Altid glad og smilende slet |
Mor: Jeanne, 52 år ( 21/3) |
Lidt genert slet |
6 dage efter termin, vågnede jeg kl 4.30 med noget der lignede en ve. Havde intet mærket indtil da. 10 min senere var jeg ikke i tvivl. Veerne begynde for alvor og startede med at være lange, hyppige og temmelig regelmæssige. Kl 6 ringede jeg til jm. Vi var enige om at det skulle være den jm der skulle møde i vagt kl 8.00 der skulle komme til mig. Så jeg ventede tålmodigt. Husker det som een stor ve, for jeg havde næsten ingen pause, imellem veerne. Min kæreste stod op ca. 6.30 og var forskrækket over at jeg ikke havde vækket ham. Han begyndte straks at organisere det hele. Jeg selv var ikke meget værd, selvom det ikke var et smertehelvede. Jeg var bare meget koncentreret om veerne. Det var godt at han var der, min dejlige fødselshjælper. Han fyldte karret som var parat inden jm kom.
Hun kom kl. 9.00, og havde en elev med. Jeg blev straks undersøgt, og havde da åbnet mig 8 cm. Der var ikke tid til et lavement. Et lavement skal holdes ½ time og så ½ time på wc(sagde hun). Derfor kom jeg i fødekarret med det samme. Det var skønt at ligge i vandet. Ved ti-tiden var veerne meget slemme og næsten konstante. Jeg kan huske at jeg begyndte at tvivle på om det ville kunne lade sig gøre at føde. :) Jeg følte at der var noget som jeg skulle kunne gøre og blev ved at spørge jordemoderen om hvad det var, og om hun ikke kunne fortælle mig hvad jeg skulle gøre, for at gøre det rigtigt. Blev ved med at syntes at jeg da måtte gøre noget forkert..
Kl ca. 11 begyndte jeg at presse, og det syntes jeg gjorde ondt. Det var en mærkelig fornemmelse at det trykkede der bagtil, og det overraskede mig lidt at det føltes som at "lave prut".. Jeg følte det ikke som en lettelse at presse, som andre beskriver det. Jeg følte det som værende umuligt at få en baby ud ad den vej. Men ud kom hun. Det føltes godt da hovedet kom ud, og jeg troede lige at det var ovre. Men kroppen skulle også ud, og den måtte jordemoderen lige hjælpe lidt på vej. Og straks derefter var alle smerter væk! Og det var den smukkeste lille skabning der kom op af vandet og op i mine arme! Kl var 11.34, fredag d. 21. januar. Fødslen havde varet 7 timer i alt. Det er jo ingenting for en førstegangsfødende.
Vi kom derefter op af vandet begge to, svøbt i varme håndklæder, og ind i sengen. Far sad med den lille pige og forelskede sig, mens jeg fødte moderkagen.
Så blev hun målt og vejet: Længde: 55 cm. Vægt: 3800 g
Inden jm gik igen skulle vi lige prøve at amme. Det var svært. Men lille Annika (som hun hedder nu) tog dog ved. Hun lå hud mod hud på mit bryst. Det var dejligt! Og far ryddede op og serverede rundstykker for mig. Jeg var sindsygt sulten! Men kunne ikke få spist, fordi jeg ikke kunne lægge hende fra mig igen. Jeg måtte bare sidde og kigge hende dybt i øjnene. I mellemtiden ryddede far op, og fik tømt karret osv. Så ikke længe efter at jordemødrene var gået så her ud som her plejede. Skønt!! Så lå vi længe i sengen og kiggede på hende. Hun var helt nøgen under dynerne. Indtil hun fik tisset på fars side af madrassen, så fik hun ble og tøj på. :)
Selvom min krop var fuldstændig udmattet ovenpå fødslen, var den pumpet fuld af endorphiner, og jeg var i fuldt vigør. Jeg formåede slet ikke at holde barselssengen, som man bør den første uges tid, men det skulle også vise sig at have sin pris. Læs senere om ammeproblemer.
Alt i alt en rigtig god fødsel, og en fantastisk oplevelse. Jeg husker det selv som at jeg var meget nærværende og opmærksom på hvad der foregik omkring mig. Men efterfølgende har min kæreste fortalt mig ting som jeg ikke anede, var sket. Fx havde jeg givet ham et blåt øje, da jeg under presseveerne vendte mig om i karret. Det så jeg først 2 dage efter, og jeg spurgte hvem der dog havde slået ham..:) Ups! Så helt tilstedeværende har jeg altså alligevel ikke været.
Jeanne,
Nybagt og stolt mor!
Annika har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 22/6-2005
> Slet profil <