Mor-/barn-profil for Hlin Mogensdottir og Linus
+x(200)) Linus 4 mdr. slet |
Mor: Hlin Mogensdottir, 52 år ( |
+x(200)) Hlin & Linus April 2003 slet |
19/9). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fredag d. 27. december 2002 var jeg til sidste jordemoder besøg. Jeg mødte en ny jordemoder der ikke var enig i, at jeg evt. skulle sættes i gang på grund af stort fosterskøn, samt to tidligere fødsler hvor både Lisa og Laura var meget store.
Jordemoderen skønnede baby til at veje ca. 4100-4200 gram, hvilket ikke var for meget mente hun. Men jeg insisterede på, at hun sendte min journal til konference, hvilket hun så gjorde efter at have undersøgt mig indvendig, samt forsøgt at løsne mine hinder. 50 % kvinder går i fødsel efter en hindeløsning. Jeg fik besked på at ringe på fødegangen om eftermiddagen for at få svar fra konferencen. Det blev ikke nødvendigt, da en sød jordemoder ringede lidt over middag og meddelte, at jeg skulle møde på fødegangen mandag d. 30. december 2002. Jeg blev så glad – nu gik der ikke mange dage inden jeg kunne holde min baby i armene. Fredag aften fik jeg veer, men efter at have været nogenlunde regelmæssige i 4 timer, gik de desværre i sig selv igen. Lørdag morgen gik min slimprop, så helt forgæves havde snydeveerne heldigvis ikke været. Hele weekenden havde jeg mange plukkeveer, men heller ikke mere end det.
Søndag aften var en underlig aften. Jeg vidste at der muligvis kun var under et døgn til jeg skulle se min baby. Jeg pakkede min taske færdig og forsøgte at sove. Men det var ret umuligt, da jeg var så spændt og en anelse nervøs for den kommende dags begivenheder.
Hele natten ligger jeg lysvågen på sofaen og skiftevis ser Tv, læser i en bog og snakker lidt med baby. Lidt vemodigt var det også at skulle tage afsked med den kæmpe store mave som jeg fyldt alt i mit liv de sidste 9 mdr. Jeg vidste fra mine forrige graviditeter, at jeg virkelig ville komme til at savne den skønne, tunge mave. Specielt al opmærksomheden omkring den, de små fine, hyggelige spark og den daglige kontakt.
Mandag morgen klokken 6.00 begynder jeg så småt at gøre mig klar. Jeg går i bad, spiser morgenmad og pakker de sidste ting.
Lidt i klokken 9.00 kører vi mod Rigshospitalet i snevejr. Vi bliver modtaget af en sød ældre jordemoder som fortæller om hvad der skal ske.
Jeg bliver lagt i en seng g får kørt en ctg - strimmel, der tjekker om baby har det godt, samt hvorvidt der er veer eller ej. Efter en halv time er jordemoderen tilbage og hun konstaterer uregelmæssige veer og vælger derfor at lade ctg´en køre videre i en times tid. Men veerne er ikke blevet mere regelmæssige, så derfor får jeg lagt en stikpille op i skeden, som skal virke i en time. Jeg får besked på ikke at bevæge mig, da pillen udelukkende virker lokalt. Veerne tager tydeligt til og begynder at blive lidt smertefulde.
Efter en time kommer jordemoderen tilbage og fortæller, at er sagtens kan gå nogen timer inden den virker effektivt. Vi får besked på at gå i nogen timer og så vende tilbage. Jeg bliver lidt slået ud, da jeg absolut ikke vil hjem, da jeg da er bange for, at veerne går helt i sig selv igen og det hele ikke bliver til nogen.
Så vi vælger at gå på café – Amokka på Østerbro. Her sidder vi så i et par timer, spiser frokost, drikker kaffe og forsøger at hygge. Det er dog lidt svært, da veerne bidder mere og mere. Vi vender tilbage til Rigshospitalet og jeg bliver undersøgt indvendig. Jeg er nu to centimeter åben og har fine veer. Jordemoderen sender os igen ud og gå, men nu vælger jeg at blive på hospitalet, så vi går lange ture op og ned på Rigshospitalets gange. Jeg må stoppe op under hver ve, da de nu gør meget ondt.
Da vi vender tilbage til afdelingen er klokken ca. 15.30. Der ligger en besked på min seng, der beder os gå ned på selve fødeafdelingen. ”God fødsel” står der til sidst og så går det for alvor op for mig, at smerterne kun lige er begyndt – de bliver MEGET værre. Vi trisser ned på fødegangen hvor de har meget travlt. Vi må vente på gangen mens en fødestue bliver klargjort. Jeg er nu ret forpint, men sammen min mand, kan jeg grine af de ret voldsomme kvindeskrig der kom fra flere fødestuer efterfulgt at babygråd. Det føltes lidt som et samlebånd.
Klokken 16.00 får jeg en fødestue og bliver undersøgt. Jeg er nu kun tre cm åben. Jeg blev lidt skuffet, da jeg virkelig følte, at de to sidste timer havde givet noget.
Men jeg fik lavement og fik hospitals tøj på. De næste to timer lå jeg på fødebriksen og forsøgte at koncentrere mig om vearbejdet og åndedrætteknik.
Klokken 18.00 bliver jeg igen undersøgt og er nu 4 cm åben. Jeg bliver svært skuffet, da jeg næsten ikke kan holde veerne ud længere. Jordemoderen siger, at der formentlig vil gå lang tid endnu og hvis ikke jeg har åbnet mig en del mere klokken 20.00, vil hun give mig vedrop og lidt senere eventuelt tage fostervandet.
Men pludselig sker der noget. Veerne bliver meget hårde og hver ve varer i ca. 2 minutter og der er kun ca. 30-40 sekunder imellem. Det går SÅ ondt – jeg tror jeg skal dø. Jeg går nærmest i koma under hver ve, i en slags trance. Klokken 18.40 kan jeg slet ikke holde smerterne ud længere og græder nu efter en epiduralblokade. Jordemoderen sig ok og vil tilkalde en narkoselæge. Lidt efter kommer en ny jordemoder ind, der forsøger at tale mig fra blokaden. ”Jeg vil have den” – insisterer jeg bestemt. Lillian (jordemoderens navn) lægger et saltvandsdrop ind i min hånd. Hun går ud på gangen for at se efter narkoselægen.
Men pludselig lyder der et smæld og fostervandet går i et brag. Klokken er nu 19.00. Det var en meget underlig fornemmelse. Jeg kunne mærke en varm væske der bare løb og løb ud af mig. Jeg skriger til Morten at han må hente hende. Han løber ud efter hende og hun kommer fluks ind og konstaterer at fostervandet er fint klart. Nu vil hun skynde efter narkoselægen, men idet hun går får jeg de ondeste presseveer. Jeg kan mærke babys hoved bogstavligt glide ud af mig. Lillian fortæller, at nu føder jeg om lidt, så jeg kan desværre ikke nå at få epiduralblokaden. Men ”jeg vil” skriger jeg, men bare må presse og presse. Lillian, samt en sygeplejerske får mig tiltet ned i fødelejret og om på ryggen og får bakset mine underbukser af, mens jeg presser som en gal – jeg kan slet ikke holde igen –baby havde tydeligt travlt med at komme til verden. Efter et par pres er hovededet ude og efter endnu et par pres fødes min lille baby klokken 19.08. Op på min mave får jeg den fineste lille dreng. Jordemoderen tager ham tilbage og suger ham endnu engang i mund g svælg og han får det bedre. Han er så fin og helt perfekt. Jeg er enormt overvældet af følelser – kan slet ikke fatte hvad jeg lige har præsteret på rekord tid. Den sidste time gjorde SÅ ondt, men jeg havde også åbnet mig 6 cm på under en time. En typisk tredjegangsfødsel som jordemoderen sagde – helt anderledes end de tidligere fødsler. En meget smertefuld, men nem og hurtig fødsel.
.
Efter jeg har født moderkagen, ligger vi og over i en mere behagelig seng. Baby sutter på mit bryst med det samme – en rigtig ivrig lille sutter. Hvor ville jeg ønske, at denne stund kunne vare for evigt. Der findes intet smukkere end at opleve sit lille barn for første gang.
Efter et par timer på fødestuen, blev vi overflyttet til barselsgangen hvor vi kun blev et døgn.
Søskende på babylisten:
Linus har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 23/12-2003
> Slet profil <