tog så en taxi til hospitalet. Vel ankommet måtte vi vente ydermere 1 time på en fødestue, for der var dels meget travlt og dels kom vi midt i et vagtskifte kl. 15.30.
På fødestuen blev vi mødt af \x{201D}vores\x{201D} sygeplejerske, en frisk ung pige, som kørte strimmel på mig. Kl. 17.15 kom min fødselslæge - der er kun meget få jordemødre i Canada, det har indtil for nyligt været forbudt at bruge jordemødre! - ligeledes en sød yngre pige, og skulle mærke efter, hvor meget, jeg havde åbnet mig. Svaret lød 6½ cm.! Det var noget mere end sygeplejersken havde regnet med; ud fra mine veer at dømme ville hun skyde på 2-3 cm.! Det var jo bare fint. Jeg rengede med at kunne se frem til endnu en tre timers tid med veer inden der skulle ske store sager. Kl. 18.10 gik vandet midt i en ond ve, og aldrig har jeg været så flov! Det var jo som at tisse i sengen og ikke kunne stoppe igen! Sygeplejersken grinede bare og tørrede op, og hvad kunne jeg også gøre?!
Så blev min mand, Henrik, bedt om at gå ud få ordnet det sidste papirarbejde i administrationen, og imens blev mine veer værre og værre. Jeg nåede en tur omkring WC\x{2019}et, da jeg skulle tisse, men havde samtidig en fornemmelse af at skulle presse, men vidste godt, at det måtte jeg nok ikke endnu. Det var jo lang tid til jeg kunne være fuldt åben. Henrik havde vel været væk ca. 20 minutter, da jeg ikke længere kunne håndtere veerne: Jeg rystede over hele kroppen, kunne slet ikke slappe af mellem veerne og var begyndt at hyperventilere, så sygeplejersken foreslog, at jeg fik en epiduralblokade, og selv om jeg havde planlagt ikke at ville have medicinsk smertelindring, sagde jeg \x{201D}JA TAK - NU!\x{201D} Ind kom anæstesilægen og sygeplejersken lagde drop i hånden på mig. De skulle nu bare lige have fødselslægen til at mærke, hvor åben jeg var\x{2026} Også hun kom, og det med beskeden :\x{201D}Du er fuldt åben \x{2013} næste ve så presser du bare!\x{201D} Jamen nej\x{2026} \x{201D}Jeg presser ingen steder uden min mand \x{2013} find ham til mig!\x{201D} Og af sted løb sygeplejersken. 18.50 var hun tilbage med Henrik og det hårde arbejde begyndte.
Sygeplejersken holdt om min ene hæl, Henrik om den anden, og så var det ellers bare at gå i gang. Mine veer var ikke lange nok til at jeg kunne presse tre gange på hver, så det blev til to lange pres i stedet. Jeg mener selv, at jeg havde 8 presseveer, og ind imellem lykkedes det mig at få en eller anden form for vaginal bedøvelse, men i de to efterfølgende presseveer blev Anne født, så jeg tvivler på, at den nåede at virke! Men det var nok meget godt trods alt, for jeg skulle lappes sammen igen, hvilket tog ca. ½ time.
Efter at være kommet på sengeafsnittet efter fødslen gik jeg lige en tur i gulvet efter en tur på WC. Godt, der var en sygeplejerske lige ved siden af mig!
Alt i alt var det ikke så slemt som jeg havde frygtet. Det canadiske sundhedssystem fungerede bare til UG, og det selv om jeg havde lidt \x{201D}startbesvær\x{201D} tidligere i graviditeten. Jeg blev tre nætter på hospitalet, og det var ikke så tosset endda. Det gav lidt tid til at komme til hægterne igen.
Søskende på babylisten:
Anne har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 27/6-2004
> Slet profil <