Mor-/barn-profil for Tania og Lukas
+x(200)) Du er min øjesten... slet |
Mor: Tania, 44 år ( |
+x(200)) slet |
6/3). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Min fødselsberetning – akut kejsersnit
Det skal lige siges, at jeg havde en tid til planlagt kejsersnit torsdag d. 23. marts, fordi Lukas lå i UK, men han ville ikke vente
Det startede så småt med veer allerede fredag eftermiddag / aften (d. 17. marts) , men jeg var meget i tvivl om det egentlig var veer, eller om det bare var noget andet for de kom slet ikke regelmæssigt og der var timer imellem dem. Hele natten mellem fredag og lørdag var jeg dog generet af disse smerter. Lørdag morgen synes de dog at være forsvundet igen. Jeg tog over i centeret med min mor og handlede. Mens vi var der begyndte veerne igen, men jeg var stadig i tvivl om hvad det var, så jeg handlede bare videre. Vi besluttede os for at få noget frokost og mens vi spiste prøvede vi at tage tid på veerne. Der var præcis 10 min imellem, så vi spiste færdigt og så kørte mor mig hjem. Da jeg kom hjem sagde jeg til Christian, at vi nok hellere måtte ringe til fødegangen og høre om vi skulle komme derind. Veerne gjorde ikke voldsomt ondt, men jeg ville gerne lige have at de så på mig. De sagde også at vi bare skulle komme med det samme. Vi kørte hunden hjem til mine forældre og kørte derefter til sygehuset. Da vi ankom kl. 16.10 kørte de en strimmel for at finde ud af om det var veer eller plukveer, men som jeg havde forventet, så var det veer. De sagde, at jeg ville få foretaget kejsersnit i løbet af aftenen – det hastede ikke. Jeg fik anlagt et drop og kateter (AV for s…..! Sygeplejersken kunne ikke lægge det ordentligt og måtte forsøge sig et par gange før det lykkedes).
Da klokken blev omkring halv seks var der pludselig kun 2 min mellem veerne og de var blevet meget kraftige, så jordemoderen ringede ned til OP og bad dem tage mig ned. Jeg blev hentet ved sekstiden. Da vi kom derned skulle jeg have lagt en spinalblokade. Det gjorde ret ondt at få den første sprøjte med det lokalbedøvende, men den næste kunne jeg ikke rigtig mærke. Mine ben begyndte at sove og føltes tunge. De vendte mig om på ryggen og begyndte at spritte min mave af. De spurgte om det føltes varmt eller koldt – det føltes koldt. (Det skulle det helst ikke for så virker bedøvelsen ikke). De lagde mig på siden og bagefter med hovedet nedad for at få bedøvelsen ”rystet” lidt rundt i kroppen. Så prøvede de at spritte igen, jeg kunne denne gang ikke mærke ligeså meget, men stadig lidt. Der kom en læge hen og sagde, at de godt kunne lægge mig i fuld narkose, men hun mente godt at de ville kunne skære i mig, uden at jeg ville kunne mærke det. Men det var selvfølgelig mit valg. Jeg valgte at de skulle prøve, for lægen mente jo sagtens at det kunne lade sig gøre.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kunne godt mærke det. Jeg var selvfølgelig bedøvet, men ikke tilstrækkeligt. Det gjorde rigtig ondt. Der var en sygeplejerske der blev ved med at sige, at de godt kunne give mig noget beroligende, men at det ville barnet så også få det og det var ikke så godt. Så derfor ville jeg ikke have det. Det gjorde rigtig ondt mens de maste rundt i maven for at komme ned til livmoderen og der var det bestemt heller ikke pæne ord der kom ud af min mund. Jordemoderen blev ved med at sige at jeg skulle trække vejret dybt – hvilket jeg gjorde mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Klokken 18.47 hørte vi det første hyl fra vores lille søn og de sagde tillykke til os. Mens Christian og jordemoderen tog Lukas hen og gjorde ham ren, skyndte de andre at give mig noget mere smertestillende og noget beroligende. Og derefter blev jeg syet sammen igen.
Jeg blev kørt ned til opvågning og der fik jeg Lukas over til mig for første gang. Han var bare så lille og smuk at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Det var så dejligt at ligge der med ham efter den forfærdelige måde han kom til verden på.
Efter en times tid blev vi kørt op på barselsgangen, hvor mine forældre ventede. Det var ikke meget jeg fik sovet den nat, men det var dejligt at det hele var overstået.
Mandag aften (2 døgn senere) kunne jeg dog ikke holde ud at være der mere. Nu ville jeg hjem. Det var forfærdeligt at være deroppe. Man så ikke et øje – sygeplejerskerne så man slet ikke. Det var kun hvis man ringede efter dem – men der gik som regel en halv til en hel time før de kom. Morgenen efter operationen var jeg på wc og blev dårlig derude, jeg svedte og var svimmel. Jeg ringede efter en sygeplejerske, men der kom ikke nogen. Efter at have siddet derude og ventet i 20-25min gik jeg tilbage til stuen. Der ringede jeg så igen efter en sygeplejerske, men da der var gået en halv times tid og der stadig ikke var kommet nogen, så gik jeg selv ud og slukkede klokken igen. Så efter 2 døgns frustrationer kunne jeg ikke klare det mere og udskrev mig selv mandag aften.
Det var så dejligt at være hjemme igen, men jeg kan godt mærke at det har taget hårdt på mig både psykisk og fysisk – så nu står den bare på afslapning!
Søskende på babylisten:
Lukas har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 1/7-2007
> Slet profil <