Mor-/barn-profil for Lisa Andersen og Freya Luna
+x(200)) Freya slet |
Mor: Lisa Andersen, 60 år ( |
|
29/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Det gik stærkt....Efter en graviditet præget af blødninger, plukveer og graviditetssukkersyge, og med flere falske alarmer,hvor vi tog på fødegangen, fik at vide at veerne kom med x antal minutters mellemrum og at jeg var så og så åben, bare for at se det gå i sig selv igen, men rigtige veer nærmest hele tiden fra 30 uge, så var selve fødslen nærmest en antiklimax...
Jeg gik i seng ved midnatstide om tirsdagen, vågnede med et par af det jeg troede var de sædvanlige veer kl. 4.23 og besluttede mig for at når jeg alligevel var oppe kunne jeg lige så godt tisse.....Da jeg aligevel var på toilettet mørkede jeg efter min livmorhals, der timer forinden havde været blød og lidt udspilet men ikke noget særligt..Det føltes helt underligt, der var ingen livmorhals, kun fornemmelsen af en ballon der hang i åbningen..Øh! Nå jeg troede stadig ikke der var noget at jage for.
På grund af graviditetssukkersygen, skulle vi på Skejby for at aftale dato for igangsættelse den dag. Jeg tog insulin de sidste tre uger, og havde ikke fået at vide hvorden jeg skulle forholde mig til insulinen, hvis nu fødseln pludselig gik igang....
Da jeg havde været ude og tisse, besluttede jeg mig for at ringe til fødeafdelingen, fore n sikkerheds skyld for at høre hvad de mente om insulinen....
"Tag du bare din insulin", fik jeg at vide, så det gjorde jeg....
Veerne var der endnu, men stadig kun i det relativt små, så jeg besluttede mig for at stå op og lave morgenmad, smøre madpakker osv. til hele familien. Dvs. vores to børn på 5 og 6 og min kæreste...
Da jeg stod ude i køkkenet kom der en ordentlig ve, der virkelig gjorde ondt og jeg vendte om og gik i seng..der var kl. omkring 5.30 og det begyndte at bide lidt....Jeg vækkede min kæreste...Faktisk så hahr jeg altid gruet lidt for den dag jeg evt. skulle vække ham for at sige at NU er det NU. Han plejer ikke at være til at vække, og jeg have set for mig hvordna jeg sad der med veer og ruskede og hev og sled i ham....
Sådan var det slet ikke, han må også have haft på fornemmelsen at der var noget i gære...Jeg nåede kun at fremstamme:"Jeg tror hellere du må stå op, det er vist ikke snyd denne gang." han for ud af sengen, op ad trappen for at vække de store børn, uden morgenkåbe og morgensko, så for han ned igen, stadig uden en trevl på kroppen, og gik ud og satte rundstykker over, og røg vist også..Det tog i hvert fald et stykke tid, før han igen kom farende ind i soveværelset, fandt sin morgenkåbe og spurgte mig hvordan det gik...Det gik ikke ret godt...Veerne kom hurtigt og gjorde ondt. Alligevel besluttede jeg mig for at gå i bad, men kom ret hurtigt ud igen, da jeg fik lyst til bare at sætte mig på gulvet og føde der. Min søn kom ind og spurgte om noget tøj han skulle have på, min kæreste kom ind og tilbød mig morgenmad, men jeg kunne ikke forestille mig at få noget ned....
"Vi skal afsted og det skal være nu!" kunne jeg lige fremstamme.Det var stadig for tidligt at aflevere de store børn i SFO så de måtte med...Jeg ringede til en veninde der lovede at møde os på Skejby for at tage imod dem og få dem i skole....Midt i det hele skulle jeg tisse. Det gik også meget godt, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at bøje mig og få trusser på, så det lod jeg være med...
Jeg ringede til fødegangen og stønnede, at nu kom vi. Klokken var lidt over 06:00
Jeg var midt i en vestorm nu, og vi skyndte os at få pakket børnene og komme ud af døren..På vej ud tog min søn mig i hånden og sagde:" Mor, ved du hvorfor det gør ondt?Det er fordi dine mavemuskler presser babyen ned så du kan føde." Midt i veerne kunne jeg ikke lade være med at smile...
Mens min kæreste bakkede bilen ud, nød jeg en pause. Det var som om at den friske morgenluft havde givet mig lidt ro. Vi bor på landet og har ret langt til Skejby, i hvert fald når man skal føde, men mens jeg ventede begyndte jeg at gå op ad vores grusvej og overvejede alvorligt at gå til Skejby, det kunne jeg da sagtens.*S* Heldigvis kom jeg på bedre tanker. Bilturen i morgenmyldretrafikken gik stort set mig forbi...Jeg sad med lukkede øjene og klamrede mig til bilens dørhåndtag.Og havde ondt..På et tidspunkt åbnede jeg øjnene på klem, og timede mine veer..Hver ve varede 2½-3 minutter,pausen varede under et halvt minut..Vestorm? Det tror jeg!
Ellers hørte jeg kun bilens horn, min kæreste lå åbenbart i en noneksisterende overhalingsbane og dyttede og dyttede for at kome frem..Lige da vi drejer ind til Skejby, siger jeg:"Jeg skal presse" "Du må ikke presse", hvæser min kæreste indædt, emns han kaster bilen gennem trafikken."Jamen jeg kan godt, jeg har ikke trusser på".
Klokken var omkring 6:50
Da vi nåde frem, flåede jeg bildøren op og fløj ind i opgangen til fødegangen.Mens jeg stod og ventede på elevatoren, med den ene ve rullende gennem mig efter den anden, kom en portør trillende med en tom seng. "Godmorgen!" sagde han muntert..."Jamre," svarede jeg mens jeg fløj ind i elevatoren og klamrede mig til håndtaget på væggen...hans forskrækkede ansigt var det sidste jeg så inden elevatordøren lukkede sig efter mig.*S*
Oppe på fødegange sad en sygeplejerske bag skranken.Hun spurgte om det var mig der havde ringet for kort tid siden. "Jeg skal føde," svarede jeg gennem sammenbidte tænder."Ja, det er der vist ikken nogen der er i tvivl om," svarede hun tørt og gelejdede mig ind i det der senere viste sig at være modtageværelset.
"Min kæreste kommer om et øjeblik," svarede jeg og tilføjede "Jeg har ingen trusser på!" (Jeg har aldrig regnet ud hvorfor de trusser betød så meget lige på det tidspunkt).
Jeg tog tøjet af og lagde mig op på lejet og heldigvis kom min kæreste lige efter....og jordmoren...en meget stor og bestemt, sort dame som præsenterede sig som Grace. "Jeg vil bedøves", svarede jeg....
Hun undersøgte mig. Det var for sent...jeg var fuldt udvidet, livmorhalsen var forsvundet, og da hun havde fået prikket hul på fostervandet, kunne jeg godt gå igang med at presse.
Og der var det så at det hele gik i stå...Jeg har ved begge mine andre fødsler gået 3 uger over tiden, så jeg havde ikke regnet med at føde to dage FØR tiden, denne gang...Vi havde faktisk en aftale på Skejby for at snakke igangsættelse senere på formiddagen..Føde? Mig? NU? No way...
Iøvrigt så var der ingen fødeskammel, og jeg kan kun føde med fødeskammel...Midt i det hel var der vagtskifte og en ny jordmor, en nye sygeplejerske og en jordmorstuderende kom ind og præsenterede sig. Jeg begyndte at gå i sukkerchock og min kæreste måtte forklare dem at jeg havde taget insulin inden vi kom...De fandt nogle druesukkertabletter og noget meget sød saft og jeg fik lidt. Jeg fik iltmasken og den var virkelig min ven undervejs..min kæreste tog den fra min mund mellem veer og trykkede den mod min mund når der kom en nye ve..Senere fortalte han mig at masken faktisk var gået fra så jeg ikke fik noget bedøvende i den på et tidspunkt, men det var jeg ret ligeglad med undervejs.Der var stadig ingen fødeskammel, og hver gang de forsøgte at lægge mig på lejet, rejste jeg mig op og gik rundt. De forsøgte at sætte en ve- og hjertemåler på min mave men den gled af, så det endte med at de satte en pulsmåler direkte på min babys hoved, mens hun endnu var inde i mig.
Det gik op for dem efterhånden at jeg ikke hahvde tænkt mig at blive liggende, og en eller anden styrtede ud og kom tilbage med en fødeskammel.
Så arrangerede vi os, min kæreste i stolen, mig på fødeskammlen foran og jordmor osv. foran igen...
Jeg blev gentagne gange bedt om at presse en havde slet ikke pressevver, under mine andre to graviditeter har der virkelig været den der kæmpe presstrang og den følte jeg slet ikke på noget tidspunkt denne gang.Jordmoren sagde at nu kunne hun mærke hovedet og selvom jeg ikke følte trangen pressede jeg, pressede og pressede...Og så blev hun født, Freya Luna prinsessen...Klokken var 8:05
Jeg kom op på lejet,navlestrengen blev klippet over,min ellers meget stoiske kæreste havde tårer i øjnene, moderkagen kom nærmest af sig selv og jeg skulle syes et sting.Jeg nåede knapt ok at opdage bedøvelsen så var det overstået, og Freya begyndte straks at amme ved mig...hendes apgartal var 10 lige efter fødselen og 5 minutter senere, men fordi jeg havde haft graviditetssukkersyge kom en børnelæge for at tage en blodsukkermmåling på hende...Det viste sig at hendes blodsukker var alt for lav, så hun blev taget fra mig og kørt på neonatal afdelingen...
Jeg skulle jo blive på fødestuen en time, så min kæreste tog med over på neonatalafdelingen.I den time, ringede jeg til familie og venner og fortalte den gode nyhed, jeg var oppe og gå for første gang, for at tisse, jeg fik lidt morgenmad og ventede utålmodigt på at komem over til min lille pige...
Det viste sig at de hahvde tænkt sig at jeg skulle ligge på en tilstødende afdeling, mens min helt nye datter var alene på neonatal..De forsøgte også at voerbevise min kæreste om at han skulle hen til mig, men han mente at jeg selvfølgelig kom så hurtigt som muligt..Da de forklarede at vi ikke kunne ligge på afdeling sammen, så forklarede han til gengæld at hvis vores datter skulle ligge på neonatalafdelingen, så ville mindst en af hendes forældre være tilstede ved hendes side døgnet rundt..han er ret stædig og meget overbevisende, min kæreste,så jeg blev kørt over til dem og fik allernådigst lov at blive liggende sammen med hende...hun lå med drop og fik glukose og havde allerede spist en hel del modermælk af kop....I løbet af dagen steg hendes blodsukker støt, og først på eftermiddagen ammede hun igen hos mig...
Kl. ca. 20.00 om aftenen blev vi indlagt sammen på en afdeling til observation, og der blev vi til fredag eftermiddag.(Hun er født en onsdag)
Det var frustrerende at være indlagt, hver ny sygeplejerske havde en ny mening om hvordan jeg skulle gøre, så det var dejligt at komme hjem og begynde vores liv sammen, hele familien.
Søskende på babylisten:
Freya Luna har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 10/3-2004
> Slet profil <