Mor-/barn-profil for Malene og Frida
 |
Mor: Malene, 47 år ( |
|
4/8). Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .
Fødselsberetning:
Fridas fødsel.
Egentlig måtte det godt vente… egentlig var jeg ikke særlig parat til at skulle have endnu et barn, og da slet ikke til at skulle føde det, men at gå 14 dage over terminen var dog alligevel at trække pinen i langdrag!
Nu var jeg bare så klar!
Torsdag d. 19. juni havde jeg fået en tid til at blive undersøgt på svangreafdelingen med henblik på igangsættelse når jeg var 14 dage over termin. Jeg havde nok et eller andet sted håbet at jeg bare var super modnet så de bare med det samme ville tage vandet – eller sådan noget… Men efter vi havde ventet i venteværelset i en time og endelig kom til, så kørte de bare en strimmel i en time, konstaterede at alt så fint ud, mærkede at barnet stadig ikke stod fast og at livmoderhalsen kun var meget lidt forkortet og at jeg kun var én finger åben – øv!
Jeg fik en tid til mandag kl. 9.00 hvor jeg skulle sættes i gang.
Mandag d. 23. juni. Ungerne blev sendt i skole og i børnehave med besked om at de blev hentet af Bedsterne, og kl. 8.45 trillede vi af sted med pakket taske og det hele mod sygehuset.
Vi parkerede på langtidsperkeringen og var inde på afdeling kl. lige lidt i 9. Vi kom til med det samme. Karen, jordemoderen der tog i mod os, var rar og behagelig og tog godt i mod os. Vi fik plads på en tosengsstue og jeg fik kørt en strimmel.
Alt så fint ud. Barnets hoved stod stadig ikke fast, og jeg var ikke åbnet mere end tidligere.
Jordemoderen vurderede at det bedste forløb ville være at jeg fik lagt en stikpille.
Jeg fik lagt stikpillen ved en 10 tiden.
Bagefter skulle jeg lige igen have kørt en strimmel i en halv times tid. Og derefter kunne vi tage hjem og afvente veer.
Lidt skuffet var jeg, for nu kunne det meget vel være at der slet ikke skete noget den dag, men at det først ville være dagen efter eller senere at jeg ville føde… øv!
Men pludselig dykker hjerterytmen i en kortere periode, hvorefter den bliver forhøjet, hvilket er godt, for det betyder at barnet kompenserer fint!
Problemet er bare at hjerterytmen bliver ved at være for høj… Jeg får taget temperatur og andet, for det er lidt mærkeligt at den bliver ved at være forhøjet!
Jeg har endnu ikke nogen veer, andet end plukkeveer!
Man vurderer at det nok er bedst at barnet skal ud. Det er vi selvfølgelig glade for, for det må gerne blive i dag!
Der bliver gjort en fødestue klar til os.
Jeg får lavement osv. og kl. 13.25 tages vandet, som er fint og klart.
Vores jordemoder, som hedder Elsebeth, kører en strimmel, som ser fin ud og sender os derefter ud at gå en tur for at sætte lidt gang i veerne.
Vi går rundt om sygehuset, og jeg får da også nogle veer, men ikke nogen der giver noget.
Da vi kommer tilbage, sætter jordemoderen en elektrode på barnets hoved, som dog senere falder af og der sættes en ny!
Mens vi var ude at gå, ringede jeg til Camilla, og gav en status og sagde at det ikke hastede med at komme herind, hun kunne sagtens gøre arbejdet færdigt, men det kunne hun da slet ikke holde ud… hun havde fået lov il at gå når der skete noget og nu kunne hun da virkelig ikke koncentrere sig længere… Hun ville tage kontakt til Nicoline, som også skulle være med ved fødslen.
Da de kom en times tid senere, havde de købt sodavand, slik og frugt.
Der var en god stemning på fødestuen. Jordemoderen var sød, snaksom og hjælpsom. Jens, Camilla og Nico snakkede og pjattede og jeg var med når jeg ikke lige havde en ve.
De veer… Det var lidt kunstigt, for jeg havde vemåler på maven og hjertemåler på barnets hoved, så jeg kunne hele tiden følge med veer og hjerterytme på en skærm – og det gjorde jeg så! Ja, det gjorde vi faktisk alle sammen – vi var vildt fokuseret på skærmen. Jeg kunne nærmest se at jeg fik en ve inden den kom, og kunne heldigvis også se en afslutning på den – lidt inden jeg mærkede det.
Veerne var ikke super, de bed lidt, men ikke nok til at det gav noget. Så klokken ca. 17.15 lagde jordemoderen ve-drop. Hun skruede så op for det hvert 20. minut, 15 op hver gang, og så kunne jeg ellers bare lægge der og have veer, av!
Nu begyndte de godt nok at gøre ondt!
Kl. ca. 19.00 sagde jordemoderen, Elsebeth, at hvis ikke jeg lagde et barn lige om lidt, så ville det altså ikke være hende der kom til at tage imod barnet. Hun havde døgnvagt og havde fået lov til at gå. Det kunne jeg selvfølgelig sagtens forstå, men det var nu også lidt ærgerligt.
I stedet kom der en 15 årig skolepige ind, som hed Louise Lykke, ej, hun var selvfølgelig ikke 15, men det lignede hun lidt i forhold til den ældre jordemoder med 30 års erfaring, som havde været der det meste af dagen.
Hun lignede faktisk ret maget hende fra ”American pie”, hende som havde været på ”band-camp”.
Jeg tænkte at: ”Hun skulle da bare ikke tage imod mit barn, det kan hun da slet ikke….”. Men jeg måtte jo også sieg til mig selv at selvføkgelig kunne hun det, selvfølgelig var hun uddannet…
Kl. 19.34 fik jeg presseveer, men måtte ikke presse, da jeg endnu ikke var åbnet helt. Jordemoderen hjalp mig med at gispe.
Pludselig dykkede hjertelyden, helt ned på 50 (normalt mlm 130-150). Der var lidt panik på. Jeg fik iltmaske og jdm, kaldte på backup, og i løbet af meget kort tid var stuen fyldt med folk. Jeg fik lov til at presse, da jeg var åbnet nok. Jeg pressede det bedste jeg kunne, for jeg var bekymret og ville bare have det barn ud nu.
Den første presseve, som jeg måtte presse på, fik jeg presset barnet godt ned i bækkenet, jeg kunne fornemme at hovedet stod helt fremme, næsten ude. Jeg pressede mere end jeg egentlig havde ve til, for jeg håbede at jeg kunne presse barnet helt ud på én gang – det lykkedes kun næsten.
Hjerterytmen var stadig helt nede og nu fik jeg bare ikke nogen ny ve – mærkeligt.
Jordemoderen skruede vildt desperat op for vedroppet og prøvede at lave en ve på mig ved at trykke på min mave, jeg lå bare med iltmasken på og tænkte ”kom nu ve, kom nu ve”. Der skete ikke noget… der gik lidt mere end 2 minutter før der kom en ve til (hvilket er lang tid i presseperioden), men så kom den heldigvis også og jeg fik presset barnet helt ud.
Barnet kom op på min mave og vi så at det var en lille pige – Frida var født kl. 19.41 Sankt Hans aften – en lille heksepige!
Hun lå bare oppe hos mig, mens jeg fik født møderkagen og blev syet et par sting, og hun begyndte hurtigt at sutte. Hun var fin og mild!
Min mor var på arbejde på sygehuset, hun havde været forbi lige inden jeg fødte og hun kom nu ned og hilste på igen og fik set sit lille nye barnebarn.
Camilla, Nico og min mor gik og vi var alene med Frida. Vi sms’ede rundt til familie og venner, at nu var endnu et vidunder kommet til verden.
Nanna og Tue var hos Bedsterne, de var til Skt. Hans bål i Grundtvigsparken. Vi ringede til dem og da det blæste så meget, så ville de ikke være der mere, så de kom op og hilste på deres lillesøster og var med da hun blev målt og vejet: 55cm og 4190g.
De tog med Bedsterne hjem igen og sov, og Frida, Jens og Jeg kom ned på ”familie-hotellet” og sov til dagen efter.
Vi tog hjem ved en 9.30 tiden.
Derefter var der dømt besøgstid!
Søskende på babylisten:
Tue (20 år 1 mdr)
Nanna (22 år 11 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 21/9-2008
> Slet profil <