Mor-/barn-profil for Kirstine og Simon (tvA)
 |
Mor: Kirstine, 48 år ( |
|
20/2). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Det starter jo egentlig onsdag aften med det der ballonkateter, som jeg får lagt op for at åbne min livmoderhals nok til, at vandet kan tages torsdag morgen. Vi havde fået at vide, at det skulle sidde i 12 timer, så stor var min forundring, da selv samme kateter på en natlig tissetur ved 2-tiden falder ud. Hmmm…..ringer til FG og får at vide, at jeg skal putte det i en pose og tage det med næste morgen og så i øvrigt håbe på, at jeg nu ikke lukker mig igen, så de skal starte forfra. Satans da også….! Er rigtig ked og får ikke sovet mere den nat.
Vi møder op på FG kvart over 8 torsdag morgen. Bliver undersøgt og er heldigvis knapt 3 cm åben, så der er ingen problemer med at tage vandet, som er helt klart og fint. Får kørt ctg til kl. 9.15, og begge børn har det fint, men jeg får ingen veer. Vi bliver enige om, at Lars og jeg kan gå ned i cafeteriet og få lidt morgenmad og så komme tilbage kl.10. Så der vralter jeg så ned ....
Kl. 10 har jeg lidt småveer – de varer knapt 30 sekunder, og jeg kan fint kommanderer rundt med Lars, mens de står på. Jeg får klyx og kommer på fødestue. Klyxen sætter lidt mere gang i veerne, så de kommer hurtigere efter hinanden, men jeg kan da stadig ordne hår under veerne, så længe jeg understøtter maven. Vi bliver enige med JM om, at kl. 11 er grænsen – der skal jeg undersøges og eventuelt have ve-drop sat i gang.
Kl. 11.05 ifølge fødselsjournalen bliver jeg undersøgt og er 7 centimeter åben, og nu begynder de veer, der minder mig om, at det vist gør lidt ondt at føde! Jeg får kun lov til at stå nogle minutter, for der skal sættes elektrode på Simons hoved, så jeg ligger i sideleje og råber, for nu gør det bare nas. Jeg når faktisk at tænke, at jeg er blevet for pivet til at føde, for det gør bare så meget mere ondt, end jeg husker, og jeg vil have epidural, lattergas, steriltvandspapler og alt, hvad de ellers har i arsenalet, og jeg vil have det på én gang med det samme!! Og så fortrød jeg for resten den ostemad helt vildt lige på det tidspunkt……
Kl. 11.15 påsættes elektroden og der anlægges venflon, hvilket tager en rum tid, for jeg er bare ikke nem at stikke i. De når ikke at slutte det til, for den ene JM – gudskelov havde vi både en JM og en JM-stud med på stuen – spørger mig pludseligt, om jeg ligger og presser. ”Det tror jeg!” er mit vældigt begavede svar. Der er kl. 11.30. Vi har jo ellers fået lange forklaringer og lister over alle de, som skal være med ved fødslen for at sikre, at alt går godt……men ingen af dem når at komme ind på stuen, før Simon kommer flyvende ud kl. 11.34. Lige i det sekund han kommer ud, tænker jeg, at nu går jeg da i stykker fra den ene ende til den anden. Simon skriger med det samme, og jeg får ham op til mig. Da børnelæge kommer til stuen, overtager hun ham. Simon får Apgar 10/1 og !0/5 og klarer i det hele taget den lidt bratte medfart helt uden problemer.
Nå – men ingen læge til at holde på Karen i maven, så det må JM gøre, mens den studerende ringer efter lægerne. Herefter bliver alt en smule kaotisk, for det er jo ikke meningen, at tvilling A skal være født, når kavaleriet ankommer. En læge overtager at holde på Karen, men der er uenighed om, hvordan hun ligger. Først er der enighed om, at hovedet er nedad, men man kan ikke finde hjertelyden. Jeg ligger og kan bare høre lægen bjæffe ”Vi skal finde den hjertelyd NU! Få så fat i den scanner!”, mens han kæmper med at holde fast på Karen, og jeg er sikker på, at hun er død derinde.
Endelig kommer scanneren, og nu bliver man enige om, at hun har numsen nedad. Da man så flytter på lytteren, fanges hjertelyden sporadisk og svagt, men ingen er sikre på, om det betyder, at hun er dårlig derinde eller hvad. Nu sætter de vedrop til, og der bliver skruet helt op. Ifølge journalen er kl. 11.40. I det samme går vandet – det er klart – og så kommer der to små fødder til syne! Så meget for, at de ikke vil lade andet end numse eller hoved komme ud først….Jeg får besked på bare at presse med eller uden veer, og kl. 11.47 kommer Karen ud – født i det, de kalder fuldstændig fodpræsentation. Hun er blå og lidt slap og skal stimuleres til vejrtrækning, fordi hun har siddet fast med hovedet derinde, men hun retter sig heldigvis hurtigt, så hun får Apgar 7/1 og 10/5.
Moderkagen – som jo egentligt er to moderkager, der er vokset sammen grundet pladsmangel - er helt fin og vejer 1060 gram og kommer spontant kl. 12.04, og jeg skal ikke have så meget som en enkelt knude! Simon vejer ved fødslen 2726 gram og er 47 cm lang – Karen vejer 2469 gram og er også 47 cm lang.
De er jo begge noget mindre, end de var blevet vægtscannet til 14 dage tidligere, men de er begge gode suttere, så amningen har ikke været noget problem, og vi har også været lykkeligt forskånet for komplikationer med vejrtrækning og kropstemperatur. I morgen kommer SP, så jeg håber, at de har taget godt på. De var begyndt at tage på, men så blev jeg hundesyg med en eller anden sygehusinfektion – over 40 i feber og flere forskellige slags antibiotika i drop – og da jeg ikke rigtig fik spist, gik deres vægt i stå. Så jeg er rigtig spændt på, hvad vægten siger i morgen, for hvis den ikke er okay, bliver vi nok genindlagt. Men jeg er da optimist, for jeg synes, at de spiser pænt men altså…..der er jo ikke ml-angivelser på mine bryster, så jeg aner jo reelt ikke, hvor meget de får.
William tager det hele rigtig pænt, synes jeg. Han omtaler dem som ”Min Simon og min Karen” og har slet ikke styr på, hvem der lillebror, lillesøster eller storebror. Han flyver hen og vil trøste, når de græder, men kan også blive en smule sur, når han ikke kan kravle rundt på mor, når hun er midt i stereoamningen. Han har været hjemme sammen med os siden torsdag, og i morgen skal han så i børnehave igen. Så vil vi sådan improvisere os lidt frem og give ham fridage efter behov, for han skal ikke føle sig skubbet ud men omvendt har han stort behov for sit eget. Så det er lidt en balance.
Heldigvis har jeg okay styr på det med at stereoamme. Faktisk var det slet ikke svært at lære sådan rent teknisk – det svære består i at få dem til at ville spise på samme tid! Det lykkes for det meste efterhånden, så vi får da lidt sammenhængende nattesøvn. William vågner heldigvis ikke mere, når de græder – det var kun det første døgns tid – så for ham er det ikke et problem, men jeg må nok erkende, at jeg nu mere end før er taknemmelig for, at Lars ikke skal tilbage på job på fuld tid sådan lige med det samme.
Simon ligner William af sind men ikke så meget af udseende. Han er en lille hidsigprop og forspiser sig med gylp til følge. Karen er mere rolig og gylper faktisk slet ikke…..endnu! De sover begge pænt, er rigtig gode til at fylde bleerne, og så er de bare bedårende. Karen ligner Silas rigtig meget – de første dage fandt jeg det faktisk en anelse uhyggeligt. Jeg har grædt mange tårer i dagene på barselsgangen…sådan en blanding af lykke og taknemmelighed over alt det, vi har og sorg og fortvivlelse over alt det, vi mistede. Og sådan vil det nok føles en rum tid endnu. Jeg har det for eksempel rigtig mærkeligt med at se alt det i brug, som jeg gik rundt og pakkede ned efter Silas’ død. Hvor jeg dog savner og mangler ham!
Søskende på babylisten:
Clara (13 år 10 mdr)
David (16 år)
Karen (tvB) (17 år 9 mdr)
William (20 år 2 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 6/1-2011
> Slet profil <