Mor-/barn-profil for Karen og Marius
+x(200)) slet |
Mor: Karen, 53 år ( |
+x(200)) slet |
29/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Natten mellem d. 10. og 11. december (jeg er 38+2) vågner jeg ved et-tiden ved en fornemmelse af at have ”lækket”. Jeg rejser mig fra sengen og fornemmelsen forstærkes… der løber vand ud af mig! Prøver uden alt for megen panik i stemmen at sige til kæresten, at enten stod jeg og tissede midt på soveværelsesgulvet eller også var vandet gået…
Han tog det stille og roligt og fulgte mig fra sengen med øjnene, mens jeg så godt det nu kan lade sig gøre med samlede ben sjoskede ud på badeværelset for at tage et bind på. Han fulgte efter, greb en gulvklud og begynde at tørre op. Jo, det var vist ganske vist… vandet var gået. Prøvede at genkalde mig, hvad vi havde fået at vide til forældreeftermiddag på Hvidovre. Mente, at de vist nok gerne ville ha’ det at vide derude, hvis ens vand gik. På den anden side – det var jo også meget rart, om jeg nu var helt sikkert på, at det nu også VAR det der var sket, inden jeg ringede. Vi besluttede os for at se tiden an og se, om der kom mere vand i bindet i løbet af de kommende timer.
Dét gjorde der! Og ikke bare vand, også slimprop og tegnblødning… og veer fik jeg!! Av, av! Det gik faktisk rigtig stærkt med de veer – inden for en times tid efter at vandet var gået. De næste timer gik med, at jeg fistrede frem og tilbage mellem seng og badeværelse, ømmede mig, fandt varmepuden frem og sad/lå med den henover maven, klagede mig, forsøgte at sove og fablede om den famøse ”taske”, der skulle pakkes. På et tidspunkt fandt jeg det mest rimeligt, at jeg forsøgte at finde hvile på sofaen i stuen, så kæresten kunne få ro til at sove. Ved 6-tiden var veerne dog så stærke og tætte (4-6 minutter imellem og ½-1 minuts varighed), at NU syntes jeg, at den der taske ikke kunne vente længere, for det måtte da vist være alvor…
Vi fik bakset nogle ting ned i en kuffert og mellem kl. 7 og 8 ringede vi så til fødeklinikken på Hvidovre. Det lykkedes mig at tale med jordemoderen i den anden ende, som i samtalen ”hjalp mig gennem” en ve og som konkluderede, at vi vist godt kunne dukke op derude og blive undersøgt – dog ingen alarm – ”ta’ det stille og roligt” sagde hun (kunne hun s’gu sagtens sige!!)
Vi ankommer til fødeklinikken ved halvni-tiden og kommer lige til at vente lidt, inden de finder personale og et rum, jeg kan blive undersøgt i. Lettere frustrerende at blive placeret i en fuldt oplyst dagligstue indeholdende et stk. nybagt, ammende mor, mens man selv sidder der med morgenhår og veer, der bare bider!! Det var ikke ligefrem fremmede menneskers selskab, jeg havde brug for!
Jeg bliver undersøgt, og det konstateres at hovedet står fast i bækkenet, livmoderhalsen er udslettet og jeg er 2-3 cm åben. Hovedet står i den rette skrå stilling og fostervandet, der siver, er klart. Alt er godt! Og dog… i forbindelse med undersøgelsen kom der en håndfladestor frisk blødning, hvilket ikke er helt normalt. Der påsættes en elektrode på barnets hoved, så hjertelyden kan følges. Den ligger på ca. 130 men har tydelige dyk EFTER hver ve (det normale er at hjertelyden dykker, mens man har en ve). Der tages en BAS-test (blodprøve til blodtypebestemmelse), vagthavende læge tilkaldes, og det besluttes at jeg køres over på fødegangen.
Kl. er nu 9.30 og jeg er installeret på en fødestue på fødegangen og får en ny jordemoder. Smerterne i forbindelse med veerne er nu meget stærke, og jeg spørger om jeg ikke kan få noget smertelindring. Jeg får lattergas og varme omslag (som det lidt senere på dagen viser sig åbenbart var meget varme(!!) jeg får forbrændinger på maven!), men kan ærlig talt ikke rigtig finde ud af, om jeg synes lattergassen virker. Det gør i hvert fald stadig rigtig nas, hver gang jeg har en ve – og det er tit!
Barnets hjertelyd følges nøje og der observeres stadig dybe dyk efter veerne (helt ned til 60 BPM). De vagthavende læger kaldes på stuen og der tages en skalp pH på barnet, for at være sikker på at barnet ikke har iltmangel. Den er heldigvis på pH 7,40 (over 7,25 er normalt).
Min tolerancetærskel ift. smerterne er efterhånden ved at være nået, og de varme omslag og lattergassen er ikke nok. Jeg er lykkelig, da jordemoderen selv foreslår en epiduralblokade. Jeg havde faktisk ikke på forhånd gjort mig klart, om jeg ønskede en sådan, men hvem kan også gøre det, når man ikke ved, hvad det vil sige at ha’ veer? Jeg takker ja, og anæstesien adviseres og anlægger en times tid senere (kl. 11.15) en epidural med god virkning – I’m in heaven!! Kan stadig mærke veerne, men de føles mest af alt som plukveerne under graviditeten – med andre ord: bestemt udholdelige! Jeg får nu lidt at spise og drikke, mens vi venter… Veerne er med 2-4 min. mellemrum og babys hjertelyd dykker fortsat efter veerne. Jeg er stadig kun 3 cm åben (der er altså ikke rigtig sket noget, siden jeg kom ind om morgenen) – der er lang vej endnu!! Der gøres klar til, at jeg kan få lagt ve-stimulerende drop, så der kan komme lidt mere gang i sagerne...
Min jordemoder er en tilkaldevagt, som nu kan blive afløst af personale, der er på alm. vagt, så hun kan komme hjem og sove. En noget ældre jordemoder og en jordemoderelev overtager forløbet. Jeg har netop fået lagt det ve-stimulerende drop, da de tager over – og nu ses igen dybe dyk i babys hjertelyd efter hver ve. Vagthavende læge kaldes igen på stuen – og sammen med den nye jordemoder tager de to nu efter endnu en undersøgelse af mig beslutning om akut kejsersnit!
En kombination af at jeg ikke rigtig havde åbnet mig trods veer, babys hjertelyd, ualmindelige blødninger, som måske kunne skyldes at moderkagen var ved at løsne sig, samt at livmoderen havde en tyk, hævet kant fortil som sikkert ikke gjorde det let for den at åbne sig udgjorde tilsammen argumenter nok for at køre mig på operationsstuen. Klokken var nu ca. 12.15-12.30.
Min kæreste ”pakker os sammen” på fødestuen og jeg bliver kørt af sted. På operationsstuen dukker der et hav af mennesker op. Anæstesilæger, sygeplejersker, assistenter, fødselslæge etc. Alle sammen skal de lige hen og sige ”goddag, jeg hedder… og jeg skal…” Meget godt, men ærlig talt opfattede jeg ikke noget som helst af det, men selvfølgelig – de vil nok bare ikke være uhøflige!
Min epidural benyttedes til at bedøve mig yderligere, og da virkningen var kontrolleret, blev jeg skåret op og lille Marius kom til verden kl. 13.18! Det var altså en meget underlig følelse!! Kort tid inden troede jeg stadig, det skulle tage timer endnu, inden vi skulle møde vores lille baby – men pludselig var han dér! Det var et par tårevædede og følelsesmættede forældre, der tog imod, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig fik tænkt på moderkage eller sammensyning efter operationen. Lå bare og kiggede på mit lille vidunder, som farmand stolt holdt hen til mit ansigt. Hvor var han dejlig, og hvor var jeg bare lykkelig! Marius var en lille spinkel letvægter og vejede kun 2600 gram og målte 50 cm. ved fødslen.
De næste timer blev tilbragt på opvågningen, og kæresten og jeg havde nu lejlighed til at møde vores lille dreng på tomandshånd, bortset fra når sygeplejersken ind imellem kom og kiggede til mig og tjekkede, at alt gik som det skulle. Henad kl. 16 køres jeg endelig på barselsafsnittet, hvor jeg får den ene plads af to på en stue. Den anden er heldigvis ikke i brug endnu – og vi er alene! Marius blev allerede på opvågningen ”lagt til” og viste gode talenter for at sutte. Dette fortsættes naturligvis på barselsgangen. Men med ét brister mine illusioner om, at barnet da ikke skal ha’ andet end sin mors mælk, da en gæv jysk sygeplejerske kommer ind og fortæller, at det blodsukker, der var blevet taget på Marius på opvågningen, havde været katastrofalt lavt og han skulle ha’ noget at spise NU!! (hun var tosset over at resultaterne bare var blevet lagt i papirerne til barselsafsnittet i stedet for at blive overleveret mundtligt). Hun gav ham en lille flaske med erstatning, som han heldigvis godt ville tage. Dygtig dreng! Han skulle nu have erstatning indtil han havde haft to normale blodsukre. Det skete heldigvis allerede om natten, da han for 4. eller 5. gang i sit korte liv måtte lægge hæl til en lancets prikken hul. Vi fortsatte dog med erstatning en dags tid endnu, da jeg var dødbekymret over det med det lave blodsukker, og da kommunikationen om hvor længe det egentlig var, han skulle blive ved med at ha’ det, åbenbart ikke var så god. Samtidig med erstatningen blev han dog også ret god til at sutte de få dråber råmælk, jeg producerede, i sig, så hans trivsel var i top på trods af den lidt kaotiske start på livet. Vi blev udskrevet søndag efter tre overnatninger, og dér var jeg godt nok også ved at være godt træt af livet på et hospital, af at skulle sige farvel til kæresten hver aften og af at dele stue… Så selv om det på mange måder var trygt at opholde sig dér med personale på døgnet rundt, glædede jeg mig nu også til at komme hjem og putte knægten i hans egen seng og få lidt mere ro på. Da vi tog hjem søndag vejede Marius 2455 gram – han havde altså kun tabt sig ca. 150 gram.
Det var voldsomt overvældende at komme hjem og nu pludselig være en familie – at være tre i stedet for to, som vi havde drømt om i 1½ år. Vi havde stort set kun lige fået fødderne over dørtærskelen, da vi begge havde øjnene fyldt af tårer… Vi udvekslede gaver, stod bare og krammede hinanden og græd stille af lykke! Og så kunne vi ellers bare kigge og kigge og kigge på den lille gut uden at foretage os andet (det kan vi stadig) – men det er vist meget typisk for nybagte forældre!
Søskende på babylisten:
Elias (19 år 2 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 23/5-2007
> Slet profil <