Mor-/barn-profil for Henriette og Katrine Thão
 |
Mor: Henriette, 53 år ( |
|
13/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Kl 11 d 24/5 skulle jeg ud til Herlev til en Skanning hos overlægen derude, for der var ikke særlig meget fostervand. Det havde jeg ikke fået at vide søndag. Og babys vægt talte også for at det nok var bedst at hun kom ud. Vi blev sendt direkte ned til overlægen nede på svangre ambulatoriet og han synes måske at 2800 g var højt sat, for hun virkede ikke stor. Han vurderede at jeg sikkert kunne blive sat i gang med en hindesprængning. Ellers måtte det blive med S-drop. Han ville lige gøre en strimmel og advarede om at hvis noget som helst ikke var som det skulle være, hjertelyden dykkede m.m.Så skulle jeg forberede mig på et akut kejsersnit. Jeg fik kørt en strimmel som var ok og da fødegangen var overbooket fik jeg besked på at komme igen kl. 17. Lidt overvældet fik jeg ringet til Min barnepige, og hun er så sjov når jeg ringer og fortæller at nu er det NU.. Hun bliver mere befippet end mig. Men når vi så starter er hun en fastklippe med konstant blik for børn og mig. Hun har været med til de 3 yngstes fødsel. (Inkl.. denne her).
Vi fik ringet til den ældstes, D på 13, mor og bedt hende om at sende ham hjem til os efter skole og lige tage J på 11 med fra klubben når han kørte forbi.
Han fik selvfølgelig skræmt livet af hende så hun troede jeg var i gang med at føde allerede *SS*
Vi kom hjem og fik ringet efter A på 10 fra SFO'en... Han troede han skulle hjem og have en balle over et eller andet...Gad vide hvad han har dårlig samvittighed over??
J hjalp mig med at få sat vuggen op og bagefter hentede hun et par nye maosko til mig.. Jeg tjekkede mobilen igen for en SMS, en højgravid veninde havde ikke ladet høre fra sig i 1½ døgn. Så jeg ventede spændt og efterhånden uroligt
Jeg lagde mig ned for at hvile lidt og tænkte over hvordan det ville være at blive sat igang før tid, kun 39+3, og om det nu var den rigtige beslutning. Om fødslen ville trække i langdrag nu.
Så ringede en veninde, grædende, jeg kunne først ikke forstå hvem det var, men det gik jo op for mig at den SMS vi alle havde ventet på var kommet, men ikke med den besked vi ønskede. Vores veninde havde født, men barnet var ikke levende.....
Så gik alting i stå..
Jeg stortudede og fik ikke hvilet mig, men alle tanker om hvorvidt det var ok at sætte fødslen i gang var væk... Jeg ville se min baby, og det kunne kun gå for langsomt.
Jeg kom ud på Herlev med mand og 4 unger og mødtes med Barnepigen kl. 17
Til min absolut store glæde så jeg at det var min "gamle" konsultations Jdm der tog i mod os. Jeg havde hende under graviditeten med Jonathan og den første del af denne graviditet indtil hun blev "sparet væk" Hun havde nemlig aften konsultation. Jeg trængte lige præcis der til en person jeg kendte og en der kender mig. Jeg fik et kærligt knus og hun lovede mig at passe godt på mig og min baby.
Barnepigen gik en tur med ungerne og jeg fik kørt en strimmel og kl. 18 blev der prikket hul på vandet. Egentlig var det en elev der skulle prøve med Jdm skønnede at der var så lidt vand og spænding på hinden at det sikkert ville være bedst at hun selv prøvede og evt. brugte en af de elektroder man bruger til at overvåge barnet med hvis hun ikke kunne prikke hul på alm. vis.
Men hun fik prikket hul uden problemer. Så sagde hun "få hånden væk" og manden og jeg kiggede lidt undrende.. Så var den den lille bandit der havde sin hånd over hovedet og sagde goddag til Jdm... Heldigvis fik hun den taget til sig igen... Jeg ville da nødig føde en med en hånd over hovedet..
Jeg fik en Klyx og lidt sener gik vi ud for at finde ungerne. Det er 4 barn og 4 gang jeg er blevet sat i gang med hindesprængning. Det er dog første gang det er sket før uge 41.
Men veerne lod vente på sig. Teorien er at det nok har været en kombination af det store chok og fordi der var så lidt fostervand at min krop ikke "opdagede" at det var gået.
Vi sad i forhallen og spiste Pizza, drak cola og spillede kort!
Kl. 22 fik jeg sat et S-drop og meget langsomt fik jeg veer, men ikke noget der gjorde ondt.
Ca. kl. 23,30 kom jeg ind på en fødestue og hoppede op i fødekarret. Veerne var stadigvæk ikke hårde og faktisk kedede vi os!! Sad og fortalte dumme vittigheder... Dem har ungerne jo et hav af!
Min mand og Barnepigen skiftes lidt til at tage sig af ungerne. Jonathan måtte også køres i søvn i klapvognen. Så jeg skældte også lidt ud hvis nogen larmede.. Han måtte gerne sove den lille.
Af tidsfordriv kan nævnes...De store drenge fik besked på at vaske fødder... Hvorfor har de så sure tær?? De tog latex hansker på fødderne... det hjalp på lugten, men så ret komisk ud. Dog havde jeg grædt så meget at jeg kun lugtede dem en gang... bwad... Manden sagde FØØØD NUUU... og jeg truede ham med en Klyx...
Ved midnat var der vagtskifte og min Jdm skulle hjem. Men jeg var ved at være godt i gang. Og jeg var nu selv så meget "med" at det ikke gjorde noget der kom en ny. Jeg fik hele to.. En sidsteårs studerende som var primær og så en back up. De havde travlt, så backuppen var der ikke så meget. Men eleven var en knag. Hun er allerede alle tiders Jdm.
Hun var blevet sat ind i situationen og lovede også at passe godt på mig og baby. Hun undersøgte mig og Baby stod så langt nede at når det var tid, ville hun være hurtigt ude, men jeg var dog kun ca. 4 cm åben.
Veerne begyndte at bide kort tid efter og jeg kastede en smule op, men ikke så meget som jeg plejer.
Kl. ca. 00.30 havde jeg den vildeste pressetrang men manglede 3 cm... Meget ubehageligt.. Jeg har ikke før prøvet at skulle gispe mig igennem presseveer. Jeg fik også bandet og påstod at det kunne jeg ikke finde ud af. Men Jdm eleven hjalp og fik på to veer skubbet de 3 cm væk og så måtte jeg presse. Det tog 2 presse veer at få hovedet ud, og så skulle jeg bare have en mundfuld luft til at kunne klare resten. Jdm sagde så "vent til en ve" og jeg svarede. "Det har jeg ikke tid til"!
Og så var hun ude 00.43... En fin fin lille pige med kulsort hår og små "kineser" øjne... Ingen er i tvivl om hvem der er faderen, men moderen er mere tvivlsom ;-)
Barnepigen havde vurderet at det var lidt for voldsomt og var gået ud med ungerne. Jonathan var vågnet. God timing. Så de kom ind og Jonathan gloede vantro ned i karret.... det var pokkers... De 3 store stod bare og kiggede med store smil i hele hovedet. Navlestrengen blev klippet og Katrine kom op til sin far... Hvilket ikke passede damen, nøj hvor hun skreg. Jeg kom op og over på sengen og ungerne gik ud imens jeg fødte moderkagen og blev tjekket. Jeg skulle ikke sys... YES!!!
Så kom de ind igen og fik holdt deres lillesøster og nærstuderet moderkagen som jo er facinerende ulækker!!! Katrine suttede løs og blev målt og vejet. Kun 2790 g og 50 cm. Men noget så fin og sød. Vi fik toast, the og saftevand og fejrede at vores lille familie nu har fået sit 7'ende medlem
De tog hjem allesammen ca kl 03... lang nat for de unge mennesker. Jeg ville have været hjemme også, men skulle blive lidt længere, så jeg måtte overnatte. Det var alligevel for fjollet at manden skulle køre ungerne hjem og så ud efter os. Da de var gået blev Katrine undersøgt for hofteskred m.v. og fik sin K-vitamin indsprøjtning. Jeg fik også ringet til mine forældre, brødre og Min "datter" i USA der blev ellevild. Så blev der sendt en stak SMS'er og der var vist nogle stykker der ikke rigtig havde kunnet sove, før der var en god nyhed, for der var en del der svarede med det samme.
Jeg gav hende tøj på.. Nøj hvor var hun lille... selv newborn bleen var kæmpe stor på hende.
Så kom der en portør og kørte os op på 16 etage.
Søskende på babylisten:
Jonathan Danh (22 år 4 mdr)
Alexander Frej (30 år 4 mdr)
Josefine Sif (31 år 11 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 3/8-2004
> Slet profil <