Lucas og Malthe slet |
Mor: Cecilie Nørregaard, 49 år ( 22/12) |
Cecilie slet |
Den 29.07.98, 14 dage efter termin fødte jeg Lucas på Helsingør sygehus. Den sidste tid var præget af utålmodighed og voldsom diarré. Sidstnævnte bevirkede, at jeg blev meget bekymret for barnets tilstand, og derfor lagde vejen forbi fødeafdelingen en uge før jeg fødte. En CTG viste at barnet tilsyneladende havde det godt. Lidt beroliget vendte jeg hjem, og fulgte rådene om at spise bananer. Aldrig har jeg spist så mange bananer. Et par dage senere forværredes min diarré dog yderligere, og jeg ringede atter til den vagthavende jordemoder. Hun lød som om jeg havde ringet forkert, og i stedet skulle have haft fat i lægevagten.
Men hun rådede mig til at spise nogle bananer!!!
Det slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg havde på fornemmelsen, at noget ikke var, som det skulle være. Ellers ville min krop vel ikke reagere sådan. Men jeg var på det tidspunkt meget sårbar og usikker, så jeg formåede ikke at banke i bordet, og bede om at blive taget alvorligt......
Plukveerne blev stille og roligt regelmæssige om aftenen d. 28. Jeg forsøgte at sove, men lå også meget vågen for at tage tid hvor regelmæssigt det var, og håbe på det ikke ville gå i sig selv....
Næste morgen ved 9 tiden ringede jeg til fødeafdelingen, som fortalte, at jeg ikke behøvede komme, før jeg havde tårer i øjnene af smerte. Jeg blev atter nervøs for at det skulle gå i sig selv, for veerne var ikke smertefulde. 14 dage over tid havde jeg virkelig ikke brug for at fødslen skulle gå i stå.
Min mand og jeg gik derfor en tur på et par kilometer. Da vi kom tilbage forsøgte jeg at spise lidt, og så ringede jeg og sagde at vi ville køre hjemmefra. (Selvom jeg ikke havde tårer i øjnene!)
Vi ankom til fødestuen kl 12.30, og jeg blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig én finger, hvilket jeg havde været i to uger. Så det var ikke særlig opløftende nyheder. Vi fik lov til at vente en time for at se tiden an, men var der ikke sket noget kunne vi godt tage hjem igen.
Kl 13.00 gik vandet i en kæmpe skylle. Det var tykt, grønt og ildelugtende. Samtidig begyndte veerne for alvor, og jeg kastede op. Jeg skulle ligge med CTG, hvilket var meget generende, men selvfølgelig nødvendigt for at holde øje med barnet. Jeg trak mig ind i en verden, hvor kun mit åndedræt, min mands hånd og lydene i rummet eksisterede. Og så selvfølgelig smerten.
På grund af hjertefrekvensen under og efter veerne overvejede personalet kejsersnit, men valgte normal fødsel. Det blev diskuteret hen over hovedet på mig...
Efter 2 timer havde jeg åbnet mig 4 fingre, og jeg fik lov til at komme i et kort brusebad. Derefter tilbage til CTG. Det meste af tiden lå jeg på den ene side, og havde min mand i den ene hånd, og et håndtag på sengen i den anden. Jeg orkede ikke at kigge på de mennesker der kom ind og ud, men til gengæld hørte jeg alt hvad der forgik.
Efter yderligere 1½ time havde jeg åbnet mig 8 fingre, og fik pressetrang. En jordemoder sagde, at jeg skulle presse lidt med, når trangen meldte sig, hvorefter hun gik på grund af vagtskifte. Den nye jordemoder kom lidt senere og iførte sig plastforklæde, og lange handsker. Og så sagde hun, at jeg for alt i verden ikke måtte presse endnu. En sygehjælper kom hen og præsenterede sig, og spurgte mig, om jeg ville føde i mit eget tøj, eller skifte til en hospitalsskjorte. - Hvor var jeg dog bedøvende ligeglad..... Det eneste der fyldte var at mit barn ikke havde det særlig godt. Så til helvede med min påklædning!
En læge ankom til stuen, og så fik jeg lov at presse. Undervejs holdt de øje med hjertelyden, som på et tidspunkt forsvandt, og de kunne hverken finde den elektronisk eller med det gammeldags rør. De forsøgte 2 gange at sætte en måler på barnets hovede, men det mislykkedes. Jeg fik ilt mellem veerne, fordi barnet ikke fik nok. For mig betød den tumult, at jeg blev virkelig bange. Jeg anede ikke om hjertet var holdt op med at slå, eller hvad der skete. De fortalte ikke noget, og jeg var ude af stand til at spørge.
Jordemoderen blev ved med at sige: "Det barn skal ud NU. Du presser ikke godt nok. Du trækker vejret forkert." Det fik mig til sidst til at sige ."Jamen det kan jeg ikke" Det jeg mente var, at jeg ikke kunne presse hårdere, og hvis det ikke var godt nok, og barnet var i fare, så måtte de gøre noget for at hjælpe. Men det forstod hun ikke.
Hun blev bare ved med at gentage det samme og sige til lægen at det nok var en fødselssvulst, og at barnet snart skulle ud.
Da hovedet blev født, viste det sig at den højre hånd sad fast ved venstre kind. De tog derfor fat et eller andet sted, og trak barnet helt ud. Han trak ikke vejret, skreg ikke, var blålig og slap. De første minutter efter troede jeg, han var død.
Igen blev der travlt på stuen. En narkoselæge blev tilkaldt, og sugede Lucas lunger fri for det slimede fostervand, og andre lagde CPAP, holdt øje med iltoptagelse, blodtilførsel mm. Efter en time skreg han endelig. Jeg fik lov at holde ham i en dyne i et par minutter, men han havde slanger og ledninger alle vegne og var helt pakket ind så det føltes bare kejtet. Derefter kom han i kuvøse.
Alt imens kunne vi ikke gøre andet end at se til. Det var så tomt og uvirkeligt, som om det slet ikke var vores barn. Vi var alene, fordi personalet var beskæftiget med Lucas, og af en eller anden grund måtte min mor, som ventede på gangen ikke komme ind. Hun kunne måske ellers have støttet os lidt.
Han fik apgar score 6 lige efter fødslen men fik det hurtigt bedre. Men han havde stadig en meget gispende vejrtrækning, og sitrede ved berøring. Det var nok især det sidste der gjorde at han blev overflyttet til Hillerød. Jeg følte at det var min skyld, at han havde det så dårligt, jeg havde fejlet, ved ikke at presse ham ud hurtigt nok. Og på en eller anden måde kunne jeg ikke forholde mig til at det var mit barn. Fødslen var jo gået ret hurtigt (4 timer fra vandet gik) så det var ikke særlig længe siden at jeg havde troet at alting ville gå efter bogen. Og nu stod vi pludselig i denne situation, fuldstændig uforberedte. Jeg blev ved med at tænke: "Hvordan kunne det ske." Alt er ellers gået så godt, så hvorfor nu det her."
Da ambulancen til Lucas kom, havde afdelingen glemt at bestille en sygetransport til mig. Jeg fik den besked at jeg kunne gå ned til vores egen bil, for der var jo mange der fødte ambulant, og de måtte jo også stå ud af sengen med det samme. Så det gjorde jeg.
Det var en frygtelig tur. At sidde der kun 6 timer senere og køre af sted uden barn, men med en tom mave. Virkeligheden var pludselig så fjern. Jeg kan huske det regnede virkelig voldsomt.
På Hillerød lå han på en 6 sengs stue, kun for børn. Han kom hurtigt ud af cpapen, men kunne ikke tåle at få lavt blodsukker, så han fik lagt sonde. Det viste sig i øvrigt at han ikke var i stand til at spise selv.
Jeg sad ret op og ned en hel aften på en havestol, lige efter at have født. Det var bestemt ikke behageligt, men min seng stod jo på gynækologisk, og jeg ville være så længe som muligt hos Lucas.
Han græd meget den næste dag, og de gav ham panodil, fordi de mente han muligvis havde ondt i hovedet. Lægerne der tilså ham sagde alle at han havde ligget for længe i maven, og han havde tabt sig. Noget tydede altså på at moderkagen ikke havde fungeret optimalt.
På andet døgn mente de at vi var klar til at komme tilbage til Helsingørs barselsafdeling. Sonden blev taget ud, og da han stadig ikke ville/kunne spise, skulle han have mælk af et lille bæger. Det var noget rod... Det meste røg ved siden af, og jeg var faktisk ret utryg ved at skulle tilbage til Helsingør. - Samtidig var jeg glad, fordi jeg regnede med at dette mareridt var overstået. At alting nu ville blive normalt.
Men kort tid efter vi ankom til Helsingør sygehus begyndte han at have nogle små rytmiske trækninger i den venstre hånd. Jeg havde set noget lignende tidligere på dagen, men da var det så svagt, og kun 2-3 ryk, at jeg ikke havde tænkt nærmere over det.
Men nu var der ikke noget at tage fejl af. Det var ikke normalt. Vi kaldte på sygeplejersken, som havde meget travlt. Hun slog det hen og snakkede om at jeg ikke måtte gå på bare fødder, for så ville jeg få brystbetændelse osv. osv. hun mente det var helt normalt. Nyfødte kunne spjætte meget.
Vi forsøgte at få ham til at spise, men det ville han ikke. Jeg begyndte at blive rigtig urolig, og græd indimellem. Vi kunne nu se at det var hver gang han vågnede at han begyndte at få rykninger i den samme arm. Vi kaldte atter på sygeplejersken, som lovede at få fat på en læge. - De har ikke børnelæger på Helsingør, så det ville blive en læge fra en anden afdeling.
Tiden gik og ingen læge kom. Først da vi gik ind til sygeplejersken og bad hende ringe med det samme, gjorde hun det. Lægen så rykningerne, og ringede omgående til Hillerød. Der blev målt blodsukker, og da det ikke var det der var problemet, skulle han tilbage til Hillerød. Jeg var så bange så det ikke kan beskrives. Jeg vidste at den slags rykninger skyldes noget i hjernen, og var bange for at der skulle være noget virkelig alvorligt galt.
Da vi kom tilbage til Hillerød var klokken ca. 21. Der kom en læge, som undersøgte Lucas. Han fortalte at det var kramper. De kom nu ca. hvert 10. minut, og varede 1-1½ minut. De havde bredt sig til både arme og ben. Det blev besluttet at kramperne skulle stoppes/behandles med Fenemal, som gives via drop. Men først fik han Stesolid, så han blev rolig og krampefri. Han havde fået lagt drop for kun to døgn siden, og hans årer var meget utydelige. De havde derfor svært ved at ramme, og måtte stikke mange gange. Der blev tilkaldt en laborant men også han opgav. Først da en anden læge blev tilkaldt fra sit hjem, lykkedes det at få sat nålen rigtigt i.
Han fik lagt sonde igen, og kom på vædskerestriktion. Dvs. han måtte kun få 70 % af hvad han egentlig skulle have, fordi kramperne muligvis skyldtes et ødem (vand) i hovedet.
Lucas sov nu i et døgn. Det var på den ene side underligt, men på den anden side, var det som om han havde fået fred for alt det forfærdelige der var overgået ham de sidste par døgn. Det værste var at han lå med apnøralarm (Hyler hvis barnet stopper med at trække vejret.) Den gik fejlagtigt i gang tre gange den nat. Og hver gang kom en hel flok personale løbende ind. Jeg blev selvfølgelig enormt skræmt hver gang. (Jeg havde nu fået enestue sammen med Lucas.)
Jeg var ligesom i en verden for mig selv. Kunne ikke rigtig tale om det. Men blev indimellem meget ked af det..
Den næste nat vågnede han op. Og der skete det helt vidunderlige at han søgte efter mit bryst. På det tidspunkt var virkningen af min stædige malkning indtruffet, og jeg havde enorme mængder at byde af. Jeg fik lov til at lægge ham til. Det var helt vidunderligt. For første gang kunne jeg mærke at jeg var blevet mor. Det gik op for mig at vi havde fået en vidunderlig søn, som vi ville elske uanset hvad fremtiden ville bringe.
De næste døgn blev han mere og mere vågen, og kunne til sidst spise helt selv. Der kom ikke flere kramper. Han blev scannet gennem fontanellen, for at se om der var opstået blødninger, eller om der stadig var et ødem. Det var der ikke.
7 dage efter fødslen fik vi lov at tage hjem.
Lægerne kunne ikke sige om han havde taget skade af den iltmangel der var årsag til ødemet, og kramperne. Vi fik af vide at vi måtte vente og se om han udviklede sig normalt.
Det gjorde selvfølgelig at vi i mange måneder var meget nervøse, og hele tiden tænkte på om ham mon ville blive handicappet, og hvor slemt det i så fald ville være.
Otto Benjamin (17 år 8 mdr)
Nilas Gabriel (19 år 8 mdr)
Malthe Matthæus (24 år 11 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 30/3-2007
> Slet profil <