Mor: Tinke, 51 år ( 29/3) |
Tirsdag den 17. januar tog F og jeg på barselsgangen som aftalt kl. 7 og kom ind på en stue. Vi fik at vide, at vi var nr. 2 og KS var sat til ca. kl. 9. Ret hurtigt blev det dog ændret til kl. 10, da der var kommet noget akut. Vi hyggede os og nød egentlig at få lidt tid alene og bare slappe af.
Kl. blev 10.40 før vi blev hentet, og straks var der bare adrenalin i hele kroppen. Stemningen var supergod. Jeg fik lagt drop og rygmarvsbedøvelse, og så mistede jeg langsomt følelsen i mine ben. Samtidig faldt mit blodtryk, så jeg blev mega dårlig. Da det først blev rettet op, fik jeg det fint igen. Så gik de i gang med operationen. Jeg kunne kun mærke, at de møffede rundt, og så trykkede de pludselig meget hårdt under mit brystben. Herefter kom så skrigene. Hun skreg bare højt. Smurt ind i fosterfedt var hun, og jeg fik et hurtigt kig, inden F og JM tog hende ud i børnerummet, for at se, om alt var ok. Alle syntes hun var sååå fin . Hun fik topkarakterer, blev pakket ind, og kom ind til F og jeg.
Vi blev kørt på opvågning, hvor hun hurtigt fandt ud af at sutte. Efter et par timer blev vi kørt på barselsgangen, hvor der nu er enestuer og fine forhold. F kørte hjem efter min mor og Emil, og F\'s forældre kom også.
Jeg fik så småt gang i amningen, og torsdag tog vi hjem. Fredag løb mælken for alvor til, og jeg fik en kæmpe nedtur. Den varede egentlig hele weekenden, hvor jeg havde det rigtig skidt. Hormonerne havde vist overtaget det hele.
I dag går det meget bedre. Amningen kører, lige nu tager hun lure på 3 timer og spiser så godt bagefter. Hun er meget rolig (7-9-13) og virker rigtig veltilpas.
Emil (21 år 7 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 1/5-2006
> Slet profil <