Mor-/barn-profil for Anja og Josefine
+x(200)) slet |
Mor: Anja, 44 år ( |
|
12/1). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Josefines fødsel var en nem en af slagsen (tror jeg)
Det hele startede med at vandet, begyndte at sive ca. kl. 11.00 fredag den. 22.02.02. Jeg havde ingen ide om at det var vandet der var gået, troede bare det var udflåd. Ca. samtidig fik jeg den første lille ve, jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var veerne der var begyndt.
Brian skulle til jobsamtale den dag og derfor valgte jeg ikke at fortælle ham noget, der var jo ingen grund til at gøre ham mere nervøs end han var i forvejen. Det var først omkring kl. 15.00 han fik det at vide, da var han på vej hjem. Han blev bedt om at tage nogle bagekartofler med på vej hjem, ellers kunne vi ikke få aftensmad (synes ikke lige jeg selv ville køre ud og handle i min tilstand !)
Indtil vi spiste aftensmad ved 17.30 tiden, havde veerne ikke været "noget at skrive hjem om", men fra omkring kl. 18.00 var jeg nød til at stoppe med at lave hvad jeg havde gang i når der kom en ve, de var blevet kraftigere.
Omkring kl. 18.00 gik jeg i bad, for at se om det kunne hjælpe lidt på smerterne. Vi opdagede at jeg blødte en lille smule, og Brian blev meget nervøs og ville ringe til fødegangen for at høre om det var normalt. Jeg tog den lidt mere med ro, for jeg synes at det var meget naturligt. Vi ringede dog derind, og fik at vide at sådan skulle det være. Jeg blev spurgt om jeg ville derind og undersøges eller om jeg var tryg ved at være derhjemme. Jeg valgte at blive hjemme, så ingen grund til at køre ind på sygehuset for at blive sendt hjem igen (vi bor tæt på sygehuset, og kan være der indenfor ½ min. hvis vi trykker på speederen).
Som tiden sneg sig afsted blev veerne kraftigere og kraftigere, jeg tog det underligt nok med ophøjet ro. Havde overskud til at berolige Brian, opførte mig næsten som om det var barn nr. 18 jeg skulle føde ! Jeg havde lang tid før fødslen, fundet ud af at jeg ikke ville tage ind på sygehuset for at blive sendt hjem igen, det var jo første gang, så det kunne tage sin tid.
Aftenen gik langsomt, jeg forsøgte at hvile mig så meget som jeg kunne, og beordrede Brian til det samme, vi skulle jo være friske når det skete. Mine veer var nu så kraftige at jeg slet ikke kunne finde ro, jeg vandrede hvileløst omkring og pustede som et damplokomotiv, hang over borde og stole, tæskede løs på vores sofa og havde virkelig ondt. Kl. 01.30 ringede vi til fødegangen igen og tog derop. Jeg blev undersøgt, og det blev konstateret at jeg var 6-6½ cm åben, det betød at vi skulle blive der. Vi fik en fødestue tildelt, og badekarret blev fyldt op. Her lå jeg en times tid og svømmede rundt, det varme vand gjorde at jeg ikke havde så ondt længere. Imens jeg lå i badekarret kom der 2-3-4 ? forskellige jordmødre og sygeplejersker ind og kiggede til mig (det var en meget travl aften/nat, så den der havde tid kiggede lige ind !)
Pludselig kunne jeg ikke holde ud at ligge i badekarret længere, jeg ville op, NU. Så det kom jeg. Brian tørrede mig og fulgte mig ind til fødebriksen, da jeg endelig var blevet bakset op på den, fik jeg en maske med lattergas, det var rart ! Kl. var ca. 3.00 og jeg blev undersøgt af en jordemor igen, jeg havde åbnet mig en 1 cm mere, så nu var vi oppe på ca. 7 cm.
Tiden gik langsomt, jeg lå og vente og drejede mig af smerte, der sad en sygehjælper inde på stuen hos os, og omkring kl. 5.00 fik jeg fortalt hende at jeg havde pressetrang. Det mente hun var det pure opspind (sure kælling !), for så meget kunne jeg ikke have åbnet mig på så forholdsvis kort tid. Vi fik hende dog endelig til at hente en jordemor, som undersøgte mig, og beordrede mig om på ryggen, for nu skulle der presses, jeg var de gyldne 10 cm åben.
Det kom lidt bag på mig at presseveerne gjorde så ondt som de gjorde, men i pauserne imellem dem gjorde det overhovedet ikke spor ondt. Jeg spurgte jordmoderen hvor længe jeg skulle ligge sådan, hun mente at 5 presseveer, så var det overstået. Helt ret fik hun ikke, og jeg havde ikke lyst til at have så ondt, så presseve nr. 6 præsterede jeg at ignorere.
Endelig kl. 6.05, efter ½ time og 8 presseveer, blev Josefine født, det var en ekstrem vild oplevelse, og jeg var så forfjamsket at jeg ikke hørte efter hvad det blev. Først efter jeg havde fået hende op på maven, fandt jeg ud af at det var en lille pige.
Vi kom alle tre ind og ligge i en meget mere behagelig seng, her sad vi bare og kiggede på hende. Hun var/er jo vidunderlig :o)
Søskende på babylisten:
Mathilde (17 år 5 mdr)
Cecilie (19 år 10 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 20/2-2007
> Slet profil <