Mor-/barn-profil for Maria og Nicolai
+x(200)) Nicolai slet |
Mor: Maria, 45 år ( |
|
17/4). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Onsdag d. 19 maj 2004, havde jeg haft plukkeveer hele dagen lang, lidt smertefulde, men ikke noget jeg tænkte videre over... Natten til torsdag d. 20 maj 2004 kl. ca. 02.00 gik slimproppen og vandet, og så kom der veer der godt kunne mærkes... Fik ikke mere søvn den nat... Jeg ringede til fødselsgangen tidlig morgen, men fik besked på jeg skulle blive hjemme og tage tid på veerne... Var dog lige inde og blive tjekket om formiddag, for så bare at blive sendt hjem igen... Først kl. 20.00 torsdag aften, efter vandren op og ned af gulvet hele dagen lang og badning på en terresse stol i bruseren i halvanden time, blev jeg indlagt... Herefter gik det slag i slag... Veer, aftagende veer, veer, aftagende veer... Heldige mig, der skete stort set ingenting... Veerne kunne sagtens mærkes, men de gjorde ingen fremskridt... Kom i og op af fødekar ret så tit, hvilket hjælper en smule på smerterne...
Omkring midnat, så går vi over til fredag d. 21 maj 2004, får jeg noget smertestillende, Pethidin, og så bliver vi sendt på barselsgangen, for at prøve at få noget søvn... Martin sover da også med det samme, men det er nu heller ikke ham som har veer... Det Pethidin virker da overhovedet ikke... Omkring kl. 02.00 kommer vi ned på fødegangen igen og snakker om jeg skal have lagt en Epiduralblokade... Det går jeg også med til efter nogen overtalelse, men jeg går i panik midt i det hele og bliver nød til at opgive at få den lagt... Det er simpelthen for ubehageligt at få den lagt i ryggen + at narkoselægen måske lige skulle have overvejet at vente til lokalbedøvelsen lige fik lov til at virke, tak.....!!!!!
Anyway, vi bliver sendt på barselsgangen endnu engang, og Martin får noget mere søvn... Jeg vandrer stadig gulvene tynde... Dagen går, stadig med veer, smerter, masser af pethidin osv osv... Kl. ca 19.00 fredag aften d. 21 maj 2004
får jeg mig endelig taget sammen til at få lagt den Epiduralblokade... Gik da endnu engang i panik, men jeg fik den da lagt... Og jeg skal lige love for at den er guds gave til en fødende kvinde... Den virker bare med det samme, og man mærker bare nul og nix... Heller ikke sine ben hi hi... De er lige som gele, så man skal ikke farer afsted når man skal på tur... Og denne nat får jeg da et par timers søvn, hvilket også er meget tiltrængt efterhånden... Martin tager hjem for at sove og kommer igen næste morgen... Der var nemlig ikke plads til han kunne sove hos mig...
Så er vi endelig kommet til lørdag d. 22 maj 2004 hvor prinsen endelig fødes om aftenen... Men først lige et par ting inden da...
Kl. ca. 09.30 får jeg lagt et vedrop, for nu skulle der gerne gang i sagerne... Der må jo helst ikke gå over et døgn fra vandet er gået og til man føder... Herimod får jeg også noget antibiotika så jeg ikke får en betændelsestilstand, fordi der jo er gået over et døgn siden vandet gik...
Omkring 10.30 tiden virkede den forbandede epiduralblokade så ikke mere, og narkoselægen som skal give mig noget mere smertestillende, er lige optaget, så istedet får jeg noget som hedder Bolus... Ja hallo, det virker ligesom ikke, jeg skal jo have noget som slår mig næsten helt ud hi hi...
Jeg får senere en ny omgang epiduralblokade, som ikke har nogen effekt på mig og masser af Bolus, som heller ingen effekt har, før omkring kl.15.30... Herefter føler jeg også jeg skal af med i ved nok, så jeg har altså pressetrang nu... Men jubii, jeg må ikke presse, prøv lige og stå imod en pressetrang så...
Vedroppet har heller ikke megen effekt selvom det har kørt på max siden kl. 15.00, så der slukkes for vedroppet kl. 17.30... Endnu engang for jeg bolus mod smerterne, men den virker kun en smule... Hele fredagen har jeg brugt tiden endnu engang på at vandrer op og ned af gulvene, fået kørt tusind vis af strimler, blevet undersøgt et hav af gange og der sker næsten intet... På det her tidspunkt er jeg virkelig meget opgivende og ville næsten ønske at det her bare ikke var virkelig...
Kl. 18.00 tilkalder jordemoderen en læge for at snakke kejsersnit og her vil både mig og Martin gøre alt for at få et kejsersnit, for jeg er så ubeskrivelig træt, udmattet og total opgivende... Kommer dette barn dog nogensinde ud...
Lægen undersøger mig og scanner for at se om hovedet står rigtigt, det gør det, men men men han afviser et kejsersnit... Martin er ved at sprænge indvendigt, for det er selvfølgelig også hårdt og udmattende for ham... Men han holder sig dog i skindet og siger ingenting til lægen... Men hvis ojne kunne dræbe...
Lægen har skrevet i fødselsjournalen at hvis status er uændret efter 1 time, så bliver der akut kejsersnit, men dette får vi ikke at vide, så endnu engang går jeg fuldstændig nedenom og hjem...!!!!!
Omkring kl. 19.00 får jeg lov til at presse en smule under veerne, men det er sku svært ikke at presse igennem... Hallo...
Kl. 19.30 presser jeg åbenbart aktivt, og for sulan jeg presser igennem... Aldrig har jeg prøvet noget ligende og jordemoderen står bare ved siden af og råber "kom nu Maria, pres nu.....!!!!!" God damn, jeg presser jo af fulde kraft, og hvis hun var kommet op hvor jeg kunne nå hende, så havde jeg sikkert slået hende i gulvet...!!!!!
Jeg ligger på det her tidspunkt på ryggen, halvt siddende op, og Martin hjælper mig med at krumme mig sammen hver gang der kommer en ve, og de kom sku ret tit synes jeg nok... Det føltes ikke som om der var ret lang pause mellem veerne... Jordemoderen mente jeg skulle prøve en anden stilling for at se om det var bedre... Jeg kom, efter megen besvær, op på alle 4, men nix, denne stilling hjalp da slet ikke... Her kunne jeg slet ikke presse overhovedet, så mig ned på ryggen igen...
kl. 19.45 skimtes lidt af hovedet... Jordemoderen spørger om jeg vil se i spejlet, ja ja whatever, den her fødsel skal bare overstået nu...! Men jeg når da lige at se at vores barn har fuldstændig kulsort hår, og så var vi igang med endnu en ve...
Kl. 20.15 tændes igen for vedroppet som bliver skruet op til max, for det her går bare for langsomt... Barnet kan jo blive meget stresset... Der sker stadig ikke en masse... Jeg presser af fulde kraft men jeg føler ikke jeg har kræfter til at presse barnet ned....
Kl. 20.30 tilkaldes lægen endnu engang... Han bliver enig med sig selv om at det går alt for langsomt, og bla pga faldende hjertelyd, skal barnet forsøges taget med cup... Først får jeg noget lokalbedøvende, i ved nok hvor, og for dælan det svier lige en tand for meget... I en ve, presses den aller hårdeste cup de kunne finde, ind og sættes på barnet hovede... Efter 2 hiv i cuppen, fødes hovedet, og AVVVVV, det kan såmænd godt mærkes... Efter sidste hiv, kl. 20.37, kommer min alt for dejlige søn til verdenen... Nøj hvor var det skønt han var ude... Alle smerter var pist væk... Lige indtil de skulle se hvor meget jeg var sprækket hi hi... Jeg spørger selvfølgelig efter hvad køn det er, en dreng, og det første jeg siger da jeg ser min søn er "Han skal da hedde Nicolai", men det mener Martin så bestem ikke, så de første 5 dage af sit liv, hed han bare Bettemanden...
Anyway, Nicolai oversked alt og alle da han kom ud, så han var nok temmelig stresset ovenpå den sidste par lange dage... Men nøj hvor var han dog dejlig... Han kom selvfølgelig op på min mave, og jeg kunne ikke andet end bare at kramme ham, kigge på ham osv...
Han kom derefter over for at blive vejet og målt: 3750 g og 53 cm, en flot stor dreng... Bagefter kom han over til hans meget stolte farmand og ligge, imens de andre undersøgte mig... Jeg var sørme sprækket bagtil også, så det var temmelig meget jeg skulle syes... Lægen prøvede da også at sy mig, men den gik sku ikke... Jeg var alt for hys, så jeg kom senere i fuld narkose og blev lappet sammen... Tror nok lægen var temmelig træt af mig hi hi... Men skidt, for han skulle bare ikke røre dernede i ved nok, det var alt for smertefuldt... Og nu var Nicolai jo kommet ud, så skulle jeg ikke have ondt mere, troede jeg hi hi... Da jeg endelig troede jeg var ovre den her meget smertefulde og ubehagelige fødsel, sagde jordemoderen at moderkagen skulle jo også fødes... Jamen SHIT, så skal vi på den igen... "Pres Maria, pres" sagdejordemoderen, og ja tak, prøv lige og pres igennem når man ingen presseveer har og ens mave bare er et stort hul... Ens mavemuskler er jo ligesom slet ikke det samme når man har været gravid i 9 mdr... Jeg kunne ikke presse moderkagen ud, så jordemoderen borede en albue i maven på mig for at prøve at løsne moderkagen... Yearh right det hjalp... Ikke...!!! Nu SKULLE det her altså overståes, så nu presse jeg så meget at mit hovede var ved at eksplodere og vupti, så kom livets træ...
Søskende på babylisten:
Mathias (25 år 6 mdr)
Malene (27 år 5 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 6/6-2005
> Slet profil <