Mor-/barn-profil for Marianne Christensen og Claus
+x(200)) Claus slet |
Mor: Marianne Christensen, 47 år ( |
+x(200)) Marianne v. Niagara Falls slet |
31/7). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Hej piger
Ja, så blev det min tur. To dage før termin, i torsdags (d. 13.marts), gik vandet klokken 7.15 om morgenen. Jeg sendte min mand på arbejde, for "førstegangsfødende bruger jo aldrig under 10-15 timer". Lidt efter kom den første ve, en time efter den næste, og så begyndte der at komme mange. Jeg havde ondt, og meget ondt af mig selv, for som førstegangsfødende ville der jo være mindst 8 timer tilbage af dette. Jeg fik ringet til min mand lidt i 10, og han vendte næsen hjemad.
Derhjemme lå/stod/kravlede/krøllede/vrikkede jeg mig rundt. Jeg fandt ud af, at det var godt at skrige, så jeg skreg højere, end det gjorde ondt. Stakkels overbo (kunne høre, at han var hjemme - undrede mig over, at han ikke kom ned og bankede på; ikke at jeg ville kunne have åbnet, men alligevel). Jeg dryppede fostervand og blod ud på gulvet. Store ur-kvinde…
Ringede til fødegangen 10.30, da der var meget blod i bindet og det gjorde ret ondt. Min mand var 5 minutter fra at være hjemme, og jordemoderen ville meget gerne se mig med det samme. Tasken var ikke helt færdigpakket (stor fejltagelse), for det kunne man jo rende rundt og gøre, mens man havde de første veer - NOT.
Hans kom ind af døren midt i et kæmpe skrig. For forfjamsket rundt, pakkede lidt mere, fik hanket op i mig. Midt i vepause, hvor jeg bare var klar, fattet og målrettet, fik jeg sko på og gik to etager ned til bilen. Satte mig ind og vi kørte til Skejby. Det tog 20 minutter, og jeg havde veer hele vejen. Til sidst med 2 minutters mellemrum.
På Skejby gik jeg selv hen til døren, ind i elevatoren og så hængende på Hans hen til skranken. Kl. var 11.20. De fandt med det samme en fødestue, fik skoene af mig og gjorde klar til en indvendig undersøgelse. Velankommet var der ikke så stor grund til at skrige højt, så det tog lidt af. Det var godt at være et sted, hvor der var nogen, der havde tjek på tingene. Jordemoderen ville undersøge mig indvendigt, men kunne kun få fingrene to led op, for der stødte hun mod hovedet. ”Værsgo at presse i næste ve!”. Jamen… jamen… allerede. Nå OK, så jeg pressede. Det gjorde ondt, men det var da rart at få lov. I pauserne var jeg helt fattet og kunne fortælle jordemoderen, at det hele ikke var så slemt. Hun mente ikke, at det var helt normal opførsel for en førstegangsfødende. Jeg pressede videre. Så en enkelt gang i spejlet for virkelig at kunne tro på, at de kunne se en hårtot. Store pres, små pres og så spurgte de, om jeg ikke ville have trøjen af, for næste pres ville nok få ham ud. Varme vaskeklude i ryggen og på mellemkødet. Hans’ bryst at læne sig op ad og så et par pres mere. Hovedet kom ud, næste ve skuldrene og pludselig var han helt ude. Kl. var 11.49. Han glædestissede på jordemoderen og blev lagt op på min mave. Han var blå og krøllet og grim (ingen oplevelse af instant kærlighed eller en mors ide om eget barns skønhed). Men han var hel og fin, og havde efterladt mit underliv i hel og fin stand med tre små rifter som det eneste. De blev ikke syet.
Far klippede navlestrengen. Jeg fødte moderkagen, ammede, fik ham tørret af, blev undersøgt, stukket i låret, han blev undersøgt og jeg fik underbukser, ble og hospitalstrøje på. Vi blev på stuen, fik tilbudt at komme ind i en dobbeltseng ved siden af, men da jeg selv skulle gå derind, afslog jeg.
Jeg kunne kigge på Hans en time efter fødslen og sige, at jeg var parat til at gennemgå både graviditet og fødsel igen, hvis det skal være. Jeg behøver ikke flere år til at glemme smerter eller ubehag, for så slemt har det jo ikke været.
Pludselig var der gået et par timer, og jeg blev sendt ud at tisse. Det gik fint. 5 minutter efter kom svigermor og svigerfar, svigerinde og svoger. De var imponerede over, at jeg bare havde klaret det hele derhjemme og alene.
Vægt var 3760 gr. Længde 52,5 cm.
Efter vagtskiftet blev vi kørt til patienthospitalet, hvor vi boede i 4 dage.
Efterhånden som han krøllede sig ud, blev han dejligere og dejligere, og mor elsker ham selvfølgelig meget højt. Det bedste er dog at se min mand som far. Den måde, han sidder med barnet, skifter ham, har ham liggende på maven, mens han læser avis. Mmmmmm får helt tårer i øjnene hver gang.
Tja, så er der lige gået nogle dage, siden jeg skrev sidst. Han tager meget af min tid, selvom han sover meget.
Det går godt med at have ham hjemme. I dag (16 dage gammel) har han smilet til sin mor for første gang. (Smeeeelllt) Han er generelt mere vågen end han har været tidligere. Har indtil nu været vågen 1-2 timer i døgnet udover amning og skiftning.
Jeg har brugt meget - rigtig meget - tid på at amme. I starten 45-60 minutter pr gang. Nu er det blevet lidt bedre. Jeg tager ham fra efter 20-25 minutter. Men nogle gange er han bare mere sulten, og så må jeg på den i tre kvarter. Det er mest om natten, at han synes, han skal spise længe. Men der kan jeg i det mindste ligge og småslumre imens. Der er masser af mælk. Jeg gennemvæder ammeindlæg, BH, trøjer, bleer, vaskeklude og alt andet, der kan stoppes ind mod det andet bryst. Både tanken om ham, gråd, og amning ved det ene bryst får det til at løbe. Det gælder om at have et par bleer klar til at stoppe i Bh’en, ellers er hans sparkedragt gennemblødt, når han har ligget op ad mig.
Vi bruger også meget tid på at vaske tøj. Det er utrolige mængder, sådan en lille fyr kan levere. Det er nu ikke, fordi han tisser eller skider så meget ved siden af, men et par sæt undertøj her og en sparkedragt der, en stofble med lort på fra puslebordet, mælkegennemvædede stofbleer og mors mælkegennemvædede tshirts… vupti så kører vaskemaskinen to gange om dagen.
Siden han blev født, har solen skinnet hver dag. Jeg triller ture med barnevognen i solen. Lækkert. Det har taget noget tid at lære at komme ud af døren. Det gælder jo om at selv komme i bad, få ham ammet, skiftet, pakket pusletaske, have tøj på og så komme ud af døren. Det går nu, men de første par gange var det godt at have en veninde til hjælp eller svigermor. (Min mand er selvstændig og har ikke barselsorlov, kun 8 dages ferie. De er brugt nu.)
Sundhedsplejerske og læge har kigget på ham, og han er perfekt og tager godt på. Vejer nu 4200 gr. Og måler 53,5 cm. Jeg har tabt alt det, jeg havde taget på under graviditeten (8 kg) og vejer nu 400 gram mindre, end da han blev lavet. Jeg satser på, at der godt må ryge yderligere 4 kg, så jeg er nede på det, jeg vejede, da jeg mødte min mand for fire år siden.
Uh, en lang smøre. Nå, den kan jo printes ud og klæbes ind i den ”Barnets bog”, han har fået. Generelt har han fået mange gaver. Tøj og legetøj. Han skulle kunne være påklædt og underholdt det næste halve års tid. Den bedste barselsgave var dog en pakke Lambi-toiletpapir til mig, i stedet for Skejbys model ”sandpapir”, for selvom det var en nem fødsel, var underlivet altså ikke i humør til at blive raspet et par gange om dagen.
God fødsel til Jer, der stadig venter længselsfuldt.
- Marianne
Søskende på babylisten:
Mia Liv (16 år 6 mdr)
Martin (19 år 7 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 12/4-2005
> Slet profil <