Mor-/barn-profil for Camilla og Freya
+x(200)) Jeg er for cool... slet |
Mor: Camilla, 53 år ( |
+x(200)) Mor med mig i maven slet |
18/6). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Sådan kom Freya til verden – mors fødselsberetning.
Lørdag d. 13/11-04 (10 dage over termin) ca. kl. 22 opdagede jeg tegnblødning, da jeg skulle på toilettet. I løbet af den næste halve times tid begyndte veerne. De samme mens lignende smerter, som jeg havde haft i ugerne op til – bare meget stærkere. Jeg fik ringet til fødegangen for lige at checke at jeg huskede rigtigt med de forskellige ting, og så gik natten ellers med at din far og jeg lå på sofaerne og talte veer. Hoppede ud under bruseren v. en 2-tiden. Tænkte at det måske kunne lindre smerterne lidt, men det hjalp lige fedt – andet end det var rart lige at føle sig ren. Men det der med at stå op, det gjorde saftsuseme for ondt! Far var faldet i søvn i mellemtiden og jeg lod ham bare sove. Kravlede så ind i vores seng og talte videre…
Søndag morgen ca. kl. 5 var der 4-5 min i mellem veerne. En halv times tid efter kunne jeg simpelthen ikke holde smerterne ud længere og ringede til fødegangen. Talte med en rigtig sød jordemoderstuderende, som lige forhørte sig – de mente at jeg bare skulle komme ind, så ville de lige kigge på mig, og det kunne jo heller ikke passe, at jeg skulle have så ondt. Så jeg fik vækket din far og sagt, at nu skulle vi altså af sted på hospitalet. Men for pokker da – hvordan i alverden skulle jeg dog komme ned fra 3. sal og vade af sted hen til bilen (de er ved at lave fortove og cykelstier lige udenfor hoveddøren, så der kan vi ikke parkere), og ikke mindst komme op i bilen? Skulle lige hilse at sige, at det altså ikke er nemt at kravle op i en ladbil med veer – og ikke mindst at sidde der ret op og ned. Var glad for at det var så tidligt en søndag morgen, så der bare ingen trafik var.
Vi ankom til Frederiksberg hospital og selvfølgelig overså din far indkørslen, så vi fortsatte til den næste, men bilen var for bred til at komme i gennem porten – så tilbage igen… Da jeg så endelig kunne se døren til fødegangen – tror du så ikke, at han bare kørte forbi!? Argh, hvad laver han?! Well, han skulle jo parkere bilen, men altså jeg var ved at gå helt i sort over, at jeg skulle gå de der 20 meter fra bilen og hen til døren – det gjorde bare så ondt. Så da vi endelig ankom på fødegangen kl. 6:25 kastede jeg mig bare ned i den første (og eneste) stol – og tudede.
Jeg kom ind på en stue og blev undersøgt af hende den søde JM-studerende (Rie hed hun) og havde allerede åbnet mig 4-5 cm, så jeg fik lov til at blive. Skulle lige i gennem alle de der rutine ting og kl. 7:35 kom jeg endelig i badekar – var det bare guld!? Bare det at mave og krop slet ikke tyngede på samme måde gav en helt vidunderlig frihed til, at jeg kunne koncentrere mig om min vejrtrækning og på den måde arbejde mig i gennem veerne, så de ikke gjorde så ondt. Kl. 8 var der vagtskifte og min nye søde JM Lotte overtog forløbet.
Efter at have plasket rundt i badekaret 1 times tid tog veerne til, og jeg havde svært ved at slappe af – begyndte at spænde i stedet for… Så ca. kl. 9 fik jeg kæmpet mig ud af badekaret. Det var hårdt – mave og krop føltes pludselig meget tung, smerterne var helt ulidelige (igen det der med at stå op – det virkede altså bare overhovedet ikke for mig – æv) og jeg endte faktisk med at kaste op. Jeg ville gerne have et eller andet for smerterne, men kunne overhovedet ikke tage stilling til, hvad det skulle være (på trods af, at jeg faktisk havde sat mig godt ind i de forskellige muligheder på forhånd – hvis nu jeg skulle få brug for det).
Jeg bliver undersøgt og er nu 8 cm åben, Lotte anbefaler mig lattergas – så det napper jeg! Kommer op på fødebriksen, da det der med at stå op stadig ikke duer for mig! Lattergassen virker super og jeg kan igen slappe lidt af og arbejde med veerne. Kl. er nu ca. 9:30. Min tidsfornemmelse er fuldstændig forsvundet, og mange ting herefter kan jeg faktisk slet ikke huske, eller også står de meget tåget for mig. Derfor har jeg tyet en hel del til journalen i de næste mange afsnit.
Ca. 1 time senere bliver smerterne fortil fuldstændig ulidelige – jeg kan tilsyneladende bedst klare smerterne i lænden. Jeg får derfor lagt de der frygtelige ”bistik” over symfysen – fy for pyffer, hvor gjorde det ondt at få dem lagt! Om de overhovedet virkede kan jeg slet ikke huske – det står også i journalen at jeg herefter er kommet ud på gulvet igen – det kan jeg heller ikke huske? Har spurgt din far, hvordan i alverden de har fået mig ud på gulvet, og hvordan pokker jeg er kommet op på briksen igen. Tjah… Ud på gulvet det kom jeg, men det tog også godt og vel 10 min., og han mere eller mindre bar mig, da jeg skulle op på briksen igen… (Gad jeg godt se - mig kæmpe hval!) For det der med at stå op... – ja, det gjorde bare virkelig nas!!! Så jeg begyndte tilsyneladende at fable om epidural, efter jeg kom ud på gulvet.
Kl. 11:20 får jeg lagt en spinalblokade, så jeg kan få lidt ro og samle nogen kræfter. Desværre havde den nogle rigtig dumme bivirkninger. Jeg fik utrolig meget uro i benene, specielt i knæene, så jeg havde den største trang til at strække benene ud og løfte dem, men det er altså temmelig svært, når man er lammet fra livet og nedefter, og benene ikke er mere værd en to henkogte pølser. Men kunne dog godt ligge og more mig lidt over de der underlige spjæt mine ben lavede. Lige pludselig sagde vores jordemoder: \"Var det dig?\".. Øh. mig hvad? Mit højre ben var hoppet ud over kanten på fødebriksen - og nej, det var altså ikke mig. Well, men veerne fik jeg da i hvert fald en pause fra, og din kære far fik lige en velfortjent skraber på sengen ved siden af. En anden bivirkning var, at mine veer mere eller mindre forsvandt under bedøvelsen, så en time senere fik jeg vestimulerende drop. Jeg begynder at kunne mærke veerne igen. Der er 5 min. i mellem og jeg blunder i pauserne (?). Kl. er nu 12:50.
En halv time senere er spinalblokadens virkning fuldstændig aftaget. Jeg kan huske at Lotte fortæller mig, at hun lige vil hjælpe lidt til under den næste ve, så jeg får åbnet mig den sidste cm. Herefter tager hun vandet (er ikke helt sikker på rækkefølgen). En time senere, kl. 14:25, er der så en læge inde for at kigge på mig, jeg kan faktisk ikke rigtig finde ud af hvorfor? Men tror, det er for at finde ud af, om jeg må presse. Jeg kan læse noget med ”korte hyppige veer m. pressetrang”, ”forsøge at gispe endnu” og noget med ”hvis \'et eller andet\', da forsøgsvis pres” – tjah det er lidt svært at læse :o) I hvert fald så har jeg fået lov til at presse 20 min. senere, for der presser jeg effektivt og hovedet kommer langsomt bedre frem. Det er nok her, at jeg har fået bidt din far, pæret brillerne af ham og i det hele taget hængt på ham og revet og flået i hans tøj!
Kan huske de der presseveer – hold op, hvor gjorde det ondt! Og uanset om jeg ville eller ej, så pressede hele min krop bare med. Kan virkelig godt sætte mig ind i, hvor svært det må være, når man får at vide, at man ikke må presse med. Men samtidig.. Hvor var det dog befriende at få lov til at presse, det var som om smerten omdannede sig til kræfter i stedet. Så i stedet for at skrige av (som jeg nok har fået gjort de første 1000 gange i løbet af natten og dagen), så bed jeg tænderne sammen og pressede. Og jeg pressede og pressede og pressede, fik ros, flåede lidt mere i din far og pressede og pressede... Og ja her er det så at på et eller andet tidspunkt, der hører jeg ord som ”blodprøve” og ”blød kop”. Tænker ikke lige så meget over det med blodprøven og hvorfor, du lige pludselig skal ud huhej med kop. Tænker bare fuldstændig irrationelt: ”Fedt! Så er det overstået lige om lidt”. Jeg var helt færdig, udmattet, afkræftet!!!
Alting gik lige pludselig meget stærkt! Jeg fik benene smidt op i nogen bøjler for nu skulle du godt nok bare ud (?). Så du blev født kl. 15:35 m. kop (delvis i hvert fald - du fik hovedet halvvejs ud med kop og Lotte havde så sagt, at nu kunne de godt fjerne koppen, for hun kunne godt trække dig resten af vejen - har jeg fået fortalt). Jeg havde afsindig ondt og blev hele tiden spurgt, hvor det gjorde ondt \"Ja, dernede - over det hele!\" (hvad var det lige præcis de ikke forstod?) og når jeg drejede hovedet til højre og kiggede lidt bagud, kunne jeg se dig ligge på en lille briks, hvor der stod en børnelæge og proppede slanger i næsen og munden på dig, gav hende iltmaske - og jeg anede bare intet af, hvad der foregik.. Var bare dybt ulykkelig! Og du sagde ikke noget! Hvorfor kunne jeg ikke høre dig? Babyer skriger jo, når de trækker vejret første gang.. Gør de ik´? Men din far - min frelsende engel - havde fulgt godt med og kom hen til mig (han har senere fortalt, at han bare kunne se desperationen brede sig i mit ansigt), tog mig i hånden og sagde: \"Skat, tag det roligt, hun er helt perfekt og hun trækker vejret - kan du ikke høre hende?\" Og, jo endelig kom der nogle små klynkelyde fra dig.
Alt i mens det foregik og jeg lå der og bekymrede mig til sindsyge, så fødte jeg lige en 700 g moderkage (hold op for en madpakke, du har haft dig – ikke noget at sige til, at du ikke ville ud derinde fra). Jeg fik så lokalbedøvelse og blev syet de to steder, jeg var bristet.
Efter meget lang tid blev du så pakket i en varm dyne og kom over til mig - oh fryd! Selv din stærke, vidunderlige far måtte knibe lidt tårer - hvor skønt er det?!
Desværre var det en kort fornøjelse, da du skulle i kuvøse et par timer iflg. børnelægen - bare for en sikkerheds skyld. Det viste sig, at det der var sket var, at din hjertelyd pludselig var dykket, og de havde så taget en blodprøve fra dig, som viste at du ikke fik ilt nok. Navlestrengen lå en enkelt gang om halsen på dig og blev klemt - derfor du skulle ud så hurtigt, og derfor at børnelægen sugede dig i næse og mund og gav dig ilt. Men det var altså en meget traumatisk omgang for mor her, som bare ikke anede en pind om, hvad der var sket med dig, eller hvad der i det hele taget foregik.
Men du er en superbaby! 4250 g og 55 cm. Du har det helt fint nu og alle tal er så smukke, som de kan være. Du kan allerede løfte hovedet, når du ligger på maven (kunne du faktisk allerede, da du var en dag gammel).
Men stor tak til din dejlige far, vores super jordemoder Lotte og i det hele taget det yderst kompetente, søde og hjælpsomme personale på fødegang og barselsgang på Frederiksberg Hospital – det var dejligt at føle sig i trygge hænder oven på sådan en hård omgang.
Søskende på babylisten:
Asta (17 år 6 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 10/5-2008
> Slet profil <