Mor-/barn-profil for Maria og Kajsa Viola
 |
Mor: Maria, 40 år ( |
|
31/12). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Ifølge termin, skulle Kajsa melde sin ankomst den 10/2 2007. Det gjorde hun ikke. Jeg forventede det da heller ikke for alvor; storesøster kom jo først efter to stikpiller 16 dage over termin. Lidt negativ blev jeg dog alligevel, da terminsdagen kom og gik – for jeg ville jo bare så gerne have lov at føde hjemme, og det kan ikke lade sig gøre, hvis fødslen skal sættes i gang.
Fire dage over termin, onsdag den 14/2, havde jeg det sidste planlagte jordemoderbesøg. Min sædvanlige jordemoder, Ditte, var gået på barsel, og jeg vidste, jeg skulle tale med en vikar – Ditte havde sagt, at jeg skulle bede hende forsøge at lave en hindeløsning. Vikaren, Charlotte, var vældig sød og rar; hun kunne sagtens forstå mit brændende ønske om at fødslen gik i gang af sig selv, så jeg kunne få min hjemmefødsel. Hun følte mig på maven – Lillesøster lå pænt med hovedet nedad, men ikke ret dybt i bækkenet, og jordemoderen regnede egentlig ikke med, at hun kunne komme ret langt med sin hindeløsning, når hovedet ikke lå dybere. Men jeg bad hende prøve alligevel; det kunne jo være… Og jeg var heldig! Jeg var langt mere moden, end Charlotte havde regnet med – ca. halvanden cm livmoderhals og en finger åben – så hun kunne sagtens lave en grundig hindeløsning.
Det var positivt på mere end én måde: dels var det jo dejligt, at hindeløsningen kunne lade sig gøre; dels var jeg mere moden og åben nu, end jeg havde været, da de satte min sidste fødsel i gang. Det vil sige at min krop rent faktisk forberedte sig på at gå i fødsel!!!
Charlotte sagde, at vi skulle sørge for at ringe til fødegangen i rigtig god tid, hvis fødslen gik i gang, da de fleste tilkaldevagter havde lang vej både til Hillerød sygehus – som de skulle forbi først på vej ud til en hjemmefødsel - og ud til os bagefter.
Efter jordemoderbesøget fik Sverre og jeg købt ind – vi var også forbi bager og slagter og købe lidt lækker frokost, som vi tog hjem og spiste. Jeg syntes ikke, der var noget der føltes specielt anderledes efter hindeløsningen – allerhøjest lidt flere plukveer end normalt – så jeg fokuserede på det positive ved, at det da så ud til at jeg allerede havde åbnet mig bedre denne gang, end sidst.
Ud på eftermiddagen begyndte plukveerne så at nive lidt mere, og jeg blødte en anelse. Det var ikke særlig slemt, men nok til at jeg så småt begyndte at overveje, om der mon alligevel skulle til at ske noget…? Ved 18tiden besluttede jeg mig for at prøve at tage en lille lur for at se, hvad det gjorde ved plukveerne: der kom tre i træk – og så forsvandt de. Lidt ærgerlig var jeg, men på den anden side var jeg så træt og utilpas, at det egentlig passede mig fint med noget søvn.
Om morgenen, torsdag den 15/2, vågnede jeg til lidt niveri igen. Det føltes nogenlunde som det, der havde været aftenen før og jeg var igen lidt i tvivl, om det mon kunne blive til noget. Da Sverre spurgte mig, om han skulle blive hjemme eller tage af sted på universitetet, kunne jeg ikke rigtig beslutte mig. Jeg syntes bestemt ikke, han skulle gå glip af sin undervisning, hvis nu bare det hele gik i sig selv igen, men jeg brød mig heller ikke om, at han skulle være for langt væk, hvis der nu rent faktisk skete et eller andet… Vi nåede frem til, at han skulle tage af sted – jeg gik i seng igen, og faldt endnu engang i søvn! Da jeg vågnede sidst på formiddagen, var der absolut intet i gære. Jeg fik ordnet lidt vasketøj, trisset lidt rundt og nusset, slappet af… Min mor kom ved 14tiden, hun skulle køre mig ned at hente Fenja i dagplejen.
Vi var ved legestuen lidt før 15 – Fenja var ikke vågnet fra sin lur endnu og jeg stod lidt og sludrede med nogle af dagplejerne, mens Fenja blev hentet ind. Der blev kommenteret mave og jeg fik nævnt, at jeg bestemt ikke forventede, at der skete noget foreløbig… Alting føltes stadig helt normalt.
Hjemme igen begyndte plukveerne så småt at tiltage lidt. Jeg grinede lidt med min mor og sagde, at jeg da godt nok håbede, at det niveri snart ville blive til noget, for jeg gad altså ikke gå i flere dage med den slags snydeveer, der bare gik i sig selv, når jeg lagde mig ned!
Ved 16tiden fik jeg en besked fra Sverre om, at han var på vej hjem – det vil sige, at han var ca. en time hjemmefra. Plukveerne nev nu noget, når de var der, og jeg begyndte at tro, at det da godt kunne være, der ville ske et eller andet – i hvert fald trak jeg min mors besøg lidt i langdrag, for jeg havde ikke så meget lyst til at være alene med Fenja for længe. Fra min mor kørte til Sverre var hjemme, gik der nok ca. 20 minutter.
Vi fik lavet aftensmad, Fenja og jeg lavede salat – hun stod på en stol foran køkkenbordet og jeg stod bagved og styrede hendes hænder med kniven – og pustede en del, hver gang der kom en ve… Da maden var klar, havde jeg ingen appetit, men jeg sagde til Sverre, at han hellere måtte gemme noget til senere; jeg kunne godt huske, hvor sulten jeg var, efter jeg havde født Fenja!
Jeg fik givet Fenja nattøj på, læst godnathistorie og puttet i seng – alting så normalt, som det nu kunne lade sig gøre med tiltagende niven i maven. Det lod til at fungere, for Fenja faldt til ro med det samme – dejligt!
Ved 19tiden forsøgte jeg at tage tid på veerne, mens jeg sad i sofaen, men det gik ikke særlig godt, for hver gang jeg bevægede mig, satte det gang i en ve – og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kun skulle måle mellemrummene mellem de veer, der kom når jeg sad helt stille, eller om det også ’gjaldt’ dem, der blev fremprovokeret af mine bevægelser. Efter omkring en halv time opgav jeg – der var sådan cirka seks minutter imellem og veerne varede omkring et halvt minut, når jeg sad stille. Hver gang jeg rejste mig – eller hostede e.l. – kom de hyppigere og var kortere… Vi tog et par sidste-øjebliks-mavebilleder.
Kl. 20 blev Sverre og jeg enige om, at jeg nok hellere måtte ringe til fødegangen og fortælle, at der muligvis nok var noget under opsejling. Jeg kom til at tale med en jordemoder, som fik tilkaldevagten – jordemoder Hanne Riber – til at ringe mig op. Hun kom fra Hundested og efter lidt hurtig hovedregning kom vi frem til, at hun nok ville være omkring halvanden time om at komme ud til os. Jeg mente ikke, det var nødvendigt at hun tog af sted endnu – mens jeg talte med hende havde jeg kun en enkelt ve, og jeg ville synes det var så pinligt, hvis hun nu tog af sted, og det hele så bare gik i sig selv igen.
Herefter ringede jeg til min veninde Ida, der skulle med til fødslen. Hun bor langt væk, så hun skulle også bruge noget varsel – heldigvis var hun i København og kunne få kørelejlighed herop. Havde hun været hjemme, var hun sandsynligvis ikke nået frem…
Jeg ringede også til min mor, der også skulle være til stede – jeg fortalte, at vi regnede med at det nok blev i aften, men at hun ikke skulle komme endnu.
Sverre og jeg gik ud og kiggede i skuffen med babytøj og besluttede i fællesskab, hvad Lillesøsters første tøj skulle være. Det, og en dyne blev lagt frem og ovnen blev tændt til at kunne lune det.
Kl. ca. 21 brød Sverre sig ikke rigtig om det mere og bad mig få min mor til at komme – jeg ringede til hende igen, og hun tog af sted. Nu bed veerne godt, og jeg havde bestemt ikke lyst til at tale mere i telefon! Så det blev altså Sverre, der ringede til jordemoderen og sagde, at hun godt så småt kunne pakke sig sammen. Sverres forældre blev også tilkaldt og de kom og hentede Fenja – hun skulle være hos dem under fødslen.
Jeg fokuserede alt hvad jeg kunne på min vejrtrækning under hver ve – sørgede for at trække vejret helt ned i maven og puste langsomt ud. Det hjalp virkelig meget på smerten, men krævede fuld koncentration. Jeg bemærkede at min mor og Ida kom – og fik da også lige hilst kort i mellem et par veer – men var bestemt ikke snakkesalig.
Vi havde sat en stor sovesofa op i stuen forud for fødslen, med tanke på, at sådan én måske kunne være rar at have – jeg var lidt skeptisk, men kunne ikke rigtig forestille mig hvor og hvordan jeg havde lyst til at fødslen skulle foregå, så den fik lov at stå – og nu, hvor jeg havde veer, viste den sig faktisk at være ganske god; den havde lige den rette højde og et godt armlæn, så den var et godt sted for mig at sidde/ligge.
Umiddelbart inden jordemoderen ankom, bad jeg Sverre om at hjælpe mig af med mine bukser og jeg pressede lidt under veerne. Lillesøster sprællede godt og grundigt i maven undervejs; jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun havde det godt. De følgende tidspunkter og data er taget fra fødselsjournalen – jeg kiggede ikke lige på uret i denne periode:
Kl. 22.45 ankom jordemoderen. Hun kom ind og satte sig ved siden af mig og hilste – jeg fik lige nøjagtigt samlet mig til at åbne øjnene at øjeblik og nikke til hende. Hun lyttede hjertelyd engang med en doptone – den var fin. Stille og roligt pakkede hun sin taske ud og fandt de ting, hun skulle bruge.
Kl. 22.53 lyttede hun hjertelyd igen (fin) og undersøgte mig – jeg var fuldt åben og hovedet var på vej ud stadig i fosterhinden, som bristede på dette tidspunkt.
Kl. 22.55 kom Kajsa til verden og hylede straks. Apgar 10/1 – 10/5, vægt 4200g, længde 55cm.
Hun kom op på min mave med det samme; våd, runken og mørkerød – og helt fantastisk!! Masser af mørkt hår, fine lange negle og ikke særlig trykket. Jeg mærkede navlestrengen pulsere og klippede den selv.
Kl. 23.10 kom moderkagen, som så vældig fin ud ifølge jordemoderen. Den blev ikke vejet.
Jeg bristede kun en ganske lille smule og blev syet med to knuder.
Alting foregik simpelthen så stille og fredeligt – det var næsten underligt, da fødslen var overstået. Jeg fik sagt pænt goddag til jordemoderen, vi snakkede, sendte beskeder til folk og kiggede på vores fine lillesøster. Ida og min mor lagde rent sengetøj på i vores soveværelse, så vi kunne komme i en helt frisk og ren seng, og ryddede lidt op – der var et par lagner og lidt klude, der skulle smides ud, men svineriet var faktisk minimalt. Jeg kom ud at tisse, fik vasket mig og puttet et par supersmarte underbukser og bind på. Kajsa fik fat i brystet og suttede lidt.
Efter et par timer eller så tog jordemoderen hjem, vi fik lidt at spise – godt at Sverre havde gemt noget aftensmad! – og så tog min mor og Ida også af sted.
Og så kunne Sverre og jeg lægge os i vores egen seng med vores lille pige og bare slappe af.
Det var et skønt forløb, og har også efterfølgende været enormt afslappende, roligt og dejligt. Amningen kører fint og den smule ømhed der har været i den forbindelse aftog allerede efter ganske få dage. Der har også kun været et minimum af svie og lignende i understellet; det er også bare gået lynhurtigt over. Det har bestemt været en drømmefødsel, der på ingen måde kunne være forløbet bedre!
Søskende på babylisten:
Kajsa Viola har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 12/7-2007
> Slet profil <