Mor-/barn-profil for Anja Kirkeby Repstock og Max Kirkeby Repstock
 |
Mor: Anja Kirkeby Repstock, 50 år ( |
|
25/7). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Den dag, min mand, Kenneth og jeg, kunne teste positiv var lykkens dag. Vi havde tidligere mistet et foster i 12. uge, så vi var temmelig utålmodige for at kunne kalde os ”gravide” igen.
Ved den første graviditet blødte jeg en smule fra 7 uge, og tabte det i 12 uge, så naturligvis var vi nervøse da denne uge oprandt. Men heldigvis, skete der intet denne gang…jubii.
Kenneth og jeg skulle giftes da jeg var 10 uger henne. Der var ingen der viste om graviditeten, undtaget vores nærmeste venner og vores mødre. Heldigvis kunne de formå at holde tæt, selvom det var en festlig aften.
På vores bryllupsrejse til Creta, begyndte jeg, til stor skræk, at bløde. Vi havde været ude at vandre en laaang tur i bjergene, og jeg vidste at det var et tegn på at jeg havde overanstrengt mig. Vi kontaktede vores guide og spurgte om hvordan mulighederne var for at komme hjem lidt før, da vi ikke havde lyst til at gennemgå samme rædsels tur som sidst, på et græsk hospital. Desværre var der ingen muligheder for at komme hjem til Danmark. Vi fik at vide at privathospitalet, som de benyttede, var totalt i top. Heldigvis slap vi bare med skrækken. Pyha….
Tiden gik og jeg voksede fint. I uge 19 (tror jeg) skulle jeg til scanning. Det glædede vi os meget til, selvom vi samtidigt var lidt nervøse….sidst vi blev scannet fik vi at vide at vores bebs var ”gået til grunde” som lægerne kaldte det.
Heller ikke her var der grund til vores nervøsitet. Bebsen levede i bedste velgående og jordmoderen kunne tilmed se at det var en dreng. Så var Kenneth lykkelig !
Utroligt fascinerende at kunne se sin baby for første gang. At se hjertet slå, begge hjernehalvdele og rygrad og det hele… !!!
Som ugerne gik, begyndte jeg at optage en smule vand i kroppen. Det endte dog med at jeg måtte sygemelde mig 13 dage før jeg skulle starte min barsel, da jeg havde ondt i bækkenet og mit blodtryk var aaaalt for højt. På et tidspunkt kom det helt op på 156/100.
Min egen læge mente at det var bedst at jeg blev undersøgt lidt nærmere at lægerne på hospitalet. Som sagt så gjort. Dog skulle jeg rende frem og tilbage til hospitalet en del gange, inden de til sidst, tog stilling til hvad der skulle ske. Sidste gang jeg var der, var 3 dage før termin – altså mandag den 7 april. De besluttede at sætte mig i gang med fødslen samme dag.
Jeg blev bedt om at komme ind igen om aftenen, hvorefter jeg skulle have lagt ballon kateter op.
Det er en meget underlig følelse, pludselig at få at vide at nu skal du føde. Jeg ringede til Kenneth på arbejdet og spurgte hvad han skulle lave den efterfølgende dag … Mon han havde noget imod at blive far ?
Om aftenen blev kateteret sat op, og jeg havde små veer natten igennem. Kenneth havde fået lov til at overnatte på stuen på en sofa.
Tirsdag morgen kunne vi høre en velkendt stemme. Minsandten om det ikke var vores egen jordmoder der havde vagt denne dag ?!? Jubiii…
Hun fjernede kateteret og tog vandet. Hun kunne samtidigt konstatere at jeg havde åbnet mig ca. 2 cm og livmoderhalsen var udslettet.
Jeg blev bedt om at vandre rundt på gangen og se om de rigtige veer ville komme af sig selv, eller om de skulle havde hjælp fra ve-drop.
To timer efter var der intet sket.
Ve-droppet blev tilsluttet og veerne begyndte så småt at komme. De første mange timer kunne jeg ikke rigtigt mærke veerne, og tænkte at jeg måske var en af de få der kunne føde uden at havde ”synderligt” ondt. Men jeg blev klogere. Kl. 15.00 tog de til i styrke og gjorde, mildest talt, mega nas !
Jeg havde besluttet, at jeg ville vente med smertestillende så længe som muligt, så der var chance for at den havde effekt når pressefasen kom.
Desværre åbnede jeg mig ikke mere denne dag. Kl. 21.30 kom der en læge som vurderede at det var bedst at fjerne ve-droppet, lade mig hvile natten igennem, og starte forfra igen om onsdagen.
Nøj da, hvor blev jeg trist da jeg ikke fik min baby i armene alligevel, og skulle tilmed igennem dette helvede igen dagen efter !?!?
Jeg blev naturligvis temmelig negativ og forlangte at få noget at sove på, og smertestillende så snart den første ve meldte sin ankomst næste dag.
Næste morgen startede vi så på ny med ve-drop. Veerne kom igen ret hurtigt. Få timer efter bad jeg om en epidural blokade. Da denne blev lagt var jeg et nyt menneske. Hold da op hvor var det dejligt !
Jeg kunne pludselig lave fis med Kenneth og min veninde, som var med hele vejen igennem. ( min veninde havde selv født 3 en halv måned før, og vidste absolut godt hvad jeg talte om når jeg sagde at det gjorde ondt !!)
Ved 16.00 tiden meddelte jordmoderen at jeg desværre kun var 4 cm. Åben. Øv øvøvøvøvøvø…
Der var langt igen, og evt kejsersnit ?
Men pludselig, ved 18.00 tiden, fik jeg nogle nye veer. Jeg vidste ikke helt hvad det var, men mente bestemt ikke at det var presseveer, da det ikke føltes sådan...men det var det.
Jordmoderen undersøgte mig og kunne også konstaterer at jeg nu var 10 cm. Åben.
Jeg havde, til disse veer, fået lattergas. Hun bad mig derfor ligge masken fra mig (ok, indrømmer – jeg var ret glad for masken, og brugte den også når der ingen veer var…) , og i stedet presse som om jeg skulle lave….”nummer to”…
Dette gik forrygende da jeg ingen smerter havde under presseperioden. En anden jordmoder kom ind og meddelte at min far havde ringet og var nysgerrig….Og da jeg jo ikke havde ondt og generelt havde det fint, sagde jeg til Kenneth, at han blot kunne ringe til ham og sige at han snart ville blive morfar. Dette syntes han nu var lidt besynderligt….jeg var jo lige i gang med at føde – og så ville jeg ringe til min far ?!?...men som sagt så gjort.
Kl. 19.24 blev lille max født. Jeg hverken revnede eller sprækkede, men til gengæld kom hele min moderkage ikke ud. De opdagede det ved, at mærke på min mave, om livmoderen var ved at trække sig sammen. I det jordmoderen trykkede på maven kom en masse blod. Lyn hurtigt blev læger, sygeplejersker og narkoselæger tilkaldt. Jeg må indrømme at det hele blev en del tåget. Jeg husker kun at jeg havde tæske ondt og at de alle trykkede mig på maven og spurgte mig om en masse ting.
Hurtigt blev jeg kørt til en operations stue og kom i fuld narkose. Her fjernede de så resten af moderkagen. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg var væk, men husker at jeg var MEGET træt efterfølgende. Det viste sig, at jeg havde mistet 2,8 liter blod !
Lægerne valgte, til min store forundring, ikke at give mig blod efterfølgende, men kun saltvand.
Heldigvis kom jeg ret hurtigt på benene igen.
Min lille skønne søn vejede 4000 gr. Og var 53 cm. Lang.
På grund af langvarig vandafgang, var der risiko for at babyen kunne have fået en infektion, også her slap vi med skrækken.
Kenneth og jeg blev enige, om at vi først ville hjem fra hospitalet når mælken var løbet til. Jeg skulle helst gerne være sikker på at min lille søn fik noget at spise. Dette skete søndag formiddag, men kors, hvor er det frustrerende ikke at kunne give sit barn noget at spise fra onsdag aften til søndag morgen. Heldigvis fik han lidt modermælks erstatning af sygeplejerskerne på afdelingen.
Det, at have en baby, og være en familie, er enormt stort. Max, som sønnen hedder, er en rigtig dejlig dreng. (ok, det syntes alle om deres børn Han græder ikke ret meget, kun når han er sulten eller hvis han keder sig. Han har (7-9-13) kun haft mave onde én gang. Derefter spiste jeg ikke flere chokolade skildpadder
Han sover pænt meget om natten, ca fra kl. 23.00 – 04.00, og igen fra 05.00-07.00. Herefter står vi op. I løbet af dagen sover han lidt på må og få.
Jeg prøver dog, ihærdigt, at få ham til at få en rytme, med at skulle sove til middag i soveværelset, i barnevognen, med åbent vindue. (Vi har ikke altan) Nogle gange lykkes det – andre kan jeg vinke farvel til en middagslur.
Har dog erfaret at han er viiiild med at ligge på maven. Her falder han simpelthen i søvn så snart han har en sut i munden.
Derfor starter vi uden sutten, så han kan styrke nakken og ryggen alt imens jeg hepper lystigt…
Så snart sutten komme i munden sover han. Jeg sidder ved siden af ham og ”våger” over ham som en anden høg…
Det er skønt at være blevet mor, især til lille Max. Han er min lille guldklump !
Alle i familien er, naturligvis, vilde med ham.
Søskende på babylisten:
Max Kirkeby Repstock har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 3/12-2003
> Slet profil <