Mor-/barn-profil for Maria og Fenja Rita
 |
Mor: Maria, 40 år ( |
|
31/12). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
I forventning om en ukompliceret graviditet og fødsel, havde jeg – allerede inden jeg blev gravid – planer om at føde hjemme. Helt sådan kom det ikke til at gå, på trods af en fuldstændig ukompliceret graviditet, men jeg havde nu en god fødsel alligevel.
Jeg gik til jordemoder på Helsingør sygehus og endte med at føde på Hillerød.
Jeg havde termin d. 22/6 – den dag kom og gik uden tegn på noget som helst. Jeg havde været til jordemoder dagen i forvejen og havde fået at vide, at der nok ville gå en uge – ti dage, før der skete noget. Min mand, Sverre, og jeg brugte ventetiden på at gå ud at spise – næsten hver dag…
De ti dage gik – jeg mærkede stadig ingen tegn på, at noget var under opsejling og jeg var efterhånden meget utålmodig.
D. 4/7 var jeg igen til jordemoder. Grundet sygdom, var det en anden jordemoder end hende, jeg var kommet hos gennem hele forløbet og hun undrede sig lidt over, at jeg overhovedet skulle til tjek hos hende nu, og ikke på sygehuset – jeg var nu i uge 41+5. Hun mærkede på mig og kunne konstatere, at jeg ikke havde åbnet mig det mindste siden sidste jordemoderbesøg. Jeg var grædefærdig; både over det, at jeg ikke havde åbnet mig, men også fordi, jeg kunne se min drøm om en hjemmefødsel smuldre. Men der var jo ikke noget at gøre – vi fik en tid til ctg og snak om videre forløb på Hillerød sygehus dagen efter.
D. 5/7 kørte min mor os til Hillerød, jeg fik kørt en ctg – alt så normalt ud – og vi kom til at tale med en læge. Her blev det besluttet, at jeg skulle sættes i gang torsdag d. 7/7. Jeg tudede et par gange undervejs – mest fordi tingene ikke gik, som jeg havde planlagt. Allerede samme aften begyndte jeg at glæde mig lidt – nu kunne der da ikke gå ret lang tid, før vi skulle være forældre! Samtidig prøvede jeg at dæmpe mine forventninger; vi havde jo fået at vide på sygehuset, at en igangsættelse sagtens kunne tage flere dage.
D. 7/7 kørte vi endnu en gang til Hillerød, denne gang kørte Sverres mor os. Kl. lidt over ni blev jeg lagt med en ctg. Mens jeg lå der, ankom min mor. Det var planen at hun, Sverre og min veninde, Ida, skulle være med til fødslen. Min mor kom nu mere som moralsk støtte og underholdning; vi regnede jo ikke med, der skulle ske noget den dag. Ctg’en så fin ud og kl. 9.47 blev jeg undersøgt – 3cm blød livmoderhals og en finger åben (nogenlunde det samme, som ved de to sidste jordemoderbesøg) – og fik lagt en stikpille op. Og så lå jeg der – en halv time med ctg og en halv time uden – så fik vi lov at gå lidt. Vi kørte ned til byen og fandt et sted, hvor vi kunne sidde ude og få lidt at spise. Jeg begyndte at få en del plukveer; ikke noget, der gjorde ondt, men nu skete der da noget!
Kl. 13.00 var vi tilbage på sygehuset – jeg fik kørt endnu en strimmel, der dokumenterede at baby havde det fint. Ti minutter i to blev jeg undersøgt – ingen ændringer siden sidst – og fik oplagt endnu en stikpille. Mens jeg lå der, dukkede min veninde, Ida, op – Hun ville ikke gå glip af noget, heller ikke selvom det var at se mig ligge og glo…
Lidt i tre kom jordemoderen ind til os og sagde, at vi gerne måtte tage hjem for den dag. Hun regnede ikke med, at der ville ske noget i løbet af aftenen, så vi fik en tid til videre igangsættelse næste morgen kl. 8.30.
Kl. 15.00 sad vi i min mors bil på vej hjem. Mine små hyggelige plukveer kunne pludselig mærkes noget tydeligere; nu nev de lidt… Ida tog med Sverre og mig hjem; min mor kørte hjem til sig selv – hun var lidt træt. Eftermiddagen gik stille og roligt. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg havde veer, men var også godt klar over, at der nok ville gå noget tid endnu. Jeg prøvede at lægge mig lidt, men kunne ikke rigtig sove. Ved syv-otte-tiden tog vi tid på veerne: de varede knap et minut og der var ca. fire minutter imellem. Jeg besluttede, at vi kunne ringe til fødegangen kl. 21 – det gjorde Ida så. På det tidspunkt, havde jeg ikke lyst til at snakke i telefon. Jordemoderen sagde, at det jeg havde, bare var opstartsveer, der skulle gøre klar til de ’rigtige’ veer. Jeg skulle tage et par panodiler og prøve at få hvilet lidt. Det var mildest talt nedslående nyheder – jeg var ved at være lidt træt; nu havde jeg holdt den siden kl. 15… Nå, jeg tudede lidt og tog et par panodiler. Ida redte en seng til mig på terrassen – det køligste sted i huset – og jeg gik derud. Men da jeg lagde mig på sengen – ca. kl. 21.30 – skete der noget. Lige pludselig ændrede veerne karakter og gjorde afsindigt ondt – jeg fik kvalme. Jeg lå og kastede mig rundt i nogen tid – hvile fik jeg intet af. Sverre forsøgte igen at tage tid på veerne, de varede stadig ca. et minut, men kom nu oftere. Ida ringede igen til fødegangen – jeg kunne jo altid komme derind og få en sprøjte morfin at sove på…
Min mor kom, og vi kørte til Hillerød – turen tager ca. 30 minutter. Det er den længste og værste køretur, jeg nogensinde har været på. Jeg sad på knæ på bagsædet og brølede, hver gang jeg havde en ve. Min mor kørte forkert to gange undervejs i forvirringen…
Kl. 23.40 ankom vi til fødegangen og fik en fødestue. Jeg klatrede op på briksen og lå der med enden i vejret og brølede. Efter en ti minutters tid kom jordemoderen, Ditte, ind og hilste – og gav mig besked på at lægge mig på ryggen, så hun kunne undersøge mig og lave en ctg. Livmoderhalsen var udslettet og jeg var to fingre åben – endnu en nedslående besked, mente jeg, der var begyndt at overveje, om de ikke bare kunne slå mig i hovedet med noget tungt, og hive ungen ud ved kejsersnit. Det var jeg heldigvis ikke i stand til at foreslå… Ditte tilbød mig en maske med lattergas, som jeg rev til mig med begge hænder – det tog vist lige toppen af smerterne, i hvert fald slappede jeg bedre af. Så gik Ditte igen.
Mens jeg lå der, begyndte min mor og Sverre at diskutere ctg’en – hjertelyden dykkede nemlig gevaldigt under hver ve, og de to var lidt i tvivl om den mon skulle det… Efter lidt lavmælt diskussion gik min mor ud på gangen, for lige at finde én at spørge – Ditte kom spurtende ind med en kommentar om, at vi da skulle have trukket i snoren…
Så blev klokken 00.06 og Ditte undersøgte mig igen – hovsa! Fem – nej, seks cm åben. Hun bad sygehjælperen om at finde en læge, så jeg kunne få den morfin at sove på. Sygehjælperen nåede kun lige hen til døren, da Ditte ombestemte sig: ”Glem det, vi føder nu!” På nogenlunde dette tidspunkt skruede hun også lattergassen over på ilt – fint, for jeg trak næsten ikke vejret uden masken. Ditte tog vandet og satte elektrode på babys hoved, for at tjekke hjertelyden – ifølge min journal dykkede den meget under veerne, men ’retter sig flot efter hver ve’.
Kl. 00.18 begyndte jeg at presse. Den meget ofte beskrevede følelse af at skulle på wc nu!, oplevede jeg ikke; det var bare som om ’ve-smerterne’ forsvandt, og jeg kunne tydeligt mærke babys hoved på vej ud. Ditte spurgte mig et par gange om jeg havde en ve nu, og jeg vidste det helt ærligt ikke – jeg pressede bare, for nu skulle den unge fanme ud! Ditte roste mig meget og forberedte mig på at hun, om et øjeblik, ville have mig til at gispe, for at jeg ikke skulle sprække. Og jeg gispede pænt.
Kl. 00.36 kom hovedet til syne – Det var en fantastisk fornemmelse. Et par pres efter kom kroppen så; desværre med begge skuldre samtidig, så jeg sprækkede alligevel lidt. (Kl. 00.40 kom moderkagen)
Jeg følte mig allerede meget mere klar i hovedet og spurgte med det samme, hvad køn baby var. Min mor havde set det, men mente at Sverre skulle have lov at sige det. Han kiggede: ”Det’ en pige…” En pige… Vi havde alle sammen været så sikre på, at det var en dreng. Og jeg ville så gerne have en pige først. Ida fik lov at klippe navlestrengen, og jeg fik min datter op til mig. Efter et par – noget hidsige – forsøg, fik lillepigen fat på brystet og suttede godt.
Imens jeg beundrede lille Fenja, ordnede Ditte mig forneden – hun lavede en enkelt knude og sagde, at hun ikke regnede med, at jeg ville gå i stykker næste gang.
Bagefter blev Fenja vejet og målt: 3930g og 51cm (blev dog en uge senere målt til 56cm, såeh…)
Samme morgen ved ottetiden tog vi hjem fra Hillerød med vores datter.
Søskende på babylisten:
Fenja Rita har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 12/7-2007
> Slet profil <