Mor-/barn-profil for Sannie Nielsen og Mathias
+x(200)) Mathias 6 måneder slet |
Mor: Sannie Nielsen, 43 år ( |
+x(200)) Sannie slet |
28/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
De første rigtige veer kom mandag den 26/1 hvor vi var en tur på fødegangen... Men jeg var desværre kun 2 cm åben og mine veer begyndte at gå i sig selv...
Lørdag den 31/1 tog jeg med Martin til firmafest i håb om at det måske kunne sætte lidt fut i det hele.... Under 5 min på dansegulvet og så måtte jeg sidde ned igen.. Fik nogen slemme plukveer og da klokken blev 24 ville jeg bare hjem.. Men bedst som vi kom hjem va r der intet, så vi blev enige om at gå i seng...
Jeg vågnede kl 6 søndag morgen med veer... Og de tog til... Martin mente at vi lige skulle se tiden an, og hvis de stadig var der kl. 10 med 2-3 min imellem syntes han vi skulle ringe på fødegangen... Puha de var slemme... Klokken blev ikke 10 inden jeg bad ham om at ringe der ud.. Den jordmoder han snakkede med kunne godt høre at jeg havde ondt, så vi skulle endelig bare komme... Jeg fik kæmpet mig ud af sengen, og ud i bad... Hvilket ikke var helt nemt med veer Kl. 11 ringede Martin til falck så vi kunne komme af sted... Der var lidt ventetid, så jeg lagde mig på sengen for at slappe af..
Kl. 11.50 ankom vi til fødegangen hvor jeg blev kørt direkte ind på en fødestue. Jordmoder som Martin havde snakket med kom og hilste på os, og undersøgte mig indvendig, 3 cm åben og stadig 2-3 min imellem mine veer. Kl. 12 går vandet, sikke en klam fornemmelse... Så var det tid til at få lagt drop og få taget blodprøver... ØV, hader nåle. Kl. 14 er jeg åben 4 cm, og de har snakket om evt. kejsersnit den sidste halve time pga. hans hjerterytme. Kort tid efter går jeg med til at de ligger en Epiduralblokade... Kl. 15 er jeg åbnet 6-7 cm og mine veer er begyndt at blive korte så jeg får ve-drop. kl.15.15 vil de tage en blodprøve af hans hovedbund men uden held, da han ikke står langt nok nede alligevel. kl.15.40 er der vagtskifte og der kom min egen jordmoder og tager over. 5 min efter vil jeg gerne presse... Jeg kravler over på fødebriksen og bliver igen undersøgt... Næsten helt åben, så jeg må gerne presse... Mine veer var ikke ret lang tid ad gangen, så der bliver skruet mere op for ve-droppet. KL. 16.35 får jeg iltmasken som jeg bare ikke er gode venner med, men jeg får brugt den godt og det hjælper mig til at slappe af mellem veerne... Jordmoder mener at det er en god idé hvis hun lige kan ligge pudendusblokade, hvis hun skulle få brug for at klippe mig... Men så langt når hun ikke, da jeg få en presve og hovedet er på vej ud... Jeg får presset hans hoved og højre arm ud, hvorefter jeg skal holde en pause.... Skønt tænkte jeg, da jg var helt udkørt... I næste presve er han født, og klokken viser 16.57. En fin dreng på 3852 gram og 56 cm.
APGAR: efter 1 min får han 9, efter 5 min får han 10.
Pga. for lavt blodsukker bliver vi lagt på barselsgange og ikke på Hotellet. Hans første 3 måltider er på flaske, da han ikke rigtig er vågen til at spise ved mig.
Hans første 3 uger, som vi tilbringer på Mor - Barn afsnittet H6.
Natten til tirsdag, vågner jeg omkring kl. 1 ved at Mathias græder... Jeg tager ham op til mig... Men lige pludselig begynder han at trække sammen i højre side... Som viser sig at være et krampeanfald. Jeg trækker i snoren og der kommer en sygeplejerske som tager ham med hen på børnestue og de ringer efter en børnelæge... Der går ikke så lang tid før han virker frisk og han spiser fint hos mig... Efter en time kommer børnelægen som kigger på ham, men kan intet se... Han fortæller at hvis det skulle ske igen, så vil de starte med at tage nogen blodprøver på ham, bl.a. for at se om hans blodsukker er for lavt... kl.3 bliver jeg "sendt" ned i seng og de beholder Mathias resten af natten. kl. 5.30 kommer sygeplejersken ind for at se hvordan jeg har det og jeg får 2 smertestillende. Hun fortæller at han sover fint og har fået 40 ml på flaske efter jeg var gået i seng.. Men kun en time efter står hun nede ved mig igen... Han har haft et anfald mere. Denne gang er jeg helt ude af den... Jeg snakker med børnelægen som fortæller at der bliver taget blodprøver, og han vil tage ham med ned på H6, hvor han sætter nogle nåle ind under huden på hans hoved som kan måle hans hjerneaktivitet. Og han vil lave en anden undersøgelse på ham...
Da jeg har fået samlet tankerne lidt, ringer jeg til Martin som lige er mødt på arbejde... Han kommer med det samme.. Da jeg har været i bad og fået morgenmad, bliver vi fulgt ned til Mathias.. Sikke et syn... Han har en hue på, for at det plaster der sidder på hans hoved ikke skal falde af... Han er nemlig født med meget hår... Vi snakker med lægen som fortæller at der skal laves en CT-scanning på ham samme dag. Der flyver så mange tanker igennem mit hoved at jeg slet ikke høre halvdelen af hvad han fortæller... Inden vi skal til scanningen forsøger jeg at lægge ham til, men han har ikke lyst... Han virker dog meget sulten.. De snakker om at lægge en sonde igennem hans næse for at se hvor meget han har i maven... Og får at han kan få mad igennem den, da han er meget træt. Tiden går, og vi har været til scanningen.. Venter bare på svar... Jeg har det rigtig skidt og kan næsten ikke andet end at tænke på, hvad skal der dog ske med ham... Martin får lov at spise med oppe på barselsgangen, og da vi er færdige går vi ned til Mathias igen... Da vi kommer der ned står der en fra Neonatal afd. og der bliver ringet efter en læge... Det er dem der skal fortælle os hvad CT-scanningen viste... Jeg har det allerede meget dårligt og er bange... Lægen fortæller at de desværre har fundet noget på billederne... Og så bød min verden sammen... Det kunne jeg slet ikke holde ud af tænke på... Vi får lige lov at sunde os lidt inden hun fortæller videre... De har fundet en blødning i hans baghoved og en skygge i venstre side af panden... Blødningen vil dog forsvinde med tiden og sidder ikke så den kan ødelægge noget for ham... Men skyggen skal undersøges nemmere for at de kan se om der er nogen skader og om der evt. skulle være en blodprop. Aldrig før i mit liv har jeg været så bange og ulykkelig.... Jeg troede for alvor at vi skulle miste vores søn.... Lægen fortalte at de ville lave en ultralydsscanning af hans hoved for at se om de kunne se om der skulle være den blodprøve og får at de om der var nogen hjerneskade... Og så ville de også lige sende os en tur til øjnelægen for at kigge den vej ind... Et rent rutinetjek af hans øjne. vi sidder lidt efter de er gået og snakker med den sygeplejerske der er på den stue hvor Mathias ligger.. Hun kan godt forstå at vi er kede af det, og hun syntes bare vi skal få grædt ud...
Vi bliver enige om at ringe til vores forældre... Martin ringer til min mor og jeg ringer til mig far... Vi ved nemlig at de har mulighed for at komme der ud med det samme... Mens Martin venter på min mor skal komme, ringer han til sine egne forældre... Min mor ankommer og han fortæller hende hvordan det ser ud.. Kunne godt se på hende at hun havde grædt, da de kom ind... Vi fik snakket lidt og hun fik lov at holde ham, inden vi skulle op og snakke med min far.....
Næste dag skulle vi til øjnelægen... Jeg regnede ikke med at de ville finde noget, da hans øjne så fine ud... Men jo, de fandt en lille blødning i hans højre øje.. Men den sad så langt udsat den ikke ville lave nogen skader og den vil forsvinde.... Da vi kommer tilbage fra undersøgelsen får vi af vide at han har haft 2 krampeanfald om natten... Så nu vil de begynde at give ham noget forbyggende medicin... Han vil dog blive meget sløv af det...
Om torsdag bliver jeg endelig flyttet ned til ham, og vi får en stue sammen... Det er bare skønt... Men om natten tager de ham, da der ikke er snakket noget om hvornår jeg skal have ham om natten... Det er nu rart så jeg kan sove, men også trist at ligge der alene... Fredag formiddag laver de en ultralydsscanning af hans hoved.... Lægen kan ikke lige se nogen blodprop, så det er bare kanon.
Om lørdagen får jeg lige nogen timers pause her hjemme sammen med Martin.. Min mor er også med hjemme, men for at hjælpe os lidt så vi kan få slappet af... det er skønt at være hjemme men hårdt.... Weekenden er over og de han lovet at han skal til en undersøgelse i løbede af mandagen... Han skal have lavet en EEG. Det er en undersøgelse hvor de sidder en masse elektroder på hans hoved og måler hans hjerneaktivitet i en halv time... Det er bedst hvis han sover imens... Men lige omkring middag får vi af vide at det først bliver tirsdag morgen... Så blev jeg gal... Det kan ikke passe at vi får den ene ting af vide og så passer det slet ikke....
Samme aften tager jeg hjem for at sove.... Endnu engang er det hårdt at skulle køre fra den lille mand...
Tirsdag morgen af sted til EEG.. Han sover hele vejen igennem undersøgelse.. Så er det bare at vente på svaret... Torsdag kommer der en læge med svaret.... Der er desværre en lille skade... Men han kan ikke fortælle om det vil give Mathias nogen problemer.. De er begyndt at give ham mindre medicin, så vi kan se om han skulle få flere krampeanfald... Fredag snakker jeg igen med en læge som fortæller mig at det ekstra tjek der er blevet lavet af hans øjne ikke viser noget og blødningen er væk.. Så hun vil gerne sende os hjem på orlov til mandag morgen...
Mandag morgen møder jeg op der ude igen... Håber på at vi bare kan tage hjem igen... Men nej... Lægen som undersøger Mathias vil gerne have at vi bliver, så de kan se hvordan han reagere nu hvor han får mindre medicin.... Men efter en weekend der hjemme kan jeg også godt klare et par dage der ude.... Tirsdag eftermiddag bliver der taget nogle specielle blodprøver som vi stadig venter svar på.... Torsdag begynder de at give ham hans medicin en gang om dagen i stedet for 2 gange... Fredag snakker jeg med en læge som fortæller at vi godt kan regne med at blive udskrevet om mandagen... Jubii.. Vi ser meget frem til mandag, men Martin har svært ved at glæde sig for meget, da han er bange for at blive skuffet hvis vi ikke kommer hjem alligevel... Fredag er jeg hjemme og sove igen.... Vi hygger hele weekenden og nyder at Mathias er begyndt at være mere vågen nu hvor han ikke får al den medicin.... Der er nu gået 3 uger, og det eneste man ønsker er at komme hjem.... Mandag formiddag føles meget lang og endelig kommer overlægen som undersøger Mathias og vi bliver udskrevet.... Vi skal til kontrol den 23 marts og
De vil følge ham de næste par år.... Han virker på nuværende tidspunkt frisk nok, men lægen fortalte at det er ikke sikkert at der kommer noget før det er skoletid, HVIS der skulle komme noget... Skulle han få krampeanfald skal vi bare ringe 112 og så bliver vi nok indlagt igen... Hvilket ingen af os regner med....
Det har været 3 meget lange uger, og vi har været igennem alle forældres værste drøm når man får et lille barn... Det er i hvert fald ikke lige den start man har drømt om...
Men vi er kommet igennem det med en kanon støtte fra familie, venner og ikke mindst al personalet på afd. H6 på OUH.
Nu er vi da hjemme og kan for alvor komme i gang med en normal hverdag.
Søskende på babylisten:
Mathias har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 7/10-2004
> Slet profil <