Mor-/barn-profil for Wenche og Lauge
+x(200)) Lauge 3 år slet |
Mor: Wenche, 49 år ( |
+x(200)) Mor slet |
8/4). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
I starten af 37. uge (36+1) opdagede jeg lidt over kl. 12 om middagen at jeg blødte. Jeg blev temmelig nervøs og ringede til Eddi på hans arbejde og sagde, at han skulle komme hjem. Vi tog derefter sammen ud på fødegangen, hvor jeg blev undersøgt med strimmel, scanning og underlivsundersøgelse. Ifølge vemåleren havde jeg lidt småveer, men ikke nogen jeg selv kunne mærke andet end maven trak sig sammen og blev hård (ligesom ved plukkeveer). Jeg havde godt nok natten før haft lidt menstruationsagtige smerter, men ikke nogle uudholdelige nogle. Jeg blev efter 4½ time på fødegangen sendt hjem med beskeden om at tage den med ro og at de desværre ikke kunne give mig noget gyldigt svar på hvorfor jeg blødte. Jeg skulle dog kontakte dem igen, hvis blødningen fortsatte og hvis jeg fik ondt. Jeg fik desuden konstateret at barnets hoved stod fast i bækkenet og ifølge jordemoderens skøn og ultralydsscanningen lå babyens vægt på ca. 2.800-3.000 g.
Vi tog hjem med ro i sindet og håbede at blødningen ville stoppe og graviditeten fortsætte som før.
Men kl. 23.20 samme aften rejste jeg mig fra vores lænestol og ”plask”, så gik vandet! Vi begyndte at smågrine lettere hysterisk. ”Vi skal vist af sted igen, og denne gang skal jeg vist have den berømte taske med” sagde jeg til Eddi som løb rundt efter håndklæder til mig….det stod bare ud med vand. Heldigvis havde jeg et par dage forinden fået lavet mig en liste over ting jeg skulle have med. Jeg kontaktede atter fødegangen og de sagde jeg bare skulle tage den med ro, og komme når jeg var klar. Lidt over midnat den 28/3-2003 ankom vi til fødegangen i en taxi med mig siddende godt placeret ovenpå et medbragt håndklæde.
Jordemoderen henviste mig til en briks hvor hun undersøgte mig og hun måtte sande at vandet var gået og det blev endnu ved med at vælte ud af mig. Der blev desuden også kørt en strimmel. Normalt ville hun sende mig hjem da jeg ikke havde åbnet mig ret meget endnu, men da jeg ønskede at blive fik jeg lov. Jeg begyndte også at have regelmæssige smerter som blev stærkere og stærkere i styrke, de blev hurtigt uudholdelige og de skulle kun blive endnu værre! Lidt efter kom en anden jordemoder som tog over, hun gav mig et lavement og henviste mig til en fødestue. Kort efter gav hun mig akupunktur for at få mig til at slappe af (Én nål imellem øjenbrynene, én nål i baghovedet og én i hånden mellem pegefinger og tommeltot). Hun sagde at jeg skulle se på veen som en bølge og tage dybe lange vejrtrækninger når den kom og slappe af. Jeg skulle også tænke på at for hver ve jeg klarede des færre var der tilbage. Ja, den var god med hende, jeg havde frygtelig ondt og prøvede med mit bedste at slappe af og trække vejret som hun sagde, men ak, det var håbløst. Jeg bad hende om en sprøjte med pethidin, men det synes hun var en dårlig idé, da jeg havde fortalt at min mor havde meget hurtige fødsler og hvis det var samme tilfælde her, ville barnet blive for påvirket til selve fødslen. Men hun kom med det fremragende forslag at give mig en epidural blokade, hvilket jeg tog imod med kyshånd. Kl. 4.50 fik jeg den lagt og smerterne blev mere udholdelige. Blokaden medførte ”desværre” at veerne mere eller mindre gik i sig selv igen og jeg lå og døsede i godt og vel 3-4 timer. Jeg fik ve- stimulerende drop ved en 8.00 tiden for at sætte gang i veerne. Fra kl. 8.00 og frem til kl. 10.00, udvidede jeg mig fra 4 til 10 cm (altså helt udvidet). Smerterne tog efterhånden til jo mere der blev skruet op for det ve-stimulerende drop og kl. 12.00 afbrød de epiduralblokaden så jeg kunne presse. Jeg endte med at stille mig i knæ og albueleje og jeg gjorde mit bedste med at presse, men det var meget hårdt, da jeg ikke følte den store pressetrang hvilket skyldtes bedøvelsen fra epidural blokaden. Til sidst skreg jeg om de ikke kunne tage babyen med en cup, hvilket jordemoderen syntes var en god idé. Så jeg lagde mig med meget besvær ned i rygleje igen og kl. 12.59 kom Lauge ud med ét træk i cuppen. Pyha endelig var det overstået! Det var en hård fødsel på godt og vel 14 timer. Det viste sig også at jeg havde haft et temmelig højt blodtryk i de sidste faser af fødslen og at jeg havde fået antibiotika i form af penicillin og metronidazol pr. drop, da der var fundet spor af protein i min urin. Jeg blev desuden syet med nogle sting da jeg bristede en pæn del. Lauge var stjernekigger og derfor var han noget af en kamp at få ud. Efter disse strabadser var jeg fuldstændig drænet for energi og havde mest af alt lyst til at få sovet ud.
Lauge fik højeste point i Apgarscore altså 10+10+10, så han var en fin lille en. Men han var langt fra så stor som jeg havde forventet. Dagen før var han ved både scanning og jordemoderskøn blevet bedømt til en 2.800-3.000 g. Men han vejede ikke mere end 2150 g. ved fødslen og var desuden 46 cm. lang. Men en smuk og dejlig dreng det er han. Der var desværre ingen forklaring på hvorfor jeg fødte 4 uger før tid eller hvorfor Lauge var så lille. Han burde have været over 2500 g. i 36. uge.
Søskende på babylisten:
Thilde Sóley (19 år 5 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 2/8-2006
> Slet profil <