Mor-/barn-profil for Kim Andrea og Silke Aviaya
 |
Mor: Kim Andrea, 49 år ( |
+x(200)) slet |
21/6). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Jeg havde halvt om halvt ventet at føde lidt før tid, ligesom min mor og mormor havde gjort, men det gjorde jeg altså ikke…
D. 2-12, dagen efter min termin er jeg allerede desperat utålmodig, og bange for at gå alt for meget over tid, så jeg ikke kan føde hjemme alligevel!
Max og jeg tager ind til byen, både for at lede efter julegaver, men også med det håb at en lang gåtur ville sætte gang i fødslen. Jeg har haft bækkenløsning de sidste 3 måneder af graviditeten, så dette er det længste jeg har gået i månedsvis, og vi vandrer og vandrer!
Da vi kommer hjem prøver vi så med lidt sex, som også skulle kunne starte en fødsel, men der sker heller ikke noget….
Om aftenen ligger vi og ser en film i fjernsynet i soveværelset, og da jeg, godt træt, er ved at være klar til at slukke lyset og sove, mærker jeg det første jag i lænden!
Jeg er virkelig træt, men også enormt spændt og eksalteret over hvis det endelig var nu!
Efter en halv time, hvor jeg hvert 3. minut har haft den samme form for smertejag i lænden, er jeg helt sikker på at det må være veer. Juhu, jeg skal føde! Eller det håber jeg i hvert fald – hvad nu hvis de holder op igen, fordi jeg bare lægger mig ned og sover fra dem?
Bekymret over dette mulige scenarie lokker jeg Max i tøjet igen, og så traver vi ellers op og ned ad de mørke, kolde villaveje i næsten en time.
Veerne kommer fast hvert 3. minut, men varer kun ca. 30 sekunder.
De gør ondt på en helt anden måde end jeg havde forestillet mig – og bestemt ikke på den gode måde! Men jeg trøster mig selv med at min fødselsbøger jo alle sammen giver retningslinien: ca. 1 cm. åbning pr. time, fra veerne er regelmæssige, og højst 1 times presseveer.
11-12 timer i alt – det kan jeg nok godt klare. Så ligger jeg med min lille baby i armene ved 10 tiden i morgen formiddag…
Da vi kommer hjem rydder vi gulvet, så der bliver plads til fødekarret, og sætter fødekar og andre ting frem. Jeg ringer til hospitalet og fortæller dem at jeg har veer, så de nok snart skal forvente en hjemmefødsel.
Den lange udvidelsesperiode.
Natten går. Jeg prøver at sove, men det gør for ondt, og jeg er også alt for spændt. Max sover.
Jeg går i brusebad, og det hjælper lidt at få det varme vand på maven. Min lille baby sparker forskrækket når veerne kommer, og jeg får helt ondt af den.
Klokken 7 vækker jeg Max. Vi bliver enige om at ringe til min mor nu – hun skal være fødselshjælper. Vi ringer også til hospitalet igen: jeg vil gerne vide om jeg føder snart eller hvad?
Jeg føler mig ikke særligt tæt på at føde; veerne er stadig de samme, men jeg føler mig ikke anderledes end før jeg gik i seng, og begynder at tvivle på om jeg mon har misforstået de der bøger der siger 1 cm. i timen? For hvis det er rigtigt burde jeg jo være 8 cm åben nu… Sygeplejersken jeg taler med siger de vil sende en jordemoder ud for at undersøge mig, for en sikkerhed skyld.
Jordemoderen kommer. Ung og sur, er hun. Hun undersøger mig, og konstaterer at jeg knapt nok er åben endnu, allerhøjst 1 cm. Det kommer bag på mig, og jeg spørger forsigtigt om hun mon ved hvad de så mener med det der med ”1 cm i timen” i bøgerne.
Det svarer hun ikke på, ser bare på mig som om jeg er komplet idiot, og siger at jeg jo bare kan tage på hospitalet og føde, hvis det gør mig tryggere, det gør de fleste førstegangsfødende jo, og det er nok også bedst når man ikke ved hvad man skal forvente.
Så går hun. Selv om jeg er skuffet over ikke at være tættere på målet, er jeg også glad for at jeg ikke kommer til at føde med hende…
Resten af formiddagen går bare. Min mor kommer og Max går en tur, for at klare hovedet lidt. Så skiftes de til at være hos mig, og trykke mig i lænden når veerne kommer. Det hjælper lidt, men jeg synes smerterne bliver sværere og sværere at kapere.
Klokken 14 ringer vi igen til hospitalet, og de sender en jordemoder igen.
Max begynder at fylde fødekarret, for nu må det da snart være tid til at jeg kommer i det.
Jeg kan slet ikke holde ud at være nogen steder, går op i min seng og trækker dynen op over hovedet. Her kan jeg lidt efter høre en dyb basstemme nede fra entreen. Jeg håber meget at det er en stor lesbisk kuglestøder af en kvinde; alt andet end en dum mandlig jordemoder, der ikke har den fjerneste forudsætning for at vide hvad jeg gennemgår... Jeg føler mig bestemt ikke særligt tolerant!
Men det er en mand, og jeg kan godt lide ham med det samme.
Han er høj og venlig, stille og rolig, sætter sig på sengekanten og snakker længe, inden han undersøger mig.
2 fingre åben….
15 timer med regelmæssige veer, og så kun 2 cm! Jeg er helt knust, og spørger om han tror det bliver en meget lang fødsel.
Det tror han, siger han, for min krop er træt og spænder op, og det bedste jeg kan håbe på er at veerne stopper lidt så jeg kan få hvilet mig. Jeg kan evt. gå i fødekarret og håbe på at det stopper veerne et stykke tid.
Da han er gået går jeg i karret. Jeg er meget desillusioneret, og orker ikke mere, når der alligevel ikke sker noget. Jeg samler alt hvad jeg har af kræfter og prøver med saglige argumenter mellem to veer at overbevise min mor og Max om nødvendigheden af at de skaffer mig et kejsersnit hurtigst muligt. De hopper ikke umiddelbart på ideen, og jeg orker ikke rigtigt at overbevise dem mere, så jeg læner mig bare tilbage i vandet, og ligger og flyder med min badering, i min egen verden. Jeg åbner højst øjnene to gange de næste mange timer, og orker ikke engang at råbe eller noget.
Presseveer – endelig!
2 timer senere får jeg pludselig pressetrang. Jordemoderen kommer igen, og konstaterer at jeg nu er 8 cm åben! Så de to timers afslapning i karret har altså gjort godt! De næste par timer går bare.
Jeg er meget indelukket, og i min egen verden. Veerne kommer fast, og jeg slapper af og prøver bare at trække vejret ordentligt.
Jordemoderen siger at jeg godt må presse med på toppen af veerne, og det gør jeg. Det er en nydelse endelig at gøre noget aktivt.
Så er jeg helt åben, og skal presse aktivt. Det er svært at finde ud af hvordan jeg skal gøre, og veerne er slet ikke lange nok til at jeg synes jeg kan finde teknikken. Hver gang jeg føler det kører, klinger veen af.
Jeg presser og presser, men der sker ikke særligt meget. Jordemoderen lytter til barnet tit, og det har det fint.
Veerne bliver kortere og kortere. Min krop er træt.
Jordemoderen beder mig nulre mine brystvorter for at stimulere veerne, men jeg orker ikke rigtigt. Max gør det i stedet, og det hjælper lidt.
Jeg presser i 3 timer. Jeg kan godt mærke at veerne er meget svage nu, og at jordemoderen er bekymret. Han beder mig rejse mig op, for at få tyngdekraften på. Det gør vildt ondt at komme ud af karret, og jeg kan næsten ikke stå på benene, så efter to stående presseveer, må jeg sætte mig i sofaen.
Mit lille barn.
Max og jordemoderen holder hvert sit ben. Jordemoderen beder mig røre barnets hoved, så jeg kan mærke hvor tæt på målet vi er. Den lille har meget langt hår, der nærmest hænger ud af mig, selv om hovedet stadig er inde.
” Tag hænderne herned, så du kan hive dit barn ud!” siger jordemoderen. Jeg protesterer. Det havde jeg ikke lige forestillet mig at skulle.
Han siger ikke mere om det, og det er heldigt, for jeg orker ikke at protestere mere.
Lige pludselig er hovedet ude. Jeg kommer til at se ned, og det ser helt underligt ud. Jeg bliver nødt til at lukke øjnene igen, for det ser for mærkeligt ud. Jordemoderen suger det lille hoved, og det siger nogle sære snøftelyde.
”Kom med dine hænder” siger jordemoderen igen, og jeg lystrer bare. Tager fat om barnets fedtede skuldre, og hiver den våde, glatte krop op på min mave. Jeg er overvældet over hvor meget barnet fylder uden for maven, så meget barn havde jeg aldrig forestillet mig jeg bar rundt på!
Max hulketuder, og kysser løs på mit ansigt. Jeg kan slet ikke få øjnene fra mit barn. Det har et meget langt kranie og fladtrykte ansigtstræk af at have stået nede i fødselskanalen i 3½ time. Men det er alligevel det mest fascinerende jeg længe har set.
Jeg rører mellem barnets ben, og får fat i en imponerende lang tissemand.
” Det er en dreng!” proklamerer jeg stolt.
Jordemoderen giver sig til at bakse rundt med barnet mens det ligger på siden på mig. Han trykker og nulrer på det, og suger det meget i både næse og mund. Først der går det op for mig hvor slapt og stille det er. Men jeg er egentlig ikke nervøs, for jordemoderen virker rolig, og efter nogle minutter begynder det at klynke. Navlestrengen havde været et par gange rundt om halsen.
Navlestrengen… Den er jeg lidt nysgerrig efter at se, så jeg løfter barnets ben til side, og ser at det vist ikke var en lang tissemand jeg havde rørt ved, men navlestrengen!
Nå, men så er vi altså blevet forældre til en lille pige i stedet, og det er jo lige så godt!
Vi har ikke kunnet blive helt enige om at pigenavn, men har aftalt at Max godt må bestemme hvis det blev en pige.
”Hvad hedder hun så?” spørger jeg Max, og han svarer ”Silke Aviaya”, hvilket overrasker mig meget, for det var mit yndlingsnavn fra starten og et han slet ikke kunne acceptere! Men hvis man skal lokke sin mand til noget, er lige efter han har set dig føde jeres barn nok et godt tidspunkt!
Og hun ligner altså også en Silke med alt det lange sorte hår…
Moderkagen.
Av! Jeg mærker pludselig en grim smerte i maven, og spørger bekymret jordemoderen hvad det er.
En efterve, siger han, og jeg føler mig lidt dum over ikke engang at kunne genkende en ve 10 minutter efter sidst at have haft en… Jeg får et par efterveer mere, men moderkagen rykker sig ikke, så jeg får en livmodersammentrækkende indsprøjtning i låret.
Efter en time er moderkagen stadig ikke kommet ud, og jordemoderen kredser om telefonen.
Han forsøger så at presse den løs ved at trykke på min mave. Det gør vanvittigt ondt, og blodet står ud. Så får jeg en indsprøjtning til, og han kan endelig hive den ud ved navlestrengen.
Den er som den skal være, og helt ude… Pyha!
Jeg får lidt bedøvende spray på mellemkødet, og et par sting, der gør ondt, men ikke så ondt at jeg ikke kan tale i telefon med min søster samtidigt.
Jordemoderen om fødslen.
Vi spiser noget brød, beundrer lille smukke Silke, og snakker fødslen igennem.
Jordemoderen fortæller at jeg havde ret i min antagelse af at han nogle få gange var ved at overveje en hospitalsoverflytning.
Barnets hjertelyd havde hele tiden været god, men til sidst i pressefasen havde han besluttet sig for at hvis hun ikke gled længere ned inden for de næste par veer, var det afsted på hospitalet, for måske kunne hun slet ikke komme ordentligt ned, selv om det virkede sådan. Men hun var kommet det stykke ned da jeg pressede på land, og så var han sikker på det nok skulle gå.
Moderkagen sad også usædvanligt godt fast, og jeg blødte en del, og der havde han også overvejet om der skulle hårde midler til for at få den ud – men heldigvis var det jo gået af sig selv.
Han synes det har været en god, men hård, fødsel, og den endte med at blive meget længere end han havde troet, da han så hvor hurtigt jeg havde udvidet mig fra 2 til 8 cm.
En lille familie.
Jordemoderen og min mor går ved 2 tiden. Jeg går i bad, og føler mig som et helt nyt menneske bagefter.
Max ligger i sengen og beundrer vores lille Silke, og jeg ligger mig ved siden af dem. Hun er sød, og kigger sig undrende omkring med helt mørkeblå øjne.
Jeg er for træt til rigtigt at føle den der voldsomme moderkærlighed jeg havde forestillet mig kom automatisk, men jeg synes helt sikkert hun er kær. Måske er jeg en smule skuffet over at hun ligner Max så meget – selv om Max er meget smuk, ville jeg da godt have at folk også kan se det er mit barn!
Men Max er helt euforisk over det; han er adopteret, og hun er det første menneske han nogen sinde har set med samme ansigtstræk som ham selv! Vi ligger længe og taler om det, og beundrer hende.
Det er vildt at vi er en familie nu. Det virker så uvirkeligt at dette lille menneske er vores nu, at hun skal bo sammen med os de næste mange år, og være en del af vores liv altid.
Det er også dejligt…
Eftertanker.
Min fødsel tog 25 timer. Det er en del længere end gennemsnittet, men ikke rekordlangt.
Jeg var træt allerede da den gik i gang, og meget usikker på mig selv – men jeg synes stadig det var en god oplevelse.
Jeg fortryder ikke at jeg fødte hjemme selv om det blev en lang fødsel – faktisk tværtimod. På et hospital tror jeg det lange forløb ville have stresset mig, men i stedet synes jeg at jeg har fået den tid der skulle til. Jeg er glad for at min krop fik lov til selv at føde, uden indgreb.
Det har betydet meget for mig og min fødsel at have en jordemoder med stor hjemmefødselserfaring og ro. Jeg kunne mærke at han troede på mig hele tiden, og det fik mig til også at tro på mig selv.
Tid er et relativt begreb, og en 10 timers fødsel kan være lige så hård som en på 25 timer. Hvis min næste fødsel også er lang er det så sådan det er. Jeg håber bare at få en jordemoder der også tror på mig næste gang.
Søskende på babylisten:
noa-maya (19 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 25/4-2005
> Slet profil <