Mor-/barn-profil for Sanne Nielsen og Martin
 |
Mor: Sanne Nielsen, 44 år ( |
|
8/10). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Min kæreste, Jannik og jeg havde ikke engang været sammen et år og var lige flyttet sammen 2 uger før, da jeg gennem et par uger havde haft en underlig fornemmelse i hele kroppen. På trods af at have brugt p-piller besluttede jeg mig for at tage en test alligevel, som blev taget mandag d. 11.04.05. Den viste meget svagt positiv, og besluttede mig derfor for at tage en ny næste morgen. Denne var også meget svagt positiv, så efter at have været på arbejde på den nye praktikplads hvor jeg var startet 10 dage før, tog jeg om eftermiddagen op til min egen læge. Prøven var positiv. Så nu skulle Jannik have beskeden… Han vidste godt jeg var taget til lægen, så da han henter mig, spørger han for sjov, ”om jeg er meget uhelbredeligt syg”! ”Nnnajjj…” siger jeg, ”men jeg synes vi skal snakke om det her, når vi er kommet hjem”. Vi holder i et kryds, da han kigger på mig og spørger ligeud ”Er du gravid?”, og kan jo ikke lyve for ham, så må krybe til korset, og indrømme at det er jeg, hvorefter han kører overfor rødt!! Gudskelov kommer der ingen krydsende trafikanter, så vi når over i levende live. Resten af dagen står lidt flydende i erindringen, men resulterede i smil ved tanken om at han skulle være far, og så var der jo ingen vej tilbage!
Ved det første lægebesøg blev min termin sat til d. 25. november 2005, men efter det første besøg hos jordemoderen blev vi sendt til scanning, da hun syntes min livmoder var stor i forhold til min fastsatte termin. Så enten var jeg længere henne eller også var der tvillinger! Men ved scanningen vises noget helt andet! Der er ikke to, og efter lægen endelig har fået taget et billede at den lille babys hoved, må han tilkalde en anden læge, for at de sammen kan ændre terminen. I stedet for at være i 17. uge er jeg nu kun 13 uger henne. Der er bare godt plads til babyen! Terminen ændres til d. 19. december 2005.
Min graviditet går som smurt i hose, og døjer kun med kvalme i de første 3-4 måneder, uden dog at kaste op, og til sidst med en enorm træthed.
Jeg regnede selvfølgelig med, som de fleste førstegangsfødende, at gå op til 14 dage over tid, så da Jannik skal til julefrokost på arbejdet d. 2. december, en times kørsel væk, kan jeg ikke se noget problem i det. Vi aftaler, at han lader bilen stå hjemme, så jeg kan låne den (har netop bestået køreprøven dagen før) og skal så bare hente ham 20 minutters kørsel hjemmefra, når hans kollega har smidt ham af på vejen hjem. Efter skole tager jeg derfor ud og handler, og er stædig nok til at slæbe 5 kg. kartofler ind i bilen selv. Da jeg sætter mig bag rattet, kan jeg godt mærke en stærk smerte over lænden, men tænker at det nok er fordi kartoflerne var lige lovligt tunge at slæbe rundt på. Da er kl. ca. 12.30. Efter at have båret dem ind i huset derhjemme, kommer smerten igen, og går ind og lægger mig på sofaen for at slappe lidt af. Smerterne kommer derefter med en ½ times mellemrum, og tænker at det jo nok er veerne, der er startet. Kl. 17.00 henter en veninde mig, da jeg ikke tør være alene hjemme. Jeg ringer i mellemtiden til Jannik og siger, at han nok hellere må få sine forældre til at hente ham, da jeg ikke tør køre. Han går helt i selvsving, og på trods af at jeg prøver at berolige ham, står han 40 minutter senere på dørtrinnet, efter en køretur der burde have varet mindst en time, nu fuldstændig ædru! Men veerne er gået i sig selv igen. Lidt slukørede tager vi hjem, og beslutter os for at acceptere, at det hele nok skal komme på et tidspunkt! Næste dag har jeg en aftale med min mor og storebror om, at vi skal ind og besøge min senile demente farmor, og tager af sted. Da jeg fortæller dem, at veerne var begyndt dagen før, bliver min bror en smule bleg, og pointerer på det kraftigste, at jeg lige kan vove på at føde i hans bil! Vi kører til København (hvilket tager en time) og spiser frokost hos min farmor, som på intet tidspunkt rent faktisk fatter, at det er hendes første oldebarn, der bor i min mave! Mens vi tager opvasken inden vi kører hjem, da er kl. ca. 13.30, begynder det pludseligt at løbe ned af mit ben! Ej, nu rabler det sgu for mig tænker jeg! Jeg kan da ikke stå her midt i min farmors køkken og tisse i bukserne! Så jeg går ud på badeværelset, og får kigget på trusserne, men de er altså ikke gulligt farvede! Må så spørge min mor, om hun har et bind, for det har jeg jo selvfølgelig ikke tænkt på at tage med, men det har hun ikke. Finder til sidst et i min taske, fra før jeg blev gravid. Da jeg kommer ud fra toilettet spørger min mor hvad jeg skulle bruge det til, og må jo så fortælle hende, at vandet er gået! Hun bliver helt rundt på gulvet, og spørger om vi skal køre direkte ind på Herlev sygehus, som vi kan kigge hen til, men får beroliget hende, samtidig med at min bror står i baggrunden og himler op om, at han altså ikke holder ind ude på motorvejen for at jeg kan føde på bagsædet af ”Det Sorte Lyn”! Vandet stopper med at sive og da vi når hjem til min mor efter en ret hurtig tur på motorvejen, hvor min bror spurgte hver 5. minut om jeg havde veer, beslutter jeg mig for at vi sagtens kan nå en kop kaffe!
Så kl. er ca. 16.00 da jeg endelig er helt hjemme, og kan fortælle Jannik at vandet vist måske var gået! Jeg lægger mig på sofaen, for at få lidt ro inden veerne måske snart startede. Jeg har ligget på sofaen i ca. 15 minutter, da vandet går igen, denne gang i en skylle! Vi går i bad, da jeg ikke føler mig ret ren mere, og tager derefter det 3. par bukser på indtil videre den dag. Men 5 minutter senere skyller det igen og må skifte igen, på trods af at jeg har hvad jeg synes et kæmpe bind på! Så med Janniks træningsbukser på, ringer vi til fødegangen, og tager ind på sygehuset kl. 19, for at få kørt en strimmel på maven. Jeg bliver undersøgt, og er 1 cm. åben, så vi bliver sendt hjem med beskeden om, at hvis ikke veerne er startet inden, skal vi møde på fødegangen næste formiddag kl. 10, for at blive sat i gang. Der er kl. ca. 20.
Vi når lige ud i bilen, da den første ve kommer, men kører alligevel hjem. Når at få 2 veer mere i bilen, en tur som tager højst 10 minutter. Da vi har været hjemme i ca. 1½ time ringer jeg igen til fødegangen, da der nu er 3 minutter imellem veerne. Vi får lov til at komme ind på fødegangen igen, og da jordemoderen, som undersøgte mig tidligere, ser os, siger hun med et smil: ”Nå, så skete der noget hva\'?” Da jeg bliver undersøgt igen er jeg nu 3 cm. åben. Tager med kyshånd imod tilbuddet om at komme i karret, og mens jeg ligger derude kan man høre den fødende inde ved siden af, som skriger af sine lungers fulde kraft, hver gang hun får en ve. NØØØØJ tænker jeg, hun må godt nok være langt henne i fødslen, siden det kan gøre så ondt! Jannik fortæller mig så at der rent faktisk er 10 minutter imellem hendes veer! Efter et par timer i vandet er jeg næsten helt opløst, og kommer så ind på briksen igen. Indtil da har jeg kontrolleret veerne rigtigt godt med min vejrtrækning, men ude af vandet, må jeg nu bede om lidt smertestillende, så jeg får lidt lattergas. Er nu 7-8 cm. åben. Får vist hevet lidt for meget i masken, så når at falde i søvn mellem veerne som stadigt kommer med 2 minutter imellem. Der bliver løbende skruet op for lattergassen, og til sidst tager den slet ikke noget af smerten. Så jeg beder om en Epidural Blokade, men da jordemoderen undersøger mig, mangler jeg kun at åbne mig ½ cm, så det er for sent. ”Du har jo ellers ikke sagt så meget, så jeg troede faktisk ikke du havde så ondt” siger jordemoderen! Ikke havde ondt?? Selvfølgelig gør det ondt at føde!! Presseveerne begynder kl. 05.10, men efter at have presset i 45 minutter er der stadig ikke sket videre, så jordemoderen vil have mig ud og tisse. Hun mener, at min blære som nok er fuld, spærrer for fødselskanalen og forhindrer babyen i at komme videre. Så med jordemoderen på den ene side og Jannik på den anden, bliver jeg fulgt ud på toilettet. Jeg kan godt fortælle, at det er svært at tisse med en jordemoders hånd mellem benene, i tilfælde af at babyen skulle falde ud i toilettet! Så på trods af rindende vandhaner må vi opgive det efter yderligere 5 presseveer. Der begynder at blive længere mellem presseveerne, og da der er 4 minutter imellem, får jeg lagt et ve-stimulerende drop. Og så kommer de som perler på en snor! Det er først til de sidste 3 presseveer at jeg endelig skriger, af simpel udmattelse! Og tør så ikke presse det sidste da jeg er overbevist om at jeg vil flække fra ende til anden! Jordemoderen spørger Jannik om han vil se hårtoppen, og han kigger spørgende på mig, som hele tiden har sagt at han bestemt ikke skal kigge derned, da jeg er bange for at han aldrig vil få det samme forhold til mine ædlere dele, hvis han gør! Men er så ligeglad på det tidspunkt, for selvfølgelig må han da det!
Kl. 06.35 er vores søn endelig født, efter næsten 1½ times presseveer. Han bliver lagt op på min mave, og min kæreste påstår hårdnakket, at der er nogen der har smidt med grus inde på fødestuen, for vandet stod ret højt i hans øjne. Martin, som vi hurtigt beslutter os for at han skal hedde (Mathias og Nicolai passede ligesom ikke til ham) får en Apgar-score på 10 efter det første minut, men efter et par minutter begynder han at blive blå, først på hænder og fødder, og så på issen. Får spurgt jordemoderen hvorfor han gør det, som kigger på ham og siger, ”Nå, vi tager ham lige herover og kigger lidt på ham”, og tager ham så over på børnebordet. Hun giver ham lidt ilt i en c-pap, og efter et par minutter siger hun, at hun lige ringer efter en sygeplejerske oppe fra Neonatal afdelingen. Sygeplejersken kommer meget hurtigt og da hun har arbejdet med ham et par minutter, ringer de efter en børnelæge. Så bliver moderen her rigtigt nervøs! Lægen piller ved ham i ti minutters tid, før hun bliver enig med sygeplejersken om at de hellere må køre ham op på Neonatal afdelingen. Jannik bliver gelejdet med, så Martin ikke skal være helt alene, og så der i det mindste er en af os, der ved hvor vort barn befinder sig i verden. Det er underligt, fra det ene øjeblik til det næste er fødestuen helt tom! Alle er forsvundet som dug for solen, undtagen mig, som til gengæld ikke kan røre mig ud af flækken! Og så bryder dæmningen sammen under det massive regnskyl! Nøj, hvor jeg græd! Det her var jo slet ikke sådan det skulle foregå! Jeg skulle ligge her og kigge på min fantastiske lille dreng, i flere timer! Men nej…
15 minutter senere kommer en plejer kørende ind på stuen med et rullebord med morgenmad, og tilskynder mig at spise lidt, men det eneste jeg kan koncentrere mig om er se min søn igen. Jaaee siger plejeren, nu skal dit ve-drop lige køre ud, så vi er sikre på, at din livmoder trækker sig ordentligt sammen, og så skal du jo også lige have lidt morgenmad! JEG SKAL SGU IKKE HAVE MORGENMAD, JEG SKAL SE MIN SØN!! Men nej, det skal jeg åbenbart ikke…
En halv time efter de kørte af sted, kommer Jannik tilbage til fødestuen, hvor han rapporterer at Martin har det godt. De har lagt luft i næsen på ham i en såkaldt ”grisetryne”, en sonde ned i hans mave, og elektroder over hele hans krop, for at holde øje med hvordan hans puls, blodtryk, temperatur og iltningen af hans blod fungerer. Jordemoderen, som samtidig står og trykker på min mave spørger om ikke hun må se billedet af ham. Jannik er et stort spørgsmålstegn! Billedet? Ja, siger hun, de plejer, når børnene bliver kørt af sted uden moderen, at tage et polariod billede, så man har noget at kigge på, indtil man bliver genforenet. Så Jannik må af sted til Neonatal afd. igen, for at få vores billede. Han kommer hurtigt tilbage, og mens billedet af den mindste, mest skrøbelige lille baby står på bordet, spiser vi morgenmad.
Kl. 09.00 bliver jeg endelig kørt i en rullestol op på 10. sal, hvor jeg ser min søn igen, og så kører tårerne igen. Han vejer kun 2840 g. så er en lille en i forhold til babyen ved siden af, som vejer 4700 g.! De havde glemt at måle, hvor lang han var, og var først kommet i tanke om det, efter de havde lagt ham på maven i den åbne kuvøse, og ville ikke vække ham for det. Det var nu også okay. Han blev målt på 2. dagen, lige før vi tog hjem, hvor han målte 50 cm. Heller ikke det at vaske vores baby og give ham det første sæt tøj på er noget jeg fik lov til. Det havde de selvfølgelig gjort, inden jeg kom op til ham. Min råmælk prøvede vi at malke ud med en mekanisk brystpumpe (fundet i en arkæologisk udgravning), som fik det til at føles som om den ville hive mit bryst af ved roden, men til ingen nytte. Martin fik i stedet modermælkserstatning, som han kastede det meste af op igen. Morgenen efter fødslen fik Martin taget sonden op, og kunne nu heldigvis lægges rigtigt til brystet.
Allerede om eftermiddagen, sammen dag som Martin er født fik han selv hevet ”grisetrynen” ud af sin næse. Det havde de ikke observeret på deres monitor, da han selv iltede sit blod bedre uden den, så den blev selvfølgelig ikke lagt igen.
2½ dag efter fødslen tog vi hjem, til dejlig fred og ro, og desværre en ordentlig omgang brystbetændelse! Martin tog heldigvis livet af den, men hold da op hvor var jeg syg!
Nu, 7 måneder efter, kan jeg ikke vente til nr. 2 skal til at planlægges, for har man først oplevet denne lykke at blive forældre én gang, kan man da ikke lade være!
Jeg har nu verdens mest fantastiske mand, som er den dejlige far til mit barn, og den sødeste lille knægt, som får mit hjerte til at smelte, hver gang han smiler til mig. Kan livet være bedre?
Søskende på babylisten:
Martin har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 7/7-2006
> Slet profil <