Mor-/barn-profil for Gitte og Lukas
 |
Mor: Gitte, 44 år ( |
|
5/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Min graviditet gik over al forventning, havde lidt bækkenløsning og havde også lidt sukker i urinen ved flere test, blev kontrolleret for sukkersyge, men der blev intet fundet, alt var normalt :)
Karsten var på skole i Viborg seks uger op til min termin den 31/3 og vi havde nok på fornemmelsen at fødslen ville gå igang mens han var derovre.
Den 30/3 var en helt normal dag, hjalp en veninde og var derefter ude og spise sammen med hende, vi hyggede os, og der var ikke optræk til noget som helst andet end en masse trælse plukveer. Jeg skrev på sms sammen med Karsten og brokkede mig højlydt over at der ikke var optræk til noget, jeg var så træt af at være gravid at jeg var parat til at løbe en tur, bare for at provokere fødslen igang.
Ca kl halv syv om aftenen skriver Karstens moster til mig om ikke snart der sker noget, jeg kunne svare tilbage at der ikke var optræk til noget som helst.
Efter nogen timer hvor plukveerne kommer tættere og tættere får jeg pludselig ondt under en ve, styrter ud på toilettet for lige at kigge, der er blod på papiret og jeg tror nu på at der måske skal til at ske noget. Jeg tager tid på veerne og da jeg opdager at de er regelmæssige og der er 10 min imellem ringer jeg til Karsten og siger at han nok godt kan begynde at pakke sine ting sammen, jeg påpeger at jeg synes han skal vente til om morgenen med at køre, var ikke tryg ved at han skulle ligge og køre fra Viborg til Holbæk kl lo.. om natten. Han kravler i seng og prøver på at sove, hvilket selvsagt er helt umuligt.
Min mor kommer forbi hos mig og hjælper mig lidt igennem veerne der bidder mere og mere. Omkring kl 11 er der kun ca 5 min imellem veerne og jeg ringer derfor til fødegangen for at høre om de vil se mig, det vil de gerne og mor kører mig derop. Min søster har imellem tiden snakket med Karsten og de er blevet enige om at det eneste rigtige er at han ser at komme imod Holbæk.
Ved midnatstid står mor og jeg på fødegangen jeg får anvist en undersøgelsesstue hvor jordemoderen lige vil se hvor langt jeg er i forløbet. Jeg bliver enormt skuffet da det viser sig jeg kun er en finger åben, men jeg er så tidligt i forløbet at jeg næsten kan vælge og vrage imellem det smertestillende. Jeg vælger et skud morfin idet jeg er udelukket fra en epidural på grund af en tidligere ryg-operation.
Jeg bliver indlagt og er dermed officielt ved at føde vores søn. Mor får en seng hun kan ligge på, og jeg tror at hun får sovet noget mere end mig. Jeg kan overhovedet ikke finde ro, smerterne er der stadig på trods af morfinen, jeg får en varmepakning og prøver så godt jeg kan at hvile mig.
Kl 3 om natten hører jeg pludselig Karstens stemme i receptionen, og han når dårligt nok at få stillet sine ting før jeg har fat om ham og giver ham det største knus jeg kan huske han har fået længe. Jeg var så glad for at se ham. Mor kører og Karsten overtager briksen. Jeg sover stadig ikke og smerterne bliver værre og værre. kl 7 om morgenen skal jeg på toilettet, og da jeg skal tilbage i sengen kan jeg slet ikke overskue smerterne længere, jeg kan ikke overskue hvordan jeg skal komme tilbage i sengen, havde ondt i maven, og havde det samtidig som om jeg blev tromlet over af en lastbil på hofterne. Jeg hiver i snoren og efter kort tid kommer jordemoderen ind til mig, de er midt i vagtskifte så hun har slet ikke fået sat sig ind i min historie endnu. Hun får guidet mig til at arbejde godt med min vejrtrækning og jeg får endnu en varmepude. Hun vil også gerne lige undersøge mig, og jeg er nu 6 cm åben ENDELIGT kunne jeg fornemme der skete noget.
Hun sagde der var travlt, men at de ville tømme og rengøre en fødestue til mig så jeg kunne flyttes med henblik på badekar eller lattergas.
Efter en halv time blev jeg flyttet ned på stue 2, jeg valgte at komme i badekar, der hvilede jeg utroligt godt og det var noget nemmere at holde smerterne ud på den måde. Jeg lå dog ikke særligt godt med ryggen og det blev værre og værre. Kl 10 var jeg begyndt så småt at få pressetrang, og jeg synes ikke karret hjalp mig så godt mere som det havde gjort. Jeg bad derfor om at komme op igen, og prøve lattergas istedet.
Hvordan jeg kom op af karret kan jeg ikke huske, det var så svært, var bange for at falde, og samtidig kom veerne med større og større styrke. Oppe på briksen fik jeg masken med lattergas, jeg kunne slet ikke få den til at virke og var vist nok ret så desperat. jordemoderen fik mig instrueret en gang mere, og derefter lagde jeg den stort set ikke fra mig: Den var SÅ god.
Jeg begyndte at få pressetrang, og sagde til jordemoderen at jeg nok ikke kunne lade være med at presse, det gav hun mig lov til, når bare det var let pres. Hun undersøgte mig igen, og fortalte at vandet slet ikke var gået endnu, hun spurgte om jeg ønskede hindepunktur, men fortalte mig at det nok ville intensivere veerne noget efter den manøvre. Det kunne jeg slet ikke overskue, så jeg sagde omgående nej, skulle ikke have noget af at smerterne blev værre, ellers tak da.
Jeg begyndte at kunne mærke at Lukas bevægede sig nedad, og i starten var jeg hunderæd for at han skulle glide tilbage så jeg forsøgte alt hvad jeg kunne at holde ham der hvor jeg havde fået ham presset ned. Jeg lå da i sideleje og jeg synes det var svært at få ham presset ned i den stilling. CA halv tolv tog jordemoderen vandet uden diskussion fra mig, det hjalp gevaldigt og var meget nemmere at få presset ham ned. Kvart i tolv kom jeg ordentligt op og sidde, og derefter gik det stærkt.
Det næste jeg hører var Karsten der fortalte mig at det var en lille krøltop der var på vej ud, det kunne jeg slet ikke forholde mig til skulle bare have den dreng ud NU.
\\\'Jeg kan ikke mere fik jeg sagt\\\' og jordemoderen svarede igen med \\\'JO du kan\\\'
Jeg husker at hun pludselig tog beskyttelseskittel og maske på, og Karsten fik besked på at trække i snoren. Ikke engang der gik det op for mig hvor tæt jeg egentligt var på. Kort efter fik jeg at vide at hovedet var født, og efter næste ve kl 11.56 var Lukas født.
Jeg kiggede ned på lejet og der lå han min lille søn, lidt blå, men skreg næsten med det samme, og kom op på maven af mig. Jeg var så fascineret, og havde travlt med at få et glimt af ham, han var pakket helt væk i dyner og tæpper så det var næsten kun hans hænder vi kunne se.
Karsten fik besked på at tage et billede og sende det til min mor, hun var så spændt på at skulle være mormor for første gang.
Jeg var sprunget ca 2 cm og fik en ganske lille syning. Han blev målt til hele 55 cm og vejede 3990 gram, en lang bandit.
Søskende på babylisten:
Lukas har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 6/9-2011
> Slet profil <