Mor-/barn-profil for Anne Lund Bengtsson og Helene
 |
Mor: Anne Lund Bengtsson, 49 år ( |
|
14/5). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fødselsberetning:
Søndag d. 30. april 06 var jeg 39+2 og havde om dagen besøg af en god veninde og hendes lille datter. Vi havde det rigtigt hyggeligt, jeg havde det fint, og de tog hjem om eftermiddagen, hvorefter jeg tog mig en eftermiddagslur, som jeg har gjort det en del i den senere del af graviditeten. Men modsat sædvanligvis vågnede jeg ikke udhvilet igen, men vågnede med massiv kvalme og en hel del plukveer – men dem havde jeg havde en del af de sidste uger, så dem regnede jeg ikke for så meget *S* Min kvalme og plukveer blev værre ud på aftenen, og da klokken var ni var der 3-4 min. imellem, de bed temmeligt hårdt, og jeg fik det så skidt, så jeg begyndte at kaste op af veerne (mens baby var aktiv og sørgede for halsbrand – herligt! :O().
Vi begyndte at tale om, at det her var for voldsomt, for mange veer over for lang tid og ja i det hele taget for meget til at ignorere, og Jes syntes, vi skulle tage på hospitalet. Jeg synes, det var synd at vække Kathrine, min veninde havde tilbudt at passe hende ved fødslen, men jeg ville gerne, om Kathrine kunne sove nattesøvnen færdig hjemme, om det kunne lade sig gøre. Vi blev enige om at se det an natten over og gik i seng.
Men jeg fik intet søvn den nat, veerne knoklede løs, jeg kastede op af dem, og kl. 5 vækkede jeg Jes og fik ham søvndrukkent til at massere min lænd og tælle mine veer, der nu viste sig kun at have ca. 1 min. imellem sig. Jes blev nervøs og ville afsted NU, men jeg synes, vi skulle give det til kl. 7, så Kathrine kunne være veludhvilet. Kl. 6 var jeg dog mere end mør, lidt over 6 blev hun vækket, og kl. 7 stod vi på hospitalet for undersøgelse. Jeg fik kørt en strimmel, der viste, jeg havde meget stærke, ”gode” veer, at baby havde det godt, og en undersøgelse viste, at jeg kun var 2-3 cm. åben, men fuldstændig fødeklar. Det var godt nok noget af en skuffelse, at jeg ikke var mere åben efter så mange timer med veer, men både læge og jordemoder var overbevist om, at jeg ville føde i dag, i løbet af eftermiddagen, og lægen forklarede, at ”problemet” nok var, at barnet ikke stod så dybt eller fastskruet, som Kathrine havde gjort det. Dvs. at i stedet for at barnet for hver ve blev skruet en smule længere ned mod udgangen, så absorberede vandet nu kraften fra veerne, og barnet stod bare og hoppede op og ned i takt med veerne som i en anden omvendt hoppegynge.
Lægen ville høre, om jeg ville indlægges med det samme, han var overbevist om, jeg ville føde samme dag dvs. mandag 1. maj, men jeg følte mig tiltagende fjollet i og med, at jeg var begyndt at mærke nøjagtig samme mønster som ved fødslen af Kathrine, nemlig at lige så snart jeg kom på hospitalet, kom der ro over veerne, og jeg fik det betragteligt bedre og var absolut ikke overbevist om, at det her skulle være d a g e n, og når mine veer så ovenikøbet var så skuffende ineffektive, tjaeh...Så vi endte med at tage hjem for at se det hele an og få lidt hvil, men bare for at få lidt morskab ud af det, fik jeg øjeblikkelig kraftige veer, da vi kom ud i bilen. Jes spurgte, om vi skulle gå tilbage, men nu var jeg blevet stædig og irriteret over disse veer, der alligevel ikke førte til noget, så næ nej, nu skulle vi hjem og hvile!
Vel hjemme fik jeg absolut ingen hvile, og vi var hjemme 2 timer, hvor veerne kun havde ca. 1 min. imellem, før Jes sagde, han var bange for, vi ikke ville nå det, om vi ikke snart kom afsted. Jeg var blevet noget mere spag og tiltagende træt, og vi ringede til min veninde og aftalte af mødes på hospitalet, så hun kunne overtage K, og vi kunne blive indlagt.
På hospitalet blev jeg undersøgt igen, og %¤#”! S t a d i g kun 2-3 cm åben! Lægen sagde, jeg ikke skulle være ked af det, for det var tydeligt, fødslen var igang, og det var kun et spørgsmål om tid, før de fik ”lov” at være lige så effektive, som de havde kræfterne til. De var virkelig ”gode”, som han sagde, men jeg skulle tage stilling til ”how much pain I could cope with”, og der spillede danskheden nok noget ind. Sidste gang var jeg utrolig glad for at få en epidural, men jeg kunne/kan også godt lide at følge med i veerne og udvidelsen, så jeg tænkte ikke lige over at få en epidural lagt allerede nu, så vi startede blot med at blive indlagt og lade veerne knokle løs fortsat. Der var kl. 13.
Vi havde en dejlig jordemoder, der dog synes, jeg ”was taking too much pain”, og hun havde tydeligvis ondt af mig, når veerne stod på. På et tidspunkt blev det hende åbenbart for meget, for hun vendte sig mod Jes og sagde direkte adressereret til ham, at hun jo ikke skulle bestemme eller sige, hvad vi skulle vælge, men at hun havde m e g e t svært ved at forstå, at andre mennesker skulle bestemme, hvor meget smerte et menneske skulle tage imod! Jes blev helt perpleks, da det gik op for ham, at hun faktisk troede, det var h a m, der stod hindrende i vejen for, at jeg fik epidural, og han fik meget travlt med at forsikre om, at han skam syntes, en epidural var en glimrende ting!
NÅ, jamen SÅ ville hun da hente anastæsi-lægen omgående! Hvorefter hun marcherede ud og kom hurtigt tilbage med lægen.
Epiduralen blev nu hurtigt lagt, og modsat sidst havde Jes ingen saftevandsglas, han kunne vælte mere eller mindre fikst rundt omkring i rummet, men i stedet kunne han så gå i vejen og stod og blev svimmel og dårlig ved synet af, at jeg fik lagt epiduralen. Nå, hen med Jes i en stol i et andet hjørne, hvor han så sad og havde noget ondt af sig selv, mens jeg fik det mærkbart bedre. Veerne mosede derudaf, og pludselig begyndte de alligevel at have noget effekt, og jeg var 4-5 cm åben. Min læge Dr. Clark havde i øvrigt så fuldstændigt taget fusen på os ved undersøgelsen om morgenen, for han havde åbenbart skønnet, han havde brug for hænderne til arbejdet i dag og ladet brillerne blive hjemme (dem var han ellers normalt meget glad for at sidde og pille ved)! Han var godt tilfreds med det hele og sagde, både jeg og baby klarede det hele så flot, og at det her gik flot efter bogen. Vi snakkede om muligheden for at tage vandet, men han sagde, han helst ikke ville forcere noget, om jeg ellers havde det fint nu med epiduralen godt oppe at køre. Det havde jeg bestemt, selvom jeg var noget træt, nu klokken nærmede sig 15. Jeg havde haft stærke veer siden kl. 21 foregående aften, intet mad kunne holde i mig og ikke fået sovet, men epiduralen gav skøn hvile, og jeg lå og blundede lidt, mens veerne kørte deres løb. Baby havde det strålende, Jes var også ved at få kulør igen ovre i hjørnet, og alt åndede idyl på fødestuen *S*
Jes gik ned og spiste i restauranten, imens kom JM ind og ville flytte lidt på mig, spurgte efter Jes, hvor jeg måtte svare, han var gået ned for at få lidt at spise; ”Men! Never there, when you need them!” Nå, Jes kom tilbage og viste heldigvis, at han bestemt også kunne gøre god nytte og hjalp med at få mig i en lidt anden stilling.
Kl. 17 mærkede jeg tydeligt noget skvulpe ud af mig, og Jes kaldte på JM for at fortælle, at nu var vandet gået. Vi fortalte så, at sidste gang var tingene gået stærkt, så snart vandet var gået, og hun gik ud for at hente lægen.
Ganske rigtigt – helt som ved fødslen af K – blev vandets gang afløst af vestorm, veerne fik nu virkelig vist deres styrke. Og det var bare sådan en fryd at kunne ligge afslappet og se på strimlen, at veerne nu kom væltende nonstop, meget stærke, og modsat sidst, hvor jeg var ved at sejle hen hen i et smertehav, kunne jeg nu ligge afslappet og bare mærke de mange sammentrækninger, der virkelig hurtigt fik gjort kål på de sidste centimeter. Baby havde det fint, og ca. 1 time efter vandets gang, faldt der ro over veerne, og jeg mærkede svagt, men tydeligt en anden slags veer komme: presseveerne.
Presseveerne var ikke så nemme for mig at mærke pga. epiduralen, men når jeg mærkede een, havde jeg god styr på at hjælpe til, og allerede efter 6 presseveer på knap 1 kvarter, var hun født 18.12, 1. maj 06 :O)
Under næstsidste presseve havde hun fået navlestrengen omkring halsen, så hun var lidt slap, da hun kom ud, men der kom hurtigt liv i hende, og som Kathrine i sin tid mente også lillesøster straks, at en solid mellemmad måtte være på sin plads nu, så der blev ammet omgående :O)
Lillesøster er kommet ud knap en uge før Kathrine, så den estimerede slutvægt på ca. 4 kg, endte med en slutvægt på lige knap 3700 g og 50 cm. Ikke så stor en pige, som vi havde forventet, men stadig en meget stor pige for sydafrikanske forhold, og så absolut aftenens største på fødegangen. Jeg var den eneste ud af 10-12 fødende, der fødte vaginalt, og alle var så imponerede over, at jeg havde gennemført det – endda med så stort et barn, og endda uden at briste den mindste smule! Dr. Clark lagde ikke skjul på, hvor imponeret han var: ”Congratulations – you’re a STAR! – You’ve done extremely well!”
JM var også meget imponeret, hun var i det hele taget en rigtig perle, og vi var meget tilfredse med både hende og Dr. Clark, som i dagens anledning fuldstændig glemte at være nervøs på mine vegne, men gik fornøjet og tyggede tyggegummi og løbende erklærede, at det her bare gik så godt, og at jeg fx gerne måtte føde siddeliggende, selvom hospitalets politik egentlig var, at der skulle fødes på ryggen. For han kunne mærke, jeg havde styrken og en god følelse af det hele, så jeg kunne få det lige som, jeg ville have det. Ja, den mand forstod virkelig at sige de rigtige ting og fik mig til at føle mig som noget af en kernekvinde :O)
Jes var nu også en superstøtte, var så stolt af mig, og da JM først forstod, at han ikke var en fæl ægtemand, der holdt af at se sin kone på pinebænken, tøede hun også mærkbart op overfor ham *S*
Vi blev på hospitalet til næste dag. Jeg havde ikke bristet en smule, moderkagen var fint kommet ud af sig selv, Dr. Clark havde stået og beundret den, og allerede næste morgen var der mærkbar mindre blødning, noget ømhed tilbage i ryggen, og ellers var livmoderen flot i gang med at trække sig tilbage. Nu er vi hjemme, efterveerne har slet ikke været så slemme, som jeg havde frygtet, og blødningen synes også at stilne fortsat pænt af. Lillepigen skal hedde Helene, og hun er simpelthen så sød og nem. Hun kører fuldstændig efter samme holdning som Kathrine, at så længe hun blot får noget indenbords, så er hun den nemmeste af have med at gøre, og kun 1 dag gammel er der bestemt ingen tvivl, når hun er sulten eller ej. Så bonkes det lille hovede demonstrativt ind i brystet, og når hun får fat, suttes der godt og effektivt til. Amningen kører fint, og hun sov flot i sin lift i nat, i barnevognen i eftermiddags, har lige spist igen og ligger nu og ser Top Gear sammen med sin stolte far :O)
På hospitalet var de noget overraskede over, vi tjekkede ud så hurtigt, men som Dr. Clark igen sagde; I kan gøre lige, som I vil. Jeg har absolut ingen indvendinger, alt er gået så excellent, og jeg stoler fuldt på jeres dømmekraft. Mælken kan tage 2-3 dage om at løbe til – nå, I har også allerede gang i amningen! – jamen så, vil jeg da bare ønske jer tillykke igen og så ses vi til første undersøgelse :O)
Det er bare skønt at være hjemme igen, K har indtil videre ikke vist den mindste smule jalousi. Vi fik pizza i aften, det elsker K, og hun gumlede fornøjet løs, mens hun så på baby og blot konstaterede, at baby gerne ville have sin klud, men ikke noget pizza! M e g e t mærkelig lillesøster ;O)
Jeg synes, det er fantastisk, at det kun er 2 døgn siden, det hele gik i gang, og nu kan jeg allerede sidde her og føle mig mærkbart på vej mod helt normal kropstilstand igen. Alt virker helt normalt bortset fra den lille indpakkede klump med lyserøde roser på nattøjet og sødt hår på toppen, der ligger og hygger ovre på Farmands bryst. Der er masser af små hyggelyde i Helene, og hun viser allerede solide tegn på at blive en rigtig hyggetrold ligesom hendes storesøster og resten af husstanden :O)
Kærlig hilsen efter veloverstået fødsel,
Anne, nu mor til Kathrine og Helene 010506, født 39+3
Søskende på babylisten:
Asta (16 år 8 mdr)
Kathrine (21 år 2 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 31/10-2008
> Slet profil <