Mor-/barn-profil for Mette og August
+x(200)) Til fest kort før Augusts slet |
Mor: Mette, 56 år ( |
+x(200)) Til fest kort før Augusts slet |
1/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Omkring årsskiftet 2003-2004 blev jeg gravid med barn nummer 2. Jeg håbede på denne gang at komme til at føde vaginalt, og da grunden til at jeg fik kejsersnit ved Alfreds fødsel var, at han ikke kunne komme til at stå ordentligt ned i mit bækken, fordi han havde navlesnoren to gange om halsen, var der ikke noget der tydede på, at jeg ikke skulle kunne føde almindeligt denne gang.
Kl. 6 om morgenen d. 4. november 2004 vågnede jeg ved, at mit vand gik. Barnet stod ikke ned i mit bækken, så jeg havde fået besked på at ringe til fødegangen, hvis der var vandafgang – og så på ellers at lægge mig ned. Nu lå jeg jo allerede, så jeg blev bare liggende. Jeg snakkede med fødegangen på Skejby, der sørgede for at sende Falck ud, så jeg kunne komme til sygehuset med liggende transport.
På sygehuset kom jeg ca. 7.15 ind på en undersøgelsesstue, og en jordemoder konstaterede, at barnet stadig ikke stod ned, så jeg skulle blive liggende. Jeg blev overført til en fødselsstue, og da der ikke var veer, fik jeg at vide, at hvis der ikke var sket noget inden klokken 11, ville de give mig vestimulerende drop, fordi der jo var hul på fostersækken, så der kunne komme bakterier op, hvorfor barnet gerne skulle ud inden for 24 timer. Der skete intet, så kl. 11 startede jordemoderen droppet på laveste frekvens og gav mig en stak ugeblade at fornøje mig med. Omkring kl. 11.30 stødte min partner Morten til. Han havde fået afleveret Alfred i vuggestue og arrangeret med mine forældre, at de hentede Alfred og tog ham med hjem om eftermiddagen.
Droppet hjalp ikke på laveste frekvens, så i løbet af de næste timer, blev der gradvist skruet op. Jeg fik smerter af nogle meget bidende veer, der ikke rigtigt gav noget. Derfor fik jeg akupunktur til at hjælpe mig med at slappe af og til at tage toppen af smerterne. DET virkede. Jeg var nærmest ved at falde i søvn. Kl. 15.00 var der vagtskifte, og min ’nye’ jordemoder viste sig at være hende, jeg havde haft, da jeg fødte Alfred, hvilket jeg var rigtigt glad for, for hende havde jeg været supertryg ved allerede første gang.
Droppet blev fortsat skruet op, og veerne – kunne man se på en måler – var meget stærke, men desværre var de også korte og hyppige, så de nåede ikke at virke ordentligt. Derfor var jeg kl. 17 stadig kun 2 cm udvidet, og min jordemoder sagde så, at set i lyset af, hvordan min sidste fødsel havde været (præcis ligesådan), syntes hun ikke, der var grund til at køre med drop længere. Hun foreslog endnu et akut kejsersnit, og det gik jeg med til.
Der var lidt ventetid, så klokken nåede at blive 18 inden jeg kom på operationsstuen, men klokken 18.47 blev vores fine August født med en Apgar score på 10/1 – 10/5. Han vejede 3830 gram og var 55 cm lang, og han skreg, da han blev undersøgt, så det kunne høres gennem to lukkede døre. En dejlig sund og livskraftig gut. Både Morten og jeg måtte – ligesom ved Alfred – fælde en glædeståre. Han var bare så fin.
Vi blev kørt ind på observationsstuen, hvor jeg fik et fast morfindrop og August blev lagt til brystet. Han suttede straks fint og var i det hele taget vågen og opmærksom, og vi ringede og fortalte den gode nyhed til familie og venner. Vi var i det hele taget enige om, at det var gået lige så nemt som sidste gang.
Senere på aftenen, blev vi flyttet over på barselsgangen, hvor vi var i to dage, men allerede d. 6. november klokken 14 blev vi udskrevet. Det foregik på en lidt sær måde, for jeg kom ned til sygeplejerskernes station for at spørge om noget, og her fik jeg så at vide, at jeg jo havde sagt, at jeg gerne ville udskrives. Det kunne jeg nu ikke huske, men det endte alligevel med, at sygeplejersken sagde, at jeg jo alligevel snart ville blive sendt hjem, så jeg kunne lige så godt komme afsted nu. Jeg ringede så til Morten og bad ham og Alfred komme og hente mig, og to dage gammel så August sit nye hjem.
Tirsdag d. 9. november skulle jeg til egen læge for at få fjernet sting. Han ville dog ikke tage ansvaret, fordi mit sår så rødt og hævet ud. I stedet blev jeg sendt til videre undersøgelse på sygehuset, hvor de hurtigt konstaterede, at der var betændelse, og at jeg skulle åbnes igen og have betændelsen drænet. Dette skulle foregå i fuld narkose, så jeg blev genindlagt sammen med August. Samme aften kom jeg så på operationsbordet igen. Mit sår blev åbnet og renset og denne gang forblev det åbent med en forbinding over, fordi jeg skulle have det renset igen med to dages mellemrum. Jeg kom hjem igen samme aften, fordi jeg hellere ville sove i min egen seng end på et hospital.
Den følgende morgen måtte jeg dog igen tage turen til hospitalet. Jeg vågnede kl. 7 ved at August skulle have mad, og da jeg kom til at se mig selv i spejlet, var jeg ildrød over det hele. Derudover frøs jeg og min mund føltes, som om den var blevet stærkt skoldet. Jeg ringede ud på barselsgangen, hvor de bad mig komme klokken 10, så en læge kunne se på mig. På de 2 ½ time, der da gik, steg min feber fra 37,7 til 39,9, så jeg var i en noget sølle forfatning, da jeg vaklede ind på hospitalet ildrød med høj feber og åbent operationssår.
Den læge, der derpå kom og tilså mig mente, at jeg nok havde en virusinfektion, der var i omløb på det tidspunkt og som gav noget udslet. Han tog dog nogle prøver for at være sikker, og disse skulle han så have svar på i løbet af et par dage. I mellemtiden beholdt de mig på barselsgangen sammen med August, fordi jeg jo alligevel skulle have renset sår dagen efter.
August fik mælk ved mig, men fordi jeg havde konstant høj feber og derfor ikke havde så meget væske, supplerede sygeplejerskerne med erstatning. De overtog også en stor del af hans pasning, for feberen gjorde mig så svimmel, at jeg var bange for at bære ham, fordi jeg risikerede at tabe ham. Det var faktisk det, der på dette tidspunkt gik mig mest på, for jeg ville jo bare gerne være sammen med mine børn.
Torsdag d. 11. november kom jeg igen på operationsbordet for i fuld narkose at få renset mit sår. Den dag kom der også svar på prøverne, der viste, at jeg have ’én eller anden bakterieinfektion’. Derfor begyndte jeg at få noget antibiotika intravenøst, og derfor skulle jeg nu malke ud og August skulle kun have modermælkserstatning, fordi han jo ikke måtte få antibiotikaen via mælken.
Jeg fik det ikke bedre, og derfor tilkaldte man fredag d. 12. en læge fra infektionsmedicinsk afdeling for at se nærmere på, hvilken infektion jeg nærmere bestemt havde. Hun sørgede for, at der blev taget yderligere blodprøver.
Lørdag d. 13. november skulle jeg igen i narkose for at få renset mit sår. Denne gang var det meningen, at det også skulle have været syet sammen, men sådan gik det nu ikke. Da jeg kom ned og fik sat alle måleinstrumenterne på armene, siger narkosesygeplejersken pludselig ”Hov! Dit blodtryk er MEGET lavt, og din puls er alt for høj.” Jeg havde så et blodtryk på ca. 60 over 30. Jeg husker ikke hvad pulsen var. I hvert fald var blodtrykket ca. halvt så højst som det skulle være og pulsen ca. dobbelt så hurtig. Jeg blev alligevel lagt i narkose og fik renset såret, men derefter kom jeg på en observationsstue, hvor de hældte og hældte og hældte væske på mig både intravenøst og alt det, jeg kunne drikke, samtidig med, at de meget nøje målte min nyre- og lungefunktion. Der kom igen en læge fra infektionsmedicinsk for at tilse mig, og nu var der kommet svar på prøverne. Jeg havde en stafylokokinfektion. Fordi der var gået lang tid, inden der var kommet en behandling i gang, havde infektionen nået at sprede sig til hele huden. Det havde den antibiotika, jeg havde fået, delvist klaret, men der var også gået så lang tid, at bakterierne var gået i blodbanen, og her virkede antibiotikaen ikke (ikke den slags, jeg fik). Infektionen i blodbanen gjorde, at mit blodtryk faldt, og fordi det var faldet så meget, var der fare for, at mine organer ville begynde at sætte ud, fordi de ikke fik nok blod tilført. Det er det, der hedder septisk chok.
Jeg blev derfor sat på to nye slags antibiotika samtidig med, at jeg stadig fik væske og nu også fik ilt i næsen for at øge iltningen af mit blod. Jeg blev også overført til infektionsmedicinsk afdeling sammen med August, fordi barselsgangen ikke var gearet til at tage sig af min slags tilfælde.
På infektionsmedicinsk var alle helt fantastiske. Sygeplejerskerne kappedes om at passe August ’fordi han bare er så sød’, som én af dem sagde. Det var en enorm lettelse, at de ikke følte det som en byrde at have ham medindlagt, for det var ellers grunden til, at jeg gerne havde villet blive på barselsgangen. Der vidste jeg, at det ikke var noget problem for dem at passe August, men det var det altså heller ikke her. Selv skulle jeg fortsætte min nye antibiotikakur samtidig med, at jeg fik taget blodprøver flere gange om dagen og fik renset mit sår (stadig i narkose) hver anden dag.
Efter 6 yderligere dage på infektionsmedicinsk blev mit sår endelig syet sammen, og to dage senere blev jeg udskrevet, fordi jeg selv kunne tage det sidste antibiotika i pilleform. Jeg blev altså udskrevet lørdag d. 20.
Søndag d. 21. blev jeg indlagt igen. Denne gang fordi jeg i nattens løb var blevet lammet i venstre side af ansigtet. Hvis jeg rynkede brynene, blev venstre bryn siddende, hvis jeg smilede, så venstre mundvig sur ud, hvis jeg drak, skulle jeg have tungen til hjælp for at væsken ikke løb ud osv. Jeg blev med det samme undersøgt af en læge, der i det store hele blot gjorde det, at hun satte en hel række prøver for forskellige ting i gang. Jeg blev testet for: meningitis, dissemineret sclerose, hjernesvulst, bylder på hjerne eller rygmarv, mellemørebetændelse, borreliose (skovflåtbid) og en række andre ting. Jeg var ved neurolog, hals-næse-øre-læge, audiolog og flere andre specialister og jeg fik både skyllet ører, foretaget 3 (tre!) lumbarpunkturer (prøver af væsken omkring rygmarven), blev CAT-scannet, CT-scannet og gennemgik helt almindelige undersøgelser. Lægerne kunne intet finde.
Til trods for en negativ prøve for Borreliose valgte lægerne alligevel at behandle mig for det, fordi prøven i det tidlige stadie er så lidt pålidelig, at de gerne ville være på den sikre side. Derfor fik jeg hver dag i 10 dag endnu en slags antibiotika intravenøst. Denne gang insisterede jeg dog på at være ambulant patient, for jeg kunne ganske simpelt ikke bære tanken om at blive indlagt igen, så jeg kom hver dag til antibiotikakur og nye prøver, hvorefter jeg tog hjem til os selv igen.
Da alle prøver og al behandling var uden resultat, endte diagnosen med at være, at man ikke nøjagtigt vidste, hvad der var galt med min lammede ansigtsnerve, men at der formodentlig var tale om, at mit immunforsvar havde overreageret på den kraftige stafylokokinfektion og var gået til angreb på kroppen selv – i dette tilfælde altså ansigtsnerven i venstre side- Der er tale om en perifer lammelse, hvilket vil sige, at det ’kun’ er selve ansigtshuden og –musklerne, der er lammede. Øjet og tungen, for eksempel, er ikke påvirket.
Siden lammelsen har jeg langsomt fået det bedre. Nu er det næsten 8 måneder siden, at lammelsen satte ind, og der er ikke meget tilbage at se. For fremmede ser jeg normal ud, og selv kan jeg kun se/mærke det i specifikke situationer såsom, når jeg smiler eller skal spidse munden. Yderligere kan jeg ikke lukke mit venstre øje ordentligt, fordi de nedadgående muskler i mit ansigt ikke virker. Det betyder, at mit øje løber i vand, og at jeg dels ikke blinker tårevæske væk ordentligt, dels at jeg ikke fugter mit øje, som det er meningen, med øjenlåget. Derfor ser jeg stadig sløret på venstre øje, og jeg kan ikke læse ret meget af gangen uden at få hovedpine (jeg HAR prøvet klap. Det blev jeg svimmel af). Ikke desto mindre forsikrer min øjenlæge mig om, at jeg nok skal få ’mit ansigt’ tilbage. Det kan bare tage op til et år, for min krop skal komme sig over meget, og nervevæv er særligt længe om at regenerere sig, så det må tage den tid, det tager.
Jeg er glad for, at alt ender med at falde på plads (det er jeg nødt til at tro på), og jeg elsker lille August og ville ikke gøre noget anderledes, men til dem, der mener, at kejsersnit er den nemme løsning vil jeg sige, at jeg 1000 gange hellere ville have været igennem tre timers smerter mere og derefter have kunnet udskrives uden bøvl. Kejsersnit er IKKE nemt.
MetteM
Søskende på babylisten:
Kamma (14 år 11 mdr)
Anne Stella (ikke hos os mere) (17 år 5 mdr)
Alfred (22 år 7 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 26/9-2007
> Slet profil <