Mor-/barn-profil for Mette og Katrine
+x(200)) Prinsesse Katrine slet |
Mor: Mette , 46 år ( |
|
29/8). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Katrines fødsel - 10 dage før termin
Søndag den 6. marts 2005
Om aftenen kl. 20 fik jeg den første tegnblødning som varede omkring 2 timer. Jeg havde i løbet af dagen haft en del mens smerter som viste sig at være kraftige plukveer. Da blødningen stoppede mærkede jeg ikke mere til det. Vi blev meget overrasket og begyndte straks at se i diverse graviditetsbøger hvad det nu var for noget, hi hi. Overrasket blev vi jo, selvom der ikke var så længe til terminen. Ellers tog vi det roligt, for vandet var jo ikke gået.
Mandag den 7. marts 2005
I dag var/er det min og Jakobs 5 årsdag - vi var godt nok spændte på om Lillepigen skulle melde sin ankomst netop i dag, men det gjorde hun ikke… Det havde ellers været sjovt, men hun ville heller have sin fødselsdag når hun bestemte. Der skete ingenting i dag, så vi måtte bare vente.
Tirsdag den 8. marts 2005
Dagen i dag startede med, at jeg havde lidt plukveer og sådan blev ved det meste af dagen. Jeg var begyndt at tænke på, om der nu var ved at ske noget. Jeg fik ordnet en masse derhjemme og pakket de sidste ting jeg skulle have med på hospitalet hvis der nu skulle ske noget uventet. Om aftenen blev jeg rigtig træt, kunne ikke overskue noget så jeg gik tidligt i seng i håbet om at jeg skulle få det bedre. Men…..
Onsdag den 9. marts 2005
I dag stod jeg lidt senere op end normalt, jeg gad bare ikke noget i dag, så jeg lå og så Go´Morgen Danmark i sengen. Jeg stod op omkring kl. 9.30, spiste lidt morgenmad og gik i bad. Omkring kl. lidt i 11 fik jeg det dårligt, blev svimmel, havde kvalme samt havde det som om at jeg havde feber. Jeg ringede til Jakob og fortalte det, han syntes jeg skulle ringe ned til Jordemodercenteret så det gjorde jeg. Jeg fortalte hende min situation og hun syntes jeg skulle komme ned til hende for et lille tjek. Jeg kom der ned med det samme og hun havde tid da jeg kom, så hun undersøgte mig grundigt med det samme.
Jeg fik taget mit BT som det første, og da hun så hvad det viste var hun meget glad for at jeg var kommet ned til hende!! Det lå nemlig på 161/105, så hun bad mig blive liggende og så ville hun tage det igen ½ time efter. Det gjorde hun så og det var ikke blevet bedre af at slappe af, faktisk steg det lidt. Så ringede hun til Roskilde Sygehus og snakkede med en læge og de besluttede, at de ville indlægge mig.
Jordemoderen spurgte mig, om kæresten var i nærheden og hospitalstasken var pakket for hun mente ikke, at jeg kom mere hjem inden Lillepigen blev født…. Hun bestilte en ambulance og jeg blev kørt på Roskilde Sygehus. Min kæreste havde jeg ringet til på vejen, han kunne godt gå fra sit job og kom direkte op til mig.
Da jeg kom derop var det min egen jordemoder som tog imod mig, det var bare SÅ skønt at se et kendt ansigt!!! Vi fik en enestue så det var dejligt.
Jordemoderen startede med at tage mit BT igen som stadig var meget højt og fik kørt en strimmel. De undersøgte jeg indvendig og hun kunne så mærke at jeg allerede var 3 cm åben…! Der var god hjertelyd så der var ikke noget at være bekymret over.
Mit BT steg og faldt lidt igen, men ikke godt nok til at de ville sende mig hjem igen, så vi aftalte, at jeg skulle blive til næste dag. Resten af dagen fik jeg målt BT og kørt strimmel jævnligt uden nogen særlige forbedringer. Jakob blev hos mig til besøgstiden sluttede og vi sad og snakkede om hvordan det ville komme til at gå det næste døgn, alle mulige ting blev der snakket om, og selvfølgelig, at vi meget snart gerne ville se vores lille pige!! Vi var meget spændte på hvad der skulle ske næste dag. Blev jeg mon sendt hjem eller skulle jeg blive og evt. sat i gang. Puha, ventetiden var MEGET lang!! Da Jakob tog hjem, så jeg lidt fjernsyn og gik derefter i seng i håbet om at jeg fik det bedre + bare lidt søvn og samle kræfter til næste dag.
Torsdag den 10. marts 2005
Vågnede jeg omkring kl. 7. Jeg fik lidt morgenmad og gik i bad. Da kl. var 9 kom en læge og tilså mig. Mit BT var steget igen så han ville lige se formiddagen an og ville drøfte min sag ved formiddagens konference som han kaldte det. De mente at jeg havde begyndende svangerskabsforgiftning, så de ville ikke tage nogen chancer.
Jeg snakkede med jordemoderen og lægen og de mente, at der nu var 99 % sikkerhed for at jeg blev sat i gang i dag! Hvor vildt tænkte vi og blev samtidig lidt nervøse, for nu var der IKKE længe til at der måske skete noget. Nøj hvor vi var spændte på resten af dagen og måske ville vores pige komme til verdenen netop i dag!!!
Da kl. blev 13.45 var det ikke blevet bedre og de havde besluttet, at de nu ville sætte mig i gang. De tog vandet på mig og jeg fik lagt vedrop. Vedropdosen blev forhøjet hver ½ time, men det tog lang tid før der skete noget syntes jeg…! Jeg lå bare i sengen og snakkede med Jakob og så lidt TV indimellem. Han gik ned i kiosken og købte lidt at drikke og Billed Bladet til mig. Jeg fik så et lavement så der ikke skulle opstå noget senere - kan bare ikke huske tidspunktet…
Da kl. bliver omkring 16-17 begynder veerne at tage til!! Det var ikke så slemt i starten men det blev det, Arv for pokker da hvor gjorde det ondt!!! Jeg troede sagtens at jeg kunne læse bladet imellem veerne, men den gik ikke søster stang. Jeg nåede at læse 2 sider og så kom den næste ve så det blev bare lagt til side….
De næste mange timer blev veerne meget slemme og jeg var efterhånden IKKE meget værd mere, men jeg fik en god støtte af Jakob og han tog situationen med ro i sindet og var på hele tiden! En bedre fødselshjælper kunne jeg ikke få mig!!!
Kl. 19.30 var jeg 8 cm åben og vi blev kørt op på fødegangen hvor jordemoderen og en sygehjælper tog imod os. Jordemoderen viste os rundt på stuen som vi fik tildelt, som var pænt stor i øvrigt. Hun fortalte om mulighederne for smertelindring og spurgte til hvad jeg ville have og ikke ville have. Veerne tog nu godt fat og jeg havde MEGA ondt, og jordemoderen spurgte om jeg ville have lidt smertestillende. Jeg takkede ja til akupunktur som hjalp mig med det samme! Smerterne “forsvandt” næsten og jeg fik det rigtig godt (under de omstændigheder jeg nu var i).
Da kl. blev 21 var det svært at holde igen, jeg kunne mærke at Lillepigen snart var ude. Kl. 21.10 fik jeg den første presseve. Hendes lille hoved kom frem og Jakob var nede og så håret som kom til syne - det var virkelig stort! Hun var snart ude hos os. Jeg ville også se hende!, så sygehjælperen fandt et spejl og satte det så jeg kunne se hende. Ih hvor var jeg glad, det er helt svært at beskrive denne glade. Jordemoderen blev MEGET overraket over at jeg havde overskud til at ville se hendes hoved, men det havde jeg! Jeg fik det faktisk rigtig godt under mine presseveer og akutpunkturen virkede enormt godt på mig!!
Kl. 21.31 havde jeg den sidste presseve og vores dejlige guldklump Katrine så dagens lys for første gang og hendes mor og far begyndte at græde en smule af glæde. Hun blev lagt op på min mave og det kunne hun li’! Hun lå bare og kiggede på mig og så rundt i lokalet. Den nybagte farmand tog de første billeder som i øvrigt blev super gode!!
Katrine vejede 3510 gram og målte 50 cm. Hun er bare den SMUKKESTE Prinsesse!!!
Selve fødselen fik rigtig godt, og der var ikke de største komplikationer, men da Katrine skulle have sine skuldre ud, gik det galt. Hun sad i klemme og jordemoderen begyndte at klippe hende fri, men desværre alt for meget så hun klippede også min endetarmsmuskel over. Hun blev selv meget forskrækket over det og sagde UPS mens vi hørte det og skyndte ud sig for at hente en læge uden nogen nærmere forklaring til os…. Vi viste ikke hvad der var sket men på det tidspunkt havde jeg bare “travlt” med at presse hende ud og tænkte ikke så meget på det.
Da kl. omkring 22 og vi havde sundet os, ville jordemoderen så begynde at sy mig, men hun kom ikke lang. Det gjorde bare SÅ forfærdelig ondt, faktisk mere end hele fødselen tilsammen….! Av for den lede!!!! Jeg fik noget for smerterne men det hjalp IKKE spor, hun valgte at sende mig op til syning så jeg kunne få lidt mere bedøvelse. De ville så lægge en epiduralblokade men det blev opgivet da jeg besvimede for øjnene af dem… Mit BT faldt til 80/50 og jeg havde mistet 3 liter blod, så der var ikke meget go i mig!! Jeg blev hurtigt lagt i narkose, blev syet og fik en blodtransfusion.
Kl. 3 blev jeg genforenet med min datter som jeg KUN havde været sammen med i ½ time og min dejlige kæreste. Jeg var meget omtåget og havde det ikke særlig godt, jeg kunne godt mærke at det havde taget på kræfterne. Vi blev kørt op på barselsgangen og fik en 2 mandsstue. Jakob måtte ikke blive hos os, så han måtte tage hjem kl. 4 om natten med taxi for så at komme igen næste morgen. Jeg var godt ked af det, for jeg havde ikke snakket meget med Jakob og jeg fik bare lagt Katrine i armene og så måtte vi bare være alene og få sovet lidt! Det var ikke særlig sjovt, jeg havde rigtig ondt, var sulten og kendte ikke min lille pige da jeg havde været væk fra hende i 5 timer!!! Det var hårdt….
Katrine tog det nu meget godt, hun lå bare og sov på min mave og ved siden af mig i sengen - jeg lå det meste af natten og betragtede vores lille vidunder. Hun fik hurtigt et kælenavn; mors lille puttehøne da hun elskede at ligge hos mig og i sin vugge.
Fredag den 11. - tirsdag den 15. marts 2005
Jakob kom op til os tidligt på dagen, han kunne ikke undvære os mere!! Han savnede sine 2 piger enormt!! Det var dejligt at have ham ved min side og vi nød hvert et øjeblik sammen alle 3. Jeg havde meget ondt i understellet og kunne ikke rigtig komme ud af sengen. Men jeg skulle jo! Det var ikke just det sjoveste jeg havde oplevet, det hele var gået så godt, lige indtil Katrine sad fast.
Fredagen fik meget med familiebesøg, de kunne ikke holde spændingen ud mere, de ville bare se vores lille pige!!
Lørdagen gik stille og roligt uden nogen besøg, så vi fik slappet godt af og lærte vores pige at kende.
Amningen gik ikke særlig godt fra start, så jeg fik en brystpumpe så jeg kunne få gang i produktionen. Den kom bare aldrig op at køre da jeg næsten ingen mælk havde. Katrine tabte næsten 300 gram på 3 dage, da jeg ingen mælk havde. Hun græd og græd, og til sidst fik jeg noget mme, som hun guffede i sig! Jeg var bare så ked af det, for jeg havde det dårligt med at jeg ikke kunne amme og samtidig havde jeg det ikke så godt med mig selv. Jeg havde en nedtur i lang tid, men som tiden gik fik jeg det bedre efter samtaler med de rette folk og fik styr på det hele. Så jeg måtte med tiden bare acceptere at hun blev flaskebarn.
Søndagen gik med familiebesøg, jeg måtte ikke komme hjem endnu, da mit BT ikke var helt godt endnu. Men da tirsdagen kom havde jeg fået hospitalskuller og VILLE bare hjem, NU! BT var nu bedre og de så ingen problemer i at vi tog hjem. Åh, det var bare SÅ dejligt at være hjemme igen i de vante omgivelser og få startet en tilværelse med lille Katrine. Jeg havde også været på RAS fra onsdag til tirsdag…..
Søskende på babylisten:
Andreas (18 år 1 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 2/11-2007
> Slet profil <