Mor-/barn-profil for Kirstine og William
+x(200)) William Handyman 10 mdr. slet |
Mor: Kirstine, 48 år ( |
|
20/2). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fødslen forløb ganske anderledes end forventet. Vandet gik søndag 29. august om formiddagen…midt i OL håndboldfinalen mellem Danmark og Korea! Så der sad jeg fed og mægtig i sofaen og råbte og heppede, da vandet begyndte at sive. Syret oplevelse…..der gik lige nogle sekunder, før det gik op for mig, hvad der skete. Da kampen var færdig, og det stadig sivede, ringede vi til fødegangen, og vi fik besked på at komme om eftermiddagen til tjek. Eftersom jeg ikke havde fået veer, føltes det ret sært at vide, at nu var fødslen sådan set gået i gang.
Søndag eftermiddag tog vi så på fødegangen, hvor en noget sur jordemoder konstaterede, at der vist var vandafgang men ingen veer. Så jeg blev sendt hjem igen med et lager af store bleer og besked på at ringe igen mandag morgen, hvis jeg ikke havde fået veer. Vi fik ikke megen søvn den nat, men mandag morgen meldte sig, og jeg var stadig uden veer. Så vi ringede endnu en gang til fødegangen og blev bedt om at komme midt på dagen – med mindre veerne begyndte.
Der kom ingen veer, så vi troppede op kl 12, hvor en sød jordemoder forklarede, at man nu var nødt til at sætte fødslen i gang. Dette ville i første omgang ske med stikpiller og senere med ve-stimulerende drop. Og hun advarede os om, at det kunne blive en ret langvarig affære. Den første stikpille blev lagt kl 13, og vi skulle så komme igen kl 18 til stikpille nummer 2, hvis veerne stadig udeblev. Så vi kom –selvfølgeligt – igen kl 18…..nu var jeg ved at være bange for, at min krop simpelthen ikke anede, hvad den skulle.
Til vores store overraskelse var jeg begyndt at åbne mig, selvom jeg ikke mærkede noget til veer. Så nu ville jordemoderen ikke lægge flere stikpiller men gav os besked på at ringe næste morgen kl 8, hvis der ikke var sket mere. Kors hvor var jeg arrig, da vi gik derfra….det var dæleme da skruen uden ende!
Cirka kl 19.30 begyndte veerne så! Jeg havde fået det indtryk, at veer føltes enten som meget stærke menstruations smerter eller stærke smerter i ryggen – så jeg var totalt uforberedt på, at veer for mig åbenbart satte sig i hofterne og derfra gik direkte i lårene. For dælen da det gjorde ondt!! Jeg råbte start og stop, så Lars kunne notere tiden på veen. Vi havde fået at vide, at veerne først var rigtig effektive, når de var regelmæssige med 3 minutters mellemrum fra den ene ve start til næste ve start, og hver ve skulle vare 1½ minut. Mine veer varede alt fra 50 sekunder til 2 minutter og 50 sekunder, og der var fra 2 til 7 minutter i mellem, så de kunne vel næppe være mindre regelmæssige.
Kl 23.45 var jeg mør uanset de uregelmæssige veer – nu ville jeg ind på hospitalet og have noget smertestillende. Lars ringede til fødegangen, og selvom de da nok lige mente, at jeg havde haft veer i for kort tid, så gav de sig og lod os komme. Køreturen fra Glostrup til Frederiksberg var rædselsfuld! Jeg sad på bagsædet og skreg af Lars…når jeg havde en ve, ville jeg ikke have, at bilen bevægede sig, og når jeg ikke havde veer, kunne han ikke køre hurtigt nok. Den stakkels mand fik ikke et ben til jorden!
Kl 00.30 ankom vi så til fødegangen, hvor en rigtig sød jordemoder tog imod os. Jeg kunne kun sige ”Epidural!!” mellem veerne, så jordemoderen forklarede, at der skulle køres strimmel og undersøges en række ting, før jeg kunne få sådan en –men i mellemtiden kunne jeg da få lattergas. Ind på en fødestue med mig og gang i gassen….som jeg i første omgang slet ikke syntes virkede. Jm undersøgte mig, og sørme om jeg ikke var 5 centimeter åben. Så startede hun de undersøgelser, der skulle til for at blive klar til epiduralen. Og jeg lå bare på briksen og skreg, mens jeg hev lattergas ind. På et tidspunkt rev jeg slangerne til masken ud af væggen…..jeg var vist lidt hidsig.
Endelig var junior og jeg clearet til epidural, og jm gik ud for at ringe efter narkoselægen. Pludseligt føltes det meget, meget forkert mellem mine ben, og jeg råbte til Lars, at der var noget galt, og han skulle hente jm NU! Han ræsede af sted, og jm kunne nu konstatere, at jeg var fuldt udvidet og klar til at presse…og dermed kunne jeg vinke farvel til min epidural. I stedet for at blive lettet over, at fødslen nu nærmede sig slutningen, blev jeg stiktosset over at gå glip af epiduralen – tanken om smertefrihed for en periode havde føltes om det eneste lyspunkt, og nu fik jeg ikke lov til at opleve det alligevel.
Men det var jo sådan set bare ærgerligt, for junior skulle stadig ud. I starten kunne jeg slet ikke finde ud af at presse rigtig, og jeg sagde på et tidspunkt til jm, at nu gav jeg altså op, så hun kunne godt gøre klar til det kejsersnit! Efter de første 4-5 presseveer fik jeg dog fornemmelsen af, hvad jeg skulle gøre, og så fik jeg ellers kræfterne tilbage. Desværre havde jeg rigtig lange pauser mellem hver presseve – helt op til 10 minutter – så jeg følte rigtig, at jeg blev holdt på pinebænken. Ved næstsidste presseve fik jeg hovedet halvt ud, før veen stoppede….tal om et dårligt sted at gå i stå!!! Heldigvis kom næste ve ret hurtigt, og så var vores mirakel født. Kl var 04.08 den 31. august 2004, og William målte 53 cm og var 3700 gram tung. Moderkagen kom hurtigt efter, og så måtte jeg udholde noget hårdhændet massage af livmoderen, fordi jeg blødte for meget….hvilket først er gået op for mig bagefter. Jeg lå jo bare og stirrede forundret på den lille klump på min mave. Jeg blev syet med 2 sting udvendigt og 2 sting indvendigt, og så fik vi stuen for os selv en times tid, inden turen gik til barselsgangen.
Vi tilbragte 5 dage på barselsgangen. Den første dag gik med at stirre forelsket på vores lille søn. De næste 2½ dag gik med at trave op og ned med en skrigende unge, der var for utålmodig til at amme. Det var sindssygt hårdt! William var god til at sutte men for doven til at vente på, at råmælken kom ud. Vi endte et par gange med at give ham lidt modermælkserstatning, så han kunne få lidt søvn….og hans mor kunne få hvilet ørene lidt. Jeg tudede ret meget i de dage og følte mig som en total fiasko.
Endelig løb mælken til, men nu var vi inde i en rigtig dårlig rutine, hvor jeg frygtede amningen. Faktisk var jeg nu sikker på, at jeg slet ikke havde mælk, så en af dagvagterne lod mig malke ud og kunne så tørt konstatere, at jeg havde mælk nok til at fodre trillinger. Det hjalp mig bare ikke med at få William til at spise, og jeg nægtede at forlade barselsgangen, før jeg enten havde tjek på amningen eller havde fået lært at give William flaske.
Fredag eftermiddag sad jeg grædende med en skrigende William i armene, da Mette – en meget bestemt sygeplejerske – kom ind og sagde, at nu skulle William og jeg altså lære at amme! Så hun tog resolut unge og bryst og fik lagt William ordentligt..og sørme om ikke barnet gav sig til at spise. Hun brugte det meste af den eftermiddag og aften på at lære mig at tage rigtigt på William, når han skulle ammes, og amningerne om natten forløb helt uden problemer. Så lørdag tog vi hjem med vores lille mirakel.
Søskende på babylisten:
Clara (13 år 10 mdr)
David (16 år)
Simon (tvA) (17 år 9 mdr)
Karen (tvB) (17 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 13/9-2011
> Slet profil <