Mor-/barn-profil for Trine og Mathias
+x(200)) Amalie og Mathias slet |
Mor: Trine, 54 år ( |
+x(200)) Mathias' mor og far slet |
14/7). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Tirsdag den 17. december 2002 kl. 8:30 mødte Thomas og jeg op på mor/barn afsnittet på Amtssygehuset i Roskilde (RAS). Vi fik tildelt en sengeplads og blev bedt om at skifte tøj, hvilket vi gjorde. Thomas lignede en rigtig ”Dr. Thomas” fra en eller anden lægeroman *S*. Jeg fik lagt drop i højre arm, hvori de tilførte væske for at udvide blodkarerne, da man under operationen kan få meget lavt blodtryk og her skulle væsken hjælpe på at det ikke falder for meget. Det var også dejligt at få ”noget at drikke”, da jeg havde fastet siden aftenen i forvejen og kun havde drukket et enkelt glas saftevand om morgenen (jeg drikker jo normalt 6 liter om dagen, så det bliver til en del allerede fra morgenstunden *S*). Her ventede og ventede vi og først lidt i 11 kørte vi afsted. Jeg husker at jeg lå under et ur ude på gangen foran operationsstuen kl. 11:05 og var hamrende nervøs.
Lidt efter kom vi ind på operationsstuen, hvor de satte elektroder på mit bryst og diverse dingenoter på armene og fingeren. Derefter skulle jeg op og sidde, da anæstesilægen skulle lægge en såkaldt spinalbedøvelse på mig. Han talte mine led (eller hvad det nu var) fra halebenet og trykkede og trykkede og allerede dér syntes jeg det gjorde ondt, men det var jo fordi mine led og muskler var meget spændte og ømme efter bækkenløsningen. Så bad han mig skyde ryg som en kat og tro mig – det er squ svært med en højgravid mave foran, men det lykkedes og lægen stak mig så i ryggen og rodede lidt rundt og for pokker da – DET GJORDE ONDT!!! Nå, men det var heldigvis hurtigt overstået og jeg blev bedt om hurtigt at lægge mig ned, da bedøvelsen virker temmeligt hurtigt. Jeps – det måtte jeg give dem ret i – ret hurtigt begyndte varmen at brede sig ned i ballerne (dejlig fornemmelse, da operationsstuen var kold *S*) og videre ned og pludselig kunne jeg ikke bevæge mine ben og fødder. Så blev et blåt klæde (intet hint for barnets køn – klæderne ER blå) hængt foran mit ansigt, så Thomas, som sad ved siden af mit hovede og jeg ikke kunne se, hvad lægerne foretog sig. Jeg fik et par insprøjtninger bla. fordi blodtrykket faldt meget, så jeg var blevet skidt. Det er nu meget normalt, at man føler sig utilpas pga. blodtryksfaldet samt at man føler sig meget tung omkring brystet. Det er noget med at hjertets muskulatur ikke kan klare så meget pres, når blodtrykket er faldet, så man føler man skal hive efter vejret. Hvis man bare trækker vejret normalt går det faktisk ganske meget lettere – altså IKKE gå i panik!! Jeg kan huske at jeg spurgte den ene anæstesilæge, som stod bag mig hele tiden og beroligede mig om, hvor langt de var kommet – om de overhovedet var i gang. Jeg kunne nemlig svagt mærke at de rørte ved min mave, og lægen svarede at de næsten var inde hos babyen! Vildt!! Thomas og lægen var gode til at tale til mig og spørge mig, hvordan jeg havde det og pludselig hørte vi den dejligste lyd i verden – et ordentligt skrig og lægerne og jordemoderen sagde at det var en stor dreng vi havde fået her kl. 11:41. De skød ham til ca. 4,2 kilo og da jeg hørte det blev en dreng og at han var så fin så fin, trillede tårerne ned ad kinderne og selv faderen måtte se gennem våde øjne *S*. Børnelægen undersøgte ham og han fik med det samme og igen efter 5 min. en Apgar score (et udtryk for barnets velbefindende) på 10, hvilket er perfekt! Efter selve forløsningen af drengen blev jeg hurtigt steriliseret ved at mine æggeledere fik sat klemmer på og jeg blev derefter syet sammen med invendige sting.
Efter selve kejsersnittet og sterilisationen blev vi kørt på opvågningsstuen, hvor jordemoderen kørte med. Vores søn blev her målt til 52 cm og vejet til 4 kilo. Derefter gik jordemoderen og ”overlod” os til sygeplejerskerne på opvågningsafsnittet, som skulle tage sig af mig indtil jeg var mere ovenpå. Såsnart spinalbedøvelsen gik væk kom smerterne i operationssåret og det gjorde mange gange mere ondt end forventet. Selve kejsersnittet var ikke slemt, men de efterfølgende smerter var slemme. Da jeg i hele graviditeten havde spist smertestillende piller pga bækkenløsningen, havde lægerne svært ved at smertedække mig, så jeg blev pumpet fuld af ketogan og morfin og noget tredje, men lige lidt hjalp det. Reglen på afsnittet er at man ikke må forlade det før efter ½ time, hvis man har fået noget smertestillende, så min afgang blev gang på gang udskudt og jeg var ved at blive stresset, da storesøster Amalie og farmor og farfar ville komme ved 15-tiden. Til sidst gik det dog så godt at jeg kunne forlade afsnittet og da var klokken blevet 16:30, så det siger lidt om, hvor meget smertestillende jeg nåede at få. Den første time fik jeg endda et skud ca. hver tiende minut og selv da jeg var nogenlunde smertedækket kunne lægen hverken se eller høre på mig, at jeg havde fået en ordentlig dosis *S* Det skal lige siges, at selvom morfinen går i modermælken skader det ikke barnet og lægerne siger at det er meget vigtigt for helbredelsen at man sørger for at være smertedækket hele tiden.
Efter at være kommet op på mor/barn afsnittet begyndte livet for alvor med vores lille søn, som hedder Mathias.
Søskende på babylisten:
Amalie (23 år 8 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 14/6-2004
> Slet profil <