Mor-/barn-profil for Camilla og Asta
+x(200)) Asta slet |
Mor: Camilla, 53 år ( |
+x(200)) Søster kysser mig slet |
18/6). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Her følger så beretningen om Astas vej til verden - den blev temmelig, væmmelig lang, men har også været længe undervejs, da det på en eller anden måde er vigtigt for mig, at få det hele med.. En slags efter-fødsels-terapi måske? :)
Sådan kom du til verden – mors beretning.
Havde jo egentlig ikke forventet, at du ville komme ”til tiden” - og efterhånden, som terminen nærmede sig, var der egentlig heller ikke rigtig nogen tegn på det. Så da jeg var til JM d. 26. april foretog hun hindeløsning – og så håbede vi, at det ville sætte gang i noget. Vi jokede lidt med, at det kunne passe rigtig godt, hvis du bestemte dig for at komme næste dag, for der var personalefest på hospitalet. Men udover lidt uregelmæssige småveer, så skete der ikke noget (din far nåede dog at blive småekstatisk af forventnings glæde om, at nu skete der noget). ;)
Ugen efter d. 3. maj var jeg til JM igen og hun foretog endnu en hindeløsning – jeg havde trods alt åbnede mig en cm mere end sidste uge. Blodtrykket var dog for højt, så jeg skulle lige ligge og slappe lidt af, og så få taget det igen. Mens jeg lå der, begyndte det at bide lidt ind i mellem – men jeg var ikke helt sikker på, om det var veer... ? Men alligevel lidt spændende. Mit blodtryk blev taget igen – det var fint – og jeg fik lov til at tage hjem. På vej hjem i bilen begyndte det at nive lidt mere, og det er altså ikke helt sjovt at køre bil med noget, der ligner veer (jeg var jo altså ikke helt overbevist om, at det var ”rigtige” veer).
Men hjem kom jeg og far havde hentet Marcus og Freya, så der var fuldt hus – og Marcus var i hvert fald meget spændt. Veerne fortsatte ganske ufortrødent resten af dagen og aftenen med. Og om aftenen begyndte jeg faktisk at være overbevist om, at nu ville der faktisk snart ske noget, så jeg fik ringet til fødegangen og fortalt, at jeg havde veer. ½-1 time efter, ca. kl. 22 gik de i stå!!! Spørg lige om mor her blev sur!? Vadede rundt for at se, om jeg ikke kunne få dem i gang igen, men intet skete. Så det endte med, at jeg kravlede i seng. Så sad jeg der i sengen og var møgsur over, at veerne bare var gået i stå, for nu måtte du altså gerne komme ud!!!
Men i løbet af natten kom de heldigvis igen – jeg fik i hvert fald noteret en ve kl. 3:23 om natten, men i min meget søvndrukne tilstand var jeg da heldigvis så fornuftig, at jeg droppede ve-tælleriet og lagde mig til at sove igen (hvad er også lige pointen i at tælle veer kl. halv fire om natten, når man kan sove?). Vågnede brat et par timer senere ved, at jeg havde en ve (havde faktisk drømt, at jeg var ude at danse og fik veer på dansegulvet). Ringede lidt senere til Mette og sagde, at nu måtte hun meget gerne komme og hente din bror og søster, for jeg kunne ikke rigtig overskue at de skulle være her, mens jeg rendte rundt med veer. Mette troppede op og jeg rendte vist bare lidt rundt i cirkler om mig selv – og pludselig! Så forsvandt veerne igen (spørg lige om jeg var ved at blive sindssyg?). Heldigvis startede de igen ½ time senere. Mette tog afsted med ungerne og så var der ikke andet at gøre end at vente på, at der kom noget regelmæssighed i veerne.
Det kom der så bare aldrig. Jeg blev lidt utålmodig og ringede til fødegangen. Sjovt nok var det min tidligere JM (fra dengang jeg ventede din søster) jeg fik talt med. Hun sagde, at jeg naturligvis var velkommen til at komme ind til et check senere, men at jeg nok ikke skulle regne med, at der var sket så meget – hmmm og øv! Ringede senere til Liv (den JM-studerende, som vi var følgefamilie for), for at informere hende om slagets gang. Hun skulle på vagt kl. halv fire, så vi aftalte, at hvis der ikke var sket yderligere inden da, så ville vi komme ind til et check der.
Ca. kl. kvart over tre gik veerne helt amok! De kom bare væltende ind over hinanden uden hoved og hale i noget som helst, og så gjorde det bare ondt, ondt, ondt!!! Jeg måtte få far til at ringe til fødegangen, for at fortælle, at nu var vi altså på vej – kunne ikke overskue at tale i telefon.
Og hvor var jeg dog lykkelig for, at vi nu bor i en bygning med elevator, og det denne gang bare var vores lille super-Citroén jeg skulle ind i (og ikke en kæmpe ladvogn). Heldigvis var det helligdag, så der var ikke så meget trafik, og vi kom rimelig nemt derind – bortset fra at din far på et punkt altså ikke lige var blevet klogere end sidste gang; Man kører ikke forbi indgangen til fødegangen, man holder lige uden for den! Så han fik pænt lov til at bakke tilbage og parkere mig lige uden for døren!
Nå, men vi ankom til Frederiksberg Hospital kl 16. Mig ud af bilen og afsted op af trapperne, krammende på min ”ve-pude” og ind for at finde Liv.
Der var bare ikke et øje?! Oh ve oh skræk!!! Men heldigvis kom Liv og JM Ulla efter 5 min., som bare føltes som uendelig lang tid. Jeg kom ind på en modtagelsesstue, blev undersøgt og de konstaterede at jeg ikke havde en åbnet mig en dyt! Rigtig fedt at få at vide – specielt, når man som jeg total panikkede hver gang, der kom en ve. Samtidig var der stadigvæk hverken hoved og hale i, hvornår de kom. Så jeg vidste ikke rigtigt, om jeg var købt eller solgt? Frygtede virkelig, at jeg ville blive sendt hjem igen. Men heldigvis!!! Så fik jeg lov til at blive (havde så også ved en konsultation fortalt Liv, at hvis jeg kom ind med store smerter, og de alligevel ville sende mig hjem igen – så ville jeg lænke mig fast derinde). Endvidere var mit blodtryk for højt, og de var bange for, at jeg måske havde svangerskabsforgiftning, så der blev også lige taget blodprøver.
Veerne var stadig uregelmæssige, men til gengæld var de også virkelig lede, gjorde stjerneondt og varede min. et minut af gangen. Puha, jeg følte overhovedet ikke, at jeg havde styr på noget som helst. Det hele virkede meget, meget kaotisk! Men din far og Liv var rigtige gode til at opmuntre mig (og huske mig på at trække vejret – en meget vigtig ting, skulle jeg lige hilse at sige). Kl. 16:40 får jeg klyx, din far nærmest bærer mig ud til toilettet. På vejen tilbage derfra kigger jeg ham meget insisterende på ham og siger – i mellem to veer – at nu må han virkelig gerne finde en stor kølle og slå mig ned! Og jeg vil helst ikke vågne op igen, før jeg har født!!! Han valgte nu at lade være – hvorfor mon? Resten af tiden på modtagelsesstuen er for mit vedkommende bare et kaos af uregelmæssige veer, som er fuldstændig uoverskuelige og bare gør ondt!!!
Kl. 18 bliver jeg så endelig overflyttet til en fødestue, men hold op, hvor er turen hen ad gangen bare sej!!! Da jeg er nået halvvejs kommer der en ve, og jeg kan huske at jeg nærmest klatrer op på din far – forsøger ligesom at hive benene op på en eller anden måde, så jeg bare kan hænge på ham i armene... Men det er altså lidt svært, når man nu står midt i en gang. Kommer ind på fødestuen og får at vide, at jeg ikke må komme i karbad pga risikoen for svangerskabsforgiftning. Sidder på en stol og spænder i en bue bagud, hver gang, der kommer en ve. Tænker bare, at det her magter jeg bare slet, slet ikke mere. Kommer op i sengen. For tilbudt epidural og jeg takker ja tak, ja tak, ja tak!!!! Den bliver bestilt og jeg får at vide, at der lige går lidt, for narkoselægen var lige optaget. Åh SUK!!!! Veerne er endnu værre end jeg huskede dem, og jeg føler, at jeg går helt i panik, når de kommer, og har derfor slet ikke styr på vejrtrækningen... Jeg får masken med lattergas i ventetiden. Puha – det var dejligt! Ikke fordi den egentlig tog så meget af smerterne – men den er rigtig god at trække vejret i, for jeg skal virkelig koncentrere mig, så den siger ”tschhhhhh”, og så tager den liiige toppen af veen. Jeg bliver undersøgt og er åbnet 5 cm – hurra!!! 3 cm på godt og vel 1½ time.
Endelig kommer narkoselægen. Far siger, at han aldrig nogensinde har set en rygbedøvelse blive lagt så hurtigt før. Bedst som han skal til at lægge den, kommer der en ve. Skulle lige hilse og sige, at det ikke er nemt at ligge musestille under en ve. Men jeg krummede mig sammen og spændte hele kroppen, mens jeg lå og messede inde i mig selv: ”Sidste ve, sidste ve, sidste ve” og sugede det bedste jeg kunne i masken. Fik stor ros af narkoselægen bagefter over, at jeg havde ligget SÅ stille! Og så var den lagt – hvilken velsignet ro!
Lå og blundede lidt og hyggesnakkede med en sækkestol under benene – hvor var det bare skønt! Så var der bare ingen ben i at have veer ;o) Far får Liv til at komme med et bud, på hvornår du kommer til verden - hun siger 22:37! Kl. 19:10 bliver vandet taget fordi, du skal have en elektrode på hovedet, så vi kan følge med i, om du har det godt. Vandet var fint og klart. Kl. 20:40 får jeg vedrop, fordi der ikke rigtig sker noget (hvilket desværre nok er pga epiduralen).
Kl. 22 bliver jeg igen undersøgt – er nu 7 cm åben med en blød kant i den ene side. Ulla fortæller, at det er rigtig godt pga.... noget med at der så egentlig ikke manglede så meget. Må indrømme, at det står lidt tåget for mig, for jeg begyndte så småt at kunne mærke veerne igen, og faktisk synes jeg lige pludselig, at veerne meget, meget hurtigt begynder at gøre rigtig ondt! Puha kaos og panik igen og der er kun gået et kvarter, jeg får lattergassen igen og føler virkelig stærk pressetrang. Så meget at jeg faktisk ikke kan lade være med lige at presse lidt på toppen af veen. For det er bare så hamrende hårdt at lade være. Tror nok, at jeg får råbt pressetrang på en eller anden måde – jeg bliver undersøgt, kl. er nu 22:20 og Ulla siger 10 cm. Det var alt, jeg behøvede at vide!
Presser bare som en sindssyg med det samme! Magter bare ikke flere veer, og nu skal du bare UD!!! Så må jeg ikke presse, må de sige det til mig. Det hele føles helt og aldeles kaotisk – alt gør helt afsindigt ondt, og jeg kan ikke finde rundt i, hvornår jeg har presseve og hvornår jeg ikke har. Jeg får fat i lattergasmasken og bruger den endnu engang til at få styr på vejrtrækning og min krop. Og så blev det hele meget nemmere. For det er bare så befriende at få lov til at presse med
Nogen råber stop, stop – ikke presse og jeg ender med at gispe ind i masken, for jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal få min hånd til at tage den væk? (For man gisper altså ikke ind i en maske med lattergas! :lol: ) Får den til sidst, på en eller anden mystisk vis pæret væk. Så bliver der givet grønt lys for, at jeg må presse igen – kan mærke en sviende fornemmelse, som jeg mener betyder, at hovedet står helt nede – så du kan tro, at jeg presser!!! Hægter mig fast på din far i mens. Kan mærke at det svier og brænder og ved derfor, at du ikke er langt væk nu. Lægger bare alle mine kræfter i (og får givet din far blodudtrækninger, der hvor jeg fik klemt ham) og presser og gisper og presser. Og vupti 22:26 kom du til skrigende til verden med den ene hånd oppe ved kinden – som skudt ud af en kanon. Hvilket du vist ikke var helt tilfreds med, for du leverede også lige en klat afføring på vejen ud ;)
Hvor var det bare skønt at høre dig skrige med det samme. Far klippede navlesnoren og du blev lagt op til mig – oh fryd! Vores lille vidunder
Men så var der lige den der moderkage!!!!
Det var jo meningen at den skulle komme helt af sig selv bagefter... Men det gjorde den så ikke? Der blev presset, hoppet, skruet op for vedroppet igen (som jeg jo altså stadig var hægtet på), trukket i navlesnor og så blev der hoppet og presset endnu mere på min mave – synes det varede en evighed. Men ud, det ville den bare ikke!!! Så det endte med, at du kom over til far og jeg blev kørt afsted til operationsstuen, for at få moderkagen ud.
Alle var ganske søde på operationsstuen, og jeg kan huske at lægen, sagde til mig, at han godt var klar over, at han ikke var særlig sød ved mig, men at han håbede, jeg ikke blev sur på ham ;o).
Til gengæld synes jeg også, at der herskede en lidt stresset stemning – og oveni det, så havde jeg ganske mange smerter, så det var egentlig ikke særlig rart. Jeg blev pumpet fuld af forskelligt smertestillende, da mine smerter ikke ville forsvinde. Til sidst snurrede hele rummet, så jeg blev temmelig kvalm og bedøvelsen bredte sig langsomt nedefra og op mod hovedet – så det til sidst føltes som om, jeg ikke kunne trække vejret. Der begyndte jeg at blive lidt bange – men heldigvis, så var Liv med og stod og holdt mig i hånden. Så Liv var virkelig min tryghed i gennem det hele.
Men altså moderkagen kom ud – den havde faktisk ”slået rødder” inde i min mave – og jeg blev langt om længe syet det, jeg var bristet. Endelig var jeg færdig, men havde det stadig meget dårligt pga bedøvelsen. Ville bare gerne have hovedet op, men følte ikke rigtig, at nogen hørte mig – andet end Liv (endnu engang, var jeg bare SÅ glad for, at hun var der), som fik dem til at rejse mit hovedgærde. Det hjalp straks lidt!
Heldigvis fik jeg lov til at komme tilbage til fødestuen i stedet for at skulle på en opvågningsstue – og narkoselægen fulgte med, for at holde øje med mig. På vejen tilbage følte jeg pludselig, at jeg skulle kaste op, men følte samtidig, at jeg ikke kunne og jeg ville blive kvalt!? Ja, det er godt nok nogle sære tanker, der kan løbe i gennem hovedet på en, når man er så bedøvet... Noget, jeg så efterfølgende fandt ud af (som Liv fortalte mig), var at narkoselægen gik og trykkede mig på underarmen – altså jeg lagde godt mærke til det, men tænkte ikke nærmere over det – og jeg fik det faktisk meget, meget hurtigt helt godt igen. Liv havde spurgt ham, hvorfor han trykkede mig der. Det er et akupunkturpunkt, som åbenbart netop skulle fjerne den slags kvalme – og jeg må jo sige, at det virkede :)
Vel tilbage på stuen begyndte jeg at stortude, da jeg så din far og dig. I havde heldigvis rigtig hygget jer, mens jeg var væk. Tilsidst – timer efter din fødsel blev du så målt og vejet, og jeg var fuldt ud overbevist om, at vægten vejede forkert, og at de havde vendt målebåndet forkert – for du var da godt nok en stor pige; 57 cm lang og vejede 4670 :) Og du kom op til mor igen – selvom jeg i starten ikke ville have det, fordi jeg var bange for at du skulle glide ud af armene på mig (pga bedøvelsen).
Kl. 3 om natten bliver vi så endelig overflyttet til barselsgangen – og du er bare så fin, smuk og fantastisk. Kan allerede løfte hovedet og er superstærk i din lille krop.
Og til sidst en stor tak til min jordemoder Ulla og en helt speciel tak til super jordemoder-studerende Liv – ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende?! Men selvfølgelig også til det søde og hjælpsomme personale på føde- og barselsgang – dejligt endnu engang at føle sig i trygge hænder under et ”kaotisk” forløb.
Søskende på babylisten:
Freya (20 år)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 26/5-2008
> Slet profil <