Mor-/barn-profil for Grete og Signe
+x(200)) Signe kravler slet |
Mor: Grete, 51 år ( |
+x(200)) Sommer 2006 slet |
16/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Signes fødsel.
Jeg havde termin den 16. januar.
Tirsdag den 17. vågnede jeg om morgenen med ret ondt i lænden og jeg tænkte at jeg nok havde ligget forkert. Det viste sig senere at det var fødslen der så småt var gået igang.
Om formiddagen havde vi besøg af Naja til en kop the, jeg fik mere og mere ondt i lænden og vi snakkede om at det kunne være jeg havde født næste morgen. Men jeg var dog stadig ikke sikker på at det var veer. Det føltes lidt som menstruationssmerter.
Ud på eftermidagen begyndte smerterne at komme i interval og efterhånden var vi nok ved at være klar over, at der var tale om veer.
Vi spiste aftensmad og bagefter ringede vi til fødeafdelingen for at fortælle dem, at det var gået igang. Jeg kom til at tale med en norsk dame og hun sagde at vi gerne måtte komme derned, men vi kunne også saktens vente lidt længere. Jeg ville helst vente så længe som muligt, da jeg tænkte at det var rarest at være hjemme. Ved 21-tiden var der ca. 3-5 minutter mellem veerne og vi blev enige om, at nu var det vist tid til at komme afsted.
Det var ikke særlig sjovt at have veer på den lange køretur til Svendborg, men jeg støttede mig godt til håndtaget øverst i bildøren hver gang, så gik det lige.
Thore havde lagt et håndklæde på sædet, hvis nu vandet skulle gå – det gjorde det dog ikke.
Ca. Kl. 22 var vi på fødeafdelingen og vi blev taget godt imod af jordemoder Susanne. Hun undersøgte mig og konstaterede at jeg var 2 cm. åben.
Så talte vi lidt om smertelindring og blev enige om at prøve akkupuntur og varme omslag. Jeg fik 2 nåle i fødder, 2 i hænder samt en i hovedbunden. Nogle af nålene gjorde lidt ondt at få lagt og et par stykker blev også fjernet igen senere, da jeg synes de generede lidt. Akkupunturen hjalp ikke på ve-smerterne, men jeg tror det fik mig til at slappe bedre af imellem veerne og jeg holdt også op med at ryste, som jeg ellers havde gjort lige da vi kom.
Jeg fik varme omslag på lænden og foran. Det var dejligt og hjalp en smule på smerterne.
Jeg fik tilbudt et lavement, men da jeg havde været en del på toilettet derhjemme, blev vi enige om, at det ikke var nødvendigt.
Vi havde taget 3 cd’er med med afslapningsmusik som Thore satte på. Han sørgede også for at jeg fik vand at drikke, da jeg blev meget tør i halsen af at stønne over veerne.
Jeg synes det med vejrtrækningen under veerne kom meget naturligt. Det var i hvert fald ikke særlig svært for mig, at trække vejret dybt ind og puste godt ud igen.
Ved midnatstid var der vagtskifte og vi sagde farvel til Susanne.
Lidt senere kom der så en anden jordemoder. Hun lavede nye varme omslag og ved 2-tiden undersøgte hun mig indvendig. Nu var jeg allerede 8 cm åben så det ville ikke vare mange timer før jeg skulle føde, sagde hun. Hun havde nogle problemer med ryggen, så hun kune ikke assistere ved selve fødslen. Derfor var hun nødt til at kalde en ekstra jordemoder ind – det var Susanne som vi havde været sammen med tidligere. Jordemoderstuderende Cecilie sluttede sig også til os og var herefter den primære fødsleshjælper, selvfølgelig med hjælp fra den erfarne Susanne.
Jeg ville godt prøve at komme i badekar og det blev fyldt. Det var ret godt at være i vandet. Thore øsede vand på min overkrop så jeg ikke blev kold. Han og Cecilie sad ved siden af karret og der var en behagelig og rolig stemning. Jeg var ikke bange selv om veerne begyndte at blive mere smertefulde. Jeg fik sådan et langt ”rør” jeg kunne have under nakken og armene så jeg kunne hvile mig i pauserne. Når der så kom en ve havde jeg det bedst med at læne mig forover på knæ og støtte mig til badekarrets kant. Jeg var i vandet lidt over en time.
Jeg havde besluttet mig for, at jeg gerne ville have en pudendus-blokade, så jeg skulle op af vandet for at få den. Jeg skulle også undersøges indvendig igen og der skulle lyttes til barnets hjertelyd. Først skulle jeg dog på toilettet og Thore gik med mig derud. Her sad jeg så og havde nogle veer imens jeg holdt godt fast i Thores arme. Der begyndte også at komme noget blod og slim ud, men vandet var endnu ikke gået. Veerne var ved at være ret slemme nu og jeg begyndte også at få pressetrang.
Jeg kom ind på briksen igen, blev undersøgt og der blev prikket hul på fostervandet. Inden pudendusblokaden kunne gives skulle de være helt sikre på, at jeg havde fat i den rigtige presseteknik. Jeg fik en sækkestol op på briksen som jeg kunne lægge mig henover.
Når jeg tænker tilbage var dette det værste tidpunkt i hele forløbet. Veerne gjorde rigtig ondt og det var svært at finde en behagelig stilling at være i. Det var også lige på grænsen til at gå over til presseveer, og jeg skulle finde ud af, hvad det nu var for en ny fornemmelse i kroppen. Jeg pressede med et par gange og jeg sagde til Susanne at NU måtte hun gerne lægge den blokade. Det gjorde hun så, men jeg synes ikke rigtigt, jeg kunne mærke nogen effekt af den.
Nå, men jeg pressede og pressede og hovedet begyndte at vise sig. Thore har efterfølgende fortalt, at han synes det så utrolig mærkeligt ud med sådan en kegleformet grå ting imellem mine ben og han fandt først rigtigt ud af hvad det var, da han fik øje på nogle øre der sad på ”tingen”!
Det var Cecilie der styrede og vejledte mig, hvilket hun gjorde utrolig godt. Jeg havde 100 % tillid til hende selv om hun var ret ung, nok ca. 25 år tror jeg. Men hun var super god!
Jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg pressede, men det føltes ikke som frygtelig lang tid. Kl. 05.34 var det overstået og jeg fik et lille slimet barn op til mig. Jeg spurgte om det var en dreng, for jeg synes der var noget mellem benene, men det var jo en pige og dermed blev den fornemmelse jeg havde haft under hele graviditeten bekræftet.
Inden fødslen havde jeg været overbevist om, at jeg ville græde når det var overstået og jeg fik mit barn i armene, men det gjorde jeg mærkelig nok ikke. Det var derimod Thore der måtte knibe en lille tåre.
Kort tid efter fødte jeg moderkagen som Cecilie viste os og Thore fik lov til at klippe navlestrengen over.
Jeg kunne dog endnu ike samle benene for jeg skulle syes lidt. Det gjorde ondt! Endda selv om Susanne lagde en lokalbedøvelse. Det var somom det ikke rigtigt virkede, men hun blev da endelig færdig dernede efter hvad der føltes som 10-15 sting – ”man tæller dem ikke” sagde hun!
Så kom jeg over i sengen med vores datter, der lå og suttede lidt på mit bryst. Hun var en meget fin baby, næsten ikke spor rynket eller mærkelig-farvet at se på, og hun scorede også top-point i apgar testen. Vi fik morgenmad serveret på en bakke med flag og det hele og ved 8-tiden begyndte vi at ringe rundt for at fortælle om den gode nyhed. Så blev vi kørt over på barselsgangen, hvor den meget trætte Thore desværre ikke kunne få en seng, da der var godt fyldt op. Vi blev derfor enige om, at han hellere måtte tage hjem og få sovet lidt. Jeg kunne overhovedet ikke sove oven på den kæmpe store oplevelse.
Alt i alt var det en god fødsel. Jeg havde frygtet at jeg ville blive bange når jeg fik smertefulde veer, men det var jeg ikke på noget tidspunkt. Det var somom min krop bare gjorde hvad den skulle, og så skulle jeg bare hænge på hvilket ikke faldt mig ikke så svært. Det betød også rigtig meget at jeg var tryg ved fødselshjælperne, og at Thore var ved min side hele tiden. Det kunne jeg godt gøre igen om et par år!
Søskende på babylisten:
Signe har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 17/10-2006
> Slet profil <