Mor-/barn-profil for Tonje og Jonatan
+x(200)) God jul.. er den til mig? slet |
Mor: Tonje, 46 år ( |
+x(200)) oss to.. slet |
16/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Jeg vågnet lidt før kl. 04.00 lørdag morgen, med ondt i ryggen/lænden. Gjorde ondt hele tiden til at starte med, men så gik det væk, for igen at komme tilbage 10 minutter efter. Jeg ringet Mikkel på arbejde og fortalte at, nu var det måske startet. Jeg prøvede at sove igen. Fik sovet lidt, men vågnet ved hver ve. Utrolig hvor meget man kan nå at drømme på 10 minutter.
Ved 07.00 tiden kom Mikkel hjem, og la sig for at få lidt søvn. Jeg fik ikke så meget søvn og stod op på et tidspunkt. Tømte opvaskmaskinen og gik rundt og puslet lidt mellem veerne. Tog tiden, stadig mellem 10 minutter mellem..
Mikkel vågnet ved 11.00 tiden igen. I løbet af dagen fik jeg et varmt bad, og Mikkel lavede nogle varme omslag til mig. Det lindret lidt
Ved 18.00 tiden var der stadig 10 minutter mellem veerne. Og de gjorde mere og mere ondt på dette tidspunkt. Nu lå jeg for det meste i sengen, og måtte op på alle fire når de tog til. Vi ringede til sygehuset, jeg ville høre om hvor lang tid det kunne gå med 10 minutter imellem. Talte med en sød jordmoder der sagde jeg kunne tage et par panodil og prøve at hvile lidt. Og jeg skulle bare ringe når det blev uudholdelig med smerter. Mikkel løb over til naboen og hentet smertestillende. Jeg tog et par og la mig for at hvile lidt. Det var ikke så nemt. Men de tog toppen af veerne. På et tidspunkt gjorde det rigtig ondt igen. Endnu mere end før, og jeg kunne hverken ligge, sidde eller stå under veerne. Gik i bad, fik varme omslag..
Lidt før 21.00 havde jeg fået nok, og bad Mikkel at ringe fødegangen. Nu kom veerne hyppigt, og jeg sat konstant på toilettet. De ville tale med mig, og jeg fik stablet mig ud til sofaen. Talte med en jordmoder på fødegangen, og jeg sagde at, nu kunne jeg ikke være hjemme mere. Jeg fik næsten ikke sagt noget før hun bablet løs om alt der skulle ske før man skulle føde. Og at det kunne begynde flere uger før man fødte. Hun bablet løs i evigheder føltes det som, og jeg kom ikke til for at fortælle hvordan jeg havde det, hun spurgte heller ikke. Men det var tydelig at de ikke ville se mig på hospitalet på det tidspunkt. Så fik jeg en ve og kunne ikke tale mere i telefonen. Jeg syntes jeg havde alt for ondt til at holde det ud mere, men blev ked af det og fornærmet over at de ikke tog mig seriøst. Så kunne det næsten være det samme. Jeg stablet mig ud på toilettet igen hvor jeg blev siddende at presse. Slimproppen gik rundt 21.45 og nu var jeg nødt til at presse. Det føltes som hele min rygmarv var på vej ud, og jeg havde svært ved at trække vejret. Heldigvis presset jeg det forkerte sted.. Ellers så var Jonatan kommet ud på badeværelsegulvet..
Jeg sagde til Mikkel han måtte ringe igen, og nu skulle vi af sted. Mikkel ringet og med mig hylende i baggrunden forstod de vel at, nu var det alvor. Vi måtte gerne komme derind nu.
Jeg gjorde mig klar til at tage af sted, det vil sige krøb ud af badeværelset og fik taget nogle nemme sko på. Mikkel gik rundt og lukket vinduer, slukket lysene og samlet skraldeposen op. Han tog ting meget stille og rolig. Han ville gå ned med skraldet og sætte frem bilen, jeg lå udenfor badeværelset og troede aldrig jeg skulle klare at komme ned i bilen – endnu mindre køre den korte tur til sygehuset. På det tidspunkt var jeg klar til at føde hjemme. Veerne kom meget hurtig over hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at presse. Men Mikkel kom op igen, og fik hjulpet mig ud af elevatoren. Jeg ramlet ud lige i en ve, og gik ned på knæ og ramlet over. Samtidig kunne jeg skimte alle mine naboer stå oppe på altanen og kigge. Jeg skreg af smerte under veen. Fik rejst mig op på benene igen, og Mikkel hjalp mig ud til bilen. På vej ind råber naboerne: ”hvor lang tid er det mellem veerne nu?” De var selvfølgelig meget spændte, og vidste jo ikke hvor langt jeg var henne, men jeg tror jeg vrisset rimelig hårdt tilbage. Jeg kunne jo ikke rigtig sige noget. Inde i bilen, tog det meget kort tid før den neste ve, og det blev svært at sidde ”rigtig” i bilsædet. Jeg blev nødt til at vende mig om med rumpen op, og presset vildt. Jeg presset heldigvis stadig det forkerte sted. Nogle veer senere var vi udenfor sygehuset, og så ramte jeg det rette ”pressested” og jeg kunne mærke noget komme ud. Jeg tog hånden mellem mine ben, og troede hovedet var på vej ud. ”nu kommer hovedet” skreg jeg til Mikkel, og når vi stanset udenfor sygehuset blev Mikkel nødt til at springe op på fødestuen for at hente nogen. Det var en umulig opgave for mig at gå selv, jeg havde jo hovedet til Jonatan mellem mine ben.. Det viste sig det var fostersækken som hovedet presset på, så det var stadig lidt tilbage. Mikkel kom løbende ned igen, med to jordmødre og en rullestol. De fandt mig i forsædet med et ben ud, på bildøren det andet på handskerummet. Så gik det stærkt.. De fik bakset mig op i rullestolen, og løb ind på hospitalet, ind i elevatoren, ud og ind på nærmeste fødestue. (samme fødestue vi var til rundvisning i) En jordmoder løb ved siden af og fortalte jeg skulle gispe. Nu virket ikke ting så skræmmende mere. Jeg tror jeg var glad for at komme i trygge hænder, og nu var jo ”enden” nær. Ind på fødestuen og op på briksen. En hurtig check og jeg skulle bare presse, hænderne under lårene og præs under hver ve. Jeg mærket barnet på vej ud. Mikkel var rolig ved siden af, og gav mig ilt mellem veerne. Han holdt mig også op, og hjalp mig, men det husker jeg ikke særlig meget af. Jeg opfanget ikke så meget rundt mig lige der, men jeg kan huske jeg var tilstede i mig selv. Og kort tid efter var Jonatan ude. Der var lidt grønt fostervand, så han blev hurtig suget, så blev han lagt op på magen. Jeg blødte meget, uden at de kunne se hvor det var fra, så jeg måtte ikke drikke noget før de havde udelukket at jeg skulle på operationsstuen. Puha, jeg havde ikke drukket noget i evigheder, og kastet op alt jeg havde i magen tidligere, så jeg var så tørst. Mens jeg blev syet, syv små sting uden betydning, lå vi og beundret det nye menneske. Det var en dreng, han skreg meget højt, han var så stærk og kravlet rundt på min mage. Efter jeg var lappet sammen, kom han op til brystet, da blev det stille. Jeg fik efter lidt tid noget at drikke, da blødningen var stanset. Og efter lidt at spise og mere at drikke, kom jeg på toalettet og i et hurtig bad. Mikkel holdt Jonatan, og tog hans første set tøj på. Efter nogle timer blev vi kørt over på vuggen. Jeg var meget påvirket af fødselen, og lidt skræmt, så der skulle lige bruges en times tid på at snakke fødselen igennem med kæresten. Jonatan sov, og når vi havde snakket færdig, så vågnet han. Så det blev ikke meget søvn den første nat. Vi ankom hospitalet 22.10, og 22.37 var Jonatan ude. Han var 3730 gram tung og 52 cm lang den 14/8. 3 ½ uge senere var han 4500 gram, og 56 cm lang.
Søskende på babylisten:
Linus (17 år 4 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 29/4-2005
> Slet profil <