Mor-/barn-profil for Janne og Arild
+x(200)) Arild slet |
Mor: Janne, 46 år ( |
|
8/9). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Da Arild kom, og lidt om vores fortrædeligheder på Skejby
Jeg har sukkersyge, og derfor er der lidt flere ting at tage hensyn til under fødslen, bl.a. skulle diabetiker-børn være mere svagelige, de er større end jævnaldrende, og så er der selvfølgelig moderens blodsukker at tage hensyn til. Med det in mente var jeg til vægtscanning onsdag d. 25/9, da jeg var 35+5, på forhånd havde vi fået at vide at "resultatet" ville afgøre om jeg skulle sættes i gang ugen efter eller have kejsersnit to uger efter...
Nå, men han vejede ca. 4075g mente de på ultralyd afd. fødselslægen sad og tyggede lidt på det og spurgte så hvad vi ville sige til at blive startet, allerede dagen efter. Vi fnes som to småpiger og sagde jo tak. Hun undersøgte mig, og konstaterede at jeg var to cm åben allerede, og blev endnu mere sikker på, at det skulle være torsdag. Vi gik hjem med beskeden om at ringe til fødegangen kl.8 næste morgen, samt at jeg skulle halvere mine insulindoser startende med den til natten (tager fire gange i døgnet). Jeg havde lidt veer om natten, men de gik i sig selv igen, efter at jeg havde ringet til fødegangen (selvfølgelig).
9.30 var vi på Skejby, men i den halve time det havde taget os at komme derud havde en masse babyer spontant valgt at komme, så vi blev sendt hjem igen.
Omkring kl.18 var vi tilbage igen, udelukkende fordi jeg har sukkersyge og ville få alvorlige problemer med blodsukkeret, hvis jeg skulle vente til dagen efter, for der var stadig supertravlt på fødegangen.
Jeg fik ctg-bælterne på så de kunne holde øje med Arilds velbefindende under hele fødslen, fik lagt et glukosedrop, og målt mit blodsukker.
18.15 blev vandet taget, jeg var tre cm åben og veerne startede med det samme med fem minutter imellem. Ret hurtigt kom de med 3 minutters mellemrum... svært at gå på toilet med ctg-bælter, drop-stativ og veer hele tiden! Efter to timer, blev jeg undersøgt igen, sølle én cm havde jeg åbnet mig.
Der blev lagt ve-stimulerende drop i den anden hånd. Jeg, der havde håbet på at komme i vand (det må man åbenbart ikke som diabetiker, man SKAL have ctg-målingen HELE tiden, fik jeg at vide), eller i det mindste at skifte stilling undervejs på grund af min bækkenløsning (lidt svært at komme ned fra en briks, når man har et dropstativ på hver side... hmm). Men det var ved at være lige meget, mit blodsukker var meget, meget lavt, og jeg følte at jeg var ved at forsvinde ind i mig selv hele tiden, kunne ikke åbne øjnene, og var bange for at besvime, fik skruet gevaldigt op for glukose-droppet... Havde ondt i lænden konstant, og foran, ved skambenet under veerne. Fik lagt steriltvandspabler i et forsøg på at lindre lidt ved lænden. Det hjalp ikke, fik en varmepude til lænden og lattergas, da det kneb med at trække vejret dybt nok under veerne.
En time mere gik, og endnu en cm, jeg kiggede nervøst på uret og tænkte, at jeg ikke ville kunne klare fødslen med det tempo (på trods af at mit blodsukker var kommet op igen), var jo kun halvvejs åbnet og mistede modet lidt. Min kæreste tænkte nogenlunde det samme, har det senere vist sig.
Jeg er ikke sikker på, om der blev skruet op for det ve-stimulerende drop, eller min krop selv gik amok, men pludselig kom veerne hele tiden, jeg havde afsindigt ondt og kunne nu ikke åbne øjnene på grund af smerterne. Jeg blev undersøgt igen, havde åbnet mig 4cm på 50 minutter. Manglede kun en enkelt cm mere, men på trods af hvor hurtigt det pludselig var gået, gik jordemoderen fra rummet med besked om, at jeg ville blive undersøgt igen en halv time efter. Jeg tror kun, at der gik omkring 7 minutter før jeg råbte til min kæreste at han skulle rykke i snoren efter hende, han blev lidt paf, men gjorde det, da jeg blev ved og ved med at råbe, kald på hende, kald på hende. Hun kom ind, og jeg fik stønnet, at jeg havde noget så svært ved ikke at presse helt vildt, og at det var så uendelig rart at presse...
Så var der pludselig jordemoder skift. Den nye tjekkede mig og sagde, at der lige var en halv cm tilbage, men jeg kunne da lige prøve at presse mens hun havde fingrene derinde. Og så sagde hun ikke mere.
Fem veer efter fik jeg pludselig skældud fordi jeg ikke pressede!!! Jeg troede jo stadig, at jeg ikke måtte, så jeg lå og kæmpede og kæmpede for ikke at gøre det. Nå, men med efterhånden fuldt hus (jordemoder, fødselshjælper, fødselslæge og børnelæge) begyndte jeg at presse.
Det tog ret lang tid, ved ikke hvor længe, men ifølge fødselslægen, svulmede "fødekanalen" mere og mere op, så han kom ikke ret langt ned ad gangen. Det blev med hjælp af en blød kop og et klip, at det endelig lykkedes, kl.0.05 var han ude, 4220g og 53cm lang fire uger før tid.
Meget overraskende fik jeg lov at have Arild på maven i et kvarter. Det var fuldstændig surrealistisk, idet vi jo under hele graviditeten havde forberedt os på, at han ville blive kørt på neonatal med det samme.
Moderkagen blev født, den vejede 1340g og kunne sagtens mærkes! Og så blev der ellers syet og syet i godt en time.
Arild lå på neonatal i 4½ dage. Han havde ikke problemer med blodsukkeret overhovedet, hvilket var den oprindelige grund til at han skulle overvåges, til gengæld holdt han op med at trække vejret og blev fuldstændig blå på anden dagen, det var lidt af en forskrækkelse.
Dernæst troede de, at han havde meningitis, eller en anden infektion og de tog derfor en masse ekstra blodprøver på ham og flere rygmarvsprøver og han fik en del antibiotika. Og da det var overstået fik han gulsot og lå i lys godt to døgn.
I alt var vi indlagt i 12 dage, da det tog lidt tid at få amningen til at køre pga. al den sondemad han havde fået.
Jeg er virkelig taknemmelig for at de passede så godt på ham og jeg på Skejby, men hvor var det altså bare dejligt at komme hjem!
Min syning skred en uge efter fødslen, én læge mente ikke at det var et større problem, men en anden troede, at der var infektion. Så jeg røg på operationsstue i fuld narkose, hvor de kiggede lidt på det, gav en masse antibiotika og syede mig sammen igen.
7 uger efter fødslen skred det igen. Min egen læge kiggede på det, og udtalte, at det var syet skævt sammen :o( Øv bøv. Nu går det heldigvis bedre, men det var meget, meget ømt, meget længe.
Søskende på babylisten:
Ellanor (17 år)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 1/11-2006
> Slet profil <