Mor-/barn-profil for Inger Pals og Carmen
+x(200)) slet |
Mor: Inger Pals, 48 år ( |
|
18/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Ja, fødslen skulle jo sættes i gang da jeg havde for lidt fostervand. Vi skulle derfor møde op på sygehuset søndag morgen kl 8:00. Jeg fik kørt en strimmel - babyen havde det glimrende - om fik derefter lagt en stikpille op for at starte fødslen. Vi blev derefter installeret på barselsafdelingen for at vente. Der skete dog ikke det store. Jeg fik ingen veer.
Alligevel var livmoderhalsen helt udslettet og jeg var åben for et par fingre da jeg blev undersøgt kl. 15:30. Jordemødrene blev enige om at tage den smule fostervand, der var, for at få gang i fødslen. Det virkede fint - så kom der endelig veer. Det gik lige nøjagtigt som jeg altid havde forestilllet mig. Veerne blev gradvist kraftigere og de varede et minuts tid og kom med 3-4 minutters mellemrum. De begyndte efterhånden at bide godt, men det hjalp godt at trække vejret rigtigt - jordemødrene var så gode til at vejlede!
Ved halv ni tiden om aftenen var jeg 5 cm åben. Veerne blev stadig kraftigere, men af en eller anden grund kom jeg ikke til at åbne mig mere alligevel. Det var vist noget med, at babyens hoved ikke kom længere ned i bækkenet, da hun ikke vendte helt rigtigt med hovedet.
Jeg fik på dette tidspunkt akupunktur for smerterne og det hjalp øjeblikkeligt. Det er altså genialt, sådan noget kineseri
Nå, men jeg åbnede mig jo desværre ikke mere trods de stærke veer, så jeg fik lagt vedrop. Her var det så, det gik galt... Jeg fik vestorm helt åndssvagt - de længste pauser jeg fik mellem veerne var på 15 sekunder. Det var hårdt. Men desværre hjalp det ikke - jeg åbnede mig ikke mere. Faktisk begyndte det at gå den anden vej, hvilket de heldigvis ikke fortalte mig før det var overstået.
Så ved midnatstid begyndte jordemødrene og lægerne at se lidt bekymrede ud. De snakkede om den frygtede epidural, som jeg straks afslog. Jeg var så bange for den, da jeg tidligere er opereret for en discusprolaps, og bestemt ikke har brug for flere rygproblemer! Men de mente nu alvorligt, at jeg skulle tage en snak med narkoselægen om den epidural, for ellers så det ud til, de blev nødt til at tage babyen med kejsersnit. Det var for mig som at vælge mellem pest eller kolera, men jeg kunne også godt se, at det ikke kunne fortsætte som det gjorde - jeg var fuldstændig udmattet af de konstante veer, og der skete ingen fremskridt overhovedet... Det var et lidt hårdt øjeblik; også for min mand, da jeg gentagne gange havde sagt tidligere, at ligemeget hvordan fødslen forløb, så skulle jeg bare IKKE have epidural. Så han blev jo lidt forvirret, da jeg alligevel overgav mig.
Jeg fik så lagt den epidural - men det var ikke for ingenting jeg havde frygtet den: De havde meget svært ved at få den lagt, netop fordi jeg tidligere havde haft en discusprolaps. De forsøgte to gange og måtte meddele, at det gik desværre ikke. Alligevel prøvede de lige en sidste gang - og heldigvis lykkedes det!
Det hjalp godt. Nu kunne jeg klare veerne med vejrtrækningen igen, ligesom i starten. Og de begyndte at hjælpe igen; jeg åbnede mig langsomt igen.
Det gik godt i en times tid eller to, så kom veerne igen med større styrke og lige oveni hinanden igen. Jordemoderen beordrede mig til at ligge på siden, og det var frygteligt! Jeg kunne slet ikke slappe af eller arbejde med kroppen i den stilling - det hele krampede sig bare sammen og gjorde smerterne meget værre. Men der var ikke ngoet at gøre; jeg SKULLE bare ligge på siden.
Efter endnu tre timer på den måde gik det endelig fremad. Jeg var ved at være åben nok, og presseveerne meldte sig. Jeg kom over på fødebriksen og måtte presse. Næsten med det samme kunne de se hovedet, hvilket virkelig satte nyt mod i min mand - og det igen satte så nyt mod i mig, og jeg bad om at få lov til selv at se med i et spejl. Jo; ganske vist - der tittede et ret behåret hoved frem
Presseveerne kom med et par minutter mellem, så jeg kunne holde det ud. Selvfølgelig strammede det og gjorde ondt når jeg pressede, men nu kunne jeg jo se, at det nyttede. Babyen var endelig på vej! Så jeg gjorde som jordemoderen og lægen sagde og pressede og holdt igen alt efter hvad de sagde. Det gik fint, og snart var Carmen kommet til verden! En stor og flot pige med masser af mørkebrunt hår. Både manden og jeg var lettede og superlykkelige over at det nu endelig var overstået.
Men lykken varede kort. Meget kort... Pludselig stod der masser af mennesker omkring mig, lægen sagde jeg skulle presse, selvom der ikke var flere presseveer. Jeg prøvede naturligvis mit bedste, da jeg kunne se de så meget alvorlige ud allesammen. Min mand blev helt hvid i hovedet og blev bedt om at sætte sig ned. Jordemoderen pressede hænderne ned i maven på mig, og så fik jeg at vide, at jeg blødte kraftigt. Moderkagen kom ikke ud, så de trak i navlestrengen for at få den ud, men den bristede. De kunne ikke stoppe blødningen før moderkagen kom ud, så jeg skulle i en vis fart på operationsbordet, så de kunne få den ud. Jeg blødte meget kraftigt, så det hastede. Jeg måtte overlade Carmen til min mand og jeg blev så hastet ind på operationsstuen lige ved siden af. Det var en meget ubehagelig situation for os begge, for alle lægerne og jordemødrene så meget alvorlige ud, og ingen sagde "bare rolig, det skal nok gå". Heller ikke da jeg spurgte!
Jeg kom i narkose og fik fjernet moderkagen manuelt (lad os ikke gå i detajler her...) og lægen pumpede mig med medicin for at standse blødningen. Hun fandt en dyb flænge i livmoderhalsen som blev syet, og jeg blev også syet i en ellers ikke så dramatisk flænge udvendigt. Jeg mistede 3½ - 4 liter blod....
Jeg kom på opvågning, og min mand havde i mellemtiden ringet efter mine forældre for moralsk opbakning, så de ventede alle fire nervøst på at jeg skulle vågne. Jeg havde det ellers fint lige fra jeg vågnede, men jeg kunne godt se på min mand, at det havde været en hård omgang. Det var tæt på... Men jeg klarede den jo heldigvis, og selvom min blodprocent dykkede til 3,7 så havde jeg det faktisk godt.
Jeg skulle blive i sengen hele den dag, og da jeg om aftenen fik lov at komme op på toilet, blev jeg svimmel og fik sorte pletter for øjnene. Det er altså meget blod at miste... Men jeg fik det langsomt bedre, og det bedste af det hele var jo, at Carmen havde det godt. Hun havde gennem hele fødslen og tiden efter haft det fint.
Så det endte godt - selvom det ikke gik helt som vi havde regnet med. Vi kom hjem fra sygehuset i aftes og nyder nu at have vores "lille" baby hos os. Hun er bare skøn - selvom jeg synes hun sover lidt rigeligt
Det er skønt at være blevet mor, i hvert fald når det er til sådan en lille lækker tøs som Carmen!
Søskende på babylisten:
Carmen har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 20/9-2004
> Slet profil <