Mor-/barn-profil for Anne Lund Bengtsson og Kathrine
+x(200)) Og mig sagde hvalpen slet |
Mor: Anne Lund Bengtsson, 49 år ( |
+x(200)) Mig selv sagde hunden slet |
14/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Med masser af vand i kroppen (ialt +28 kg) ugerne op til og flere af hinanden uafhængige jordemødres forsikring om, at jeg ville blive mor før tid, var det lidt en skuffelse af nå terminsdagen d. 18. september. De sidste uger op til havde der været tiltagende plukveer, der ikke blev til mere, og jeg svømmede, cyklede og gjorde gymnastik som sædvanligt (også for at holde kg og vand i ave).
D. 18 sept. cyklede jeg i svømmehallen, svømmede mine 1000 m, cyklede rundt og gjorde ærinder, op og ned af trapper og på skovtur med Jes. Plukveerne begyndte at tage til, som vi sad og hyggede i sofaen til \\\"Hjerterum\\\", og jeg syntes, de bed noget mere end ellers. Kl. 22.30 måtte jeg gå i seng, fordi jeg synes, de var hårde og gjorde ondt. Jes ville ringe til Skejby, men jeg synes ikke, de var så hårde, som jeg havde indtryk af, at de skulle være, før man var i fødsel. Desuden havde der jo været plukveer så mange aftener før, at jeg næsten havde mistet troen på, at de førte til noget som helst. Slimproppen var røget 2 uger tidligere uden konsekvens, så jeg gik og ventede på den berømte pletblødning eller noget vand, der gik.
Nå, de her bed så meget, så jeg begyndte at græde og hive efter vejret, og Jes insisterede kl. 23 på at ringe til hospitalet. Jeg fik røret og forklarede grædende, at plukveerne var hårde og forventede, at hun ville synes, det var fjollet at ringe for så lidt og foreslå mig en panodil *S* Men hun kunne sit kram og høre en fødsel, når den er gået i gang, for hun ville kun høre, om vi kunne komme straks selv, eller om hun skulle sende en ambulance. Det kom bag på mig, jeg var slet ikke mentalt med på, at det var NU, det var. Det var Jes heldigvis, han styrtede rundt, bestilte taxa, fandt tøj og fødselstaske frem.
Afsted kom vi, jeg troede stadig ikke helt på det, fordi jeg synes, jeg var ok, havde mere styr på vejrtrækning og veer og følte både kræfter og overskud. Ved undersøgelsen ved ankomsten til Skejby var jeg åbnet 3 cm og blev konstateret gang i fødslen! Gulp, nu skulle det være!
Jeg valgte at komme i karbad, det var så skønt, og de næste timer gik ganske fint. Jeg var oppe på toilettet et par gange, fordi den der \\\"pletblødning\\\" viste sig at løbe periodevist i stride strømme ned af lårene på mig - Ak ja og mig der i ugerne forinden havde gået med bind og gransket NØJE for at se, om udflåddet nu ikke også VAR en smule rødligt *SS*
Jeg fik flere og flere veer, åbnede mig stille og roligt, og jordemødrene var utroligt søde. Som natten gik, fik jeg brug for at gå lidt, og jeg travede op og ned ad gangen med et gangstativ fulgt af jordemødrenes beundrende blikke og kommentarer. Til sidst kom een af dem hen og spurgte, om jeg dog slet ikke følte mig lidt træt og ville i en blød seng - jeg var jo trods alt i gang med at føde og skulle også have energi til presseveerne. Jo tak, kræfterne fulgte mig fint, vejrtrækningen fungerede, og et lille hvil var måske ikke så tosset...
Og så gik det ellers bare ALT, ALT for stærkt. Jeg løftede benet op over sengekanten med det resultat, at vandet gik og væltede ud som et vandfald - sengen var gennemblødt, inden jeg var i den. Vandet blev efterfulgt af vestorm, som jeg husker som et smertehav. Den ene ve efter den anden bølgede igennem mig, jeg kunne ikke sanse den ene fra den anden og følte, jeg var ved at miste bevidstheden. Jeg stønnede \\\"hjælp, hjælp\\\" og kunne næsten ikke røre mig for smerter. Jordemødrene var utroligt hjælpsomme, jeg var 8-9 cm åben og manglede kun det allersidste. Men de må åbenbart have vurderet, at jeg var for forpint og ved at sejle helt hen, for der blev hurtigt tilkaldt lægehjælp til at få lagt epidural (som, jeg egentlig ikke troede, måtte lægges så sent).
Epiduralen hjalp fantastisk, jeg fik igen kontrol over kræfter, veer og vejrtrækning. Jeg åbnede mig helt, og presseveerne tog over. De tog ca. 1½ time, og jeg synes slet ikke, de var slemme. Jeg fik at vide, jeg skulle tro på, at jeg \\\'selvfølgelig\\\' kunne presse en fodbold ud og ikke være bange for, at presseriet skulle \\\"sprænge\\\" mig. Jeg havde styr på presseteknikken og pressede pludseligt en stor, flot pige ud - syltet ind i alt muligt og øjeblikkelig klar til sit første måltid *S* Vores smukke Kathrine var kommet til verden.
Far var en stor støtte under fødslen, klippede navlestrengen over og græd, da Kathrine kom til og senere igen, da hun kom over til ham. Presseriet havde kørt så godt hos mig, at jeg ikke sprang en mm, hvilket jordemødrene var meget forbavsede over, da Kathrine var næsten 4 kg. Moderkagen var også fin, og på nær vestormen, synes jeg, det var en let fødsel og langt mindre hård, end jeg havde regnet med.
Søskende på babylisten:
Asta (16 år 8 mdr)
Helene (18 år 6 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 31/10-2008
> Slet profil <