Mor-/barn-profil for Malene og Nanna
 |
Mor: Malene, 47 år ( |
|
4/8). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Nanna’s Fødselsdag d. 14. december 2001 Den lange beretning
Morgenen
Vi vågnede fredag morgen ved at vækkeuret ringede. Jeg havde godt nok ikke fået sovet så meget den nat, da jeg var så spændt på at skulle sættes i gang, så jeg var noget skeløjet.
Jens havde aftalt med Carsten og Lene at vi kunne låne deres bil. De ville komme hjem til os kl. 07.30, hvor så Jens skulle køre dem på arbejde, og derefter havde vi bilen.
Det var en rar fornemmelse at vi havde adgang til en bil, for det kunne jo sagtens trække ud, der kan gå op til 5 dage fra man får lagt den første stikpille til fødslen går i gang, men nu havde vi jo allerede ventet så længe, så hvad gjorde 5 dage ekstra, men alligevel – babyen måtte gerne snart komme, tålmodigheden var ved at være brugt!
Vi skulle være på Hvidovre hospitals fødeafdeling kl. 09.00, og da den var 08.30 og jeg bare var helt klar, ringede Lene og fortalte at Jens først lige var kørt derfra, morgen-mylder-trafikken havde sinket dem mere end de havde regnet med.
Jeg blev meget stresset, og da vi endelig kom af sted, var det med lettere panik fra min side, jeg kunne ikke finde det Kraks kort, som jeg troede lå i Carstens bil, og var sikker på at vi slet ikke kunne finde hospitalet og derfor ville komme meget for sent. Ja, de ville sikkert slet ikke gide sætte mig i gang så. Men det gik faktisk rimeligt nemt med at komme derud, vi fandt efter et par vendinger i den dårligt designet parkeringskælder en p-plads og kom op på fødegangen.
Venten på fødegangen
Vi blev bedt om at vente i opholdsrummet. Vi var nummer tre til at blive sat i gang. Inde i opholdsrummet sad én af pigerne, som jeg havde gået til fødselsforberedelse sammen med, hun skulle også sættes i gang, selvom hun først havde termin dagen efter, fordi de frygtede at det ikke var som det skulle. Selvom jeg var meget utålmodig, var jeg da alligevel glad for at det ikke var mig, at mit barn så ud til at have det fint.
Blev sat i gang
Endelig var det min tur. Kl. var næsten 10.00 før vi kom til.
Først fik jeg ”kørt en strimmel” – altså lavet en CTG (Cardio (barnets hjerte), Toco (veer), Grafi (tegne, kurve)). Det lød bare helt fint.
Derefter skulle jeg så have lagt stikpillen, men hvis jeg havde åbnet mig lidt (ca. 2 fingre), så ville de forsøge at tage vandet. Jeg håbede selvfølgelig på det sidste, men jeg regnede egentlig ikke med det.
Jeg blev undersøgt indvendigt, og jeg havde åbnet mig. Så jordemoderen tog vandet.
Desværre var det grønt, hvilket betyder at barnet på et eller andet tidspunkt har skidt i vandet, fordi det har haft det dårligt eller være stresset. Jeg blev lidt nervøs, men fik at vide at det er meget normalt at fostervandet er grønt, når man går over tiden, men at de alligevel ville holde ekstra øje med mig. Derfor skulle jeg lægge med CTG-scanneren resten af fødslen.
Efter fostervandet var taget, var jeg reelt gået i fødsel, og så ville jeg ikke komme hjem før efter jeg havde født. Det var en meget mærkelig fornemmelse at vide, at i dag ville jeg blive mor, pludselig føler man sig bare slet ikke klar.
Kl. lidt i 12.00 fik vi en fødestue, som var ”vores” rum resten fødslen, her skulle jeg altså føde mit barn!
Venten
Jens begyndte allerede at kede sig, men han havde heldigvis en bog, han kunne læse i. Han gættede også lidt kryds & tværs, og stillede mig spørgsmål. Jeg var begyndt at få veer, så jeg var ikke rigtigt til så meget, koncentrerede mig mest om veerne når de var der.
Pludselig kom jordemoderen ind og fortalte at fordi der var så travlt, havde de indkaldt døgnvagten, som ville følge mig resten af fødslen. Det var den jordemoder jeg havde gået hos på Lyrskovgade, Charlotte, det var vi vildt glade for, én vi kendte!
Veerne var ikke så gode, uregelmæssige, så de ville gerne fremskynde dem lidt med et ve-stimulerende-drop. Jeg fik lige lidt lavement, fik tømt ud og fik taget et brusebad.
Derefter fik jeg ve-drop og lidt mad (typisk hospitalsfrokost bvadr).
Jens gik ned og købte lidt i cafeteriet, hvilket vist ikke gjorde maden bedre (fed mad bvadr).
Vi ventede og ventede. Veerne var dog begyndt at bide lidt, syntes jeg!
Min egen jordemoder kom ind og fortalte mig at hun havde fået lov til at gå hjem, og jeg i stedet ville få en helt tredje, Pia, aftenvagten. Jeg var lidt skuffet, jeg syntes det ville være fedt at have min egen, og den nye virkede dum, men senere viste det sig at hun var alle tiders.
Jeg fik allernådigst lov til at gå på toilettet, men så skulle jeg også straks sættes til igen. Jeg var mere eller mindre bundet til fødebriksen, med ve- og hjerte-måler på den ene side og ve-drop på den anden.
Min mor kom
Kl. 16.00 ringede Jens til min mor, som skulle være med ved fødslen. Jens og jeg var blevet enige om først at ringe efter hun var kommet hjem fra arbejde, ellers ville hun bare komme styrtende, og det hastede jo ikke, der ville højst sandsynligt gå LANG tid. Selvom Jens sagde at hun bare kunne give sig god tid, kom hun selvfølgelig så hurtigt hun kunne!
Vender forkert
Kl. ca. 18.30 kom der pludselig en anden jordemoder ind, det var afdelingsjordemoderen, som var blevet tilkaldt fordi der ikke rigtigt skete noget og fordi min jordemoder syntes at det ikke mærkedes rigtigt.
Hun havde hånden længe inde og pludselig dykkede hjertelyden. Jeg blev meget bange.
Jeg fik at vide at det var meget normalt, når hun havde haft hånden inde så længe og rodet ved barnet, og lidt efter var hjertelyden også helt fin igen. Det eneste problem var at hjertemåleren havde svært ved at fange barnets puls, selvom man kunne høre den, den målte i stedet min puls.
Så der blev sat en elektrode på hovedet af barnet.
Barnet lå altså forkert, det lå som ”stjernekigger”, og de var ikke sikre på at jeg ville kunne føde det normalt gennem bækkenet. Kejsersnit ville være vejen, hvis ikke barnet vendte sig.
hvorfra jordemødre ved, at hvis man lægger på alle 4, med røven i vejret, så vil barnet nok vende sig, ved jeg ikke. Men de må jo have nogle erfaringer omkring emnet. I hvert fald var det hvad jeg skulle.
En time på alle fire
Jeg blev altså beordret om på alle fire og skulle så ligge/stå sådan i en time.
Nu fatter jeg ikke at jeg kunne, men det kunne jeg dér. Jeg fik ilt! Mest for barnets skyld, og så også fordi det er ret besværligt at trække vejret ordentligt når man er i den stilling.
Jeg var lidt bange. Jeg ville ikke have at der skulle ske mit barn noget. Jens har senere fortalt at han slet ikke var nervøs, han følte at der var tjek på tingene.
Jordemoderen gik ud for at ordne det med lægerne – Hvis nu…..!
Jens og min mor var søde til at massere min lænd, men når jeg havde en ve, måtte ingen røre mig, så koncentrerede jeg mig kun om den!
Jeg ville også helst have at det var Jens der rørte ved mig, hvorfor ved jeg ikke. Måske følte jeg at jeg bedst kunne rette på ham!
Fødslen
Jeg kan ikke helt huske hvordan det hele skete, jeg koncentrerede mig bare om at arbejde med veerne, men efter at skulle lægge lidt mere på alle fire hvor jeg fik pressetrang, skulle jeg pludselig lægge på venstre side med venstre ben bukket og højre ben skulle jeg holde. Lyset blev slukket (eller var det blevet det inden?) og den store hospitalslampe blev tændt.
Jeg blev pludselig klar over at nu skulle jeg snart føde, og jeg kunne mærke at jeg skulle presse.
Jeg fik at vide at jeg gerne måtte give efter for pressetrangen. Jeg skulle løfte albuen (hvorfor ved jeg ikke) og bukke hovedet - hagen ned til brystet!
Jens hjalp mig med at holde hovedet nede og min mor støttede mit venstre ben.
Jeg pressede og pressede, men jeg var i tvivl om jeg gjorde det rigtigt, så det hjalp at få ros fra jordemoderen.
På et tidspunkt sagde hun med iver i stemmen ”se man kan se hår” og at jeg skulle mærke barnets hoved ved at stikke en finger op. Men da jeg var midt i en ve, sagde jeg bare meget bestemt NEJ. Jeg blev alligevel nysgerrig og prøvede at mærke, men jeg kunne ikke mærke noget!
Pludselig kom hovedet så langt ned at min mor kunne se det. Jeg kunne mærke på hende at hun var meget rørt!
Mens jeg havde presseveer, lagde jeg mærke til at Jens stod bag mig og ”pressede” med, det lød meget sjovt og hvis ikke det var fordi det gjorde så ondt, så var jeg knækket sammen af grin – han lød lidt som en hest der pruster!
Jordemoderen sagde til Jens, at nu skulle han give mig et kys, for nu var det sidste gang vi kun var to!
To presseveer senere fødte jeg.
Det mærkedes meget tørt at føde, det er det eneste jeg kan beskrive det med.
Jeg havde troet at det var meget mere slimet, men det var tørt og en ellers helt ubeskrivelig smerte.
Jeg havde i forvejen fået at vide, at fordi der var grønt fostervand, ville de rutinemæssigt tage mit barn fra og suge det. Så det kom ikke som en overraskelse da de tog det over på bordet lige efter fødslen, men alligevel ville det havde været rarere, hvis de ikke havde gjort det.
Jeg fik at vide at det var en pige. Men hun skreg ikke, så jeg var mest koncentreret om hun var levende. Jeg spurgte flere gange ”lever hun, lever hun” og fik at vide at det gjorde hun bestemt, og lidt efter kunne jeg også høre det!
Det kunne jeg i ca. 1 time efter – hun skreg og skreg (meget højt).
Efter fødslen
Efter at være blevet suget, have fået ilt og scoret ti i apga, kom Nanna over og ligge hos mig og efterhånden slappede hun af og begyndte at kigge og sutte på finger.
Min far, Nicoline og Jonas kom og Nanna blev målt og vejet.
4192 g og 53 cm - Sund og fin.
Hun fik tøj på og efter vi havde sagt farvel til mine forældre og jeg forgæves havde forsøgt at tisse, fik vi lidt at spise.
Jeg regnede med at nu skulle vi op på barselsgangen og Jens skulle vel hjem….
Men jordemoderen stak pludselig hovedet ind og til vores glædelige overraskelse spurgte hun om vi havde lyst til at komme på klinikken.
Det havde vi i hvert fald. Der kunne Jens nemlig få lov til at sove sammen med os og vi fik et helt privat værelse.
På klinikken
Da vi var kommet over på klinikken og var blevet vist rundt, fik jeg for første gang lov til at amme mit barn. Det var en lidt sær oplevelse, men det var ikke væmmeligt (det var først dagene efter at det blev ulideligt!), jeg fik presset en minitissetår ud (man SKAL tisse efter en fødsel) og fik ammet fra det andet bryst.
Jens fik ringet til de vigtigste på listen af familie osv. og vi gik i seng.
Dagene efter på klinikken gik godt, vi fik besøgende i besøgstiden og enkelte uden for!
Jens købte mad til sig selv og havde i køleskabet, jeg spiste hospitalsmad og lækker frokostbuffet. Vi begyndte at lære Nanna at kende.
Mine bryster blev ømme – meget ømme!
Det var jo kun råmælk, mælk som ikke mætter og Nanna var SULTEN, hun spiste/suttede hvert 5. minut og var meget ked af det!
Men natten til mandag, kunne jeg mærke at mælken pludselig var ved at løbe til. Nanna gylpede veltilfredst og faldt i en tre timers søvn.
Endelig kunne jeg gå ud og være, uden at hun skreg hele tiden.
Om mandagen fik jeg snakket med nogle af de andre piger, der lige havde født. Jeg fik lavet lidt efterfødselsgymnastik sammen med fyssen og Nanna blev tilset af en børnelæge. Alt var som det skulle være, og vi besluttede at vi ville tage hjem.
Vi ringede til Jens’ far og fik ham til at komme og hente os om aftenen – men først skulle han lige købe en ammepude og en ny seng til os!
Jens tog hjem og pakkede de ting vi skulle have hende hjem i.
Vi skulle lige til at gå da Bente, Bjørn og Ivalu kom for at besøge. Vi inviterede dem med hjem til en kop kaffe – og vi kunne også bruge en hjælpende hånd med sengen.
Hjemme igen
Det var meget underligt at komme hjem.
Nu var det jo ikke længere kun Jens og Malene. Nu var det Jens, Malene og Nanna.
Det var først der man skulle begynde at finde ud af det hele!
Søskende på babylisten:
Frida (16 år 4 mdr)
Tue (20 år 1 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 2/12-2007
> Slet profil <