Mor-/barn-profil for Lisbeth og Leon
 |
Mor: Lisbeth, 54 år ( |
|
17/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Den 18. januar vågnede jeg klokken 4 om morgenen med veer. De gjorde rimelig ondt, men eftersom jeg allerede flere gange havde troet, at nu var det nu, så slog jeg koldt vand i blodet og forsøgte at lægge mig til at sove igen. Efter en times tid, hvor der var 10-12 minutter mellem veerne måtte jeg dog opgive – det gjorde simpelthen for ondt til at sove fra dem – så jeg vækkede Kim. Vi nussede lidt rundt og tog tid på veerne. De blev ved med at være rimelig regelmæssige, så da klokken var 6.45 ringede jeg til fødegangen for lige at høre, hvad de syntes. Den jordemoder, jeg fik i røret var dog ret uimponeret; hun informerede mig om, at jeg kunne ringe, når der var seks minutter mellem veerne og ikke før. At vi bor næsten en time fra fødegangen og på det tidspunkt ville skulle køre i myldretidstrafik var hun ligeglad med – jeg fik nærmest indtrykket, at der stod seks minutter på hendes papir, og så var det bare sådan det var. At jeg allerede fjorten dage tidligere havde været åben for en finger og godt moden, og at jeg efter den undersøgelse flere gange havde haft forholdsvis hårde veer i adskillige timer ad gangen, var hun også ligeglad med. Efter at have lagt røret følte jeg mig lidt som en hysterisk førstegangsfødende, men vi slog da koldt vand i blodet og belavede os på at vente. Jeg havde da heller ikke mere end lige lagt røret på, før veerne (som de andre gange) forsvandt som dug for solen, så Kim kørte på arbejde efter at have instrueret mig om at holde ham løbende underrettet.
Ved 11-tiden begyndte veerne igen. Denne gang gjorde de lidt mere ondt end før. Ved 14-tiden var der nogenlunde de famøse seks minutter imellem (for at være helt nøjagtig var der hver anden gang seks og hver anden gang syv minutter imellem), og Kim og jeg blev enige om, at han hellere måtte se at trille hjemad. Han hentede Ian i dagplejen, og da klokken var omkring 15 kørte vi hjemmefra og afleverede Ian til min far på vejen.
Da vi nåede frem til fødegangen ved 16-tiden blev jeg undersøgt, og til vores store overraskelse og fortrydelse var jeg kun åben for 1½ finger...så efter at have kørt en strimmel sendte de os den lange vej hjem igen med den besked, at det i princippet sagtens kunne vare to dage endnu. Puha...fik det rimelig dårligt ved tanken om at skulle have de veer i to dage, før der skete mere. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, om jeg mon bare ikke kan producere ordentlige veer (da jeg fødte Ian ville mine veer bare aldrig blive gode og effektive nok, og jeg endte med et vedrop – av for satan!) og forberedte mig på at skulle have endnu et vedrop.
Vi kørte hjemad; kørte ind og købte os lidt mad på vejen. Kørte også en lille omvej, fordi vi ikke rigtig kunne finde ud af, om vi nu også skulle køre den lange tur hjem og blev også enige om at lade Ian blive hos mormor og bedstefar natten over, for jeg syntes altså, at de veer tydede på, at der var ved at ske noget. Og ganske rigtigt – vi havde ikke været hjemme meget mere end en times tid, før Kim insisterede på, at nu skulle vi altså af sted igen. Og det gjorde vi så. Undervejs i bilen fik jeg til min store overraskelse pressetrang, hvilket rystede mig noget – for det kunne da ikke passe allerede. Klokken 21 var vi tilbage på fødegangen, hvor jeg igen blev undersøgt, og vi fik nu at vide, at jeg var otte cm. åben. ”Hvad,” pev jeg til Kim imellem to veer, ”jeg synes, hun sagde otte cm.” Kim var lige så overrasket, som jeg var, men det fik vi ikke tid til at spekulere mere over, for nu blev vi gennet ind på en fødestue. Jeg blev tilbudt lattergas til at tage toppen af smerterne – andet var der ikke tid til, men efter en kvart vejrtrækning i masken kunne jeg godt mærke, at den væsentligste effekt, den ville have var, at jeg ville brække mig. Så jeg måtte nøjes med Kims hånd, som vist var godt øm dagen efter. Mellem veerne sprællede den lille lystigt derinde. Klokken 21.38 tog de vandet, og kl. 21.43, efter tre eller fire presseveer, var lille Gnøf født. Han var 55 cm. lang og vejede 4200 gram, og hans Apgar-score var 9/1 og 10/5.
Søskende på babylisten:
Ian (21 år 8 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/6-2005
> Slet profil <