Mor-/barn-profil for Susanne og Astrid
+x(200)) Astrid slet |
Mor: Susanne, 49 år ( |
+x(200)) Susanne slet |
4/3). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
På min terminsdag (fredag) gik min kæreste og jeg ud og spiste og bagefter i biografen. Vi hyggede os gevaldigt og spøgte med at der jo ikke skete noget i dag og så sagde min kæreste at så blev det jo nok om onsdagen..
Tirsdag begyndte jeg at få kraftige menstrautions smerter og de kom sådan cirka en gang i timen, så jeg lige måtte stoppe op for at mærke hvad det var der foregik. Jeg fik tegnblødning og min slimprop gik, men det tog jeg helt roligt, for jeg var jo blevet fortalt at det blot var tegn på at jeg var ved at være klar. Smerterne blev lidt kraftigere hen under aften og de vækkede mig da også hver time natten igennem.
Onsdag stod min kæreste op og gik på arbejde (uden at spørge om jeg mon fødte i dag, sådan som han ellers havde fået for vane)og jeg sov lidt længe. Ca. kl. 10.50. stod jeg op og i samme øjeblik fik jeg igen ondt og så gik vandet en lille smule... Jeg vidste bare at jeg IKKE havde tisset i bukserne (selv om at jeg var blevet fortalt at man godt kunne komme i tvivl). Jeg fik et bind på og begyndte at vandre rundt i lejligheden for at sikre mig at der kom mere fostervand.. Samtidig ringede min mor og jeg fortalte hende selvfølgelig at nu varede det ikke så længe som det havde gjort. Fik fat i Fødeklinikken og de bad om at jeg kom over til et tjek, bare inden 14.30 (pga. vagtskift) og så fik jeg fat i min kæreste. Han ville selvfølgelig komme med det samme, men jeg fik ham overbevist om at han godt kunne gøre det færdigt, som han var igang med, for han kom jo nok ikke på arbejde dagen efter. :o) Så fat på svigermor for også at fortælle hende om udviklingen. Stor opstandelse over hele linjen. Kl. 14.00 gik vi over på hospitalet (vi bor lige ovre på den anden side af vejen)og ganske rigtigt, så var mit vand gået og jeg var 3 cm. åben. Jdm. spurgte om jeg havde veer, og så måtte jeg fortælle hende at nu var jeg jo førstegangsfødende og ikke anede hvordan en ve skulle føles, men at jeg nu med jævne mellemrum havde ondt hen over min livmoder.
Hun kørte en strimmel, hvor min hjertelyd kørte ind over, men når hun fangede barnets var den fin og ingen grund til bekymring. Vi blev sendt hjem med besked på at komme igen næste dag kl. 12. til igangsættelse, forudsat at jeg ike selv gik i fødsel.
Vel hjemme (kl. 15.) fik vi ringet rundt med besked om at den var i vinkel og at nu måtte vi have fred til at føde og at vi nok skulle ringe til dem når det var overstået. Det sidste opkald til min veninde, som jeg havde brugt som vidensbank (hun har selv født året forinden)måtte Rolf klare, for jeg havde veer og kunne kun koncentrere mig om at stå lænet op ad spisebordet og trække vejret dybt og regelmæssigt. En time efter vi var kommet hjem besluttede Rolf sig for at ringe til Fødeklinikken, for mine veer havde taget til og med mindre interval. Manden var så rolig og kontant i sine oplysninger at Jdm. slet ikke ville tale med mig, men blot syntes at vi skulle komme over, stille og roligt. så vi drog afsted, gående, for der var jo ikke så langt!!! Der var MEGET langt med veer og jeg pustede og stønnede med jævne mellemrum hele vejen ned af ambulatorie-gangen, hvor fødeklinikken ligger i den fjerneste ende.
Vel ankommet til Fødegangen (vi var blevet omdirigeret i døren, for de havde ikke lige plads, men ville nok få det inden for en time)blev jeg undersøgt og var 4 cm. åben og havde aktive veer. Jdm. ville bare lige køre en strimmel og så ville jeg få et lavment og komme ind på en stue. Vi kom aldrig længere end til strimmelen, for min hjertelyd blev ved med at løbe ind over barnets og de kunne ikke sætte en caput-elektrode fast, trods 3 forsøg. Her syntes jeg ikke længer det var sjovt, for jeg ville helst stå op under mine veer og slet, slet ikke ligge på ryggen og det skulle jeg. Jeg fik ilt i maske og lagt drop. Der blev kaldt flere mennesker ind og lang hen ad vejen troede vi at det var fordi caput-elektroden drillede dem. Jeg havde hele tiden veer og åbnede mig også fra 4 til 7 cm på de 45 min. vi var på undersøgelsstuen.
Pludselig stod der en sød læge ved navn Tom og han scannede mig (dette kan jeg slet ikke huske, for jeg havde veer og travlt med at trække vejret) og han sagde at mit barn ikke havde det for godt og skulle ud hurtigst muligt og det ved kejsersnit. Pludselig gik det stærkt og i en bevægelse fik jeg taget mine strømper af, givet en \"snaps\", en nitroglycerin under tungen (for at stoppe mine veer), navnearmbånd på og skulle lige sikre mig at Rolf var okay og så var jeg rullet ned ad gangen.
Inde på operationsstuen fik jeg lagt epidural, så jeg ville være vågen under indgrebet og personalet arbejde meget hurtigt og ikke mindre end 6 min. efter jeg var kommet op på lejet, var vores datter ude, helt sund og rask med en apgar-score på 9/1. Jeg var lykkelig, forvirret og havde vildt meget kvalme af narkosen. Det var jo gået så stærkt det hele.
På opvågningen fik jeg for første gang Astrid i mine arme og var helt vildt forelsket med det samme. Hun blev lagt til og så kom lægen Tom forbi og fortalte at de ikke havde kunne se nogen årsag til at Astrid havde været påvirket under fødslen. På opvågningen fik vi fred og ro til at være sammen og kigge på vores lille mirakel og jeg fik langsomt følelsen tibage i min krop og kl. 21.30 blev vi kørt op på barselsafdelingen og kunne ringe rundt til bedsteforældre og søskende og fortælle de gode nyheder. Heldigvis havde vi enestue (Hvidovre har kun enestuer) og kunne være sammen og Rolf måtte jo også hjælpe med at løfte Astrid over til mig for mit ar gjorde pokkers ondt og jeg var lidt hæmmet i mine bevægelser.
Lørdag eftermiddag tog vi alle tre hjem. En lille ny familie.
Søskende på babylisten:
Astrid har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/12-2006
> Slet profil <