Mor-/barn-profil for Tinke og Emil
+x(200)) slet |
Mor: Tinke, 51 år ( |
|
29/3). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
.
Fredag nat den 28 marts kl. 02.00 gik vandet i en ordentlig skylle. Jeg var ganske rolig og meget forventningsfuld. På fødegangen sagde de, at jeg lige skulle se an om veerne startede. Det gjorde de omgående. Ikke uudholdelige, men med bid i.
Kl. 05.00 vækkede jeg min kæreste. På det tidspunkt var der 3 minutter mellem veerne, og de begyndte at tage godt ved. Vi kørte af sted til Skejby (5 min. Herfra), hvor de konstaterede, at jeg kun var 3 cm åben og i øvrigt ret anspændt pga. smerter i lænden. Vi blev begge puttet i en dobbeltseng, jeg med en varmepude på ryggen. Ret hurtigt måtte jeg dog fare lidt rund, for det begyndte at gøre MEGET ondt. Jeg var rimelig rystet, for jordemoderen havde sagt, at det ville tage lang tid, da jeg var så anspændt. Derfor virkede det hele ret uoverskueligt, når det nu gjorde så ondt allerede. Det var der heldigvis en god forklaring på. Da vagtskiftet kom kl. 7 havde jeg åbnet mig yderligere 3 cm, og jeg havde nu ret store problemer med smerterne. Jeg løb rundt og brækkede mig, rimelig fedt!! Jeg kom i badekar, hvor jeg lynhurtigt åbnede mig de sidste 4 cm og presseveerne kunne komme. Her var kl. 9.30. Jordemoderen og kæresten hjalp mig op af badet og ind på fødestuen. Stående skulle jeg presse alt hvad jeg kunne. Det gjorde jeg en rum tid, og der skete absolut ingenting. Jeg kom op på fødelejet og kæmpede som besat, men det hjalp slet ikke. Jeg havde ingen følelse af, at noget skred frem, og jeg følte det var helt forkert. Efter 1 time og 15 minutter blev der tilkaldt en ekstra jordemoder. Hun tilkaldte straks en læge, og jeg kunne mærke panikken. Hjerterytmen var dalende, og han havde problemer inden i mig. Lægen kom straks og ville så tage ham med den hårde sugekop. Det var altså en forfærdelig oplevelse. Jeg havde presseveer oven i hinanden, min kæreste holdt i de små vepauser en iltmaske over min næse og mund, og personalet holdt mig nede på lejet, mens sugekoppen blev sat op. Jeg var fuldstændig sat ud af spillet. Under 3 presseveer forsøgte de med sugekoppen, hvorefter der lød et ordentlig svup, og lægen røg bagover. Koppen var røget af. Jeg troede barnet var kommet, men inden jeg fik set mig om var jeg på fødelejet i fuld fart på vej til en operationsstue. Det gik stærkt, de løb med min seng, alt imens jeg fik hårnet på. Kl. 10.55 kom jeg ind, kl. 11.01 havde de lagt snittet og på samme tid var han født, mens jeg sov… Emil havde ved fødslen en Apgar på 1 og blev straks kørt på neonatal.
Jeg vågnede igen kl. 13 og anede ikke, hvad der var sket. Min kæreste stod der med et billede af et lille, helt blegt barn i en kuvøse med slanger ud af næsen. Heldigvis var jeg dopet af morfin, ellers ved jeg ikke, hvad min hjerne havde gjort. Emil var kommet på neonatalafdelingen og havde været meget medtaget. Hans blodprøver viste, at han havde haft store problemer og at han havde haft for lidt ilt. Konsekvenserne af dette kunne ingen sige noget om. Han havde dog selv trukket vejret hele vejen igennem, og i løbet af den første time havde han stabiliseret sig meget.
Jeg blev kørt på barselsgangen, hvor der var nyfødte over det hele. Det var hårdt. Men morfinen hjalp mig, tror jeg. Først kl. 16 blev jeg kørt i min seng ind til Emil. Pyhh, det var slemt at se ham der, uden tøj og med alt muligt tilkoblet. Jeg fik lov at holde ham samme aften, og jeg kunne tydelig mærke, hvordan han faldt til ro.
Nu begyndte tankerne så at melde sig. Havde han taget skade?? Blev han rask? Skulle jeg vove at knytte mig til ham?? Han var simpelthen så sød.
Vi fik at vide, at han havde været meget stresset under fødslen, og at han havde hypertone bevægelser. Det var dog et godt tegn, at han havde rettet sig så hurtigt.
Næste dag fyldte jeg 30. Vi skulle så småt i gang med amningen, og hvilken pine. Han skreg simpelthen. Det var så forfærdeligt, at han skulle skrige sådan, når han nu bare havde brug for ro. Jeg var totalt stresset, og malkede ud, ammede og for frem og tilbage mellem barsels- og neonatalafdelingen.
Heldigvis begyndte det at gå lidt lettere, selv om han stadig skreg helt vildt, når han skulle spise. Vi øgede gradvist amningen og fjernede mere og mere sonden og siden hen flasken.
Om onsdagen fik jeg ham over til mig til barselsgangen. Det var simpelthen fantastisk. Desværre var det en stakket frist. Jeg havde gennem et par dage observeret nogle kraftige indsovningsspjæt hos Emil, og de var tiltaget. Sygeplejersken så det og tilkaldte en læge, som straks tog Emil tilbage til neonatal og i kuvøse. Det havde nær taget pippet fra mig. Fra at være tryg og rolig hos mig lå han nu igen i en kuvøse uden tøj på og helt uden omslutning af kroppen, som de jo sagde han havde brug for. Uha, jeg var helt ude på den anden side og kunne næsten ikke holde ud til at være mig. Han skulle observeres for kramper. Efter 1 døgns observation fik jeg ham tilbage med beskeden om, at det var kraftige søvnspjæt, og derfor helt uskadeligt. Jeg har gennem forløbet fået psykologhjælp, stillet til rådighed, hvilket har betydet utrolig meget.
Amningen skulle så stabiliseres, og jeg skulle på banen igen. Jeg havde ikke spist rigtigt i de sidste dage og var meget træt. Det betød, at vi skulle blive weekenden over.
SÅ endelig, mandag den 8. april fik vi lov at tage hjem. Det er bare dejligt. Ingen har kunnet finde noget unormalt ved dejlige Emil, og han er som en almindelig baby. Til en start har han brug for meget kropskontakt og megen omsorg, og det tager da kræfter, men det betyder ikke spor.
Vi er nu almindelige forældre med almindelige tanker. Får han mad nok??? Har han ondt i maven? Er han allerede sulten igen??
Han vil ikke sove i liften eller vuggen, men gerne i sengen hos sin mor. Det får han så lov til. Sutteteknikken er lidt spoleret af at han fik sut på neonatal, men vi arbejder på sagen. Temperamentet er helt i top, så vi toppes da lidt en gang i mellem.
Til slut vil jeg lige fortælle, at man ingen forklaring kan give på, hvorfor han ikke kunne komme ud. Måske var det mit bækken, måske var han drejet en anelse forkert, måske gik det hele lidt for stærkt. En ting var sikkert, når sugekoppen ikke kunne tage ham, så kunne jeg heller ikke selv have gjort mere, og det er en trøst.
Søskende på babylisten:
Anna (18 år 10 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/5-2004
> Slet profil <