Mor: Annika P, 50 år ( 12/7) |
Torsdag d. 2 januar:
var jeg hos jm og hun undersøgte mig, og fortalte at jeg var ved at være klar (en fingerspids åben), men alligevel mente hun at der nok stadig ville gå et stykke tid endnu, så vi aftalte at mødes igen ugen efter (og der var jo også stadig 15 dage til termin)....ved undersøgelsen blødte jeg en del, men ikke noget som bekymrede jm. Efter besøget hos jm tog min kæreste og jeg en tur i Bilka, jeg syntes godt nok at jeg havde nogle smerter i underlivet, men henlagde det bare, fordi jeg jo lige var blevet undersøgt indvendig og gav det skylden....men det var sørme veerne som var begyndt der.
Da vi kom hjem holdt det op, men om natten ved 2 tiden begyndte det igen, og der var jeg ikke i tvivl om hvad der var på vej. Jeg havede veer hele natten ca. hvert 10 minut.
Fredag d. 3. januar:
Om morgen ved 7 tiden var der ca. 5 minutter mellem veerne og de var efterhånden ret smertefulde, vi ringede til fødegangen som godt ville have jeg kom forbi.
Vi var på fødegangen ved 8 tiden og jeg blev undersøgt...nedtur, jeg havde kun åbnet mig ca. 1 cm...hmmmm men de beholdte mig alligevel da mit blodtryk var forhøjet. Ved middagstid havde jeg stadig veer regelmæssigt men uden særlig meget fremgang, så min kæreste blev sendt hjem for at sove og jeg fik lidt smertestillende og sove på.
Omkring kl. 16.00 blev jeg indlagt på svangerafdelingen grundet manglende fremgang og med det forhøjet blodtryk jeg stadig havde, syntes de ikke det var en god ide at køre hjem (og en truende snestorm var lige om hjørne - vi bor ca 20 km fra hospitalet).
På svangerafdelingen tiltog mine veer og de var efterhånden begyndt at gøre rigtig ondt og jeg kom IGEN ned på fødeafdelingen, hvor både min kæreste og jeg blev installeret på en observationsstue, nu var klokken ca. 18.00 og jeg var kun 3 cm åben.....
Ved 23 tiden fik jeg igen noget smertestillende at sove på.
Lørdag d. 4 januar.
kl. 3 tiden gik vandet så, jeg var stadig kun 3-4 cm åben...jeg var efterhånden ved at være temmelig frustrede og temmelig afkræftet.
Kl 10 kom jeg så ind på fødestuen og der var jeg 4-5 cm åben, men nu syntes den jm som var kommet på vagt at der skulle ske noget, det første vi gjorde da jeg kom på fødestuen var at ligge mig i karbad, det kunne måske få mig til at slappe af - men nej tværtimod, veerne tiltog og jeg fik så mange smerter at jeg kastede op lige da badekaret var blevet fyldt om med vand, så jeg måtte op igen og ind på briksen og ligge. Jeg var efterhånden så desperat at jeg bad om en epidural og den fik jeg (guds gave til den fødende kvinde *S*) og jeg kunne endelig slappe af.
Kl. 10.45 kommer der en læge ind på stuen for at undersøge mig, og nu er mit blodtryk steget voldsomt 280/170 og så går alt lige pludselig stærkt, det vrimlede med mennesker på fødestuen 2 læger, 2 jm og en assistent, de beslutter lynhurtigt at jeg skal på intensive og når de har fået styr på mit blodtryk vil jeg få fortaget kejsersnit.
Kl. 11 ligger jeg så på intensiv og har fået nåle og måleudstyr sat på allevegne og der går heller ikke lang tid før de har styr på blodtrykket. Nu tror jeg jo så at jeg får kejsersnittet hurtigt men nej, først kl 16.15 bliver jeg kørt på operationsgangen og kl. 16.36 føder jeg så en dejlig sund og rask pige på 3670 g og 53 cm. Og jeg er bare verdens lykkeligste kvinde....
- men her stopper mine pinsler ikke, efter 40 timer med veer var jeg blevet ret blød indvendig og idet Gry bliver taget ud af mig, får hun revet min livmoderhals op og jeg får en blødning som de har svært ved at standse, så mens jeg ligger der og er vågen (har kun fået en rygmarvsbedøvelse) kan jeg mærke panikken sprede sig hos lægerne, der bliver i strenge toner bedt om at overlægen skal komme MED DET SAMME, så han blev kaldt ind (var hjemme privat) men hold op jeg var glad for han kom, hvis ikke havde jeg mistet min livmoder, hvilket jo i virkeligheden var et lille offer iforhold til at forbløde, men alligevel jeg vil jo godt have flere børn. Men overlægen var rolig og tog tingene fra en ende af, han fik stoppet min blødning. Efter 3½ time blev jeg igen kørt på intensive.
Min kæreste var gået med vores datter op på neo. hvor hun var blevet indlagt, da hun havede brug for lidt ilt, ikke noget alvorligt, men fordi hun havde været så længe undervejs ville de lige have hende der et par timer. Han havde fået at vide at der ville gå ca ½ time til 3 kvarter før jeg var på intensive igen, men da han ikke havede hørt fra nogen i 3 timer var han godt nok ved at være nervøs. Det var en hård omgang for os begge, men når vi så kikker på vores lille vidunder så er det glemt (sådan nogenlunde, jeg kan stadig få helt ondt i maven ved at tænke på hvad der kunne være sket....)
Det skal lige siges at Gry på intet tidspunkt været påvirket af mit høje blodtryk, og det er jo rart at vide at det kun er mor som har været dårlig!!! Så vores lille bebs er bare sej *S*
Jeg holder først min datter om søndagen kl. 7 om morgen, hvor en sød sygeplejske fra barselsgangen kom ned på intensiv med hende, et ret bevæget øjeblik for mig da hun jo næsten var 12 timer før hun kommer op til sin mor. Hun var der desværre kun kort, da sygeplejsken var nødt til at gå tilbage til barselsgangen og jeg var jo sengeliggende og kunne ikke tage mig af hende alene, så jeg måtte vente til Bjørn kom igen. Kl 9.30 blev jeg igen forenet med min datter og jeg blev overført til barselsgangen.
Det har været en hård omgang at komme igennem (ikke mindst bagefter) og næste gang bliver det planlagt kejsersnit, jeg vil ikke det sammen igennem igen, det tør jeg simplethen ikke. Heldigvis siger både jm og min læge at det nok er en god ide, så de bakker mig 100% op i at det bliver planlagt kejsersnit. Ret betrykkende at vide, hvis ikke de kunne love mig det, var jeg nok stoppet ved et barn, for nok ønsker jeg flere børn, men det skal ikke være på bekostning af helbredet. Mine børn skulle helst have en rask mor i mange år.....
Gry Louise har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 15/9-2004
> Slet profil <