Mor-/barn-profil for Tine og Helle
 |
Mor: Tine, 60 år ( |
|
6/11). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Jeg gik i seng ved midnatstid fredag - stadig 100% overbevist om at jeg først skulle føde tirsdag efter igangsættelse. Da jeg vågnede på et tidspunkt med afsindigt ondt i maven tænkte jeg altså slet ikke i ve-baner. Det gik over, og jeg faldt i søvn igen - for at vågne et stykke tid efter med frygteligt ondt i maven igen. Jeg gad slet ikke vende mig for at se på klokken, for jeg troede jo ikke... Så jeg faldt i søvn igen - men da jeg tredje gang blev vækket, så måtte jeg jo indse at noget altså ikke var helt normalt. Jeg skulle på toilettet - så jeg troede faktisk bare at det var det - utroligt, som man kan være så sporet ind på én ting at man totalt overser det indlysende. Klokken var 2.10 da jeg stod op - og kl 2.45 vækkede jeg B og fortalte at jeg havde veer, men at jeg jo ikke var 100% sikker på om jeg var ved at føde. Han stod op, selvom jeg faktisk opfordrede ham til at blive liggende. Men i løbet af få minutter var veerne så kraftige at jeg bad ham ringe til fødegangen - og så var planen i første omgang at jeg skulle tage en taxi derind, og først nå de havde sagt at jeg helt sikkert VAR i fødsel, skulle B så vække barnepigerne og Solveig. Men jeg tror måske at B havde en lidt mere realistisk fornemmelse af situationen, for han besluttede hurtigt at han ville vække dem alle så snart jeg var ude af døren - at jeg skulle med taxi var helt sikkert, for Solveig skulle ikke opleve mig have så ondt. For ind i Helvede, hvor gjorde det ondt!!! Jeg kunne slet ikke huske at det gjorde så ondt med Solveig - da kaldte jeg jo de første mange timers veer for \\\'hyggeveer\\\' - det var det dælme ikke denne gang!
Nå, taxachaufføren kørte mig til døren i en fart - han var lidt bekymret for om han skulle være fødselshjælper, selvom jeg flere gange beroligede ham med at vandet jo slet ikke var gået endnu og jeg kun havde været oppe en lille times tid. Inde på fødegangen viste det sig heldigvis at den ene jordemoder på vagt var min konsultationsjordemoder - det var bare dejligt, vi havde snakket om at vi gerne ville føde med hende. Hun kom ind til mig i modtagelsesværelset kl 3.20 - og jeg forlangte omgående epidural. Men heldigvis kendte hun mig jo godt nok til at vide at jeg helst ville føde i vand, så hun fik mig med på at jeg lige skulle i karret først. Da hun undersøgte mig viste det sig at jeg var 7-8 cm åben - godt en time efter at jeg var stået op. Vi kom hen på fødestuen hvor karret var ved at blive fyldt - men jeg nåede aldrig længere end hen og stå og hænge op af fødebriksen. Jeg fik en sækkestol under mig og så stod jeg der og skreg, for det gjorde så ondt at jeg troede det var umuligt. På et tidspunkt var jm ude, og da gik vandet i en ordenlig skylle. Hun opdagede det ikke, da hun kom ind igen - og jeg forlangte igen en epi. Hun syntes lige vi skulle se hvordan det ville gå, hvis hun tog vandet - hvortil jeg jo bare lakonisk kunne bede hende om at kigge ned, hvor gulvet sejlede i vand... Umiddelbart efter fik jeg heftig pressetrang, og da hun fik mig undersøgt fik jeg lov at presse - hun ville godt have haft mig op og ligge på siden, men jeg kunne slet ikke flytte mig. I løbet af 3-4 presseveer havde jeg presset min datter ud - stadig stående i fostervand og blod og med min t-shirt på endnu. Helle er født kl 3.50 - altså 1 time og 40 minutter efter at jeg var stået op hjemme af min varme seng. Da hun var kommet så hurtigt ud, var jm bekymret for om hun var dårlig, så hun blev afnavlet omgående og lagt op på lejet - men hun skreg med det samme og var fin i farven og nydelig - og jeg var ok nok til at kunne vende mig om og se på hende. Da de var ved at pakke hende ind og jeg havde fået lagt mig op på briksen, trådte B ind på stuen, klar til fødsel. Han så totalt desorienteret ud, da han blev mødt med \\\'Tillykke, her er din datter\\\'. Han havde jo skyndt sig at få Solveig afsted til dagplejefar og mor og var så kørt selv med det samme, og havde jo som mig regnet med en 8-10 timers fødsel...
Vi brugte de næste par timer på bare at ligge og snuse til hinanden, Helle og jeg - hun fik selv lov at finde brystvorten og regne ud, hvad den skulle bruges til. Så blev hun vejet og målt: 55 cm og 4350 g - lidt længere og lidt lettere end storesøster. Hun har en manke af sort hår - i modsætning til Solveig som var pilskaldet - men hun har den samme \\\'knast\\\' på øret som hendes storesøster, far og farmor har - så hun er afgjort af samme slægt.
Da hun selv havde fået lov at \\\'knappe på\\\' første gang, så fandt hun hurtigt fidusen med det sutteri - så vi bestemte os for at jeg allerede tog hjem idag til middag - ikke mindst for Solveigs skyld. Solveig kom ind og besøgte os på sygehuset lørdag formiddag - og tog det som den naturligste ting i verden at mor lå der og ammede lillesøster - det gik op for mig at hun virkelig havde forstået det, når vi havde snakket om \\\'lillesøster i mors tykke mave\\\' og om \\\'når lillesøster skal ud af mors tykke mave\\\'. Hun er passende glad for hende - på en sød og naturlig måde synes jeg, ikke overstrømmende men afgjort heller ikke ligeglad.
På trods af den lynhurtige fødsel og at B ikke nåede at være med - så var det faktisk en god oplevelse for mig. Jeg har hørt mange sige at de der lynfødsler var alt for hurtige og at de ikke nåede at \\\'få sjælen med\\\' og føle at det var deres unge. Men jeg skal love for at jeg mærkede at Helle kom ud af mig!!! Der var mange gange i løbet af den sidste halve time hvor jeg ville give op, hvis jeg havde haft chancen, så ondt gjorde det. Ikke mindst da hun i noget der føltes som timer sad med hovedet halvvejs ude og jeg ikke måtte presse. Jm var hele tiden bekymret for om hun ville komme for hurtigt ud - så hun forsøgte at få mig til at holde igen. Jeg ville ikke kunne have klaret de stærke smerter i ret mange minutter mere - men i samme sekund hun var ude var alt bare ok og jeg var helt oppe og køre. Da jeg fødte Solveig var det især udmattelse efter 19 timer i fødsel der var slem - men med under to timer når man ikke at blive særligt udmattet... Jeg fik en 3-4 sting, og mærker ikke noget særligt til dem. Det eneste der plager mig er ømme brystvorter og efterveer. Men det er jo til at leve med, når man har født verdens to dejligste piger.
Søskende på babylisten:
Solveig (21 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 25/3-2008
> Slet profil <