Mor-/barn-profil for Linn og Jeppe
 |
Mor: Linn |
|
. Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Anders´fødsel:
Jeg fik veer ved 12-tiden to dage over terminen. Veerene var lidt underlige og blev aldrig regelmæssige. Jeg var lige blevet scannet så jeg vidste jo at den lille fyr i min mave havde det godt, så vi tog det hele stille og roligt. Ved 4-tiden hentede vi Sofie og havde aftalt med min svigermor at hun skulle hente hende uden for sygehuset. På vej der ind fik jeg det rigtig skidt, men jeg troede bare at det var fordi fødslen nærmede sig - det føltes som en konstant ve.
Da vi ankom til sygehuset kunne jordemoderen med det samme se at der var noget galt. Hun tilkaldte hurtigt en læge, og i løbet af ingen tid blev min mand skubbet til side og stuen var fyldt med læger og sygeplejersker.
Jeg blev da lidt nervøs, men jeg tænkte ikke på noget tidspunkt at han ville dø. Jeg spurgte endda om jeg ikke kunne få rugmarvsbedøvelse, for så kunne Jens jo være med. Jeg var ikke et sekundt i tvivl om at de nok skulle få min lille dreng ud i god behold - vi havde jo lige hørt hans lille hjerte slå.
Selv om det hele gik meget stærkt nåede de desværre ikke at få vores lille Anders ud. De forsøgte at genoplive ham, men det var for sent.
Da jeg vågnede efter kejsersnittet ville jeg selvfølgelig gerne se min søn. Den søde jordemoder fortalte mig at han desværre ikke klarede det.
Det eneste jeg kan huske er at jeg græd og græd - jeg havde bare lyst til at dø. De kom ind med vores dejlige lille søn. Han fejlede jo ingenting og lignede bare et nyfødt barn der sov - jeg havde så svært ved at forstå at han virkelig var død. Han lå jo lige der i mine arme - smuk og dejlig blød og varm. Jeg var sikker på at de havde taget fejl, og jeg ventede bare på at han skulle bevæge sig.
Vi fik ringet til vores forældre. Ellers husker jeg ikke så meget fra den aften - bortset fra at jeg var frygtelig bange for at de ville tage ham fra mig.
Inderst inde vidste jeg jo godt at han var død, men hvor var det dog svært at acceptere.
Med støtte fra sygehuset havde vi ham hos os i 5 dage. Han sov i mine arme om natten, og vi havde ham hele tiden på stuen. Vores besøgende fik lov til at se ham, og nogle ville gerne holde ham. Det lyder måske underligt, men de 5 dage vi havde ham hos os blev han behandlet som ethvert andet nyfødt barn. Vi nussede ham, lå og kiggede på ham, kyssede ham og fortalte at vi elskede ham. Det var hårdt, og om natten kunne vi høre alle de levende små babyer som lå næsten lige ved siden af. Det gjorde så ondt – det skulle jo have været os som lå der inde på barselsgangen.
Selv om vi aldrig fik lov til at se vores lille elskede Anders i live, var det alligevel som vi lærte ham at kende på de 5 dage.
Da begravelsen var overstået forsøgte vi at få hverdagen til at fungere igen – om ikke andet så for Sofies skyld. Vi ønskede at jeg blev gravid igen hurtigst muligt. Heldigvis gik der kun 3½ måned, og selv om vi selvfølgelig stadig sørgede, glædede vi os over det lille nye liv i min mave.
Jeppes fødsel:
Selve graviditeten var hård, og jeg kæmpede en lang og sej kamp for at få lovning på et planlagt kejsersnit. Jeg vidste at risikoen for at moderkagen løsnede sig igen var let forøget – især sidst i graviditeten, men min fødselslæge mente at jeg var hysterisk og ville ikke love mig noget som helst.
Jeg var så bange for at det skulle ske igen, og da det ikke er noget man kan undersøge eller scanne for før det sker, henvendte jeg mig til et andet sygehus. Her var beskeden en helt anden – selveste fødselsoverlægen på Kolding sygehus mente helt sikkert at jeg skulle have et planlagt kejsersnit, og helst allerede i uge 36.
Det tog jeg selvfølgelig imod, og de næste par måneder gik jeg til kontrol i Kolding, og jeg følte virkelig at der var styr på det hele. Lidt nervøs var jeg selvfølgelig stadig, men da vi nærmede os de sidste 14 dage før mit planlagte kejsersnit var jeg faktisk ret overbevist om at det nok skulle gå godt.
D. 29/11 var vi på familie besøg. Jeg havde temmelig mange plukveer, men havde det ellers godt. Vi kom hjem ved 23-tiden om aftenen, og pludselig fik jeg fornemmelsen af at der var noget galt. Jeg havde stadig mange plukveer, og fik ind imellem nogle grimme jag i maven. Jeg ringede til fødegangen, og hun syntes da lige jeg skulle kigge forbi, hvis jeg følte mig utryg. Jeg kunne ikke lide at køre alene, og vi ville heller ikke gøre andre nervøse, så vi puttede Sofie i bilen og kørte på fødegangen.
Jens og Sofie ventede i bilen (Sofie sov), og jeg var tilbage efter ca. 10 min. Jordemoderen mente at alt var som det skulle være, og jeg havde slet ingen tegn på at moderkagen var ved at løsne sig. Hun sagde dog at jeg skulle komme med det samme, hvis jeg følte at min livmoder blev hård og spændt.
Vi gik hjem i seng. Jeg sov faktisk forbavsende godt, men kl. 7 vågnede jeg ved at jeg havde temmelig ondt, og min livmoder var som en sten. Jeg mærkede efter liv, men kunne selvfølgelig ikke mærke noget. Jeg ringede til fødegangen, og fik at vide at jeg bare skulle tage det helt roligt og lægge mig ned og slappe lidt af, så skulle jeg nok kunne mærke liv – hun kunne jo se at jeg lige var blevet undersøgt mindre end 7 timer forinden.
Jeg havde startet samtalen med at fortælle at vi havde mistet et barn pga. moderkageløsning, og da hun sagde at jeg bare skulle slappe af kunne jeg mærke at panikken bredte sig. Jeg gav mig til at græde og sagde at symptomerne var de samme som sidste gang. Jordemoderen mente dog ikke at der var noget galt, når jeg ikke blødte (det gjorde jeg heller ikke med Anders), men hun sukkede opgivende og sagde at så måtte jeg jo komme der ind.
Jeg spurgte om hun ikke kunne sende en ambulance, for ellers skulle vi have Sofie med igen. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle tage mig af hende, og havde også fået at vide at man skal ligge ned, hvis der er mistanke om moderkageløsning. Hun mente ikke der var nogen grund til en ambulance, men så blev jeg hysterisk. Jeg kan ikke huske andet, end at jeg begyndte at tudbrøle og gik helt i sort. Hun fik mig åbenbart dysset lidt ned igen og lovede så at sende en ambulance.
Vi bor ca. 15 min fra hospitalet, men der gik næsten en timen inden ambulancen kom. Det var et mareridt. Jeg havde det rigtig skidt og Jens løb rundt om sig selv – og kiggede hele tiden ud af vinduet. Jeg var ikke i tvivl om at der var noget galt, og jeg var så bange for at min lille dreng var død.
Da vi endelig kom afsted prøvede falck folkene at fortælle at det ikke var noget, og mit blodtryk og det hele så fint ud. Turen føltes som en evighed, og de havde da heller ikke særligt travlt. Jeg tror turen tog næsten 20 min – altså ingen udrykning eller noget som helst, og hele vejen lå jeg og smågræd mens jeg holdt mig på maven – jeg var så bange.
Da jeg kom på fødegangen på Horsens sygehus (man bliver altid kørt til det nærmeste sygehus) kørte de en strimmel og da jeg kunne høre det galoperende hjerte åndede jeg lettet op. Jens kom næsten samtidig og jordemoderen smilte lidt overbærende og sagde at det jo bare så ud til at være småveer. Den læge som jeg havde valgt fra, havde selvfølgelig vagt. Han var nu rar nok og forsikrede mig om at det ikke var moderkageløsning igen.
Jeg fik mere og mere ondt også mellem veerne, og jordemoderen blev lidt irriteret over at jeg ikke helt kunne huske om det bare føltes som almindelige veer. Hun kunne ikke forstå at jeg ikke kunne huske det fra min første fødsel.
Til mit store held begyndte jeg faktisk at åbne mig, og pga. min historie turde de ikke at stoppe fødslen. Jordemoderen ville gerne have mig til selv at føde, men der havde heldigvis været vagtskifte i mellemtiden og den nye læge kunne se i min journal at jeg ikke havde henvendt mig på fødegangen i panik før. Det tog hun lidt som et tegn på, at et eller andet var galt. Der udover kunne hun mærke at min livmoder var irriteret, og hun sagde at hun ville lave et kejsersnit, hvis det var det vi helst ville, selv om det jo var lidt tidligt (34+1).
Vi sagde ja tak, og kl. 12.00 blev Jeppe født ved kejsersnit. Med det samme lægen fik ham ud, sukkede hun og fortalte at han så fin ud og havde det godt, men at 1/3 af moderkagen faktisk havde løsnet sig. Han havde ikke manglet noget og vi fik ham i armene inden han blev lagt i kuvøse og kørt til Kolding.
Jeg kom på opvågningen og havde fået at vide at jeg ikke kunne komme til Kolding før jeg havde fået følelsen tilbage i benene, og det ville nok vare 5-6 timer. Jeg var selvfølgelig lettet over at vores lille Jeppe levede, men jeg ville bare være hos ham, og beskeden om at moderkagen faktisk havde løsnet sig var svær at kapere.
Heldigvis syntes sygeplejerskerne at jeg skulle ned til min søn, og selv om jeg stadig ingen følelse havde i benene blev jeg hentet af en ambulance kl. 15.
Det var selvfølgelig skønt at se ham, men vi lå på hver sin afdeling, og jeg havde lidt svært ved at tro på at han virkelig levede. Jeg blev kørt op til ham et par gange i løbet af den første nat, og allerede næste morgen kl. 6 gik jeg i bad og ville derefter op til min søn.
Det gik rigtig godt med ham men der gik nogle dage før jeg virkelig turde tro på at vi fik et levende barn med hjem.
Han lå i kuvøse med c-pap ca. en uge, derefter begyndte det for alvor at gå fremad, og efter 14 dage på neonatal-afdelingen i Kolding blev vi overflyttet til Horsens. Vi var på Horsens sygehus en uge hvorefter vi kom hjem.
Jeg havde aldrig troet at det ville være så hårdt, men de 3 uger vi var indlagt var et helvede. Jeg var selvfølgelig nervøs for Jeppe, og Sofie kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke ville med hjem. Hun blev også ved med at spørge om Jeppe snart døde lige som Anders.
Det var en meget hård start, men siden er det kun gået fremad. Jeppe trives og Sofie elsker at være ”rigtig” storesøster.
Vi nyder vores to levende børn men Anders er ikke glemt – det bliver han aldrig. Når folk spørger hvor mange børn jeg har, siger jeg som regel 2, men i mit hjerte vil vi altid have tre børn.
Søskende på babylisten:
Jeppe har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/5-2003
> Slet profil <