Mor-/barn-profil for Elling og William
+x(200)) slet |
Mor: Elling, 62 år ( |
+x(200)) mor slet |
20/8). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Onsdag aften (22/1) da vi gik i seng kunne jeg godt mærke det var
anderledes end vanligt. Det gjorde mere ondt. Jeg stod op og begyndte
at tælle min. og blev nød til at skrive ned på en blok, hvad kl.,
varighed og give dem point for styrke. Da kl. blev 3.00 havde der i
lang tid været 4 min. imellem og varighed på 1 min. Og de gjorde AV.
Jeg havde ladet min mand sove indtil da, men ville gerne have ham op så
vi kunne ringe til fødegangen og forhører os om det var nu vi skulle
komme selvom jeg kunne fortælle, at der også et par gange var 7 min.
mellem eller kun 2 min. – og altså derfor ikke helt stabile.
Jeg havde jo været ved JM tidligere på dagen, hvor det blev
understreget at jeg skulle holde øje med min vægt, ødemer og
hovedpine. Så det måtte jeg jo også oplyse ved telefonsamtalen. Jeg
havde netop efter JM besøget haft en dundrende hovedpine som jeg dog
delvist fik styr på med mad og drikke.
Ved ankomst 4.15 blev jeg selvfølgelig undersøgt og var kun 1 cm.
åben, men mit blodtryk var målt med maskine 230/120 og så blev jeg
indlagt på stedet. De begyndte så at måle blodtryk manuelt og på
begge arme, mens jeg blev tilkoblet CTG-maskinen. Jeg havde veer med
2-4 min. mellemrum og trygheden fik mit blodtryk til at falde til
145/95 målt manuelt.
Der gik tid – og det er nu torsdag den 23. januar 2003 – TERMINSDAG
(det havde det jo egentlig været siden midnat). Jeg var gennem et
langt forløb, hvor man ikke kunne blive enige om hvorvidt hans hoved
stod fast og dybt nok og hvor pulsen på barn og mor pludselig faldt
drastisk.
Summa summarum. Jeg var for dum til at føde, så kl. 21.00 på
terminsdag fik vi William ved kejsersnit. 3.880 gram og 56 cm. lang.
Det var egentlig ret fedt. Skal jeg have flere børn, bliver det ved
kejsersnit fra start – basta.
Det jeg ikke kunne lide var at ligge på opvågningen alene og ikke
vide hvor min mand og William var. Men der var vist ret travlt på
fødegangen, hvor der var ekstra JM'ere indkaldt. Så jeg havde altså
godt gang i at få mine ben til at virke, så jeg om nødvendigt selv
kunne gå derfra.
Vi blev forenet igen i løbet af 1½ times tid. Det havde også været
underligt for far og barn der vidste lige så lidt. Vi blev fulgt på
barselsgangen og installeret midt om natten.
Jeg havde det faktisk ret skidt i ryggen og maven. Jeg var mega øm og
ikke helt fri for lammelser endnu. Men en smøg skulle jeg sq have. Så
mig i en kørestol – futtede selv med fødderne frem, med kateterposen
flyvende efter mig - ned på rygestuen. Det har sikkert været et
morsomt syn.
William sov og fik ikke føde de første 36 timer. Han havde slugt
temmelig meget fostervand og kastede op. Jeg måtte banke lidt i
sygeplejerskeforventningerne og få forklaret at selvom jeg gerne
ville amme, var det vigtigere for mig at drengen fik føde end min
amning kom i gang og at jeg synes han var for gylden (tegn på gulsot
udover farven er træthed, spiseværing og opkast). For mig begyndte
det at ligne tortur. Da han først fik mælk kvikkede han op. Jeg fik
efter lidt kævleri lov at fodre ham med flaske, - så han gjorde
drastiske fremskridt (både sked og tissede på lægerne der undersøgte
ham).
Fordi jeg nu havde fået kejsersnit skulle jeg ligge på barselsgangen
og blev ikke tilbudt barselshotellet, hvor fædrene bliver indlagt
sammen med moderen på enkelt stuer.
Jeg fik det dårligt af at være på den barselsgang. Der var ikke
mulighed for at min mand kunne købe mad nogen steder og skulle også
jages ud på andre tidspunkter. Maden, sengen og badeforholdene kunne
jeg heller ikke forenes med. Det kombineret med at jeg trissede rundt
som en løve i bur og fik det værre og værre, gjorde at jeg søndag
aften forlangte mig udskrevet. Det var de nu ikke meget for.
Allerede mandag morgen kunne jeg gå oprejst herhjemme. Jeg havde stadig
ondt i ryggen når jeg trissede for meget rundt og glemt at hvile.
Men mit psykiske velbefindende kom helt i top.
Tirsdag den 28.1. var vi på hospitalet igen, for at få taget den PKU-
hælprøve og jeg skulle også tilses af en læge, om de der klamper jeg
havde i maven skulle pilles ud nu – eller vente.
En af dagsygeplejerskerne kunne godt se forskellen på mig og synes
det havde været den rigtige beslutning for mig.
Søskende på babylisten:
William har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 24/7-2006
> Slet profil <