Mor-/barn-profil for Sarah F.P. og Ronja
 |
Mor: Sarah F.P., 48 år ( |
|
25/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Jeg startede med at få småveer natten til d. 27 december 2002. Det var veer, der var så slemme, at jeg ikke kunne sove – men samtidig ikke slemme nok til at tage på fødegangen. Jeg husker, at jeg om natten sad inde i stuen. Det var underligt fugtigt-koldt og jeg kunne ikke holde ud at sidde oppe ret længe, fordi jeg var så stor. Jeg kan også huske, at nogen fyre skændtes udenfor på gaden. De var fulde, og kunne ikke blive enige om, om de skulle gå ned og tæve nogen andre nogen nede i byen, der havde tævet den enes lillebror.
Fredag d. 27 december tog mig og Nick i byen for at bytte julegaver. Dels vidste vi, at det nok var sidste udkald for at nå at gøre det, dels kunne det måske sætte fødslen i gang. Jeg kan huske, at vi var i H & M og at jeg havde en ve dernede og måtte støtte mig til at tøjstativ. Da vi gik hjemad kan jeg huske, at vi mødte Gitte og Majkens Jens og jeg fortalte at jeg havde veer. Veerne tog til da vi kom hjem. Hen ad aften kom de faktisk med 3 minutters mellemrum, men var ikke kraftige nok til at jeg ville tage af sted. På et tidspunkt gik de i sig selv igen og vi bestemte os for at gå i seng. Hen ad natten tog veerne så til igen. Jeg fik ikke sovet ret meget og det blev derfor andet døgn, hvor jeg ikke fik særlig meget søvn.
Lørdag d. 28 december indså jeg, at jeg ikke ville kunne klare sådan en nat mere og stadig være i stand til at føde, når den tid endelig kom. Så jeg ringede op på fødegangen og forklarede dem situationen. Jeg snakkede med en lidt ældre jordemoder, der foreslog mig at gå en tur, hygge mig med min mand og tage et varmt karbad. Jeg blev lidt irriteret, for et eller andet sted, syntes jeg at vi havde gjort en del og jeg var træt. Men jeg lovede hende at gøre det og så ringe tilbage ved frokosttid. Vi hyggede os og gik en tur ned til Slotssøen, spiste lidt mad og så var det blevet frokosttid og jeg havde stadig kun småveer. Jeg ringede til jordemoderen igen. Hun spurgte mig om jeg havde taget et varmt karbad. Det havde jeg jo ikke, men sagde bare, at jeg havde. ”Så tag et bad til” sagde hun ”og hvil dig – er der så ikke sket noget indenfor et par timer, så ringer du igen” Jeg tænkte, nå hva’ fa’en, man må jo hellere gøre, hvad hun siger. Jeg tog et dejligt varmt karbad, tog tøj på og skulle lige til at lægge mig på sofaen.
- så gik vandet, klokken var 13.20.
Jeg kaldte på Nick og han panikkede lidt. Jeg kan huske at han tørrede op på sofaen. Jeg ringede op på fødegangen og fortalte, at vandet var gået. De bad mig om at komme. Nick var forvirret og ville pludselig barbere sig – vores barn skulle jo nødig komme til verden til en ubarberet far (-:
I det samme ringede min mor for at høre hvordan det gik. Jeg fortalte at vandet var gået. Hun var nede i byen og tilbød at køre os på fødegangen – vi skulle jo nok køres hjem igen, da veerne stadig ikke var særlig kraftige. Jeg kan huske, at jeg gik rundt med et håndklæde mellem benene og at min mor også panikkede lidt og mente, at vi skulle skynde os, da hun ikke syntes at der var særlig langt mellem veerne. Turen derop kan jeg ikke huske, men jeg husker, at hun satte mig og Nick af og så kørte ned for at parkere og at vi ventede på hende. Vi kom op på fødegangen og de følte på mig. Jordemoderen, der var en ung en, kunne mærke at der stadig stod en hinde med vand foran barnets hoved og derfor mente hun at det måtte være badevand der var løbet ud af mig – at jeg altså bare troede at vandet var gået. Jeg var ikke i tvivl. Så meget badevand kan der ikke ligge i en skede. Jeg kan huske, at hun pillede et eller andet ud af mig. Noget der var så stort at hun kunne have det i hånden. Hun sagde ikke noget. Gik lidt væk og studerede det og kastede det så i skraldespanden. ”Hvad var det?” spurgte jeg. Hun svarede mumlende og afvisende. Et kort sekund tænkte jeg, at det var en abort – altså en mærkelig tanke, for jeg vidste jo, at der var et barn derinde… Jeg spurgte hende om det var slimproppen, men hun mumlede bare igen. Bagefter spurgte jeg Nick hvad det var og hvordan det havde set ud, men han havde ikke rigtig kunnet se det. På en eller anden måde gjorde det mig bange – og set nu, bagefter, var det som et lille ondt forvarsel om det jeg snart skulle stå igennem.
De kørte en strimmel på mig og konstaterede, som jeg jo også godt selv vidste, at veerne ikke var særlig kraftige. Så sendte de mig ud at gå en times tid. Min mor kørte ud og ordnede et eller andet og mig og Nick begyndte at gå rundt på sygehuset. Jeg kan huske, at vi mødte et par fra fødselsforberedelse på barselsgangen, der havde født på vores terminsdato – d. 24 december. De havde fået en fin lille pige og alting virkede så roligt og idyllisk inde hos dem. Jeg følte, at det burde have været os og misundte hende at hun lå der med sit barn i armene, mens jeg dødtræt skulle vandre en time rundt for at bevise at vandet virkelig var gået.
Jeg kan huske, at vi gik op ad trapperne, helt øverst op og ind et mærkeligt sted med kontorer. Her tissede jeg – der var ikke kommet vand i den ble jeg havde fået på. Vi gik helt ned ad trapperne og udenfor. Det var iskoldt og meget fugtigt i vejret og jeg havde ikke nok tøj på. Jeg var stor og tung og træt og havde veer. Jeg lænede mig op ad Nick og tudbrølede. Da vi kom tilbage efter en time blev vi sendt ind i et venteværelse, hvor min mor sad. Mens vi stod der, væltede det pludselig ud med mere vand. Imellem tiden havde der været vagtskifte og da en anden jordemoder undersøgte mig, konstaterede hun, at vandet måtte være gået, bare højere oppe, så hun prikkede hul på hinden foran barnets hoved, så resten af vandet kom ud. Derefter tog vi hjem for at vente på at veerne skulle tage til.
Jeg kan ikke huske hjemturen, men jeg kan huske, at Nick lavede mad – vores karryret og at min søster kom deres bil som vi måtte låne. Jeg lå på sofaen og havde veer, men var ved godt mod. Jeg grinede da jeg fortalte min søster om besøget på fødegangen ”Ja, pludselig kom der også en lille badeand ud af mig ik’?” Jeg kan huske at hun grinede.
Jeg kan ikke huske at veerne tog til. Jeg kan bare huske at jeg ringede op på fødegangen ved 21.30 tiden og sagde at nu kom vi. Jeg var begyndt at føle at jeg ikke kunne kontrollere smerten og var bange for ikke at kunne klare turen derop. Jeg kan ikke huske noget før vi sad i bilen og Nick spændte sikkerhedsselen om mig. I det samme fik jeg en slem ve og skreg op. I det samme kom Tatoo-Frank forbi med sin hund og kiggede forskrækket ind i bilen.
Vi parkerede i parkeringskælderen på den anden side af vejen i forhold til sygehuset. Det var mørkt og koldt og der virkede så ensomt. Jeg glædede mig til vi var inde i varmen. Inde i trygheden.
Lige uden foran hovedindgangen fik jeg en slem ve og støttede mig op ad en skraldespand. Jeg kunne lugte røg og høre en der hostede oppe på en af altanerne. Da veen var ovre prøvede jeg at se derop, men jeg havde ikke kontaktlinser på og kunne ikke få øje på nogen. Vi kom indenfor og der var lukket og tomt og stille inde i hovedindgangen. Turen op kan jeg ikke huske, men jeg husker at jeg fik en ve på barselsgangen og havde svært ved at lade være med at råbe op.
Da vi kom op blev vi vist ind i venteværelset. Det syntes jeg var lidt underligt, for vi havde fået at vide til fødselsforberedelse, at vi ville få et ”lokale” med det samme, med mindre alt var fyldt og det var det aldrig havde jordemoderen sagt. Lige udenfor venteværelset kom en totalt afrakket gut hen til mig og sagde at han havde set mig udenfor, at jeg godt nok havde haft en ve ha, ha. Jeg tror bare at jeg gloede på ham. Det var ham der havde stået på altanen og røget. Det viste sig, at han var mand til en ligeså afrakket tøs, der sad i venteværelset med sine to små børn. Hun var veninde til en der lå og fødte. I venteværelset var også hende der fødte’s far og hendes bror. Faderen sad og snakkede om hvor meget øl han kunne drikke og broderen lignede en rockersupporter. Der kørte Cartoon Network for fulde gardiner på fjernsynet. Det var mildest talt stressende på et tidspunkt, hvor man havde veer og brug for lidt ro. Stolene og sofaen var taget, men jeg havde også mest lyst til at stå op. Jeg havde veer, men havde det dårligt med at stå og vise smerte, når der var små børn tilstede – den ældste var nok 3 – 3 ½ år og ville måske blive bange. Et barn på den alder burde vel egentlig også ligge i sin seng klokken lidt over 22.00 tænkte jeg. Jeg ved ikke hvor længe vi var i venteværelset, men det føltes længe. Jeg kan huske, at Nick fyldte vand i min vanddunk og at han sagde: ”Jeg synes faktisk at det er lidt for dårligt dette her!”. – Og ja, det syntes jeg også… Det føltes slet ikke virkeligt. Det var slet ikke sådan jeg havde forestillet mig det. Og igen, set med bagudskuende øjne, var det endnu et af de små væmmelige forvarsler om, at dette her ville blive helt, helt anderledes end jeg troede.
Til sidst blev vi hentet af en jordemoder. Hun mumlede godt nok et eller andet om, at der ikke plejede at være så mange i venteværelset, men jeg syntes stadig det var forkert at vi kom derind. Det var som ikke at blive taget alvorligt, som om de mente, at jeg ikke var patient, men blot en besøgende, der skulle hjem igen.
Vi kom ind i ”det lyserøde rum”. I rummet var et ur, der gav en eller anden lyd fra sig enten når det gik eller når der var gået et vist stykke tid. Jeg husker det ur meget tydeligt. Måske fordi det hele tiden mindede mig om, hvor kort tid der var gået, selvom det føltes som om der var gået flere timer.Her lagde vi vores ting og jeg fik lavement, hvilket slet ikke var slemt, som jeg havde troet. Bagefter kom jeg i bad. Jeg kan huske, at det var helt fantastisk og tog toppen af veerne, selvom de tog til.
På dette tidspunkt begynder alting at blive meget udhvisket, nok pga. smerterne. Jeg kan huske enkelte glimt, hvor jeg holder Nick i hænderne og får slemme veer, mens jeg siger ”Jeg kan godt klare det, sig til mig at jeg godt kan klare det” og han siger, at jeg godt kan klare det. Jeg kan også huske, at jeg fik nogle kiks og noget saftevand. Jeg kan stadig fornemme vandet og føle det der plastic der lå i baljen. Luftboblerne under plasticket som man kunne trykke op. Jeg kan huske lyset, varmen og at Nick sad på en lille flad skammel. Jeg kan huske at jeg så ham ind i øjnene og følte hvor gode vi var sammen. Hvor meget det støttede mig, bare det, at han var der. Jeg kan huske, at krafterne arbejdede i min krop, at jeg vidste det ville blive værre, men at jeg følte mig tryg ved situationen, selvom det var svært at klare smerten. Jeg følte, at jeg var godt på vej, selvom det var hårdt.
Ved 24.00-tiden var der vagtskifte og en ny jordemoder kom til. Jeg fik ikke fat i det der, men hun hed Suzanne og var ung. På et eller andet tidspunkt fortalte jeg hende, at jeg følte trang til at presse. Jeg kunne se på hende, at det ikke var helt godt og hun følte på mig og sagde, at det var alt for tidligt, jeg havde ikke åbnet mig ret meget. Det var som et slag i hovedet. Jeg troede mig godt på vej og først der gik det op for mig, at noget kunne gå galt. Hun ville gerne have mig op af karet, så det kom jeg. Jeg kan huske, at jeg fik en hospitalstrøje på og at den lugtede grimt af sygehus. Alting står meget uklart, men jeg kan huske, at jeg skulle op og ligge på alle fire, selvom jeg hellere ville stå, fordi hun mente, at barnet lå som stjernekigger, i og med at jeg allerede følte trang til at presse.
På dette tidspunkt begynder alt at flyde sammen for alvor. Jeg husker kun smagen af lattergas, mit hoved i en sækkepude, Nick der hele tiden var ved mig og jordemoderen der sagde, at jeg ikke måtte presse. Det var forfærdeligt. Egentlig var det ikke smerten der var slem, men det, at jeg hele tiden skulle holde igen under smerten. Det føltes som at skulle skide en million gange, uden at måtte. Det var frygteligt. På et tidspunkt husker jeg at det var helt uudholdeligt og da jeg slet ikke følte at jeg kunne klare det mere og jeg kunne høre panik i jordemoderens stemme, panikkede jeg selv. Jeg følte pludselig, at ingen kunne redde mig ud af denne situation – ikke engang mig selv, for jeg kom til at presse, selvom jeg ikke måtte. Jeg prøvede at spænde og vride min krop for ikke at komme til at presse, jeg var bange. Et kort øjeblik var jeg sindssygt, sindssygt bange, selvom jeg slet ikke havde overskud til at tænke over, hvad jeg var bange for.
Der er perioder jeg ikke husker og derfor var der pludselig mange folk på stuen. En ung kvindelig læge var inde og tage blodprøver fra Ronja’s hoved for at se om hun manglede ilt. Alle så så alvorlige ud. Det var ekstra slemt når de skulle tage prøver. Jeg skulle om på ryggen og op med benene og når de rørte mig satte det flere veer i gang. Det var som en endeløs række af veer uden pauser og jeg følte at jeg slet ikke kunne klare det. Pludselig tilbød de mig en epiduralblokade. ”Du har meget slemme veer, men de rykker ikke rigtig noget” sagde jordemoderen ”jeg kan ikke love dig, at du ikke kommer til at ligge med de veer i timevis”. Jeg sagde, at Nick vidste, hvad jeg ville og ikke ville, men da han tøvede overfor epiduralen råbte jeg mdt under en ve, at jeg ville have det hele. De bestilte en epidural. Jeg kan huske at den unge kvindelige læge prøvede at få mig til at overveje det igen, mens jordemoderen holdt på, at jeg skulle have den. Men beslutningen var taget, jeg kunne ikke klare det mere. Pludselig var det som om at noget skete i min krop, noget der lettede pressetrangen en smule. Jordemoderen opdagede det og jeg sagde det også: ”nu sker der et eller andet”. (På det tidspunkt må jeg have fået vestimulerende drop, men det kan jeg kun svagt huske – jeg husker kun at det overhovedet ikke rørte mig at se nålen blive stukket i og at de var bange for at jeg ville trække hånden til mig, mens de stak, hvis jeg fik en ve, men at jeg ikke gjorde det – og så husker jeg også, at droppet hele tiden kom i vejen og at jeg fik flået i det, når jeg havde en ve). Jordemoderen følte på mig og råbte så ”I kan godt afbestille den epidural, det når vi slet ikke! Jeg havde åbnet mig 6 centimeter i den sidste time. Jeg fik lov at presse et par gange og skulle så holde mig igen. Jeg følte, at jeg fik lidt af modet tilbage. Så er der igen en periode jeg ikke husker. Jeg husker først igen, at der var omkring 8-10 mennesker på stuen og at de tog flere prøver. Jeg fik kun ren ilt nu og alle blev ved med at sige, at mit barn manglede ilt. Nick pressede masken ned i mit ansigt, nogen gange sad den helt forkert og jeg måtte rette på den. Jeg kunne mærke at han var bange. Jeg sugede alt hvad jeg kunne for at hjælpe mit barn. Jeg kan huske, at den unge læge lagde en blød sugekop og at det gjorde sindssygt ondt og satte en perlerække af veer i gang. Jeg kunne høre, at de ikke kunne trække hende ud. De ville prøve med en hård kop, men den var der en anden, ældre mandlig læge der skulle lægge. Mens de gjorde parat til det fik jeg en masse presseveer og jeg måtte gerne presse med, så jeg pressede som en vanvittig og sugede af ilten for de blev ved med at sige det der: ”dit barn mangler ilt”. Jeg kan huske, at de holdt mine ben ud til siden for at gøre det lettere. Den ældre læge sagde pludselig, at han kunne se en masse hår og jeg blev glad, for det betød, at de kunne se barnet. Jeg kan huske at jordemoderen på et tidspunkt råbte: ”det barn skal ud NU!” og jeg kan også huske at de hviskede og tiskede og at jeg alligevel godt kunne høre hvad de sagde også fordi jeg godt forstod alle fagtermerne. Jeg vidste godt, at den var gal. Jeg vidste godt, at de var bange, jeg vidste godt, at jeg kun fik ren ilt og ikke noget lattergas mere, men på en eller anden måde troede jeg på det lige der, måske fordi jeg måtte presse, gøre noget. Ja det barn skulle bare ud. De lagde den hårde kop, hvilket slet ikke kunne mærkes, nok fordi barnet var så langt ude nu. Der kom nogle intense minutter eller sekunder eller hvad ved jeg, hvor lægen sagde hvornår jeg måtte presse og hvornår jeg ikke måtte og uden at jeg egetnlig opdagede det, havde jeg pludselig født – klokken var 03.15. Maven sank sammen og der bredte sig en lettet stemning omkring mig. Jeg kiggede ned og så jordemoderen stå med et lille barn mellem hænderne. Barnet var mørkerødt og havde en tyk slange viklet mange gange tæt omkring halsen. Det så ud som om hun ikke kunne holde det, som om hun ville tabe det og lægen hjalp hende med at få navlesnoren viklet af. Jeg flåede min trøje op, for naivt troede jeg, at jeg ville få mit barn op til mig. Men de tog det over på det lille bord. De stod 4-5 stykker derovre. En eller anden spurgte: ”Hvad blev det egentlig” De kiggede og sagde: ”en lille pige”. Pludselig råbte jordemoderen: ”der står et kar, der står et kar” Jeg blødte vildt og jeg kunne se, at jordemoderen var bange ”Kan vi få en læge herned, der står et kar” råbte hun. Jeg vidste godt hvad hun mente – der stod et kar og pumpede blod ud. Men hun sagde det sikkert sådan for at jeg ikke skulle blive bange. Jeg var ikke bange, jeg var underligt lettet over at barnet var ude, jeg var ligeglad om jeg døde. Jeg var i et underligt tomrum. Mit barn var væk. Jeg havde været gennem helvede uden at få noget igen. Pludselig så jeg at Nick blev helt bleg. ”Har du det godt?” spurgte jeg ”Ja, Ja” sagde han, men jeg var ikke overbevist. Jeg sagde til dem at han skulle ned at sidde. Nick protesterede, men de kunne godt se, at han var ved at gå omkuld, så han kom over på min højre side og ned at sidde.
Den ældre læge kom til og de fik vist stoppet blødningen – jeg fik også noget for det i droppet tror jeg. Jeg spurgte om barnet overhovedet levede, for det havde ikke sagt en lyd og der stod stadig en masse og masede med det oppe på bordet. Den ældre læge, som jeg for øvrigt rigtig godt kunne lide, kom ned til mig og tog min hånd. ”Ja, du kan tro det lever” sagde han og smilede ”hun har lige bidt overlægen – og det er et godt tegn”. Han forklarede mig, at hun havde haft navlesnoren om halsen og at det derfor havde været svært at trække hende ud med koppen – at det arbejde vi havde gjort sammen hele tiden blev ødelagt, fordi hun nærmest blev trukket ind igen af navlesnoren. Jeg kan huske, at hun sagde en lille lyd derovre på bordet og at hendes ene fod stak ud, så jeg kunne se den ”se den lille fod der” sagde lægen og smilede. Han gav mig håbet tilbage, samtidig med at jeg indså, at jeg ikke ville få hende over til mig, så jeg knappede trøjen, da jeg var begyndt at fryse vildt. Der kom en dame, der vist nok talte svensk eller norsk. De forklarede, at hun var fra neonatalafdelingen. Hun havde en kuvøse med og hun ville tage mit barn op på afdelingen. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte egentlig. Måske tænkte jeg ikke rigtig noget. Jeg følte slet ikke, at det var mit barn. Jeg foreslog Nick, at han gik med derop. De lod mig røre hendes skulder gennem kuvøsen inden de gik. Jeg lod som om jeg gerne ville røre hende, lod som om, at det betød noget for mig. Men det betød ikke noget. Jeg var ligeglad.
Alle gik og kun de to jordemødre og en social og sundhedsassistent blev tilbage. De gav mig lov til at ligge og suge i lattergassen. Jeg snakkede som en sindssyg. Om alt muligt andet end fødslen og barnet. Dels var det måske lattergassen der gjorde mig mærkelig, dels var jeg måske i en form for chok. De syede mig. Jeg kan huske at de sagde, at jeg ikke var revnet ret meget, men at det var lidt besværligt at sy og det tog da også et par timer. Det eneste jeg rigtig husker var, at de havde det hyggeligt sammen de to, at de virkede lettede, at den ældre fortalte den yngre at det var godt ikke at oversuturere og at jeg syntes at det var synd for dem, at de ikke bare skulle hjem ovenpå sådan en omgang – de havde først fri klokken 08.00 og klokken var vel kun omkring 04.00 – 04.30.
Bagefter skulle jeg prøve at tisse. Det kunne jeg ikke. Så kom jeg op i en ren seng og fik noget mad ind til mig. Sammen med maden stod et lille flag. Jeg kan huske at jeg blev ked af det da jeg så flaget og havde lyst til at give det et knips. Der var ikke noget at fejre for mig. Mit barn var dødt. Jeg kan huske, at jeg kastede mig over maden. Åd champignonflødeost med fingrene uden noget brød eller noget. På et tidspunkt kom jordemoderen ind og satte et kateter på mig og tømte min blære. Hun sagde noget om, at det var klart, for jeg havde fået en masse saltvand i droppet eller sådan noget, pga. blodtabet. Hun sagde, at der snart ville komme en portør og køre mig op til min datter. Hvilken datter? Tænkte jeg. Nåh jo, jeg havde vist fået en datter…
Jeg lå meget længe og ventede – fik noget mere mad. Så kom Nick pludselig. Han var på en gang ked af det og ved godt mod. Fortalte mig at vores barn lå i kuvøse og var så fin. At hun levede og havde det godt under omstændighederne. Vi ventede på en portør, men der kom ikke nogen. Nick var utålmodig, savnede vores barn. Jeg var ligeglad. Lad hende da bare ligge, tænkte jeg, vi kan jo alligevel ikke gøre noget – ikke røre hende eller noget. Jeg følte ikke noget for hende. Jeg havde ikke fået noget barn. Mit barn var dødt.
Til sidst gik Nick ud for at sige, at han selv ville køre mig derop – noget jeg aldrig havde troet at han kunne finde på. Den mand er jo så autoritetstro, men her oversteg hans kærlighed til hans barn altså hans pæne manerer. Jeg kan huske at jeg var forundret over den omsorg, kærlighed og tilknytning han følte. Noget jeg slet ikke følte på det tidspunkt. For som sagt, mit barn var dødt. Det barn der lå deroppe, var bare et, de havde givet os i erstatning. Og ikke det vi havde ventet på i 9 måneder. Ikke det der havde ligget og bokset inde i mig. Mit barn var dødt og jeg havde svært ved at skulle forholde mig til at elske et andet. Derfor undrede det mig, at han allerede elskede hende så højt at han trodsede autoriteterne. Han måtte ikke selv køre med mig, men da der var gået et stykke tid, kom jordemoderen og sammen kørte hende og Nick mig så op på Neonatalafdelingen. Jeg kan huske at turen derop var mærkelig. Op i elevatoren og da vi kom derop, var der helt mørkt. Der hang stjerner ned fra loftet og det var så underligt uhyggeligt da de kørte os ind til alle kuvøserne, der stod der i mørket og lyste blåt.
Jeg blev kørt hen til vores kuvøse og der lå ganske rigtigt vores lille erstatning. Nick åbnede straks, så jeg kunne få hånden ind. Jeg rørte lidt ved hende, men var egentlig ligeglad. Det er jo ligegyldigt, tænkte jeg. Jeg kunne kun rigtig se hendes ryg og der havde hun en sort plet. Jeg troede det var en skønhedsplet, men Nick sagde at det var lort – nok min. Ellers kan jeg ikke rigtig huske andet, end at Nick sagde, at jeg skulle passe på hende når han gik ”Hvordan?” spurgte jeg, igen forundret over hans omsorg. ”Ja altså, stikke hånden ind og nusse hende og holde øje med at den der ikke ryger ud og sådan” sagde han. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til. Jeg var ligeglad. Derefter tog Nick hjem for at få noget søvn. Klokken var vist nok omkring 06.00 – 06.30.
Jeg faldt i søvn. De ville vente med at køre mig ind på en stue til senere, for ikke at vække dem der lå derinde. Ved 08.00-tiden vågnede jeg ved at min datter græd. En sygeplejerske kom og forsøgte at trøste hende med en sut inde i kuvøsen. Jeg var varm af at ligge mellem kuvøserne og jeg skulle tisse, så jeg kravlede ud af sengen og gik på toilettet (hvor jeg havde været en gang tidligere inden jeg skulle sove, det husker jeg bare ikke. Men jeg vidste derfor hvor toilettet lå) Ude på toilettet lugtede der af blod. Det er det eneste jeg husker tydeligt. Der stank simpelthen af blod. Jeg kunne godt mærke jeg blev dårlig, men jeg rejste mig alligevel og gik ned ad gangen. Pludselig begyndte det hele at sejle for mine øjne. Jeg greb efter væggen og støttede mig til den, mens jeg råbte på en sygeplejerske. Der kom to løbende og jeg kan huske at de spurgte om jeg var ved at få det dårligt. Det fik jeg vist slet ikke svaret på, jeg kan kun huske, at det hele blev så underligt gråt. Måske satte de mig på en kontorstol og kørte mig ind til sengen, måske bar de mig, jeg ved det ikke rigtig – de løftede mig i hvert tilfælde op i sengen og gav mig vand og en kold klud på panden. Herefter blev jeg kørt ind på en stue. Der var dejligt køligt.
Jeg blev vækket på et tidspunkt ved at der var nogen inde og tage en blodprøve på mig, fordi jeg var besvimet. Men jeg ved ikke rigtig hvad tid det var. Det var i hvert tilfælde blevet lyst. Jeg tror måske klokken var 09.00. Herefter sov jeg lidt igen og vågnede ved 11.00-tiden ved at jeg skulle tisse. Jeg måtte ikke selv stå ud af sengen, så jeg ringede efter en sygeplejerske. Jeg kom ud at tisse. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt lå og græd i sengen – lavt for ikke at min sidekammerat skulle opdage det. Jeg kan huske, at hun skiftede sit barn, snakkede med ham og gjorde klar til at tage hjem. Jeg tænkte på, om jeg nogensinde skulle opleve det hun gjorde. Det gik op for mig, at jeg jo havde et barn her et sted. Et barn der var mit, ligesom det var hendes barn hun sad og skiftede og snakkede med. Der kom en gynækolog (eller sagde hun mon psykolog) ind og snakkede med mig. Hun havde en praktikant med. Jeg græd lidt da hun sagde at det jo havde været en meget hård fødsel. For ja, for pokker hvor havde det været hårdt – og hvor var min mand og hvor var det lille barn jeg ”var blevet lovet”. Jeg følte mig vanvittigt ensom.
Kort efter kom sygeplejersken. Hun spurgte om jeg var klar til at komme ind til min datter. Jeg kom derind. Jeg føler at jeg blev kørt derind i en stol, men det kan ikke rigtig passe, så det gjorde jeg nok ikke. Sygeplejersken spurgte mig hvad hun skulle hedde og der gik det op for mig, at hun skulle have et navn. At jeg havde et levende barn. Et levende barn der skulle have et navn. ”Hun skal hedde Ronja” sagde jeg. Hun var kommet ud af kuvøsen, men havde stadig slanger overalt og drop i hånden (jeg kan ikke huske om hun stadig havde C-pap? på men det havde hun nok ikke). Jeg satte mig i en stol og fik hende i armene. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hun i hvert tilfælde så normal ud. Hun var ikke mongol eller sådan noget. Sygeplejersken opfordrede mig til at lægge Ronja til brystet, hvilket jeg gjorde. Hun sagde, at det ikke var sikkert hun ville die, sådan var det ovenpå en hård fødsel. Men Ronja åbnede munden, søgte efter brystet og spiste. Hun lå der, som en helt almindelig lille baby (næsten) og diede af mit bryst. Og jeg syntes det var synd at Nick ikke kunne se hende. Se hvor rask og sund og normal hun var. Se at hun spiste og trak vejret selv. Jeg blev glad. Jeg begyndte at føle, at jeg havde et barn. Stadig ikke det barn jeg havde haft i maven, men et barn. Følte, at jeg godt kunne elske hende, selvom hun var en erstatning.
Jeg kan ikke huske noget før Nick kom ved 14.00-tiden. Men jeg tror nok at lægen havde været og se på Ronja inden, for jeg mener, at jeg havde fået at vide, at hun var sund og rask og at hun ville blive frakoblet overvågningsudstyret dagen efter. Hun ville med andre ord blive så mobil, at jeg kunne få vuggen ind til min seng! Hun ville stadig have drop i hånden og have en åndedrætslytter på, men jeg ville kunne have hende hos mig. Nick kom ind til min seng og hans øjne var store og jeg havde aldrig før set den følelse der lå derinde. En sær blanding af sorg, medlidenhed, håb, kærlighed og omsorg. Og jeg smilede til ham. ”Nick, for pokker – hun er så dejlig” sagde jeg. ”Du skal se hende, hun er helt fin – ude af kuvøsen og hun trækker vejret selv… åhh Nick hun er så fin…” Og vi gik derind og så på hende. Jeg kan huske at hun sov og at Nick tog hendes lille-bitte hånd og holdt den. Det var et fantastisk øjeblik. Jeg følte, at jeg havde oplevet et mirakel. Vi var blevet forældre til en lille pige.
Bagefter kan jeg huske at vi sad inde ved min seng og snakkede om fødslen. Jeg tror jeg ringede til min mor, der var helt ude af den. Hende og min far ville op og se Ronja og de kom så om aftenen. Jeg ringede også til Tina og snakkede med hende. Senere på aftenen var vi inde og jeg ammede Ronja igen. Her tog Nick de første billeder, bl.a. det, hvor Ronja ligner en lille skælm. Suzanne, jordemoderen kom vist også forbi og gennemgik fødslen med os.
Dagen efter, d. 30/12 - 02 var der stuegang og jeg kan huske at jeg snakkede med lægen, der igen slog fast, at Ronja havde klaret den voldsomme fødsel uden men. Han frakoblede hende overvågningsudstyret og jeg kunne køre med hende. Jeg smilede til alle på gangen og de smilede til mig. Alle vidste, at når man begyndte at køre med vuggerne, så var der lys forude. Det var fantastisk at have hende hos mig. Jeg tog hende op på mit nøgne bryst og sådan lå vi, for første gang, hud mod hud og bare var til. Genskabte det øjeblik vi begge var blevet snydt for. Hun var varm og lille og smuk og dejlig. Og hun var min. Min lille pige. Mit lille vidunder. Mit lille mirakel.
Om eftermiddagen kom al den nærmeste familie og det var hårdt, men hyggeligt.
Dagen efter, d. 31/12-02 kom så alle kammeraterne, det var ligeså hårdt, men hyggeligt.
Ronja blev nu frakoblet droppet, så kun åndedrætslytteren var på hende. Derfor kunne vi også stå ude i hospitalskøkkenet og skåle nytår. Vi stod der, Nick, mig og Ronja og kiggede ud på al fyrværkeriet og den sne der var faldet i nattens løb. Og det var meget, meget smukt. Nick fik lov til at sove på afdelingen og vi skubbede sengene tæt sammen og skiftedes til at sidde med Ronja, når hun ikke ville sove. Sådan gik vi ind i år 2003.
Jeg kan ikke huske d. 1/1-03. Kun, at vi besluttede os for at tage hjem den følgende dag.
D. 2/1-03 kom lægen og undersøgte Ronja en sidste gang. Hun fik også taget en blodprøve og fik noget K-vitamin og hun slog en stor prut på hende der skulle tage den (-:
Karen kom og hentede os og vi sagde farvel til sygeplejerskerne og de andre indlagte og forlod Neonatalafdelingen på Hillerød Sygehus. Der lå sne på vejene og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi var på vej hjem. Vi havde overlevet og var på vej hjem.
Ja, sådan var det, dengang Ronja kom til verden. Lille Ronja, der fik livet i gave hele to gange. Måske fordi hun virkelig ville det. Og når hun ser på mig og smiler sit eget lille smil, så ved jeg for alvor, hvad jeg havde mistet, hvis jeg havde mistet hende. For mit barn døde ikke. Mit barn overlevede. Mit barn blev en lille, glad pige, med viltert hår. En lille pige, der græder og smiler og prøver at gribe fat i Frede Frø. En lille pige, der vil verden. En lille pige, der gør mig stolt af at være til. En lille pige. Mit barn.
And you can tell everybody, that this is your song, it may be quite simple, but now that its done, I hope you don’t mind, I hope you don’t mind, that I put down in words, how wonderfull life is, when you’re in the world.
Søskende på babylisten:
Ronja har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 4/4-2003
> Slet profil <