Mor-/barn-profil for Anne Grethe og Ida Marie
+x(200)) Ida Marie Bjerregaard slet |
Mor: Anne Grethe, 51 år ( |
+x(200)) AG Schnejder, 8 mdr. slet |
29/3). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fødselsberetning
Mandag d. 3. februar kl. 17.10 gik vandet. Jeg var på besøg hos min søster lidt længere nede ad vejen og havde lige kæmpet mig ovenpå for at se min nieces værelse (hun havde fået nye møbler). Samtidig skulle jeg lige på WC og da jeg rejste mig op for at tage bukser og trusser på igen, gik vandet i en ordentlig skylle. Jeg anede ikke hvad der skete lige i sekundet, men jeg kunne jo regne ud hvad der foregik. Heldigvis var Niels kommet for at hente mig ca. 15 minutter før, så han var der. Han skyndte sig hjem efter noget rent tøj og så ringede jeg til fødegangen. De sagde, at jeg skulle komme ind med det samme, så det gjorde vi. Jeg skulle dog lige hjem og hente min vandrejournal, men det var også det eneste jeg nåede. Jeg havde jo ikke pakket taske endnu, så det måtte vente til senere.
Kl. 18.15 blev jeg modtaget på fødegangen. Jeg blev straks undersøgt og man konstaterede at barnet havde lagt sig rigtigt, men at det endnu ikke sad helt fast og derfor heller ikke var sunket helt ned. Der var altså et godt stykke tid til den endelige fødsel endnu, fik vi at vide. Jeg blev koblet på den der maskine der tjekker hjerterytme og der blev kørt en strimmel. Alt så fint ud. Jeg fik også mplt blodtryk, som også var fint.
Kl. 21.45 fik jeg to pamol og en svag sovepille, så jeg kunne få sovet lidt. Det blev også kun til lidt – ca. 20 min. Varede pillerne, så var jeg vågen igen. Jeg var dog i stand til at slappe godt af, selvom jeg var vågen, men jeg kunne ikke ligge i sengen, den var alt for hård, så kl. 0.30 d. 4. februar spurgte jeg om jeg ikke kunne få en blødere seng, så jeg måske kunne sove lidt. Sengen jeg havde
var så hård, at det gjorde ondt både i ryg, lænd og hofter at ligge i den, så den var umulig at sove i. Jeg satte mig i en stol i stedet for, mens Niels lå på en briks og forsøgte at sove. Han fik nok sovet 5 timer den nat – det heldige asen!
Kl. 1.30 kom der endelig en anden seng til mig, men den virkede heller ikke, så jeg blev i min stol. Jeg fik dog først lidt akupunktur i ryggen for at lindre smerterne, hvilket gjorde, at jeg kunne ligge ned i ca. 1 time, så var det tilbage i stolen.
Kl. 2.15 tjekkede de hjertelyden hos babyen igen, som stadig var ganske god og mine veer, som jeg havde haft hele vejen igennem, blev mere jævne og tiltagende i styrke.
Kl. 3.00 gjorde veerne ondt – meget ondt. Niels stod bag mig mens jeg havde lagt mig på siden på sengen, og forsøgte at masere min lænd. Det hjalp også et kort øjeblik, så gjorde det hylende ondt igen. For første gang tjekkede de hvor åben jeg var – kun ½ cm, så der var endnu lang vej. Jeg var efterhånden ved at være så træt at jeg tudede og det gjorde så afsindigt ondt, at jeg bare ville have noget for smerterne. Det ville de selvfølgelig ikke bare lige give mig, så jordemoderen kontaktede en fødselslæge og de konfererede længe om, hvad de kunne tilbyde mig og det eneste de kom frem til var en blokade i ryggen (epidural). De kunne ikke give piller pga. min tørrelse (der skal for høj en dosis til før den virker i forhold til hvad babyen kunne klare) og akupunktur hjalp heller ikke længere, så det var enten epidural eller intet. Jeg valgte intet. Jeg ville hellere vente med epiduralen til senere hvis det blev nødvendigt. Resten af natten blev jeg og babyen tjekket ca. hver time og jeg kunne slappe nogenlunde af mellem veerne.
Kl. 8.00 synes jeg at veerne var aftaget lidt, så jeg kunne slappe godt og grundigt af, men det var en stakket frist…
Jeg havde allerede om aftenen før fået lagt et drop i foden 8det eneste sted de kunne finde en vene der kunne bruges – jeg er svær at stikke i…), men det virkede ikke længere, så nu måtte de finde på noget andet. Et drop skulle jeg have og efter mange forsøg fra mange forskellige mennesker, lykkedes det endelig en narkosesygeplejerske at lægge et drop i min venstre tommelfinger – af alle steder. Men først måtte jeg igennem nogle meget pinefulde forsøg, bl.a. var der en laborant der forsøgte at stikke mig i højre håndled lige ved siden af hovedpulsåren. Hun troede at nålen sad rigtigt og ville lige tjekke efter med lidt saltvand, men det viste sig, at nålen var gået igennem venen, og saltvandet blev bare skudt ind i musklen – hold da op hvor gjorde det ondt, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det sved og brændte som om jeg havde været igennem 1000 brændenælder, det er ubeskriveligt så smertefuldt det var.
Kl. 12.00 havde jeg udvidet mit til 2 cm, men der var stadig lang vej igen.
Kl. 13.30 blev det besluttet at nu skulle jeg have lagt den blokade. Det var begyndt at gøre meget ondt igen og jeg havde virkelig brug for at slappe af efterhånden, så vi blev enige om, at det nok var det bedste, så en narkoselæge blev tilkaldt. Han kom først kl. 15.00 og så skulle han ellers i gang. Først havde jeg dog fået et lavement, for når først blokaden var lagt, kunne jeg ikke længere selv gå, så jeg skulle lige tømmes…
Det at få lagt en blokade er ikke just det fedeste i verden, det gør ondt. Først skal man sidde på kanten af sengen og krumme ryggen godt sammen, mens lægen mærker efter hvor de forskellige knogler sidder på en. Han skal jo lægge den ret præcist, så den virker rigtigt. Så tegner han lidt på ryggen af en for at markere de forskellige knogler, hvorefter han beslutter hvor han skal gå ind. Så får man en lokalbedøvelse, så det ikke gør alt for ondt, hvorefter han stikker den her enormt lange kanyle ind mellem to ryghvirvler. Det gør egentlig ikke ret ondt. Det nærmest knirker og man kan mærke det helt op i hovedet. Det er fordi blokaden bliver lagt i rygmarven, hvor der også ligger en masse nerver og når disse berøres, vil de selvfølgelig sende signaler til hjernen og det kan man så høre som en slags knirken. Egentlig en lidt pudsig fornemmelse. Når slangen er lagt på plads, bliver man tilkoblet en dråbetæller og en slags stempelmaskine, som justerer hvor meget bedøvelse man får ind ad gangen. Der kommer også saltvand ind samtidig. Og sikken en dejlig fornemmelse, når det hele begynder at virke!!!!! Freden sænker sig virkelig over en, det gør lige pludselig ikke ondt længere og man kan endelig slappe lidt af! Man kan stadig mærke veerne osv. men det er på en helt anden måde nu. Når bedøvelsen lige begynder at virke, bliver man også helt kold. Jeg blev bedøvet ca. fra 10 cm over navlehøjde og så til midt på lårene og hele dette område føltes utroligt koldt. Man kan godt mærke at der er noget der rører en f.eks. på låret, men man kan ikke mærke om det er rart eller om det gør ondt. Jeg må indrømme, at jeg var glad for at jeg sagde ja tak til blokaden, den hjalp mig virkelig meget.
Kl. 16.00 blev der sat en føler på babyens hoved for bedre at kunne holde øje med hjertelyden – det var lidt svært pga. mit fedt på maven at holde ordentligt øje med babyens velbefindende på normal vis.
Kl. 19.30 tømte de min blære og de målte, at jeg nu var 4 cm. åben. Jeg begyndte at kunne fornemme en vis pressetrang, men ikke så meget endnu.
Kl. 20.30 var jeg 7-8 cm åben og nu pressede det på, kunne jeg mærke. Jeg havde lyst til at presse, men måtte selvfølgelig ikke, jeg var heller ikke kommet på fødestue endnu, men det kom jeg senere.
Kl. 21.00 skiftede de epiduralsprøjten, da jeg havde tømt den første… Det pressede nu meget på og jeg kunne næsten ikke lade være med at presse med.
Kl. 21.20 konstaterede jordemoderen, at hjertelyden ind imellem ikke var helt så god længere, så det skulle nok ikke vare for længe inden babyen skulle ud (ifølge jordemoderrapporten, hun sagde ikke noget til os…)
De næste 40 minutter sker der ikke ret meget andet end at jeg har meget lyst til at presse, men jeg er ikke åben nok endnu. Babyens hoved synker også helt ned på plads og det er lige før det er tid.
Kl. 22.10 får jeg langt om længe lov til at presse, men da er alle mine presseveer overstået, jeg har kun nogle små, korte veer tilbage i mig. Livmoderen er totalt udmattet og vil ikke arbejde med længere, så jeg presser mange gange uden egentlig at have veer, men ud skal babyen jo, så jeg må presse alt hvad jeg kan uden veer. Babyen hjertelyd falder også drastigt lige pludselig. Jeg får også ilt på maske nu, for at kunne trække vejret nogenlunde. Det er hårdt, meget hårdt.
Kl. 22.18 kommer hovedet endelig frem efter mange pres, men babyen sidder fast lige under næsen, så jordemoderen må tage ved i mit mellemkød med den ene hånd mens hun stikker den anden hånd ind og tager ved babyens hals/hoved med den anden og så må hun krænge mig ud over babyens hage, så hovedet kommer frit.
Kl. 22.19 kommer resten af den lille baby ud, sikken en lettelse. Det føles enormt befriende, når det sker.
Kl. 22.39 fødes moderkagen, som heldigvis er hel og fin. Den er vel nok smuk sådan en.
Kl. 22.55 får jeg endelig lov til at ligge med min lille pige på maven og først da går det op for mig, at det var tæt på ikke at gå godt. Hun har fået en meget hård medfart og er blevet meget blå på den højre arm fra midt på overarmen og næsten ned til håndleddet. Jordemoderen mener at armen er brækket, men senere undersøgelser viser at min lille datter har fået en Duchenne Erbs Parese i højre arm. Det kan helbredes ved hjælp af træning og er nok ovre om et års tid (Tilføjet d. 29/5-06: Det var det så ikke lige! Vi blev senere meget klogere på den slags fødselslammelse. For det første er det ikke noget der bare sådan lige kan kureres, langt de fleste der fødes med Duchenne Erbs kommer sig aldrig helt, nogle skal endda gennem mange operationer for at det bliver et nogenlunde godt resultat! Ida Marie er nu godt 3 år og er kun omkring 90-95 % helbredt, og det bliver aldrig bedre!!!)
Jeg har under fødslen kun blødt 350 ml og jeg er ikke revnet nogen steder, så jeg slipper for at blive syet.
Pigen bliver efter ca. 20 min. på min mave overført til Neonatal afdeling, fordi hun er præmatur (5 uger for tidlig på den) og ligger på afdelingen i 14 dage før hun udskrives. Først d. 19. februar bliver hun endeligt udskrevet og vi får lov til at beholde hende hjemme. Vi har dog haft hende hjemme siden d. 16 februar.
Under opholdet på neonatal går der faktisk 6 dage før de finder ud af hvad der reelt er galt med hendes arm. Hun har i mellemtiden været igennem 3 røngtenundersøgelser og diverse undersøgelser af flere forskellige børnelæger og specialister. Hun har også fået noget der ligner 5-6 forskellige diagnoser, lige fra en kraftig forstuvning til et brækket nøgleben før de konstaterer at det faktisk er en Duchenne Erbs Parese (fødselslammelse). Heldigvis var det nogle meget søde personaler på afdelingen, så det gik alligevel, men hold da op hvor er tiden dog lang og trist på sådan en afdeling! Hun var for resten også lige angrebet af gulsot og måtte i solen af 3 omgange før det var væk…
Søskende på babylisten:
Rikke (18 år 1 mdr)
Rasmus (18 år 1 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/2-2008
> Slet profil <