Mor-/barn-profil for Anna og Katrine
+x(200)) Katrine Maj 2003 slet |
Mor: Anna, 50 år ( |
+x(200)) Katrine 1 år slet |
7/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Katrines fødsel´:
Fødslen gik i gang d. 2. februar kl. 22:00 ved, at vandet gik. Det var 3 uger og 2 dage før terminen, dvs. officielt for tidligt. Vandet fossede ud af mig, så jeg var klar over, at hovedet næppe stod fast, hvorfor jeg lagde mig ned (på Anna og Kristians lædersofa). Herefter ringede Karsten til hospitalet som sendte en ambulance efter mig. Denne ankom 20 minutter senere, og jeg blev båret ned liggende. Der er ikke særlig langt fra Anna og Kristian til Rigshospitalet - faktisk ligger det lige overfor - men turen føltes både lang og ubehagelig.
Det var nogle meget specielle 20 minutter at vente på ambulancen! Mit hjerte galoperede derudaf, for jeg vidste jo at inden for de næste 24 timer, ville jeg have født en søn eller en datter og dermed være blevet mor. Man kan ikke sige, at det kom som en overraskelse, jeg havde jo ikke tænkt på andet de sidste mange måneder, men timingen slog alligevel benene lidt væk under mig. Anna og Kristian havde travlt med at spørge til alle mulige ting, som vi kunne låne - vi havde jo ikke den berømte taske med - ja, den var ikke engang pakket derhjemme. Men vi mente ikke, vi havde brug for noget - desværre tænkte vi ikke på at låne et kamera - så denne gang fik vi ingen billeder fra selve fødslen. Det må vi jo prøve at få næste gang.
Idet fødsel gik i gang mere end 3 uger før termin, var den officielt for tidlig, og derfor skulle jeg føde på fødegangen og ikke på fødeklinikken, hvilket ellers var meningen. Så vi blev kørt til opgang 5 i stedet for opgang 4.
Vel ankommet til hospitalet blev vi mødt af en jordemoder, som førte os ind i et undersøgelseslokale, hvor jeg skulle have kørt en strimmel i en halv time. Strimlen viste barnets hjertelyd og veernes styrke. Jeg havde endnu ikke rigtige veer, men i den halve time jeg lå der, fik jeg mere og mere murren i maven og ondt i lænden. Barnets hjertelyd var helt fin. Udover at få kørt en strimmel blev jeg også undersøgt indvendigt: barnets hoved stod rigtig nok ikke fast endnu og min livmoderhals var endnu ikke udslettet.
Herefter blev vi installeret på en stue, hvor jeg fik en rigtig seng og Karsten fik en båre at ligge på. Det var så meningen, at vi skulle overnatte og se, om der skete noget - dvs. om veerne gik i gang ellers ville jeg efter 24 timer skulle sættes i gang. Vi fik at vide, at det var en god idé at sove, hvis vi kunne. Og da hovedet ikke stod fast skulle jeg ligge ned. Hvis jeg skulle på toilettet, skulle jeg tilkalde en jordemoder, som straks efter toilet-besøget ville undersøge om alt var som det skulle være - dvs. at navlestrengen ikke kom ud og blev klemt.
Sovning blev der ikke meget af. Den murren jeg havde følt i maven blev hurtigt noget kraftigere og mere og mere regelmæssig. Så vidt jeg husker, startede der med at være 6-7 minutter i mellem veerne. Smerten var ikke uudholdelig, men det var ret ubehageligt, at jeg skulle ligge ned. Allerede på dette stadie begyndte jeg at bruge den dybe vejrtrækning hver gang, der kom en ve.
Efter et par timer tilkaldte vi jordemoderen, så jeg kunne komme på toilettet (kartoffelmosen fra aftensmaden lå ret tungt), og så hun kunne fortælle os, hvordan det gik. Hun undersøgte mig og fortalte at hovedet nu stod fast, og at livmoderhalsen næsten var udslettet. Hun gentog anbefalingen om at prøve at sove, da der stadig kunne gå rigtig lang tid. Efter de første 4 centimeter åbner første gangsfødende sig typisk kun 1 centimeter i timen. Og de første 4 centimeter kunne tage endnu længere tid. Jeg klagede mig lidt over smerterne og ville høre, hvad jeg kunne få af smertelindring. På dette stadie kunne jeg få noget morfika, og det havde jeg ikke lige lyst til, så jeg besluttede mig for at se tiden an.
Selvom jordemoderen tog det ret roligt, så var veerne rimelige rigtige for mig. Hovedet stod nu fast, så jeg kunne både sidde, stå, gå og i det hele taget bevæge mig. Til fødselsforberedelse havde vi øvet os i nogle ve-stillinger, hvor man står og rokker samtidig med vejrtrækningen - men jeg havde bare ikke lyst til at stå og rokke, og Karsten skulle ikke massere mig. Karsten havde dog allerede på dette tidspunkt fået en vigtig rolle - han skulle stå og tælle sekunderne ned, dvs. sige "nu er der gået 20 sekunder, hold ud, nu er du halvvejs, nu bliver det bedre" osv. osv. Her varede veerne ca. 1 minut, de var rimelig smertefulde, men med Karstens nedtællinger og den dybe vejrtrækning gik det alligevel. Under veerne følte jeg mig rimelig afhængig af Karsten. Der var nogle enkelte veer, hvor han var væk, og der følte jeg mig helt desperat, fordi jeg ikke vidste, hvor langt jeg var, og hvor lang tid smerten endnu ville vare ved. Jeg skiftede en del stilling, det var blandt andet godt at stå lænet ind over sengen. Jeg prøvede også at stille mig under bruseren og sidde i det lille kar, de havde ude på badeværelset. Men jeg var for rastløst til at finde mig tilpas derude. I mellem veerne havde jeg det på dette stadie rimelig godt.
Ved 4-tiden tilkaldte vi atter jordemoderen, for veerne kom nu med 4-5 minutters mellemrum og virkede ret seriøse (læs: gjorde ret ondt), så jeg havde brug for at høre, om der skete noget. Hun sagde, at jeg var begyndt at åbne mig (jeg kan desværre ikke huske, hvor mange centimeter). Måden hvorpå de undersøger, hvor meget man har åbnet sig, er ved at stikke fingrene ind og føle hvor mange fingre åben, man er. Det gør ret ondt og er ret ubehageligt. Gaven er til gengæld at få at vide, at man har åbnet sig nogle centimeter siden sidst, og det giver kræfter til at holde ud og kæmpe videre.
I udvidelsesfasen fik jeg også ret meget kvalme. Det fik vi også at vide var helt normalt. Det kom egentlig helt bag på mig, for det havde jeg ikke hørt om før, men der er åbenbart mange, der ligefrem kaster op. Jeg følte, at min kvalme hang nært sammen med al den kartoffelmos og kødsovs, jeg havde spist til aftensmad (hos Anna og Kristian), og derfor spurgte jeg, om jeg kunne få et lavement, men det måtte vente til jeg kom over på en fødestue.
Lidt før 7 tilkaldte vi atter jordemoderen for at få en status, jeg havde nu åbnet mig ret meget og blev overflyttet til en fødestue. Og her var det, at jeg var ret kvik - jeg kunne jo huske fra en rundvisning, at stue 2 havde et stort kar til smertelindring, så jeg spurgte, om jeg kunne komme derind - og det kunne jeg. Så vidt jeg husker, var jeg den eneste der fødte på dette tidspunkt - ret utroligt på så stort et hospital.
Samtidig med at jeg blev flyttet over på fødestuen, var der vagtskifte, så jeg fik en helt frisk jordemoder og jordemoderelev til min disposition. At eleven var med var helt genialt for os. For det første var hun rigtig sød, og det er jo ret vigtigt, men for det andet kunne hun være hos os hele tiden, ellers er det typisk sådan, at man kalder, når man har brug for hjælp.
På fødestuen nåede jeg en helt masse - for jeg var der reelt ikke ret lang tid, men det vidste vi jo ikke, da vi kom ind. Men jeg startede med at få et lavement, hvilket var ret ubehageligt. Jeg havde godt nok selv efterspurgt det, men på dette tidspunkt havde jeg så kraftige veer, så det der med at ligge på siden og holde på "vandet" så længe som muligt før jeg kunne gå på toilettet og få tømt ud, var en næsten umulig opgave. Men det gik og det var rart at blive tømt lidt ud. De var også begyndt at fylde karret med vand så jeg kunne komme derop og tage nogle af veerne. Man skulle eftersigende udvide sig hurtigere, når man ligger i vand.
Jeg kom op i karret, hvilket faktisk var lidt svært, da jeg havde så ondt i maven at jeg følte mig helt stiv og ude af stand til at bevæge mig. Et stykke tid var det meget godt at sidde deroppe, for jeg kunne stemme imod med fødderne hver gang, der kom en ve.
Karsten fik nogle ristede toastbrød, hvilket var rigtig træls, da de lugtede, og jeg stadig havde kvalme. Selv havde han vist lidt svært ved at få tid til at spise dem, da jeg nu hele tiden fik veer og konstant forlangte af ham, at han talte ned.
Sædvanligvis var der en ve-pause men ikke hver gang, og det var ret hårdt når den udeblev. I en af ve-pauserne spurgte jordemodereleven mig, om jeg havde tænkt på, hvilken stilling jeg ønskede at føde i (pressefasen). Og det havde jeg. Jeg havde tænkt, at jeg først ville stå op lænet lidt ind over sengen, dernæst når jeg blev træt af at stå, ville jeg stå på knæ oppe på fødelejet, og endelig når barnet skulle konkret ud, ville jeg ligge på siden, hvor Karsten skulle holde mit ben. På den måde regnede jeg med at kunne holde lidt igen hvis nødvendigt. Og sådan blev det faktisk men først lidt senere. Jeg lå imidlertid stadig i karret.
Løbende under hele udvidelsesfasen tjekkede de barnets hjertelyd, og Katrines hjertelyd var rigtig god hele tiden, faktisk lod hun sig ikke rigtig mærke af, at hun var ved at blive født. Da jeg kom op af karret havde jeg åbnet mig 8-9 centimeter, så det var snart tid.
Oppe fra karret tog jeg nogle veer lænet frem over det hævede fødeleje. Her blev jeg beordret til at bevæge mig, og det var sindssygt svært at komme i gang, men da først jeg var i bevægelse, var det faktisk meget godt. Det gjorde meget meget ondt nu, så jeg spurgte efter noget smertelindring og fik noget lattergas, der overhovedet ikke virkede, men jeg sugede kraftigt i masken alligevel, for så følte jeg, at jeg da forsøgte at gøre noget ved det. De tilbød også at lægge nogle steriltvandspapler, men det kunne jeg ikke se nytten af, da mine smerter kun var foran og ikke i lænden. Ikke desto mindre var det utrolig rart, da en af jordemødrene masserede min lænd - det er de ret gode til, Karsten stod ikke en chance i konkurrencen.
Nu kom tiden, hvor jeg fik pressetrang (ca. kl. 9), men det var for tidligt, da de stadig kunne mærke en kant, dvs. jeg har ikke helt åben endnu. Så jeg fik lov til at gispe nogle veer. Det havde jeg gruet noget for. Vi havde øvet det til fødselsforberedelse, men jeg følte aldrig, at jeg fik helt styr på det. Men her blev det ikke noget problem, for jordemoderen hjalp mig igennem det. Hun sagde hele tiden præcis, hvad jeg skulle gøre, og jeg lystrede bare, så det gik fint.
Nu stod barnet så langt nede, at det begyndte at gøre ondt på en helt ny måde, og jeg spurgte igen efter smertelindring, men det fik jeg ikke, og jeg kan ikke huske hvorfor. Måske fordi det gik så hurtigt herefter. Nu fik jeg nemlig lov til at presse, og det var bare skønt. Faktisk "morede" det mig så meget, at jeg havde lyst til at presse også udenfor presseveerne, men det skulle jeg selvfølgelig ikke. Afstanden mellem presseveerne var lidt længere end den havde været før. De roste min presning meget, om de mente det eller om det er noget de altid siger for at motivere, ved jeg ikke, men det var ret fedt at høre.
Pressefasen gik som tidligere beskrevet. Først stod jeg op, så kom jeg på knæ og til sidst pressede jeg hende helt ud liggende på siden. Da jeg lå på siden holdt jeg bl.a. fast i Karstens arm - og han siger, at med alle de kræfter han nu ved, at jeg har i hænderne, nægter han at bære ISO-poser for mig mere!
Midt i al presningen bad de om min hånd, og så mærkede jeg for første gang toppen af Katrines hoved, det var ikke engang kommet helt ud endnu. Det var meget motiverende. Og lige pludselig kom hele hovedet ud, og Katrine var fuld af liv, så hun skreg, endnu før resten af kroppen kom ud. Da hun var helt ude, kom hun straks op at ligge på min mave, men hun var nu ikke så interesseret i at sutte. Karsten klippede navlestrengen. Og da moderkagen kort tid efter også var født, blev jeg syet lidt. Det var næsten det mest ubehagelig ved hele affæren, men heldigvis havde jeg Katrine på min mave som trøst. Jeg tror ikke helt, at jeg fattede det.
På et eller andet tidspunkt blev Katrine undersøgt og fik apgar-scoren 10, hvilket er det bedste, så det var bare godt. Endvidere blev hun også målt og vejet og fik et skud k-vitamin. Hvornår dette foregik kan jeg ikke rigtig huske.
Bagefter fik vi lov til at blive på fødestuen et par timer og hygge. Karsten var lige ude og ringe til familien og kom bagefter ind og fik Katrine på maven, så fik jeg endelig lidt at spise selv. Og det var rimelig tiltrængt efterhånden.
Eftertanker:
Generelt havde jeg en rigtig god fødsel. Jeg følte hele tiden at jeg var med og havde kontrol. Jeg følte heller ikke at jeg blev en anden, f.eks. mere hidsig end normalt. Tværtimod husker jeg at være høflig overfor Karsten :).
Jordemødrene sagde, at jeg havde været rigtig dygtig og roste min vejrtrækning meget undervejs. Til gengæld sagde de også, at min fødsel var gået dobbelt så hurtigt som normalt for en førstegangsfødende, derfor skulle jeg næste gang skynde mig på hospitalet, hvis jeg fik veer.
Jeg er meget stolt over min præstation, ikke fordi jeg gjorde det uden smertelindring, mere fordi jeg gjorde det!
Søskende på babylisten:
Elisabeth (19 år 8 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 26/2-2007
> Slet profil <