Mor-/barn-profil for Louise og Marcus
 |
Mor: Louise, 52 år ( |
|
31/7). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fødselsberetning.
Torsdag eftermiddag startede noget, der lignede veer, hvor jeg bare ikke var sikker på, at det var det, det var. Senere på aftenen syntes jeg dog, at det begyndte at være lidt mere regelmæssigt, så jeg begyndte at tage tid på dem. Der var mellem 8 og 18 minutter imellem, da jeg begyndte at skrive ned fra kl. 20.00 om aftenen. Kl. 24.00 var jeg så træt, at jeg besluttede mig for at gå i seng, da veerne ikke var særlig stærke – det var nok egentlig også mere plukveer, end rigtige veer.
Kl. 4.00 vågnede jeg, og kunne mærke, at det var stærkere veer, der var i gang, og jeg spiste lidt, hvorefter jeg igen tog tid på veerne, indtil kl. 4. 45 – denne gang var der mellem 5 og 8 minutter imellem dem.
Jeg vækkede min mand, og gik i bad. Jeg tog tid igen fra kl. 5.10 – 5.38 og nu var der mellem 5 og 7 minutter imellem, så jeg gik på toilet, og fik tøj på. Jeg havde jo fået at vide, at når der var 5-6 minutter imellem veerne skulle vi ringe til fødegangen, og så tage af sted, men at der var tid nok, så jeg tog det meget roligt. Lidt i 6 til lidt over 6 tog jeg tid igen, og nu var der kun 3-5 min. Imellem veerne, så jeg fik hurtigt ringet til fødegangen, og vi kom afsted.
På vej til Aalborg sygehus Nord (en tur på ca. 20 min.) var der efterhånden kun 2-3 minutter imellem veerne, og de begyndte at blive stærkere.
Vi ankom til sygehuset lidt i 7, og jeg blev undersøgt kl. 7.00 – jeg var 1 finger åben. Vi fik besked på at vente i venteværelset, da jordemoderen først kom kl. 7.30, og vi fik noget morgenmad. Det kunne jeg dog ikke spise – jeg kastede i stedet op et par gange.
Kl. 7.45 fik vi en fødestue, og vi fik sat musik på – noget dejligt afslappende musik (hvilket var guld værd under fødslen for mig). Mine veer var begyndt at gøre ret så ondt, og jeg kom i sygehusets sexede tøj m. bind og det hele. Jeg fik akupunktur for smerter. Kl. 8.10 gik vandet og 8.50 blev nålene pillet ud, og sat på ny, denne gang til afspænding. Jeg er nu 4 cm. Åben (har åbnet mig 3 cm. på 1 t. og 50 min.).
Kl. 10.30 var jeg 8 cm. åben ( åbnet mig yderligere 4 cm. på 1 t. og 40 min.) og jeg begyndte at få pressefornemmelser. Jeg måtte dog ikke presse endnu, selvom det var svært at lade være med. Jeg får sat nålene på ny, for smerter.
Kl. 11.10 er jeg 9 cm. åben, og har meget svært ved at lade være med at presse – kl. 11.45 er jeg helt åbnet, og må endelig begynde at presse med, men nu er veerne desværre blevet svagere. Jeg får sat nålene om til vestimulation, og får vestimulerende drop, som de skruer mere og mere op for, som tiden går, men lige lidt hjælper det. Fra kl. 12.00 – 14.10 sker der ikke rigtig noget – hovedet står ved bækkenbunden, og mine kræfter er efterhånden brugt helt op. Der bliver indkaldt hjælp fra afdelingsjordemoderen, som prøver nogle alternative pressemetoder (jeg prøvede i øvrigt alle de fødestillinger der er undervejs, men endte med halvsiddende fødsel) – der blev tilkaldt en læge (med assistent) der skulle lægge sugekop på.
Sugekoppen kom på, og jeg brugte det allersidste jeg havde i mig til at presse ud, og nu skete der noget – hovedet kom ud troede jeg, men det var desværre bare sugekoppen der var røget af – og nu var jeg helt færdig, jeg troede jo, at det var ovre.
Men i næste ve, kom Marcus’ hoved så frem, men jeg havde problemer med at få skuldrene ud – mine presseveer kunne ikke bruges, og jeg havde bare ikke flere kræfter tilbage overhovedet, men de kunne se, at han var bleg og slap, så jeg SKULLE bare presse ham ud – jeg pressede og de hev (HÅRDT) og ud kom han..
Problemet var jo så, at han var helt slap og bleg, og de havde problemer med at måle hans puls, så der kom nogle flere folk ind; navlesnoren blev klippet med det samme, og han kom over og fik hjertemassage og ilt, og blev suget.
Der blev kaldt ’dårligt barn’ og endnu flere folk kom til (der var ca. 15, da det hele var på sit højeste), og han blev lagt i en kuvøse, og sendt til børneafdelingen. Min mand fulgte med, mens jeg blev gjort færdig – moderkagen blev født og så fin ud, og mærkeligt nok, så var jeg ikke sprækket helt vildt, som jeg ellers var sikker på, da han blev hevet så hårdt ud. Der var kun den ene ydre skamlæbe, der var ’gået fra’ på indersiden, og skulle have nogle sting, ellers var der kun en indre og en ydre lille ridse, eller hudafskrabning, så det var jo ret billigt sluppet.
Marcus blev på børneafdelingen målt og vejet og undersøgt og fik taget blodprøver, og fik så ellers sat elektroder på – fik sukkervand intravenøst og iltslange i næsen og så skulle han ligge i kuvøsen.
Hans blodsukker var lavt og han havde et meget lavt hæmaglobintal, det sidstnævnte var grunden til, at han var så bleg.
Den første melding vi fik på, hvad der var galt var, at der var en uforlignelighed mellem hans blod og mit, og at han skulle i 24 timers lysterapi, og at han måske skulle have skiftet blod. Vi skulle forvente, at han nok skulle ligge der i mindst 1 uge og nok mere. Lysterapien blev startet, men en time efter kom der en melding fra laboratoriet, at de havde lavet en fejl – der var ingen problemer med blodet alligevel, andet end at han havde for lidt af det. Han fik tilført 4 dl blod og hæmoglobintallet blev bedre – han begyndte også at få mere kulør. Hans lunger blev røntgenfotograferet, for at se om der var sket noget her under fødslen.
Herfra gik det gradvist bedre – hans tal normaliserede sig; han behøvede ikke få ilt mere – derefter blev sukkervandet taget fra og lidt efter lidt også de andre ting.
På 4. dagen kom han helt ud af kuvøsen – hans hjerne blev scannet for at udelukke indre blødninger og de sidste blodprøver blev taget og godkendt, og så måtte jeg langt om længe få ham ned på barselsgangen.
Det var en lidt hård omgang, men heldigvis endte det jo rigtig godt og vi fik en sund og rask dreng med hjem.
Jeg er ret så stolt af min dejlige mand, der var en enorm støtte undervejs. Især da Marcus var født og var så bleg og slap – der troede min mand at vi havde mistet ham, men han havde alligevel overskud nok til at han afledte min opmærksomhed og holdt mig oppe, så jeg ikke opdagede hvor alvorligt det var.
Derudover var han jo med på sidelinien, da Marcus blev undersøgt og fik alt det elektronik på, så psykisk tog det enormt hårdt på ham især. Så jeg er MEGET glad for min vidunderlige mand!!!!
Søskende på babylisten:
Marcus har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 29/5-2005
> Slet profil <