Mor-/barn-profil for Cecilie Nørregaard og Malthe Matthæus
+x(200)) Lucas & Malthe slet |
Mor: Cecilie Nørregaard, 49 år ( |
+x(200)) Cecilie slet |
22/12). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Natten mellem fredag og lørdag, midt under år hundredes værste storm fik jeg regelmæssige plukveer. Slimproppen var gået 2 uger forinden, og hos jordemoderen dagen før, var jeg 2 fingre åben, så jeg følte mig rimelig sikker på at det var nu det skulle være. Efter et par timer med plukveer, som var helt regelmæssige, men ikke rigtig gjorde ondt, syntes jeg det var tid at tage af sted. Jeg havde et meget dårligt forløb første gang jeg fødte, så det var vigtigt for mig at komme ind på fødegangen, og få konstateret at alt var ok. (Læs evt om Lucas fødsel.)
Vi ankom til Hillerød sygehus kl 04.45, og jeg fik CTG på. Den viste helt regelmæssige veer, og fin hjertelyd. Jeg var stadig 2 fingre åben.
Jeg fik et lavement, og blev opfordret til at hvile mig lidt, så jeg kunne samle kræfter. Veerne gjorde ikke rigtig ondt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om at skulle føde. Mine tanker kredsede mere om at Lucas vores søn på 16 måneder lå syg med 40 i feber, og nu skulle passes osv. osv. Efter et par timer forsvandt veerne.... Og klokken 11 tog vi hjem igen.
Om søndagen begyndte jeg at blive rigtig utålmodig, og bekymret. Jeg kunne mærke at det tærede på mig psykisk at gå og vente, og jeg var bange for at der skulle gå noget galt med barnet eller at jeg til sidst ville have brugt alt mit overskud inden jeg overhovedet kom i gang med at føde. Så jeg ringede op på Sygehuset, og bad om at komme til at tale med afdelingsjordemoderen. Hun var meget forstående, og bad os om at komme, så ville de lave en hindeløsning, og køre en CTG. -Men inden vi kom skulle vi have samleje, for at sætte lidt ekstra skub i det!!
Da vi kom ind på fødegangen, blev vi efter lidt ventetid mødt af en venlig og meget kompetent jordemoder. Hun lyttede til vores tidligere erfaring, forklarede hvad hun foretog sig, og hvad hun mente, og sammen blev vi enige om at en hindeløsning i første omgang ville være nok, da hun mente det ville give en bedre fødsel end hvis der blev prikket hul på vandet. Hun forklarede at man kunne blokere psykisk, hvis man havde haft en meget dårlig oplevelse, og at det kunne være derfor det var gået i stå. Hun åbnede mig fra 2 til 4 fingre da hun lavede hindeløsning, og så tog vi atter hjem.
Tirsdag morgen den 7. december 1999 fik jeg atter mange plukveer. De var regelmæssige men gjorde ligesom tidligere ikke rigtig ondt. Men nu SKULLE det altså være, så efter et par timer, ringede jeg efter hende som skulle passe Lucas, min mor og Falck. Sidstnævnte sendte en ambulance og jeg skulle op at ligge på båre, med det resultat at der blev længere tid mellem "veerne".
Vi ankom til fødegangen kl. 12.30, og jeg var 5 cm åben. Der blev kørt CTG og jeg fik lavement samt besked på at gå lidt rundt. Jordemoderen forklarede at hun ikke ville prikke hul på vandet før i sidste øjeblik. (Hmm!?)
Der var langt mellem veerne nu, og jeg havde på fornemmelsen det ville gå i stå igen, hvis ikke der skete et eller andet. (Læs vandafgang...)
Kort tid efter kom jordemoderen tilbage efter at have talt med hende som havde foretaget hindeløsning om søndagen. De var blevet enige om at jeg nok ville have bedst af at få den fødsel rigtigt i gang, så hvis ikke der skete noget indenfor en time, så ville hun prikke hul på vandet, og hvis ikke det hjalp ville jeg få lagt ve-drop.
Vi gik lidt rundt på hospitalet og ventede.
Kl. 14.00 blev der prikket hul på fosterhinden. Vandet var klart, og barnet havde det fortsat godt. Jeg gik rundt inde på stuen i 10 minutter, da jeg af erfaring vidste at veer efter vandafgang kan være RET heftige fra starten. -Så jeg ønskede ikke at stå nede i den anden ende af hospitalet...
Kl. 14.15 fik jeg den første rigtige ve. Selvom det var det jeg ventede på, og jeg havde lagt mig på briksen, blev jeg overrumplet af den voldsomme smerte. Jeg havde svært ved at finde en tilpas stilling, og kunne ikke få kontrol over min vejrtrækning. Jeg troede jeg skulle kaste op, men det slap jeg for denne gang. Ved den næste ve gik det bedre, jeg fandt en rytme til min vejrtrækning, og koncentrerede mig om det. Min mor og min mand hentede kolde våde klude, som jeg indimellem kørte rundt i ansigtet og på halsen. Der var meget kort tid mellem veerne, og i de små pauser jeg fik, sparkede den lille så hårdt fra, at hans hovede buldrede mod min livmodermund og bækken. Det gjorde lige så ondt som veerne.
Kl. 14.50 Kunne jeg mærke at jeg var i overgangsfasen, hvor veerne nærmest er uudholdelige, og jeg fik fremstønnet at jeg havde pressetrang. Jeg var nu 8 cm åben. Jordemoderen gjorde klar til fødsel, og eksplorerede igen. 9 cm.
Kl 15.00 var jeg helt åben, og fik lov at presse. Jeg lå på briksen med hævet hovedgærde, og mine to fødselshjælpere på hver sin side af mig til at holde mine ben. Jordemoderen forklarede hele tiden hvad der skete, så da hjertelyden begyndte at dykke under veerne, og jeg derfor skulle have ilt, blev jeg ikke nervøs. Hun forklarede også at barnet nok ville være lidt chokket når det kom ud, fordi det var gået stærkt, men at det var helt ufarligt, også selvom det blev nødvendigt at give ham lidt ilt. Disse forklaringer var uhyre vigtige for mig undervejs.
Jeg havde ikke presset særlig længe, da hun sagde: "Nu føder du snart". Jeg troede nærmest det var løgn!. første gang jeg fødte havde jeg presset og presset, og ikke følt der skete noget, og nu gik det bare så stærkt. Hun sagde at hun ville guide mig, så jeg ikke revnede for meget.
En presseve senere, var hovedet ude. Jordemoderen skiftevis bad mig om at gispe og presse et par gange, og så var han helt ude. Klokken var 15.14
Han var temmelig blå, men skreg med det samme, og kom op på min mave, tæt indhyllet i tæpper. Jeg skulle stryge ham over kroppen med mine hænder, så der kom gang i blodcirkulationen. Det var et overvældende øjeblik.
Lidt efter tog de ham hen på børnebordet et øjeblik, så han kunne få lidt ilt. Han blev hurtigt fin i farven, og da jeg havde født moderkagen, og var blev syet et par sting, kunne jeg lægge ham til, og han suttede perfektmed det samme.
Klokken 20.00 tog vi hjem, og det var bare så dejligt denne gang at kunne tage sit eget tøj på, og komme hjem til sine egne omgivelser med det samme.
Søskende på babylisten:
Otto Benjamin (17 år 8 mdr)
Nilas Gabriel (19 år 8 mdr)
Lucas Aleksander (26 år 3 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 31/3-2007
> Slet profil <