Mor-/barn-profil for Rikke og Karl
 |
Mor: Rikke, 45 år ( |
|
10/4). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Onsdag aften d. 13. juni ved 20 tiden begyndte veerne og jeg var ikke i tvivl om at det var veer. Omkring 20.30 begynder jeg at tage tid da både jeg og manden synes de kommer temmelig tit og vare længe og ja det har vi ret i. De kommer med 5-6 minutters mellemrum og vare mellem 1 og 1,5 minut.
M mener jeg skal ringe til FG, men jeg vil godt lige se tiden an.
Skriver til min mor at hun godt kan forberede sig på at det er i nat vi skal af sted. Da M ikke har kørekort skal vi jo bruge hende til at køre for os.
Veerne begynder at nive mere og mere. Ved 22-tiden synes M at nu skal jeg altså ringe til FG, men nej det vel jeg ikke, synes ikke selv det er tid. Så jeg går i bad og imens prøver M at få fat i min lillebror da vi gerne vil kunne bruge ham til at lufte vores hunde om morgen.
I badet får jeg også nogle veer og kan godt se på det hele at jeg nok heller må ringe og høre hvad de siger. Og den JM jeg får fat i siger at vi godt kan begynde at trille derned af og midt i en ve får jeg sagt ”TRILLE næh nej vi køre nu for vi har 45 minutters vej” og det er bare helt fint.
Jeg ringer så til min mor og siger ”nu det nu” ”øhh okay, jeg kommer nu” er hendes svar.
Ca. 22.45 køre vi så af sted og hold op det var da bare min længste tur til Næstved. M sad hele vejen og nussede mine ben, han havde det ikke godt med de smerter jeg havde.
Endelig kommer vi til sygehuset, men øv jeg synes bare der er langt fra p-pladsen og ned til FG…. Vi når kun lige ud af elevatoren ved FG, da jeg bare kan mærke jeg skal kaste op og siger det til M og mor, men der er bare ikke noget jeg an gøre det i og ja, jeg står og brækker mig ud over hele gangen. Min mor går ind på FG for at hente hjælp og M bliver hos mig. Kan huske jeg midt i det hele får sagt ”undskyld skat” fordi jeg bare ved han ikke kan tage opkast, men siger roligt ”det gør ikke noget”.
Mor kommer så tilbage med en JM og en assistent og JM siger bare stille og roligt ”det skal du ikke tænke på det sker så tit”. Jeg får brækket mig færdig og vi gå in på FG i et stille og roligt tempo.
Jeg skal lige på wc for jeg stinker bare langt væk af bræk. Så lige ind og skylde mund og tisse og så er jeg ellers klar.
Vi kommer ind i undersøgelsesrummet hvor JM undersøger mig; livmoderhalsen er helt udslettet, 4 cm. Åben og en meget spænd hindeblære. JM kan ikke mærke hovedet på bebs og mener det kan være fordi der er fostervand først. Mens hun undersøger mig siger jeg også til hende at jeg meget gerne vil føde i vand hvis det altså kan lade sig gøre og det håber hun selvfølgelig det kan.
JM siger også at jeg er kommet på det helt rigtige tidspunkt.
Vi bliver så vist ind på fødestuen med orderne ”Her skal i være til du har født”.
Jeg får sat CTG´en på og får at vide at jeg skal ligge med den mindst 15 minutter. Og det tager bare lang tid synes jeg, til sidst da jeg ikke kan holde ud at ligge på ryggen mere får jeg lov at ligge mig om på siden, men jeg ligger bare så dårligt og jeg spørg så om der ikke snart er gået 15 minutter, da jeg har det bedst med at stå op når veerne kommer. Hun kigger på uret og jo jeg er færdig. Der er nu 3-4 minutter mellem hver ve.
JM begynder så at snakke om at prikke hul på fostervandet for at få lidt mere skub i det, men hun skal lige snakke med forvagten om det først, da JM jo stadig er i tvivl om hvilken vej bebs ligger.
Forvagten kommer og hun tjekker mig også. Nu er jeg 5 cm. Åben men ellers er det det samme. Og de snakker om at det nok er bedst at scanne mig for at være sikker på hvilken vej bebs ligger…. De scanner og de er stadig i tvivl så de skal lige have en 3. til at scanne.
00.45 bliver jeg så scannet for 2 gang og de konstaterer UK..
01.10 bliver der gjort klar til KS. Og hold op hvor går det bare stærkt, der er 1 der giver mig støttestrømper på, en ligger kateder, en der ligger drops til saltvand + at narkoselæge står og stiller mig en masse spørgsmål samtidig har jeg også lige øje på M, han skal jo ikke glemmes, men det gør de heller ikke. Han får udleveret tøj og ja så går turen ellers bare mod operationsstuen.
Jeg kan huske da de siger det skal være KS, at jeg lige kigger på M og fælder en tåre, for det var bare det jeg ikke ville, men hellere det end en fødsel i UK.
Mens vi er i elevatoren får jeg lige stukket et sugerør i munde og få at vide jeg skal drikke og at de nok ikke smager så godt. Og add nej det gjorde det ikke. Hvad det var, fik jeg aldrig fat i.
Nede på operationsstuen er der også mange mennesker og der sker bare så mange ting. Så kommer det sværeste, jeg skal sidde helt krumbøjet mens jeg skal bedøves og er i klar over hvor svært det er når man har veer. Men heldigvis er de så søde og jeg skal jo bare lige sige når der kommer en ve, så jeg kan få lov at rette mig op.
Og f*ck hvor var det jod, de smurte på min ryg, dog bare koldt. Og jeg får så at vide at nu skal jeg sidde helt stille da han skal til at stikke mig. Og så går det ellers stærkt med at bedøvelsen virker. Under hele forløbet har jeg den sødeste sygeplejerske stående ved mig, og hun fortæller alt hvad der foregår. M sidder ved min venstre side og nusser min hånd.
Lige inden de begynder at skære i mig spørg sygeplejersken om vi har nogen idé om hvad det bliver og jeg fortæller så om mit væddemål med min far. ”Ja så bliver det jo spændende hvem der får ret” siger hun så.
”Så Rikke nu skære de dig op, kan du mærke noget” og det kunne jeg heldigvis ikke. ”Nu kan jeg se en lille numse” og 01.41 kommer der et stort hyl og sygeplejersken kigger på mig ”Nå Rikke hvem vandt så?”.. ”Det gjorde jeg vel” sagde jeg så ”Ja og det er en ordentlig basse i har fået jer”.
Han får 9 i apgar men kommer hurtigt op på 10. Han skal lige have lidt ilt til hjælp med at udvide lunger det sidste og det er meget normalt for børn født ved KS.
Endelig får jeg lov at se ham og M siger at lige så snart jeg så ham begyndte jeg at græde, det kan jeg ikke selv huske, men nej hvor var han bare smuk. M står med ham mens de gør mig færdig. Kan huske de siger på et tidspunkt ”ja så ligger vi din livmoder ind igen” Øhh okay tak for oplysningen
Endelig er jeg færdig og jeg får ham over til mig og så går turen ellers til opvågningen, hvor han så målt og vejet.
Hun starter ved 4000 gr. Men nej det er ikke nok, så 4500 gr. Nej heller ikke, så 5 kg. Da, ej det var dog for meget. Næh 4750 gr. Hold op det var vist godt det endte i KS siger JM så til os og vi giver hende ret. Jeg bliver også noget målløs over han måler 57 cm. (jeg er selv kun 160 cm., så hvordan kan jeg dog ha´ haft sådanne et stort barn inden i mig?).
JM går så lige 15 min. Da hun lige skal ordne og hente nogle papir til os og mens hun er væk giver vi så vores vidunder navnet Karl.
Lige inden vi bliver kørt på barselsgangen ringer vi til mine forældre og fortæller den dejlige nyhed. Begge mine forældre bliver også noget målløs over han er så stor og at det endte i KS.
Vi kommer op på BG og får et værelse for os selv lækkert tænker jeg bare. M køre hjem og jeg prøver at få lidt søvn.
I løbet at torsdagen ser vi så at hans fødder ser helt forkerte ud, men sygeplejersken mener det ”bare” er hævelse pga. den måde han har ligget på inden i min mave. Og at vi lige ser tiden an.
Om fredagen får jeg så sygeplejersken med ud og kigge på hans fødder og der er ikke sket nogen forandring og hun vil lige have en anden til at kigge på ham og mens hun går bryder jeg sammen og stortuder og da hun kommer tilbage siger hun ”nå så kom det” Med det mener hun at endelig kom reaktionen på fødsel og KS og at hende og hendes kollega er blevet enige om lige at få en børnelæge til at kigge på ham. Jeg spørg også hvornår jeg kan få lov at komme hjem. Og hun siger så, at så snart BL har været der må jeg komme hjem, hvis altså BL kommer inden for en passende tid.
Hun ringer så efter en og der kan gå alt fra 10 min. Til 3 timer da de har travlt på børneafdelingen.
M og min mor kommer så endelig om eftermiddagen og jeg kalder på sygeplejersken og spørg hvornår BL kommer, hun ringer så og siger der vil gå 10-15 minutter.
Endelig kommer BL så. Han kigger på Karl og siger så at det ”bare” er hævelse og at den burde være væk dagen efter, han kan så også se Karl har lidt gulsot, men ikke noget af betydning og at vi lige skal holde øje med det. Og ja så får jeg lov at komme hjem
Allerede fredag aften var hævelsen faldet og søndag var gulsoten væk igen.
Begge vores hunde har også taget rigtig godt imod Karl og vogter over ham når han står og sover, det er bare så dejligt.
Hvis du er nået hertil så 1000 tak fordi du ville læse om Karl´s vej til verden, den gik jo lidt hurtigere og lidt anderledes end beregnet.
P.S
Jeg havde aldrig klaret dette forløb uden min mand, han har og er simpelhen GULD værd
Søskende på babylisten:
Liva Lili (15 år 10 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 1/5-2009
> Slet profil <